Humans. They're All the fucking same. But some of Them tastes Way Better than others! - Anthony

Sted: Skoven
Tid: sent om natten
Vejr: overskyet og koldt
Humør: føler sig lidt fuld
På: en stor skjorte som er halvt knappet op og halvt stukket ned i de stramme marineblå jeans. Har ingen sko på og man kan se navlen

Det var mørkt og koldt. Meget koldt og meget mørkt. Rachel sad lænet op af et træ dybt inde i skoven med et lig liggende for hendes fødder. Liget var halvt tomt for blod men hun følte sig allerede godt beruset. Blodet havde nemlig den effekt på vampyre. Ligesom alkohol gjorde menneskene beruset gjorde blod vampyrene beruset. Dog kunne vampyre også beruset af alkohol men der skal meget alkohol til det. Rachel var godt bekendt med denne fakta. Nu hvor hun havde levet i mere end 400 år så havde hun lært en hel del. F.eks. havde hun en stor viden indenfor forskelle på dyreblod og menneskeblod. Forskellen var stor. Menneskernes blod smagte bedre og gjorde én stærkere. Dyreblod var plat efter hendes mening. Kun svage vampyre ville drikke dyreblod. Svage vampyre der faktisk tænkte på menneskerne. Svage vampyre som hendes bror. Og dog drak hun det selv så tit. Rachel drak normalt kun for at trøste sig selv. Da det ikke var nok for hende var hun også startet med at tage stoffer og piller. Tit overnattede hun ude i skoven da hun ikke ville hjem til hverken Caleb eller Christian. Ingen af dem ville kunne hjælpe hende. Hun ville ikke give Caleb flere problemer og hun ville ikke se Christian i noget tid. Hun var for irriteret og vred på ham. Men også på hende selv. Hun var et kæmpe rod. Og hun havde givet hendes følelser og menneskelighed overtage hende i alt for lang tid. Det skulle slutte nu.

//Jeg beklager for al den snakken om blod.... Skulle finde min krea et eller andet sted fra. Og hvis jeg skriver for lidt må du endelig sige til!

Påklædning et par slidte jeans.

han gik langsomt ned af trapperne, indsugede den mørke aften...det perfekte tidspunkt for en løbe tur, jo vidst var Gideon ikke gået i seng i nu, så havde han brug for bare at slappe af og køle ned...og han havde seriøst ikke lyst til at tage tilbage til den lusede bar, plus det var meget sundere bare at løbe en god lang dejlig tur, det var trods alt de bedste af dem alle.
han strakte sig kort, sørgede derefter for at være godt varmede op, før han bøjede sig ned i knæene og satte af, han spurtede af sted, følte han sig på en måde fri, i tættere kontakt med den smukke skov, men på trods af hans følelse af frihed, var det faktisk aldrig at se på ham, hans ansigt rummede slet ingen følelser, han lod faktisk stort set aldrig sine følelser komme frem og det var faktisk af frygt, af frygt for fortiden.
inde i skoven, kunne han straks lugte den metal af blod, hvilket helt klart ville sige der måske var en lille vampyr i nærheden, han hævede øjenbrynet og lod som om han ikke havde lugtet det, for så bare at fortsætte sin løbe tur

//gør intet, undskylder hellere for mit korte indlæg

//Så kort var det heller ikke xD

Rachel bøjede sig forover og tog fat i menneskets skjorte hvorefter hun hev det hen imod hende. Fordi hun var beruset gik det ikke så stærkt så mennesket blev nærmest slæbt hen til hende. Hun tog fat om menneskets håndled og skulle lige til at sætte sine tænder i huden på mennesket men stoppede så. Hun kunne lugte noget. Føle noget. Der var nogen i nærheden. Hun kiggede op og spejdede efter det sted hvor følelsen kom fra men hver gang følelsen blev stærkere forsvandt den igen. Personen var i bevægelse. Hun skubbede mennesket fra sig og prøvede at rejse sig op ved akavet at presse sin ryg mod træets stamme og bruger skuldrene til at løfte sig. Det lykkedes dog til sidst og hun kom op og stå. Hun så rundt med et koldt udtryk i hendes øjne. "Hallo?" sagde hun lidt højt. Hvis det var endnu et menneske så havde hun endnu mere blod at drikke hvilket ikke var nogen ulempe. Igen så hun rundt men kunne intet se. Hun vendte sig om og så ned mod mennesket igen inden hun løftede sin fod og puffede til liget. Mennesker. De kan jo ikke forsvare sig selv. Det havde været så let at få skovlen under det døde menneske der lå foran hende lige nu. Hun skulle bare være venlig og imødekommende og så kunne man let gøre med dem som man ville. Svage. Det var hvad de var.

han stoppede op det sted han vidste hun var, men stadig lod han som om han var et dumt og intet andet menneske, dog var det en helt andet faktor, for han havde en våben vide der var større end man skulle tro, plus han var stærk, men det havde nok også noget at gøre med at han slet ikke var menneske, ikke engang tæt på at være.
han tog sig til brystet og lagde hånden mod træet, pustede ud og tørrede sveden af panden, han var god til at spille skuespil, lade som om han var noget han ikke engang var det nærmeste til at blive, det havde han trods alt gjort...ja det meste af hans liv, ikke et øjeblik var der nogen der så den sande ham, ingen der så hvordan han var, de så kun den følelseskolde facade og de kolde, stort set brune øjne

//sorry det er så kort

Rachel så hen mod det sted hvor en mand var stoppet op. Hun så derhen med et koldt og irriteret blik. Det var ikke tit at nogen pludseligt dukkede op når hun var igang med at tømme et levende væsen for blod men når der endelig gjorde så var der tit ekstra på menuen. Selv hvis Rachel næsten var mæt dræbte hun alligevel den person eller det dyr der kom og forstyrrede hende. Men hun var for træt og svækket og vred. "Skrid" sagde hun irriteret og bestemt. Hun ville ikke have ham her. Hun ville have at han gik sin vej igen. Hun lagde armene over kors og kiggede ned på sine tæer. Hun lagde først nu mærke til at hun intet fodtøj havde på. Hun så sig tilbage over skulderen og så at hendes slidte converse sko lå ved det døde menneske. Hun så tilbage på manden med et lige så koldt blik som før og lagde så lidt af vægten på den højre hofte.