Sikke et vandfald - Anna

Anna kom forbi vandfaldet for at slappe lidt af men ellers fordi der var masser at tænke over. Alle dem hun havde mødt i byen havde fortalt hende at dette populære vandfald var så smukt så smukt og at hun bare skulle se det en eller anden dag hun havde tid. Den dag var så idag og mens hun sad nede ved en bænk der var tæt ved kanten af vandfaldet tænkte hun på sin familie i Frankrig. Hun havde forladt dem eller retterer sagt løbet fra dem. Det var hendes mor der var skyld i det hele og hun ville rigtigt ikke bare sådan gå fra dem men hun var nød til det og hun fortrød næsten intet. Hun savnede derimod sin storebror som også var hendes tvilling Tyler. Han var den i familien der betød mest for hende og han var også den der forstod hende bedst og mest. Han var virkelig en drømme bror som alle sikkert ønskede sog men det var hendes bror og kun hendes og hun ville ikke bytteham for noget som helst i hele den hvide verden. Men ellers kiggede hun bare tomt ud i luften.

//Jeg er ikke vampyr O,O


"Self." Sagde Anna venligt og fjernede så blikket fra vandfaldet og kiggede så op på en fremmed hun ikke havde mødt. Eller det kunne godt være de havde mødt hinanden men de havde aldrig talt sammen men det gjorde de nu og det var nok det bedste. Hun vidste ikke hvorfor men hun glædede sig på en måde allerede til at lære denne fremmede pige at kende. Var hun sød eller var hun mon forfærdelig ond? Var hun ung eller var hun en total gammel olding? Alle spørgsmålene kørte rundt i hovet på hende.

// Er i venteliste til oprindelig så vi kan på en måde lade som om jeg er vampyr xD


Anna smilede venligt til hende. "Okay Mia. Jeg hedder Anna." Præsenterede hun sig og kiggede så ud på vandfaldet igen. Det var virkelig fantastisk flot. Alle dem der havde sagt det havde ret for det var helt fantastisk smukt. Hun syntes byen skulle være stolt over den for hun var sikker på det var det flottesste vandfald hun i hele sit liv havde set.

Anna blev næsten skræmt da hun spurgte. Hvordan i hede hulen kunne hun hvide det? Så slog det hende at hun sikkert selv var en vampyr... eller oprindelig som hende. "Jo jeg er oprindelig." sagde hun og som hun tænkte før var denne Lamia også oprindelig åbenbart. Hun havde mærket en oprindeligs tilstedeværelse og der var ingen andre end dem så hun var nød til at være oprindelig. "Er du ikke også det?" Spurgte hun så og smilede til hende.

"Jeg aner det ikke. Jeg har faktisk ingen anelse. Jeg er vokset op i en hel normal familie. Altså næsten. Min tvillinge storebror Tyler var vareulv. Jeg vidste ikke hvordan det kunne gå til. Mine forældre var helt normale mennesker men... Jeg har altid haft en fornæmmelse af at mig og Tyler ikke var deres rigtige børn." Sagde hun og kiggede ned. Hun vidste faktisk godt de ikke var deres forældre men hvem var så hendes rigtige. Hun havde levet længe og det fandt hun ud af da hun var på et museum. Der stod hendes fuldenavn på et papir over nogle af de ældste oprindelige som menneskerne stadig bare kendte som vampyrer. Hun var meget overasket over det da hun ikke kunne huske særlig meget af sin fortid. Hun kunne huske en del men der var ogå meget ikke var så klart og hun havde ikke lyst til at tænke på at hendes rigtige forældre sikkert var døde og at der var et eller andet galt med hendes bror. Han var vareulv mens hun var oprindelig og det var bare skørt. Var der sket en fejl? Hvordan kunne det gå til? Havde hendes mor måske gjort ham til en hybrid med hendes heksekrafter? Var hendes mor enlig heks? Der var så mange spørgsmål og måske fandt hun aldrig ud af det men der slog det hende at Lamia var oprindelig og det havde jo nok samme mor så hvis hendes mor var heks burde hendes da også være ik?

"Jeg har det fint. Jeg savner ham bare meget da vi plejede at havde det helt vildt godt sammen." sagde hun og smilede så og fik et flashback om hende og hendes tvillingebror hvor de legede sammen ude i deres store have og hyggede sig meget mens de legede fangeleg og gemmeleg som dengang hed skjul og tag fat eller var det på en anden måde? Det var lidt ligemeget men hun ville gerne hvide det alligevel.

"Er hun død eller er hun bare et andet sted henne?" Sagde Anna og hun fortrød med det samme. Hvad nu hvis denne Alexia var død? Så havde hun sikkert såret Lamia. Eller havde hun? Lamia så ud til at være en meget stærk kvinde men hvad nu hvis dette spørgsmål var et meget blødt punkt for hende?

Anna smilte selv ondskabsfuldt da hun så Lamia gjorde det. "Hvordan?" Sagde hun og gjorde sig klar på at høre en historie om lidelser og masser smerte og blod. Det påvirkede hende meget når folk selv begndte at blive lidt onde og sådan. Men ellers var hun en meget sød pige som gjorde det rigtige. Også når det gjaldt hævn og lidelser.