En trist og kedelig tur ~ Anna

"Ja det er jeg. Hvor er du enlig opvokset Percy?" Spurgte hun veligt og rettede igen på hendes jakke. Hun holdt op med at trippe med sine fødder for ikke at stresse sig selv. Hun kiggede ned på sine hånder også op igen så hun så Percy lige i øjnene.

Percy kiggede lidt rundt, inden han kiggede på Anna igen med et smil. Han fik øjenkontakt med hende, hvilket bare gjorde, han slog blikket ned efter noget tid, da han ikke så godt kunne lide, at se folk i øjnene. Han vidste ikke hvorfor. "Jeg er vokset op i London, men så flyttede vi jo så hertil." svarede han og smilede lidt. "Hvad med dig?"

"I landet Frankrig. Som er kendt for deres snegle og deres populære tårn." Sagde hun og begyndte at grine. Hun elskede at grine da det var et glædes tegn for hende. Hun elskede også at høre andre grine det det også viste at de også var meget glade.

Percy kiggede smilende på hende. "Fedt, jeg elsker Frankrig!" Han nikkede og kiggede lidt rundt, inden han kiggede på hende igen. Hun kom let i et andet humør, mente han, da det ikke var længe siden, han var kommet hen til hende, som for, at spørge, hvad der var galt, og nu så hun ud til, at være kommet i bedre humør.

Anna holdte op med at grine men smilede bare og kiggede ud på bilerne igen. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor hun hele tiden gjorde det. Der var bare noget der sagde til hende at det var en god idé. En fornemmelse dersagde at det ville hjælpe hende med at tænke på noget andet end det dumme telefon opkald hun fik tidligere på dagen.

Percy kiggede lidt rundt omkring. Han kiggede så på Anna igen med et lille smil. Han kiggede så frem for sig. Han skar ansigt en enkelt gang, og ikke den slemmeste grimasse. Han bed sig lidt i underlæben, og kiggede så på Anna igen.

"Hvis min mor så det var mig der bed sig i underlæben havde hun sikkert stukket mig en lussing." Sagde hun og grinte igen. Hendes mor var en meget fin kvinde og ville gerne havde at hendes børn skulle være fine og få succes når de blev store. i det hele taget forventede hun meget af dem.

Percy kiggede på hende med store øjne. "Ligefrem en lussing?" spurgte han chokeret og rettede sig op. Han kiggede lidt rundt, inden han kiggede på Anna igen, bare hun ikke selv var sådan. Han rakte en hånd op og rettede lidt på huen, inden han kiggede frem for sig. "Hvorfor dog det?"

"Min mor mente at det var god opdragelse. Hun fortalte at sådan var livet. Også sagde hun at så vidste vi at det var en dum idé at gøre det igen. Men nu hvor jeg er væk fra hende...." Sagde Anna og begyndte at nippe til sin underlæbe. Hun smilede. *Så kan du lære det mor. Du bestemmer ikke over mig mere* Tænkte hun.

"Min mor mente at det var god opdragelse. Hun fortalte at sådan var livet. Også sagde hun at så vidste vi at det var en dum idé at gøre det igen. Men nu hvor jeg er væk fra hende...." Sagde Anna og begyndte at nippe til sin underlæbe. Hun smilede. *Så kan du lære det mor. Du bestemmer ikke over mig mere* Tænkte hun.

"Wauw.. hold da op.." mumlede han og kiggede på hende. Han bed i underlæben, inden han kiggede frem for sig. "Hvordan kunne du dog holde det ud?" spurgte han så lidt efter og kiggede på hende igen med lidt store øjne.

// Har bare ingen kreativitet i dag.

/heller ikke her xD


"Det kunne jeg ikke. Men jeg blev ikke slået så meget. Jeg skulle se mine søskende blive slået fordi de ikke hørte efter. Jeg lærte på den måde ikke at gøre de ting mine mor ikke kunne lide. Men nogle gange fik jeg tæv." sagde hun og smilede. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor hun grinede af noget helt forfærdeligt.

Percy sad og kiggede på hende med store øjne, mens hun fortalte. Det lød da forfærdeligt. "Hvorfor ringede I, eller du, ikke til politiet?" spurgte han uforstående og begyndte at pille ved sin jakke, mens han kiggede på hende. Han kiggede så ned mod lynlåsen, som han holdte mellem sine fingre.

"Selvom hun var et monster var hun jo vores mor. Der var et eller andet der gjorde hende..." Anna holdte en puse og kiggede ned på sin jakkes' knap og kiggede så op igen og fortsatte:" en smule sød. Det ikke altid hun gav os tæsk. Det var nok bare hvis vi var frække. Efter hendes mening altså. Men ellers var hun en megt kærlig mor." Sagde hun og kiggede ned på sin knap igen.

Percy kiggede på Anna igen og nikkede så kort. "Ja, det kan man jo så selvfølgelig ikke gøre for," svarede han hende og smilede skævt til hende, "men det er da godt at høre, hun ikke altid var efter jer og var alligevel kærlig." Han smilede venligt til hende.

"Ja...." Sagde hun og kiggede ned til siden mens hun ivrigt pillede ved sin knap. Det var næsten som om dn ville falde af så meget som hun nu pillede ved den. Hun smilte og kiggede så igen på Percy. "Hvad med dig hvordan er dine forældre?" Spurgte hun og smilede venligt til ham.

Percy kiggede på hende. Han kiggede så lidt fremad, inden han trak sit ene ben op under sig og lagde armene omkring det. "Altså, jeg kender dem ikke rigtigt, altså mine biologiske," sagde han langsomt, "så jeg bor i pleje, hvilket jeg har gjort hele mit liv så." Han kiggede på Anna igen med et smil.

"Der har du det da godt ikke?" Spurgte hun og smilte til ham. Hun kom til at tænke på dengang hun selv havde overvejet at flytte hjemmefra og ind på et børnehjem. Så var der sikkert nogle der ville adoptere hende og behandle hende som hun havde lyst til.

Percy nikkede og smilede venligt. "Jo, meget. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre familie, de har været rigtig søde og rare med mig." svarede han hende. Han lod sit ben placere sig ned igen og hvilede hænderne i skødet.

"Jeg er da glad for at høre at du har det godt der hvor du er nu." Sagde hun og smilede til Percy. Hun kom i tanke om sin far som hun virkelig holdt meget af. Og nu de snakkede om hendes far kom hun i tanke om sin bror Tyler.

Percy nikkede. "Ja, det er faktisk ikke sådan, vi sådan rigtig kommer op at skændes. Kun over åndssvage ting, såsom at rengøre og den slags, men ellers ikke." Han smilede til hende. Han kunne rigtig godt lide Houston familien, og det havde han altid kunnet.

"hm...." Sagde hun og smilede ud i den blå luft. Hun begyndte stille at trippe med fødderne igen. Hun tænkte og tænkte selvom det var meningen ikke at tænke for meget. Hun kunne bare ikke lade være. Der var bare utrolig mange ting at tænke over.

Percy kiggede på hende. Han kastede et blik rundt omkring dem, inden han kiggede på hende igen. "Er du okay?" spurgte han, da han mere eller mindre kunne fornemme, der var et eller andet uroligt over hende. Han sad stille og kiggede på hende.

"Nej jeg har det fint det er bare..... Nej det behøves du ikke ov bekymre dig om." sagde hun og smilede til Percy. Hun kunne ikke lide at folk bekymrede sig om hende for meget. Det fik hende selv til at bekymre sig om at det hun gjorde var bekymrende.

Percy nikkede kort. Han ville bare være venlig, og det kunne da være, han ville kunne hjælpe hende, hvis der var noget. "Okay. Ellers.. ellers, så siger du bare til." Han nikkede kort, som for at bekræfte det, han sagde til hende. Han smilede venligt til hende.