En trist og kedelig tur ~ Anna

Tid :: Klokken er ca. 13:35.
Sted :: Biblioteket.
Vejr :: Det sneer udenfor, og så er der koooldt. >.<
Omgivelser :: Et par andre, der befinder sig på biblioteket.
Dag :: Det er en lørdag eftermiddag.


Percy trådte forsigtigt ind på biblioteket. Han kiggede rundt, idet han trak hænderne op af lommerne på sine sandfarvet jeans, som han havde på. Han kneb øjnene lidt sammen. Han trådte længere ind og kiggede så rundt med store øjne, der var alligevel stort. Han havde før i tiden boet i London, hvor bibliotekerne kunne være på fire etager, men der var alligevel stort i Mystic Falls.
Han kiggede hen på to kvinder, der stod og snakkede sammen om en bog, den ene holdte i sin favn. De havde nok lidt mødtes og ville nok begge læse den bog. Han smilede lidt for sig selv. Sådan kunne det aldrig ende for ham. Han var bare ude at gå, da det begyndte at blive alt for koldt og så havde han søgt i ly for kulden og sneen inde på biblioteket. Det var jo ikke fordi, han var der, pga. han skulle eller ville læse bøger, overhovedet ikke.

Anna trådte ind af glasdøren til biblioteket mens hun havde en lang hvis jakke på med et sort bælte om livet og nogle sorte lædder handsker på. Hun skulle forbi biblioteket fordi der var en bog hun søgte som en af hendes venner havde anmeldt. Hun var godt nok skuffet over vejret da de sagde i nyhederne at det ville blive en virkelig hed dag. Men hun så lyst på det og tænkte at i det mindste fik nogle børn glæde af det og det er jo altid godt.

Percy bed sig blidt i underlæben. Han gik hen til et kort over biblioteket og søgte bare efter fantasy-hylderne. Hvis han nogensinde ville læse en bog frivilligt, så skulle det altså være en fantasy. Dem kunne han bedst sætte sig ind i, mente han. Nu hvor han også havde fundet ud af, han var en troldmand, men ellers, så havde fantasy altid været det mest normale for ham, at læse.
Han fandt hylderne og gik, mere eller mindre, sløvt derhen imod. Han gik ind foran den ene hylde og skimtede titlerne igennem. Han tippede let frem og tilbage, fra hæl til tå og omvendt, mens han skar ansigt. Ingen af titlerne sagde ham noget.

Anna ledte efter en historie bog om de græsk mytologi da det intresserede hende meget og var en meget spændene ting at læse om. Hendes yndlings gud var nok Poseidon da hun også var meget glad for vand. Hun ledte og ledte men den speciele bog hun ledte efter stod der ikke.
Hun satte sig til sidst ned og begyndte at tænke lidt over om det var en god idé det hun havde gjordt inden hun kom til byen. Hun sad bare der som om hun var en statue og kiggede på en potteplante.

Percy sukkede. Han kedede sig faktisk allerede. Der var jo intet spændende på et bibliotek, og hvad var der lige med det, at man skulle være ih og åh så stille, lige så snart man trådte indenfor? Han kneb dog øjnene sammen, da en mobilringetone kunne høres igennem rummet. Han smilede lidt for sig selv. Nogen fulgte åbenbart ikke reglerne, tænkte han ved sig selv og rystede let på hovedet.

Det var Annas' mobil der ringede. Hun vågnede fra sin dagdrøm og tog hurtigt sin telefon op af lommen.
Hun havde bare lyst til at gemme sig i et hul dybt nede i jorden på det tidspunkt. Det var så pinligt. Hun tog telefonen og sagde veligt hej. Hun blev pludselig ligbleg og hun slukkede mobilen hurtigt og tog sim-kortet ud og knækkede det over og smed det ud.
Hun satte sig ned på stolen igen som om intet var sket.

Percy lo lavmælt, så lavt, at han nærmest hviskede. Godt det ikke var ham. Så slog det ham; han fiskede lynhurtigt sin mobil op af lommen og skyndte sig, at sætte den på lydløs, bare så ingen kunne ringe til ham, midt i det hele. Han lod dem dumpe ned i lommen på jakken igen.
Han kiggede rundt med et roligt blik, lettet over, han nåede at sætte den på lydløs, inden der skete noget. Han smilede lidt og trådte væk fra hylden. Der var intet spændende. Måske burde han egentlig bare tage videre igen og gå hjem?

Anna tog sig sammen og styrtede ud af døren og ud til en lygtepæl. Hun trækkede vejret hurtigt som om hun ikke kunne få luft. En tåre trillede ned ad hendes kind men den forsvandt hurtigt da de var så koldt som det nu var. Hun fandt en bænk og satte sig ned. Hun lagde sin taske ved siden af hende og kiggede stift ud i luften mens tankerne fløj rundt og hun stadig træk vejret hurtigt.

Percy sukkede. Han tog sig så sammen og trådte hen til døren ud til gangen og videre ud til hoveddøren, som han åbnede og trådte ud af. Han kiggede rundt, inden han kiggede op imod himlen, hvor snefnugene dalede ned. Smukt. Det var ikke fordi han havde noget imod sneen, slet ikke, det havde han altid elsket, men bare lige kulden kunne være forfærdelig.
Han begravede hænderne godt i lommerne og trådte så videre væk fra biblioteket. Han kiggede rundt imens. Han kneb øjnene sammen, da han fik øje på en person henne på en bænk. Hun så ikke særlig gammel ud, mente han, da han fik øje på, det var en pige, ikke så meget ældre end ham selv måske.

Anna bukkede sig frem og begravede ansigtet i sine lædder handsker. Hun lyttede. Lyttede til mennesker der gik forbi og snakkede og grinede og bilerne der susede forbi og dyttede af hinanden og nogle kvinder der kom forbi med nogle barnevogne mens børnene skreg fordi de ikke fik lov til at få en is af deres mor fordi de mente at det var for koldt hvilket det også var. Hun var bange. Ikke for de ting hun lyttede til med for personen der ringede til hende. Hun lyttede efter en udvej. Et eller andet der kunne fikse det hun havde rodet sig ud i.

Percy kneb øjnene sammen. Han trådte forsigtigt nærmere hende, da hun gemte ansigtet væk. Han kiggede rundt, på de andre personern, der passerede. Han trådte forsigtigt hen til bænken. Normalt, så ville han ikke bare gå hen og prøve, at begynde en samtale med fremmed folk, men siden hun havde gemt sit ansigt, så måtte der da være et eller andet.
Han stillede sig ved bænken og bøjede sig lidt forover. "Er du okay?" spurgte han med en stille stemme og kiggede bare på hende.

Anna endte sig forskrækket om. Hendes øjne var en smule røde men ikke meget. "Jeg ville meget gerne sige ja men så ville jeg lyve så derfor er jeg nød til at sige sandheden og sige nej. jeg er ikke okay." Sagde hun og vendte sig om igen. Hun vidste godt det var en smule uhøfligt og hendes mor sikkert havde givet hende en lussing eller en eller anden straf men nu hvor hendes mor ikke var der og hun var helt oppe og køre var det okay for hende.

Percy bed sig lidt i læben og trak sig lidt væk, da hun vendte sig imod hende. Han kiggede lidt på hende, imens hun talte. Han nikkede så kort og så til, da hun vendte sig om igen. Han kiggede lidt ned i jorden, overvejede bare at svare og så gå igen, men hvis der var noget galt, så burde han vil forsøge at hjælpe.
"Er.. okay, det, eh.." Han anede egentlig ikke, hvad han skulle sige for, at hjælpe hende. Han kendte hende ikke, havde aldrig set hende før, og hvem ville også betro sig til en fremmed?

Anna tog sig igen sammen og vendte sig om igen.
"unskyld... Det var forkert at gøre. Jeg er ked af jeg bare vendte dig ryggen på den måde." Sagde hun og prøvede at smile så godt hun kunne (og så godt så man ikke kunne se det var falsk).
Hun flyttede sin taske på den anden side af hende og klappede så på den nu tomme plads ved siden af hende.

Percy var lige ved bare, at gå igen, han vidste ikke, hvad han skulle gøre, men vendte sig helt imod hende igen, da hun vendte sig imod ham igen. Han kiggede på hende, imens hun snakkede. "Det skal du ikke tænke på, jeg ville nok have gjort det samme." svarede han hende og smilede venligt, idet han slog sig ned ved siden af hende.

"Hvad hedder du så unge mand?" Spurgte hun venligt. Han så nu også meget und ud. Hun holdte op med at tænke selvom der stadig var meget at tænke over. Hun var glad for at han var kommet. Nu havde hun da i det mindste en at snakke med. det kunne også hjælpe hende med at få tankerne et andet sted hen.

Percy lo lidt. Han kiggede så rundt, inden han kiggede på hende igen. "Percy," svarede han og smilede venligt til hende, "Percy Houston." Han nikkede en enkelt gang og begravede hænderne i lommerne. Han lænede sig tilbage og hvilede ryggen op af ryglænet.
Han smilede. "Hvad med dig?" spurgte han så lidt og satte sig lidt bedre tilrette, men endte med at glide lidt ned. Det generede ham ikke rigtig. Han kiggede på hende.

"Anna." Svarede hun venligt. Hun holdte op med et tænke på opkaldet men konsentrerede sig istedet om hvor gammel han var. Anna smilede venligt til Percy. Hun syntes han så meget venlig og sød ud. Hun var sikker på at de kunne blive meget gode venner. også selvom han var lidt yngre end hende. Anna synes at alderen var ligemeget når det gjalt venskab.

// har ikke lige fundet på et efternavn //

// Okay. ^^

Percy smilede til hende. Han rettede sig op, så han ikke sad så sjusket mere, selvom han havde sat behageligt. Han kiggede lidt rundt, men hans blik landede på hende igen. "Fedt at møde dig," sagde han smilende og trak hænderne op af lommerne. Han hvilede dem i stedet i skødet, men rakte en hånd op og rettede lidt på huen. Han kiggede så på hende igen, "så, hvorfor sidder du så ude i et sådan koldt vejr?"

"Ikke for noget." Sagde hun og smilte. "Jeg tror bare jeg har brug for noget frisk luft." Sagde hun og rettede lidt på sin jakke. "Hvad med dig?" Spurte hun. Dt var dejligt endelig at få lidt selskab. Hun bar nemlig en smule ny i byen og percy var en af det første der havde sagt hej.

Percy smilede til hende og trak så på skuldrene. "Det.. jeg var egentlig på vej hjem, og så fik jeg bare øje på dig, sidde her og se ked af det ud, og så venlig og høflig, som jeg nu er, ude i byen i hvert fald," Han lo lidt og kommenterede ikke mere over det, "så ville jeg bare hen og høre, om alt var okay." Han smilede venligt til hende.

*Han er vel flink nok til at få det at hvide* Tænkte hun. "Jo altså jeg fik bare et opkald der fik mit humør ned men jeg har det fint nu." Sagde hun og smilede. Hun synes han var meget flink af en und teenager at være.

Percy smilede og nikkede så. "Det var godt." svarede han og kiggede op imod himlen. Han skar ansigt i et øjeblik, inden han kiggede på hende igen med et skævt smil. Han ville ikke rode mere i det, da det ikke vedkom ham.

"Men hvad er der af spændene ting her i byen?" Spurgte hun for at der ikke skulle komme en pinlig tavshed. Hun trippede lidt med fødderene da hun stadig var en smule nervøs for opkaldet. hun trippede efterhånden hurtigerere og hurtigere.

"Spændende ting?" gentog han spørgende og tænksomt. Han trak så på skuldrene, "faktisk, så har jeg ikke været sådan rigtig rundt omkring. Jeg kender ikke så meget til byen, da jeg næsten lige er flyttet hertil med min familie, plejefamilie." Han smilede venligt til hende. "Det lyder også til, du er lidt ny her?"