Vandet falder og falder, risler og risler. Det stopper aldrig.. Er det også sådan for mig? Alle er velkommen

Roxanna han slapt i nævernes greb, eftersom "Oldningen" havde lagt hende i koma. Hun var dybt frustreret over at de altid bare brugte deres sølle magi, i stedet for at kæmpe. De slapsvanse. Det sjove var at hver gang hun gik i koma, lukkede hendes krop ned, men ikke sindet. Hun mærkede tydeligt hvordan bidsåret fra før langsomt helede. Hun mærkede angst, frustartion og.. liv?! Hun sukkede i sit sind. Hvorfor kunne den heks da ikke bare tage at dø? Og bare fordi hun kunne lidt magiske kræfter, betød det ikke at hun kunne holde døden væk for evigt. Hun sprællede i sin koma, hvilket fik hende til at ligne halvvågen. Hun knurre halvmat. Men dog gav blodet fra før energi, og hun kunne mærke hendes vækning nærme sig.

Taemin åndede lettet ud. Han var bange for at hun ville ikke ville vågne igen. Han faldt om af udmattelse men var stadig vågen. Hans vinger blev til en seng af fjer. Han ville bare gerne sove nu.
Han faldt i svøn og vågnede om 2 timer.

Lamia åndede lettet op. For det første havde Taemin helet hendes skulder så det ikke gjorde ondt i den mere. Og for det andet var Zoey levende. Hun pustede en smule mere luft i Zoeys lunger og slappede så af. Hun kiggede over på Roxanna og så hende bevæge på sig. Hun sendte et stød igennem hende, for at der ville gå længere tid før hun vågnede. Hun helede hurtigt og det var virkelig irriterende.

Roxanna mærkede stødet igennem sig, og sukkede i sit sind da hendes krop blev slap igen. Nu kunne det være nok. Hun ville ikke hænge her og dingle mere. Hvis de ville af med hende, eller ikke have hende her, måtte de kæmpe. Ikke bruger deres magi, som de skræmte hekse de var. Hun slappede af i kroppen og gav den lidt tid til at hele. Hun mærkede bidsåret, næsten var væk men smerten var der stadig svagt. Hun samlede kræfterne, og kæmpede imod magien. Endelig syntes hendes krop at lystre. Hun rørte bare ikke på sig, hun åbnede øjnene svagt. Hun kunne godt ligne en der lige var vågnet, men hendes sind var klart. Hun løftede hovedet en anelse, og stirrede på dem med blodrøde rasende øjne. Hun forblev sådan, for resten af kroppen lystrede ikke. Ikke endnu.

Taemin kom gående i mod Roxanna. Han havde sorte øjne igen og mærkerne gløde. Da han var noget hen til hende. "Hvis du gør det en gang til på nogen jeg kender så ender jeg dit liv med det samme." Sagde Taemin Koldt. Hans Blodtørst gik over skalaen. Hans Dræberinstinkt var klar til at angribe alle der var en trusel. Han samlede en masse energi i sine hænder.

Lamia kunne mærke noget og kiggede over på Roxanna. Hun havde åbnet øjnende, men så ud som om hun endnu ikke kunne bevæge sig. Hun skyndte sig at sige med tanketale til Taemin * Taemin. Hvad skal vi gøre ved hende? Skal jeg få hende til at besvime igen? Jeg kan sagtens.. Hvad synes du?* Hun kiggede over på ham. Nu var hun på bagt, hvis Roxanna pludselig sprang op og prøvede på noget..

Taemin energi i hænder blev til lyn. Han svarede hende ikke men hans blodtørst gik højere og højere.

Lamia besluttede sig for at gøre det. Hun sendte en bølge af kraft over mod Roxanna og var tæt på at dræbe hende. Det ville holde hende besvimet i mindst en halv time. Hun smilede tilfreds, men også bevidst om at næste gang nogen sårede Roxanna ville hun sikkert dø.. Det var måske ikke så godt, men hun følte sig alligevel meget lettet.

Zoey havde ligget helt stille. Hun var helt vågen og på toppen. Hun sprang op og hoppede på ryggen af Taemin. "Stop! Hun er forsvarsløs! Jeg var aldrig i fare!" Sagde hun panisk og slog benene om livet på ham. Hun var meget retfærdigheds præget ligenu. Hun klamrede sig om Taemin. "Lamia! Stop ham! Roxanna er forsvarsløs! Det er ikke fair!" næsten hvinede hun panisk. Hun anede ikke hvad der var galt med hende lige nu, men det var hun vant til.

//Har INGEN krea :O

Taemin stoppede op og stivnede. Armene der holdt Roxanna blev til støv. "Må jeg nu slå hende." Spurgte Taemin

Zoey så overvejende på Roxanna. Hun tænkte det hurtigt men grundigt i gennem. Roxanna havde jo lige dræbt hende og fortjente et godt lag tæsk for det. Hun lagde sin pande mod hans skulder. Roxanna var jo også en pige med temprament - som Zoey selv - og på den anden side var hun jo egentligt blevet angrebet først. En blanding af et jo og et nej forlod hendes læber i et: "Nejo.." Hun løsnede sit greb om hans hals og mave. Hun gled langsomt ned ad hans ryg til hun kunne nå med fødderne. Hun slap og landede perfekt. Hun så på ham. "Bare ikke gennemtæv hende," sagde hun, med et lidt uskyldigt smil. Det var også et eller andet ondt og lumsk over det. Hun trådte et skridt tilbage og lagde armene om sig selv.

"Nej Nej." Sagde Taemin med et varmt smil til hende. Taemin ventede på at Roxanna ville vågne.

Roxanna mærkede bølgen der ramte hende som et piskesmæld, og øjeblikkelig var alting sort igen. Hun faldt tungt til jorden da armene slap hende, og lå slapt med halvt åbne øjne der bare stirrede. Det lignede mest af alt at hun var død. Hendes aura var svag, og vejrtrækning var meget stille. Den sidste gnist af liv i hende, blev velligeholdt af vreden over alle disse gerninger mod hende. Hun kunne ikke engang koncentrerer sig i sindet. Det var et stort rod, af skrig og sætninger fra personerne omkring hende. Ikke en muskel rørte sig, ikke så meget som en blinken. Så godt som død, udover den svage vejtrækning. Hun stirrede frem for sig, mens hun halvt lå på maven på jorden, med håret omkring sig som et tæppe.

Lamia hørte hvad Zoey sagde og spænede så ind i Taemins side så hårdt at han faldt, og hun landte ovenpå ham. Et lille fnis undslap hendes læber. Hun følte sig som sig selvv. Endelig. Hun havde spillet skuespil så længe nu, og det var bare så befriende at kunne le og være sig selv. Hun sagde grinende til ham. "Bare rolig. Jeg gør dig ikke noget. I hvert fald ikke lige nu." Hun blinkede til ham. Så kiggede hun over på Zoey. "Hvad skal jeg gøre med ham?" Så kom hun i tanke om hvad Zoey lige havde sagt. "Nej! Hvis i rører hende, bare det mindste, dør hun! Hun er meget svag. Jeg har angrebet hende mange gange nu, og hun holder ikke til mere. Zoey du sagde selv, at du aldrig var i livsfare. Vil du virkelig gøre dette?!" Hun kiggede indtrængende på hende.

Zoey nikkede lidt og bed sig i læben. Hun kiggede på Lamia og bed sig lidt hårdere i læben. *Hun har ret! Du er langt ude Zoey! Du kan ikke bare lade ham slå Roxanna, når hun er så svag! Du skal gøre noget!!* skreg hendes underbevidsthed af hende. Hun sukkede dybt og stille. *Jeg er jo langt ude i tågerne.. Vent.. Tågerne! Det var den!* Tænkte hun, begejstret. Hun vinkede ad Lamia. "Lad ham bare," sagde hun, med et hemmelighedsfuldt smil. Hun gik hen og hentede sin taske, som stadig lå på tæppet lidt derfra. Hun gik hen til vandfaldet og på vejen fandt hun en skål af metal frem. Hun anede ikke hvorfor hun havde sådan hun med, men det var det samme som at hun altid gik rundt med en grimoire - altså en heks'-tryllebog - i sin taske. Hun lade sin taske på jorden samt sin hat. Hun hoppede ud af sin sko og trak sin - stadig - hvide - og overraskende nok plet frie - kjole op midt på sine lår og blandt en knude. Så trådte hun ud i vandet. En gysen gik gennem hendes krop. Vandet var ret køligt. Hun gik længere ud i vandet, til hun nåede ud på midten. Lamia og Taemin måtte tro hun var skør, men hendes handling havde en mening. Hun hviskede lydløst hendes bedstemors navn, og en bøn om hendes hjælp. Hun sænkede skålen, så den var helt under vand og løftede hen igen, så vandet forblev i den. Hun gik op og tilbage til sin taske, uden af afsløre hvad hun havde gang i.

Roxanna lå som en død. Hendes blodrøde øjne var tomme for liv, og stirrede dødt ligeud. Hendes krop var stadig ubevægelig, men det eneste tegn på liv, var brystkassen der engang i mellem løftede sig og sænkede sig meget stille. Hendes hovede var på samme tid fuldstændig tomt og stille, som havde noget fjernet alle tanker. Men ind i mellem, når hendes krop ubevidst kæmpede kom alle tankerne susende og myldrede rundt, som et overfyldt lokale med alt for meget larm. Og så forsvandt de igen. Hun ænsede knapt hvad der skete omkring hende. Godt nok var hendes øjne åbne, men hun kunne intet se. Alt var sort. Hun kunne heller ikke forstå sproget. Det var bare lyde der blev viklet sammen. Hun var fuldstændig ude af stand til at røre sig. Inderst inde pinte det hende, og det liv der var tilbage, skreg og kæmpede som en besat.

Pludselig kom der 3 bronze kugler og gennemborde ham. Taemin faldt på knæ og hostede blod op. Han brugte alt sin kraft til at sprænge hen til Lamia og Zoey og dækkede dem med sine vinger som et skjold. Der kom en regn af kugler og ramte Taemin's vingerne flere gange. Han kunne ikke kare til det mere. Hans vinger forsvandt og han faldt til jorden. Han nåede lige at se at det var Jægere efter ham. men så lukkede han øjnene i.

Lamia smed sig forskrækket ned på jorden. Hun var blevet overrumplet, og det var ikke noget der skete særlig tit, faktisk næsten aldrig. Hun kiggede over på Taemin og så ham falde til jorden. Han var såret igen. Han har da et specielt talent for at komme til skade..* Tænkte hun. Så kiggede hun på Zoey som havde opført sig en smule mærkeligt. Hun kiggede over på dem der havde angrebet dem og væste. Man slap ikke godt fra at angribe hende. Hun var en mægtig Oprindelig, og det vidste hun lige hvordan man udnyttede bedst muligt..

Zoey blev overrasket da Taemin beskyttede hende. Hun så på ham da han faldt. Hun skyndte sig at se på Lamia. "Hold ham i live, og slip ham ikke af syne.. Det samme med Roxanna!" sagde hun ret bestemt. Hun stillede skålen på jorden og tog fandt sin Grimoire frem. Hun lukkede øjnene og hævede hænderne over bogen. Hun hørte det bladre. Hun slog hænderne ned på bogen i det rette øjeblik. Hun åbnene øjnene og gav sig til at læse lidt. Hun læste lydløst en fomular op og pegede med skytten. Vandet begyndte at snige sig min på ham, til det om slugte hans fødder og bagefter ved hjælp af jorden tørknede som cement så han ikke kunne gå.
Zoey fortsatte det hun havde gang i efter hun havde fanget den skyldig. Ham som lige havde skudt Taemin. Hun satte sig ned og løftede hænderne over metalskålen. Hun læste op igen. Det lyd næsten som en latinsk sang. Det begyndte at dampe op fra skålen. Hun lukkede øjnene og gentog det. Dampen bredte sig og begyndte at blive til en tåge, som var tyk og omsluttende.

Lamia sænkede sig over Taemin og gav ham et kys. Det var ikke som det så ud. Det var ikke et rigtigt kys. Altså jo, men det var en speciel formular hun engang for længe siden havde lært og bygget videre på. Hun sagde den inden i sit hoved og da hun gjorde det åbnede hun munden en smule. Ud fra hendes mund kom en mystisk røg. Det var en form for livskraft. Hun ville have haft gjort det på en anden måde, men dette var den eneste måde hun kunne. Røgen var en blanding af magisk kraft og hendes egen livskraft. Den gjorde så Taemin ville blive helt frisk igen og få helet alle sår han havde. Han ville oven i købet få ekstra styrke fra den magiske kraft. Han havde bare at takke hende efter dette. Det var anden eller tredje gang hun reddede hans liv i dag. Men han var bare såå optaget af Zoey. Gad vide om alle fyrene blev sådan i hendes nærvær.. Hun blev siddende lidt og sendte imens en føler ud mod Roxanna. Hun var stadig helt bevidstløs. Godt. Hun lavede et meget stærkt skjold rundt om hende, så der hverken kunne trænge noget ud eller ind. Så kunne hun heller ikke flygte, hvis hun lige pludselig vågnede op af sin 'søvn'..

Roxannas øjne fortalte intet om, hvor meget liv der var i hende lige nu. Hun havde lyst til at skrige så højt, at folk eksploderede. Hun havde lyst til at flå, kradse og bide fra sig. Men intet virkede lige nu. En lille plan samlede sig, i de resterende tanker der var tilbage. Hendes åndedræt blev betydeligt mindre, og selv hendes meget langtrukkende sug af luft sløves. Hendes brystkasse begyndte at bevæge sig langsommere, indtil det til sidste stoppede. Hendes krop lå ubevægeligt, og intet rørte sig. Hendes hovede var tomt, og hun var så godt som død. Hendes før krampagtige træk, faldt slap sammen, med hendes stirrende øjne. Ingen lyde, ingen følelser, intet.

Lamia blev ved med at 'kysse' Taemin. Det var vigtigt at han fik så meget kraft som muligt eftersom han var blevet såret mange gange og meget voldsomt i dag. Hun blev en smule bekymret da hun tænkte på hvordan han mon ville reagere på hendes mund mod hans. Hun lo indvendigt da hun kom til at tænke på en bog hun engang havde læst. En kærlighedsroman. Hun lo fordi at i bogen havde en pige forsøgt at give ham hun var forelsket i kunstigt åndedræt, fordi han var ved at dø. Men hun havde været sikke på at han ikke kunne lide hende. Dog havde hun fundet ud af at det kunne han godt da han havde reageret på hendes mund mod hans ved at kysse hende. Inderligt og lidenskabeligt. Men hun vidste godt at Taemin aldrig kunne finde på at gøre noget lignende det. For det første fordi han var en Varulv og hun var en Vampyr. For deg andet fordi han tydeligvis var forgabt i Zoey, hendes dobbeltgænger. Det var nu heller ikke fordi hun ønskede at han skulle gøre det. Hun kendte ham jo slet ikke. Selvfølgelig var han sikkert vildt sød når man først havde lært ham at kende. Og måske ville hun begynde at holde af ham. Men hun kunne ikke forestille sig at han ville have det på samme måde med hende. Og hun turde i hvert fald ikke at håbe på noget. Det havde hun lært ikke at gøre for laaang tid siden. Hun mærkede Roxannas hjerte slå langsommere og begynde at svinde helt ud. Hun sendte et elektrisk stød igennem hende så hun ville blive bragt til live igen. Hun ville også muligvis vågne en smule op. Dog ikke helt. Og selv når hun vågnede ville hun ikke kunne bryde ud af Lamias skjold. Det var simpelthen umuligt. Og det var Lamia godt tilfreds med at det var.

Zoey sukkede tungt og satte skålen ned. Hun lænede så let forover og lukkede øjnene lidt. Hun var en smule træt. Hun havde udøvet mere magi end hun havde gjort i meget meget lang tid. Hun så i retningen af Lamia, Taemin og Roxanna. Hun fornemmede deres tilstedeværelse, deres aura, og deres kræft. Lamias lyste tydeligt gennem tågen, syntes Zoey. Roxannas og Taemins lyste knap så svagt. *Lamia, lad vær med at give hende stød! Hun kan sænke sin puls så meget, at det lyder og ser ud som om hun er død.. Ligesom du kan* Hendes tankestemme var rolig. Hun sukkede tungt igen.
Efter lidt tid, kom Zoey i tanke om den skyldige i at Lamia prøvede at rede Taemin. Hun så der op. Hans aura var lavendel og hun vidste hvad det betød. Hun lukkede øjnene og åbnede dem kort efter igen. Hun stod foran ham. "Hvorfor?" Hendes stemme var ekstrem kold og ville risle ned af ryggen på en hver. Han svarede ikke. "Hvem er du og hvorfor skød du ham?!" Hun nærmest knurrede det og gik tættere på ham. Hans ord var ikke hvad hun ventede, men de slog hende også næsten ud. "Du har næseblod" var hvad han sagde. Hun tørrede sig under næsen og så på sin hånd ryg. Svimmelhed fald ind over hende. *Det er ikke farligt! Det er ikke farligt!!* Tænkte hun. Hun så på ham. "Og?" Jeg er lidt ligeglad? Svar på mine spørgsmål!" Hendes stemme rystede svagt, men kun med overnaturlige evner kunne man høre det. Hun så hårdt på ham. Hårdt og koldt. Hun ville have svar. Ingen skulle skyde nogen! Ikke engang hvis der var nogen grund til det!
Zoey og manden fortsatte deres lille stirre konkurrence. Hun var ved at blive godt og grundig utålmodig, da han sagde det. "Han bider!" Hun sukkede tungt. "Seriøst?! Come on! Der er en anden grund! Dine øjne flakker og du strammer læberne på den der måde.. Det gør man når man lyver.." sagde hun. Hun så ham direkte i øjnene. "Hvor-for?!" Hun delte med vilje ordene.

Tomhed. Stilhed. Mørke og kulde. Og pludselig en varme, der næsten gør ondt sitre i kroppen. Roxanna mærkede et smil brede sig, på hendes forstenede krop. Det måtte se sygt ud med hendes halvdøde øjne, mens hun lå der og smilede som en anden galning. Hendes krop var hurtigt til kræfterne igen. Der var nu intet som lidt magi, til at få det hele igang igen. Ikke at det vækkede hende fuldstændig, men det hjalp bestemt en del. Hun fik med megen besvær, lukket sine øjne. Så utroligt dejligt det kunne føles, havde hun ikke før bemærket. Hun åbnede dem igen, og så farverne klart omkring sig. Nok farverne, men de var smurt ud i slørrede klatter, hvor det eneste hun kunne identificerer var færtene og lydende. Hun forsøgte at løfte sig op på albuerne, hvilket lykkeds med et større besvær. Det føltes som om en havde slået hende ned, og lagt hende til at dø. Pokker tag dem alle sammen. Hendes hovede kom langsomt til sig selv, men mange til var stadig slørret. Hendes blik var det samme som før, bare mere friskt og livligt. Hun mærkede kræfterne omkring sig, der holdte på hende og bandede lavmælt. Hun vidste ikke engang, hvordan man kæmpede mod den slags magi. Hun knurrede dybt, og vendte sig mod de andre. Sjovt nok, var fuldblodsheksen smuttet, men Lamia sad og.. kyssede Taemin. Okay. Den var helt galt. "Gider du droppe dit råsnaveri, og slippe mig fri?!" Hendes stemme var hæs, og ireterret. Og hun gad virkelig ikke det her mere.

Lamia følte ud mod Zoey. Det havde tæret hårdt på hende at skulle bruge så mange kræfter lige pludselig. Hun sendte et lille skud af sin egen kræft over mod Zoey så hun ville få lidt mere kræft at bruge af. Lamia hørte så hvad Zoey tænkte til hende. Hun rynkede panden og sagde med en helt sikker tankestemme: *Jeg ved godt at de fleste Vampyrer kan det. Men for det første skal man have lært det, og det er ikke sikkert at hun overhovedet har lært det endnu. Hun er trods alt stadig helt ung. Og for det andet.. Jeg kan føle hendes smerte. Og hvordan hendes livskraft emmer ud. Jeg er helt sikker på at hun i hvert fald ikke kan få det til at mærkes sådan. Ikke med mindre at det rent faktisk er rigtigt. Du må stole på mig. Jeg er ret erfaren på disse områder.* Hun lød overbevisende. Så hørte hun Zoey snakke højt. Det gik op for hende at hun snakkede til Jægeren, der havde skudt Taemin. Og som havde prøvet at skyde hende selv. Hun skulle lige til at rejse sig op og løbe hen imod han med Vampyrfart, da hun kom i tanke om hendes mund og hvor den var henne. Det var også rigtigt. Hun var lige igang med at pumpe en masse livskræft og bare kræft ind i ham. Ved hjælp af et kys. Hun havde det ikke særlig godt med at kysse ham. For det første fordi hun ikke vidste hvordan han ville reagere på det når han vågnede. Han ville måske forsøge at skade hende på grund af det. Og så ville hun være nødt til at kæmpe imod så han ville blive såret igen og så ville det hele bare være forgæves. Han ville nok i hvert fald synes det var klamt, fordi Varulve og Vampyrer var naturlige fjender. Men selvfølgelig havde hun haft en Varulveven før. Så en Varulv og en Vampyr kunne altså sagtens glemme fortiden og blive virkelig tætte. Hun havde endda kendt et par engang. Et par hvor manden var Varulv og kvinden Vampyr. Og de havde da i hvert fald ikke hadet hinanden. Og for det andet fordi hun stadig havde det forfærdeligt på grund af det der var sket sidste gang hun havde haft en kæreste. Hun havde været sikker på at han var hendes mage. Hendes drømmefyr. Men det havde vist sig at være helt forkert. Hun skulle lige til at få et flashback, da hun hørte Jægeren svare Zoey. Hun lo indeni. Som om det var noget særligt. Hun bed sgu da også selv. Nok mere end Varulve gjorde faktisk. Så kunne hun mærke noget. Roxanna var fuldt levende igen. Men hun kunne da heldigvis stadig ikke komme op og stå. Eller flygte. Fordi Lamias magiske skjold holdt hende fast til jorden. Og det ville det blive ved med. Enten til Lamia slap hende fri, eller til Lamia døde. Selv om hun foretrak den ene ting frem for den anden, var det nu engang sådan det var. Og det var der ikke noget at gøre ved. Hun kom pludselig til at tænke på noget. Hvad nu hvis Jægeren ville forsøge at gøre hende eller Zoey noget. Det var jo egentlig kun Roxanna der var beskyttet lige nu. Hun rejste et skjold rundt om Zoey, der ville følge hende hvis hun bevægede sig. Og så lavede hun også et rundt om hende selv og Taemin. Sådan, nu var det fikset. Så hørte Lamia noget som de fleste ikke ville have kunne høre. Det var hendes stemme alt for lav og hæs til. Roxanna talte til hende. Hun svarede hende med sin tankestemme. *Nej. Og ikke endnu. Du slipper først fri når jeg er parat til at slippe dig fri. Og det er jeg ikke endnu, så du må jo bare vente lidt. Eller meget.* Hun sendte også en lille latter hen mod hende. Så koncentrerede hun sig igen om Taemin.

// Yay!!!!! KREA!

» En aften på bar *Alle er velkommen*
» Tillykke mor.. (Alle er velkommen)
» Hedeslag? :o ~Alle er mere end velkommen ^^

Vandet falder og falder, risler og risler. Det stopper aldrig.. Er det også sådan for mig? *Alle er velkommen*

Vandet falder og falder, risler og risler. Det stopper aldrig.. Er det også sådan for mig? Alle er velkommen