Angel Smiths Baggrund

Her er min Baggrund (Skriver den i Jeg-form. Håber det er okay med Dig Admin)

Det var i af 1700-tallet. Jeg var lige fyldt 17, og skulle til et fint ba. Jeg gad ikke. Jeg ville hellere ud i skoven, og løbe rundt på fire ben. Jeg så ned på de fire syerske kvinder der randte tundt om mig. En af dem var min venindes mor Sofia. Hun var midt i trediverne, og var gift for trede gang. Hun var igang med at ordne mit ene ærme. "Sofia?" hviskede jeg. Hun kiggede på mig. "Jah? Hvad er der Angel?" spurgte hun. Jeg så på de andre, før jeg svarede. "Kan jeg ikke nok tage Elizabeth med i aften? Jeg vil ikke være den eneste..." sagde hun, men fuldendte ikke sætningen. Sofia forstod det med det samme. "Det kan hun ikke. Hun er ikke Addelig som Dem," svarede hun. Det var sådan at Elizabeth og jeg begge var Kitsuni'er. Vi kunne begge kontrollere skoven. Jeg var den eneste der skulle med til ballet, som ikke var 'nomal'. Jeg sukkede trist. "Jamen okay så," hviskede jeg, fortabt. Sofia slap sin nål, og tog min hånd. "Jeg er ked af det Angel. De må bare..." Jeg afbrød hende. "Har jeg ikke sagt at vi er dus?" spurgte jeg. "Tag en pause," sagde jeg og viftede med hænderne. De tre syerske nikkede. Sofia gjorde ikke. Da vi var alene sukkede Sofia dybt. "Jeg kan ikke lade Elizabeth tag mod til et bal. Hun er trods alt ikke så gammel. Hun..." "Hun er 16! Hun er gammel nok Sofia! Det ved du!" sagde jeg, og hoppede ned fra stolen. Jeg skulle til at ligge en hånd på hendes skulder, da døren sprang op. Jeg drejede rundt og en lille dreng kom løbende ind. "Hvad vil de?" spurgte jeg og Sofia i munden på hinanden. Drengen var ligbleg i hovedet, og hulkede med tårer ned over kinden Jeg så hvem det var. "Sedrik! Hvad er det galt," spurgte jeg. Han løb hen til mig, og sprang op i armene på mig. Jeg lukkede armene om ham, og så alvorligt på ham. "Sedrik? Hvad er der galt?" spurgte Sofia denne gang. Han trykkede sit hoved mod min hals, og hulkede videre. Tilsidst talte han. "Det er... Er vores forældre," hulkede han. Jeg tog mig alvorligt sammen, for ikke at græde sammen med ham. "Hvad er der med dem?" spurgte jeg toneløst. Sedrik løftede hovedet, og så mig i øjnene. "Er det rigtigt du ikke er min søster Angel?" spurgte han pludselig. Jeg så væk. Der var rigtigt. Jeg var ikke hans søster. Min egen mor havde forladt mig. Jeg nikkede. "Ja Sedrik! Det er rigtigt! Min mor afleverede mig foran vores dør, og stak af." Jeg så væk. Mit ansigt var som skåret i sten. Jeg satte ham ned, og gik min vej.

Kommer mere.