•*¨*•.¸¸❤¸¸.•*¨*• Zoey Black Bird's Baggrund *¨*•.¸¸❤¸¸.•*¨*

Zoey's kendskab til vampyrer:

Da Zoey blev 13 stak hun af ligesom Bonnie. Hun opsøgte nogle mystiske væsner. Hun havde ikke den fjerneste anelse om hvem det var, men de var venlige mod hende. Efter nogle måneder blev de anerleds. De begyndte at tage af hendes blod, og slette hendes hukommelse. Men uanset hvad de bildte hende ind huskede hun det altid efter nogle dag. Det ende med at hun blev ligeglad. Hun gav dem selv lov, og sådan.

John som helt:


Zoey blev 14 inden John fandt hende. Hun er totalt forandret, og hun kan ikke rigtigt huske ham. Han for hende dog med sig. Zoey ville ikke men, John var meget stærker. De tog hjem, og hendes forældre var lykkelige for at se hende. De var flyttet til Fell's church igen. Det var der Zoey var blevet født. Hun og John tilbrakte enormt meget tid sammen. De snakkede om alt det hun havde været igennem. Zoey startede op en frisk, og fik arbejde som bartender. Der arbejdede i langt tid... Det var der hun opdagede alkohol og cigareter... Og stoffer. Som 15 Begyndte hun at ryge, og drikke. John prøvede at få hende fra det, men han kunne ikke...

Tilbage til Dem:


Zoey blev træt af altid at slåse med John, så hun rejste.... Igen. Hun tog tilbage til vampyrene, og blev deres Donor. Hun blevet en smuk 15 årig på alkhol, og Stoffer, med vampyrene siddende i sig. Der begyndt dog at skal mærklige ting for hende. Hun begyndt at gå i trance, og se underlige ting, så som: Farve omkring mennesker, modtage forskellig signaler fra folk. Hende misbrug, holdte det dog ned. men en dag to de underlig ting overhånd.

Lyset: (Er som en Historie ^^)


Zoey sad en dag helt alene. Alle vampyrene kom ikke når det var dagslys... Kun John, der stadig forsøgte at tale hende til fornuft. Hun var ved at blive træt af ham. Han sad overfor hende, mens hun så ind i et sterinlys. Han blev ved med sit: "Kom nu hjem Zoe" "Mor og far er ud af det" og "Dette er ikke godt for dig" Men hun ignorrede ham. Hun så op da John fortiede. Hun så en lækker fyr stå foran dem med et charmerende og vildt tiltrækkende smil. Hun rystede på hovedet, da John sagde: "Hun har ikke tid!" Hun så ham trække på skulderne. "Det passer jo ikke John... Jeg har jo masse af tid til at ignorrer dig," sagde hun, med en hæs stemme. Hun hørte ham snerrer af hende. "Du skal ikke snerrer af mig John Black Bird," bed hun af ham. Hun havde helt glemt at en fremmede kiggede på ham. "Bare fordi du ikke kan lide andre kan lide mig, sig behøver du ikke vise det," lo hun. Det hun mente var: "Du kan ikke klare at jeg vinder, bare fordi jeg giver blod istedet for at drikke det"

Hun lagde sig på gulvet, og rullede øjne af John, da Drengen sagde noget. "Jeg er Ian, og jeg er da glad for at søskende stadig kan skændtes." Zoey løftede øjnbrynet da han sagde det.
"Jeg er Zoey Black Bird, og som jeg lige er sagt er det John Black Bird," sagde hun, og så stadig undrende ud. Hun så John tage lysestagen op i hænderne. "Den tager jeg," sagde hun, og tog det ud af hans hænder. Hun så ind i den og helt tungt ned på gulvet... For første gang så hun ting i lyset. Hun så en dreng, John, Bonnie, Hendes forældre... og tilsidst så hun sin Bedstemor med et smil i sit ansigt. Hendes bedstemors smil forlod hende en dejlig varme, men også en stor bekymring. Hun tabte stagen, og stirrede tomt ud i luften. I det fjerne hørte hun bekymrede og uforståelige ord. Pludselig hørte hun John.
"Hun faldt! Hun stod med en lysestage og faldt, så sammen og hun stirrer ud i luften." Der blev stille lidt. Så talte han igen. "