Rose er meget bange for folk, efter som hun blev myrdet, af sin allerbedsteven. Det er et år siden, og hun er nu genopstået. Hun er bange for at møde ham igen... Hvad hvis han dræber hende igen? Hun græder tit, men det er i smug, for hun vil ikke have nogen se det. Hun græder fordi hun savner sin familie i Italien... Hun kan aldrig se dem igen...
Rose's sidste dag i live/Rose's Død.
I Skolen.
Skoleinspektøren kom ind i klassen, som alle de andre dag. Rose vidste det var hende, han skulle snakke med. Hun rejste sig op, og gik hen til skraldspanden. Hun havde den sedl i hånden som han gav hende igår. Hende rev den i stykker foran ham, og smid den ud.
"Hvor er du dog langt ude!" sagde hun, og gik tilbage på sin plads. Inspektøren kiggede rasene på hende.
"Kom med unge dame! Jeg har en alvorlig ting at fortælle dig!" Hun lo højt, og provokerene.
"Tror du, du kan true mig?" spurgte hun, og rejste sig op. Hun væltede stolen, og satte sig på bordet.
"Rose Manganella Blue! Kom med nu!" sagde han vredt. Hun lo igen.
"Aldrig!" Hun lo igen. Der var ingen i klassen der turde sige hende imod. Alle så op til hende. Alle synes hun var sej, og hård. De ville alle være sådan. Selv hendes allerbedsteven. Hun havde ham lige hvor hun ville have ham. Inspektøren gik ned til hende, og hev hun med. Hun lo bare af ham. Han fik hende med op på kontoret. Han smide hende ind. Hun lo bare, og smilte hånligt til ham.
"Du er smidt ud af skolen!" sagde han, og kiggede alvorligt på hende.
"Ja så det er jeg! Fuck dog af med dig! Du kan bare ikke klare jeg har mere magt end dig! Men Okay! Jeg forlader skolen... Nu!" Hun rejste sig, og gik ud af kontoret. Hun smækkede hans dør, og gik sin vej.
Der hjemme.
Rose kom hjem, og smed sin taske på trappen. Hun gik ud i køkkenet, og tog et æble. Hendes mor kom ud i køkkenet.
"Rose!? Hvad laver du hjem nu?" spurgte hun, og tog æblet ud af hånden på hende.
"Jeg skulle bruge æblerne," sagde hun surt. Rose kiggede bare på hende. Så svingede hun armen og gav sin mor en lussing, som hun altid gjorde når hendes mor sagde hun imod. Hun tog æblet, og gik. Hendes far ned af trappen.
"Rose hvad laver du her?" spurgte han. Hun trak på skulderne.
"Jeg er blevet smidt ud af skolen!" sagde hun, og gik forbi ham, for hun skulle op på sit værelse. Han greb fat i hendes arm, op hev hende tilbage. Et slag var på vej! Hun vidste det før han gjorde det. Rigtigt nok. Han smækkede hende en, så hun fald ned på trappen.
"Din utaknemmelige møgunge! Du er aldrig tilfreds med det du har!" Han fnøs og gik videre. Hun mærkede tårerne, og løb op på sit værelse. Hun smækkede dørene. Hun kunne ikke klare mere. Hun fandt et torv frem, og smid det ud af vinduet. Hun kravlede ud af vinduet. Hun løb ud i skoven.
Rose's død.
Rose løb og løb. Hun ville væk. Hun væltede over en gren. Hun hoppede op, og løb videre. Hun løb ind i Donkan. Donkan var hendes allerbedsteven. Hun smilte til ham.
"Donkan!" sagde hun, og kastede sig om halsen på ham.
"Nelly!? Jeg var ved at blive bekymret! Du mødte ikke op til timen! Hvorfor ikke?" spurgte han, oprigtigt bekymret. Hun begyndte at smile.
"Jeg er blevet smidt ud!" sagde hun, og lo lidt. Donkan kiggede forvirret på hende.
"Er du glad?" spurget han. Hun nikkede. Hun havde altid hadet skole nu var hun fri. Hun krammede ham.
"Jeg skal aldrig mere i skole," sagde hun, og tog ham i hånden. "Kom." De gik igennem skoven. Det var ved at blive mørkt, og de kom ud til en vej.
"Hvad lavede du egentligt i skoven?" spurgte hun, og så på ham. Han trak på skulderne.
"Jeg ledte efter dig... Nelly? Jeg hørte noget over i skolen... Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det.... Der var nogen der sagde du havde planlagt at myrde mig!" Rose kiggede forvirret på ham. Hun forstod det ikke.
"Donkan!? Det ville jeg aldrig gøre!" sagde hun. "Jeg kan bevise det!" Hun lagde armene om hans nakke, og kyssede ham. Hun elskede ham. Han kyssede hende igen. Han afbrød pludselig deres kys.
"Nelly!? Jeg har noget til dig! Kom," sagde han, og trak hende over vejen. De hoppede over grøften. Han stoppede op, og smilte til hende. De stod i på en mark.
"Lig dig!" sagde han, og pegede på jorden. Rose gjorde det.
"Luk øjnene!" sagde han, og satte sig ved siden af hende. Hun vidste at han ikke ville gøre hende ondt, så hun gjorde det. Hun mærkede hans læber. Så mærkede hun et smertefuldt stik i maven. Hun ville skrige, men Donkan pressede hans læber mod hende. Hun åbnede øjnene, og så følelserne i hans øjne. Der var: Smerte, længsel, hævn, had, kærlighed, og tilsidst kulde. Det var en kulde som man kun så i en morders øjne. Hun slå ham. Hun løftede hovedet. Han havde stukket en kniv i maven på hende. Hun skreg. Han vred kniven rundt, med et morderisk smil. Hun skreg igen. Han løftede kniven, og stak igen. Rose skreg, og skreg, men lige meget hjalp det! Hun skulle dø. Frygten vidste sig. Det var første gang nogensinde.
"Farvel Nelly! Jeg har altid elsket dig, Du har taget mig fornar! Nu er det slut for-evigt! Farvel mig elskede Nelly!" hviskede han. Han kyssede hende, og stak kniven i hjertet på hende. Rose gispede, og blev slugt i et sort hul. Rose var død.
Der kommer måske nogle tilføjelser og sådan
Forumforside 
Søg 
Nyeste billeder 
Tilmeld 
Log ind 
Fre Jan 22, 2016 6:26 pm af 
Emne: Rose's Baggrund 
-_.-
