Jeg har ingen steder at tage hen... ♥ Søs ♥ Bonnie ♥ ☻

S: Ved søen.
T: Om aftenen.
O: Søen og skoven
P: Tøj? Sorte Jeans... Sort bluse... Sorte sko... En rød jakke...
V: Trækker op til regn.

____________________________________________________

Zoey løb gennem skoven. Hun græd! Hun var stukket af hjemmefra... Alle var i mod hende. Hun løb så hurtigt hun kunne. Hun var meget forpustet. Hun spekulerede på om hun skulle hoppe i Søen, og drukne... Så ville alle hendes problemer være løst. Hun stoppede i udkanten af skoven. Hun kunne se Søen. Hun gik langsomt hen imod den. Hun kunne få det til at ligne en ulykke. Hun smed sin jakke, og gik videre. Hun var noget til søens bred, da noget ruskede i træerne. Hun vendte sig rundt. Hun skvatede bagover. Hun skreg og prøvede at gribe fat i kanten, men hun kunne ikke....

//Sorry... men jeg keder mig, og min fantasi er ikke så god //

Bonnie gik rundt inde i skoven, hun hørte zoey skrige og kunne med det samme afgøre at det var hende. Hun løb ud af skoven og hen til hende, og sprang ud over kanten efter hende. Bonnie svømmede ned efter hende sprang op og kastede hende op over kanten. Der efter hoppede hun selv op, hun stirrede på hende og ventede på der ville ske noget...

Zoey hostede vand op. Hun hev efter vejret. Hun havde ikke tænkt på at det skulle ende sådan. Hun lå bare og hostede. Hun løftede hovedet, og så mod det sted hvor træet havde rusket. Der var ingenting. Så kiggede hun op på Bonnie. Hun slog blikket ned.
*Det var ikke sådan det skulle ende!* tænkte hun. Hun havde en idé om at hun ville være langt væk nu. Hun hadede at være på jorden. Alle sagde hende imod! Alle gik i mod hende! Alting ramlede sammen for hende! Hun ville gerne væk fra det. Selv John! Han havde slået efter hende. Hun mærkede igen alle følelserne komme. Hun begyndte igen at græde. Hendes liv var lort! Hun kunne ikke klare det mere. Hun trak benene ind til sig, og skjulte sit ansigt. Hun kunne bare ikke mere!!!

bonnie så stille og lidt forvirret på hende, "glem det! der er altid en grund!" sagde hun så bare kort og kiggede ned på zoey. hun lod hende lige trække hveret så satte hun sig i hug ved siden af hende, og trak hende op. Hun satte hende let på jorden igen, nu stod de overfor hinanden. "Hvad laver du... nej vent du skal ikke svare... hvordan kunne du tro mig og ikke mindst john ville lade dig slippe med det her?!" spurgte hun så. Det veltede bare ud af munden på hende, hun ville have zoey til at fatte det. Og ledte da også efter et svar på hvorfor...

Zoey satte sig langsomt på... Hun rystede på hovedet.
"John ville lade mig brænde op i helved! Han er skide ligeglad med hvad jeg fortager mig. Han ville ønske han havde slået mig bevistløs, da han stadig stod oprejst," sagde hun, og hentydet til at hun havde brugt magi for at vælte ham. Hun kiggede væk.
"Det var sikkert også ham der sad i træet i skræmte mig så jeg væltede baglæns... Han ville ikke blive indblandet i min død.... Han kunne slippe for at drukne mig, for jeg gjorde det så glimrende selv!" Hun vidste ikke rigtigt hvorfor hun sagde det men det gjorde hun.... tårerene væltede ned af kinderne på hende. Hun snøftede...

Bonnie stirrede ireterret på hende, og gav hende en lusing. ikke en stor en for det var ikke meningen at det skulle gøre ondt, men hun ville bare have hende til at fatte at de ikke var hans skyld alene. "ZOEY.... Stop! det er ikke hans skyld alene det er jeres skyld! du erogså en del af det" hun holdt en lille pause og fortsatte. "Så mand sid op og gør noget ved det i stedet for at dræbe dig selv og give alle andre skylden!" hun kiggede igen på hende, hun ville sigere sig at hun forstod...

Zoey bed tænderne op.
"Jeg er ikke som dig! Du kan klare alt! Jeg er kun en lille lort, af en heks. Alle er imod mig. Jeg kan ikke klare det. Jeg er sikker på at jeg er den af os der har det hårdeste liv! Du er ikke den alle bed for at få lidt gang i livet! Nej! Det er mig! Det er mig der skal ædes, ellers bliver jeg drabt!" Zoey lod tårene løbe. De løb ned ad kinderne på hende. Hun bed sig i læben.
"Jeg er ikke som dig! Du har en der elsker dig som du er, og holder af dig! En der kysser dig, og siger at han nok skal hjælpe dig gennem alt! En der giver dig gave, og trøster dig! Du har Justin! Hvem har jeg? Ingen! Ingen elsker mig som jeg er, eller holder af mig! Jeg har Ingen!" Hun begyndte at hulke.
"Du behøver ikke gå igennem dette! For du kan bare flyve væk, når det bliver for meget! Det kan jeg ikke! Jeg kan kun forsvinde og dukke op nogle få kilometer væk..." Hun gik i står...

Bonnie blev rigtig sur nu, hun kunne ikke holde det tilbage.
"HOLD KÆFT! HOLD SÅ KÆFT!! DU HAR INGEN GRUND TIL DET HER OG HVIS DU BARE ER I MOD MIG, NÅR JEG PRØVER PÅ AT HJÆLPE DIG, SÅ GÅR JEG FANDEME BARE!!" Råbte bonnie så højt at hun var sikker på at mindst 5 havde hørt det. Hun havde et meget højt tempramang, og hun kunne ikke behærske sig. Ikke altid ihverfal. "OG DU SKAL IKKE BLANDE JUSTIN IND I DET HER!! HVIS DU VED HVOR MEGET JEG HAR KÆMPET FOR...." hun gik i stå, og så ned.
Hun kunne ikke mere...

Zoey flippede. Hun kæmpede mod trangen til at slå Bonnie. Hun sukkede. Hvorfor ikke bare få det over stået.
"Du har ret!" sagde hun. Det var jo ikke færre. Hun så rundt... Hvorfor ikke bare. Hun rejste sig hun skulle afreagere! Hun gik direkte hen til et væltet træ. Hun kiggede vredt på træet. Der gik ild i det. Hun tænkte på at flamerene skulle være større. Den blev større. Hun sukkede dybt. Flamen gik ude. Det var hendes måde at afreagere... ellers ville det væltede træ være Bonnie. hun gik ned til vandet, og satte sig ned. Hun trak benene ind til sig. Hun fik tårer i øjnene.
*Mit liv stinker!* Tænkte hun, og sukkede. Tårerne løb ned ad kinderne på hende....

» Nogle få steder der vil gøre byen mere livagtig, måske ^^
» Her vil ingen andre komme - Bella
» Hey Bonnie (Bonnie)