Welcome Home, mi hilja ~Dimitri

Tid: Tidlig aften
Sted: Desmadonnas hus
Omgivelser: Skoven der omkrænser huset (Kan ses på profilen)
Vejr: Solen er næsten gået helt ned og det er ved at blive køligt efter en varm dag.

Desmadonna var gået længere ind i skoven med sin lille datter, Ava, i hånden. Hun så varmt og kærligt ned på sin lille datter og førte vejen op til den mere eller mindre skjulte sti der førte op til hende palæ. Huset var stort og man kunne mildt sige, at det havde set bedre tider. Det engang så smukke og prægtige palæ var nu falmet til en svag gul og grumset hvid farve. Det ærgede hende og hun måtte snart få palæet malet på ny og fået sat det i stand. Men nu, selvom det så slidt og brugt ud udenpå, var det lukseriøst indeni. Man måtte nu godt forkæle sig selv en gang imellem. Hun så varmt ned på Ava igen og smilede. "Velkommen hjem," sagde hun blidt og førte hende op til døren, som hun åbnede og afslørede et blankpoleret gulv og en trappe lidt fra indgangen i cedertræ. Alt var nyt og elegant.

Hun grinede og fulgte lydigt med, ville helst ikke gøre andet, hvorfor dog gøre det, hun var sammen med sin mor. hun hvilede kinden mod hendes albue og så rundt overalt, nysgerrig efter at se hvordan moderens hus nu så ud, hun bed sig i læben og stoppede op da hun så det "mange tak maman" hviskede hun og smilede stort til hende, hvorefter hun krammede hende og gemte sig ind i hendes favn "det minder mig om noget, jeg nok skulle havde sagt til dig, i den tid jeg var alene, efter jeg forlod Matthew og levede på egen hånd, så prøvede jeg mig an med at lave mine egne vampyrer, Louis er min favorit, han er næsten som et menneske. så var der Antonio, ham kunne jeg ikke lide, så jeg slog ham ihjel, men så er det Matthew, han lever stadig men jeg kan ikke lide ham" hun så op på sin mor med et lille smil

Desmadonna nød sin datters latter og kunne ikke lade være med at le sammen med hende. Hun så kærligt ned på sin lille datter. "Alt for dig, [/i]mi hilja[/i]," sagde hun med et varmt smil. Hun klukkede blidt over sin datter og holdte hende tæt ind til sig da hun gemte sig ind imod hendes favn. Hun strøg hende blidt over håret for at sige, at hun lyttede. Hun så ned på hende imens hun lyttede til hendes ord og nikkede kort. "Så du har i alt lavet tre vampyrer, hvor der er to tilbage af dem," sagde hun lidt mumlende og så hovedrystende ned på sin datter, dog med et lille smil spillende om læben. Hun løftede blidt og let sin datter op og holdte hende ind til sig. Istedet for at blive sur, som hun egentlig burde, bar hun sin datter ind i stuen, som var lige så lukseriøst indrettet som resten af huset med antikke møbler og et stort fladskærms tv. Hun satte sig i sofaen med sin datter siddende på sig. "Fortæl mig om dem, alle sammen, også om din skaber," opfordrede hun blidt og nysgerrigt. Hun strøg samtidig sin datter over håret med et varmt blik.

Hun grinede og lagde armene om moderens hals, da hun så let som ingenting blev løftet op i hendes favn, et sted hun følte sig tryk, ligeså tryg som hos Julius og som hos Louis. da de kom ind så hun sig omkring og nikkede anerkendende "hvor er her smukt, har du et klaver, jeg holder sådan af at spille klaver" hun smilede og hvilede kinden mod moderens skulder, lukkede svagt øjnene og lyttede til hendes hjertes banken. hun åbnede dem igen da moren havde sat sig og spurte ind til dem "Matthew min skaber, han er speciel, så vidt jeg ved så er han en oprindelig, en af de stærkeste, han er meget ond, men han tager sig af dem han har lavet eller skabt, jeg har altid opfattet ham som noget anderledes, han var god også alligevel ikke, han tog sig af mig til jeg gik fra ham, men han lærte mig også at dræbe og nyde det" sagde hun stille og rystede på hoved "Så er der den anden Matthew, ham jeg skabte først, han var en fejl og jeg har aldrig kunne lide ham, jeg hader ham. den næste er Louis, Louis blev perfekt i mine øjne, han er så god, på trods af at han er en vampyr bevarede han stadig sin menneskelige side, han er så følsom og smuk" hun smilede drømmende og huskede hvordan han havde lært hende at danse, spille klaver og meget mere "Antonio ham hade jeg virkelig, i starten var han speciel, men han var for magtsyg, troede han kunne styre mig, så til sidst skar jeg halsen over på ham og rev hans hjerte ud" hun stoppede og så derefter på sin mor med et lille smil

Desmadonna smilede over sin datter. "Jeg har et gammelt flygel stående ovenpå, hvis det kunne være noget," sagde hun blidt og holdte sin datter beskyttende ind til sig og strøg hende blidt over hendes krøllede hår. "Jeg vidste ikke, at du kunne spille." Hun så smilende ned på sin datter og kyssede hende kort på panden. "Vil du spille for mig senere?" Spurgte hun så, nysgerrig over hvor og af hvem hendes datter havde lært at spille, og hvor god hun var. Hun elskede selv 'gamle' ting, antikke ting, og flyglet ovenpå var godt og grundig gammelt og havde set bedre tider, men det virkede stadig perfekt.
Hun tav og lyttede opmærksomt til sin datters ord og stemme og til hendes historie.
Hun nikkede lidt til sidst da hun var færdig med at snakke. "Ham Louis var et godt fund, det er de færreste der efter sin forvandling som kan holde fast i sin menneskelige side, de fleste giver op og giver slip," sagde hun beundrende og ville meget gerne møde ham. Hun så ned på sin datter med et varmt smil. "Og du handlede klogt med Antonio." Hun nikkede lidt for sig selv og strøg sin datter over håret. "Magtsyge æder én indefra." Hun sukkede stille og så kort tomt imod tv'et inden hun så mod sin datter igen med et varmt smil.

Hun nikkede og smilede "jeg lærte det af Louis, han lærte mig meget, at læse, skrive, regne, danse...ja alt faktisk, jeg savner ham sådan" hun bed sig i læben og puttede sig ind mod moderen trygge favn, en favn hun aldrig ville ud af igen "jo det vil jeg meget gerne, hvis det er det du har lyst til, så vil jeg med glæde" hun smilede stort og var pludselig mere glad end for tre sekunder siden, hvor hun mindede sit savn til Louis, at spille klaver og få andre ting, var det hun elskede, det der faktisk fik hende til at grine og smile.
hun så op i luftet og nød at ligge hos sin mor "det var han, han brød sig virkelig ikke om at drikke fra mennesker og når det endelig kom at han gjorde, så spurte han om lov først og slettede derefter deres hukommelse så de ikke ville huske...han var nu god, min Louis" hun grinede og så på sin mor med varme øjne, øjne der sjælden havde været så varme som lige nu

Desmadonna smilede lidt. "Det er jeg glad for at han gjorde, det er meget vigtigt at kunne," sagde hun blidt og så varmt ned på sin datter. "Jeg forstår godt, at du savner ham, det gør man oftes når der er en person der har betydet en del for en." Hun trak lidt på skuldrene da hun selv aldrig rigtigt havde haft sådan en person. Faktisk var den sidste mand hun nogensinde havde elsket Ava's far. Hun var aldrig rigtig kommet sig over ham, selv ikke efter så mange tusinder år.
Hun klukkede blidt over sin datter og nød hendes smil og glæde. "Skal vi så sige, at vi gør det klar senere, mi hilja?" spurgte hun blidt og smilede varmt til hende imens hun strøg hende over håret og holdte hende tæt ind til sig. "Lige nu vil jeg gerne høre hvad du har lavet i dit liv."
Hun smilede stille. "En sand gentleman, hva'?" spurgte hun blidt og smilede blidt og varmt ned til sin datter. Hun gengældte sin datters blik med en øm varme i sine ellers normale kolde, blå øjne. "Mi hilja," hviskede hun blidt og kyssede ømt hendes pande.