how are we going to do this //Cataleya//

Tid 22:45
Sted Skoven
Omgivelser Ikke ret meget faktisk
Vejr Det er lettere overskyet, en smule køligt...men ellers en smuk aften
Påklædning et par slidte jeans.

han gik langsomt ned af trapperne, indsugede den mørke aften...det perfekte tidspunkt for en løbe tur, jo vidst var Gideon ikke gået i seng i nu, så havde han brug for bare at slappe af og køle ned...og han havde seriøst ikke lyst til at tage tilbage til den lusede bar, plus det var meget sundere bare at løbe en god lang dejlig tur, det var trods alt de bedste af dem alle.
han strakte sig kort, sørgede derefter for at være godt varmede op, før han bøjede sig ned i knæene og satte af, han spurtede af sted, følte han sig på en måde fri, i tættere kontakt med den smukke skov, men på trods af hans følelse af frihed, var det faktisk aldrig at se på ham, hans ansigt rummede slet ingen følelser, han lod faktisk stort set aldrig sine følelser komme frem og det var faktisk af frygt, af frygt for fortiden.
inde i skoven, kunne han straks lugte den metal af blod, hvilket helt klart ville sige der måske var en lille vampyr i nærheden, han hævede øjenbrynet og lod som om han ikke havde lugtet det, for så bare at fortsætte sin løbe tur

//sorry længden

Cataleya havde for en gangs skyld sat sit hår op i en hestehale og var iført et par mørke joggingbukser og en sort tanktop da hun gik ud ad huset. Hun var taget af sted lidt tid før James, da hun ikke havde kunnet holde ud at sidde indenfor og bare spekulere over hvem hun mon havde været før hendes død. Så hun var trukket i noget slidt tøj og var gået udenfor og bare begyndt at løbe. Hun kendte nu engang ikke skoven særlig godt, plus, hun var i en elendig form da hun ikke havde nogen af sine evner fra før sin død, så det var hårdt for hende, men hun pressede sig selv til det yderste, da hun allerede efter en kilometer var ved at segne af anstrengelserne. Alligevel nød hun den kolde vind og den stille skov. Men et kort øjeblik hvor hun var ufokuseret, snublede hun over en tod der stak op over jorden og væltede så lang som hun var. Hun nåede dog at støtte af med hænderne. Hun fik sat sig op og gispede lidt efter vejret imens hendes knæ og hånsfladen sved. "For helvede da osse," stønnede hun forpustet og så hvordan hendes ene knæ langsomt begyndte at bløde, men hvorefter det hurtigt stoppede igen og såret og hudafskrabningerne hurtigt forsvandt. "Noget godt er der da i at være engel," mumlede hun stille idet hun rejste sig op igen. Hun børstede sine hænder rene for snavs og stod kort og fik vejret. Hun anede intet om at James var på vej i hendes retning.

//Det er helt okay

Han løb alt hvad han kunne, man kunne stort set se musklerne arbejde ved hans mave arm...ja faktisk alle hans muskler arbejdede hårdt for at være bedre, han ville simpelthen ikke sidde på sin flade, hvis han kunne være ude og løbe...at løbe var for ham en måde hvorpå han kunne slappe af uden rent faktisk direkte at slappe af...det var vel nok friheden ved at være i nærheden af et eller andet der ikke var hans hjem, skoven, luften og mest af alt aften luften, det var vidunderligt, køligt og elsket.
han stoppede op efter at havde løbet i 30 minutter, kun for at få vejret, et fint lag sved havde efterhånden lagt sig på hans arme, hans pande og hans mave...plus små andre forskellige steder, men det var der vel intet i vejen med, hvis bare han kunne få sine timer ud i det fri ud og løbe. han smilede svagt og begyndte igen at løbe, bare for at...løbe, dog stoppede han op da han fik øje på en anden løbe, uden at vide hvem det var gik han mod hende "hej er de okay, har de brug for noget at drikke" han fandt en flaske frem og rakte hende den, stadig uden nogen ide om hvem hun var, han vidste så godt hvad hun og at hun var til ingen fare for ham

//super

Cataleya så op da hun hørte at der var en på vej imod hende, men da hun så at det var James, skete der noget i hendes blik, som hun dog hurtigt skjulte igen. Hun så bare på den flaske han rakte frem imod hende og sukkede lidt. "Jeg har det fint, jeg snublede bare," forklarede hun med sin melodiske stemme og så på James med et blidt, men tilbageholden blik. Hun sank en klump og så på ham uden helt at vide hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde fået sine knive tilbage, hun havde hentet dem kort efter at de var skiltes sidst. Mindet var ædtset ind i hendes hukommelse og et kort trist mine lå over hendes ansigt inden hun hurtigt tvang den væk igen. Hvis man kendte hende godt nok, kunne man se at der var noget forandret over hende, hun stod mere ret, der lå noget udfordrende bag det blide i hendes blik og hendes smil var mere selvsikkert. En ting var i hvert fald sikkert, hun var ved at finde sit gamle jeg frem igen, men uden at ødelægge den nye, engle Cataleya. "Så jeg takker fint nej tak til dit vand, plus, jeg har mit eget," sagde hun med et blidt smil og tog sin egen vandflaske frem og tog nogle små slurke af den.

//

han lagde sin vandflaske tilbage og nikkede stille, uden at fortrække en mine "jamen okay så, det var også kun et spørgsmål, forresten pas på med at slå dig, nogle gange er skaderne værre også selvom de heale, pas især på dine vinger, Gideon sagde det var rimelig traumatisk bare at brække den ene af dem" han trådte tilbage og tørrede sveden af panden, han så godt hvordan hun udstrålede selvtillid, men valgte bare ikke at nævne, plus der var faktisk intet at se på ham, selv Gideon som havde kendt ham så længe ville ikke kunne læse ham...han var efterhånden blevet meget god til at dække sådan nogle ting, således at ingen ville kunne læse ham.
han nikkede kort og strakte sig, gjorde igen klar til at løbe, for lige nu var løbning det han havde brug for ikke at være sammen med en han ikke burde være sammen, han kunne bare ikke, det ville ødelægge alting, alt han nogensinde havde arbejdet på at opnå "nåh men fortsat god løbetur og må din dag fortsætte godt" han vendte sig om og bøjede ned i knæene for at gøre klar

Cataleya nikkede bare lidt og så på ham med sit blide blik. "Det tror jeg gerne," sagde hun stille og gyste stille ved bare tanken om at brække en vinge. Hun rystede det stille af sig og så på ham. Hun så på ham, men kunne kun se hans kolde ydre, hvilket virkelig irriterede hende da hun vidste hvordan han kunne være, hvis han slappede lidt af, men hun var ikke så dum at bede ham at slappe af eller at bede ham at skifte mening med de to og det de kunne have sammen.
"James?" spurgte hun blidt lige inden han begyndte at snakke igen. Hun tav kort og lyttede til hans ord og nikkede stille til ham. "I lige måde." Hun smilede blidt til ham og så væk for at han ikke skulle se hvad der foregik i hendes blik. Det havde altid været hendes svageste punkt, for kendte man hende godt nok, kunne man nærmest se alt hvad der foregik, i hendes hoved, i hendes øjne. Hun sukkede stille. "Kan vi ikke bare være venner for en stund?" spurgte hun stille og så på ham med et forsigtigt blik og troede kort at han bare ville løbe fra hende.

han stoppede op og vendte ig mod hende "hvad er der" spurte han og lagde armene over kors, han sukkede og gik stille hen til hende, hvorefter han så ned på hende, hun afbrød ham midt i hans træning...ja faktisk i hans fritid kunne man sige...hvilket ikke var skide sjovt, man han sagde intet så bare ned på hende og nikkede stille "tak" sagde han kort, han lage hoved tilbage og så op på himlen, han kunne godt havde sagt noget andet, men gad virkelig ikke. da han så på hende, vidste han at hans kolde ydre sårede hende og at hun med lethed kunne få ham til at slappe af, men han forandrede sig, dette var når han slappede af, han var bare kold og hvis hun prøvede at røre ham ville han lægge hende ned, pige eller ej hun skulle ikke røre ved ham. han rynkede brynet over hendes spørgsmål og trådte tilbage "jeg gør ikke sådan noget med venner, det dur jeg ikke til" sagde han og lagde armene om bag ryggen

Cataleya sukkede stille og så bare blidt på ham. Hun var for første gang lidt irriteret over at han var højere end hende da hun nu var nødt til at se op på ham, hun tog sig at skule lidt ad ham, men hun forstod godt hvorfor at han var at han var irriteret på hende, hun kendte jo selv befrielsen ved at løbe og at blive afbrudt midt i det, kunne være utrolig irriterende. Hun prøvede ikke at røre ham, selvom hun inderligt gerne ville. Hun sukkede stille og tvang sig selv til at sende ham et lille smil imens hun spændte ubevist i skuldrene. Hun så undrende på ham over hans svar og lagde hovedet let på skrå og betragtede ham roligt. "Du kunne prøve," sagde hun roligt og med en slet skjult udfordring som undertone i hendes stemme. Hun smilede blidt og varmt til ham. "Eller har du heller ikke rettighederne til dette?" Hun så roligt på ham, vel vidende at hun legede med ilden.

//Undskyld længden xD

Han stivnede og hans brune øjne blev koldere end de nogensinde havde været "fuck dig" hvæsede han og knurrede vredt af hende, han kunne ikke fatte hende, men hvis det var sådan det skulle være, så var hun færdig, han trådte frem mod hende med kolde øjne "og nej jeg kan ikke prøve, jeg skal måske snart være med i en krig, så har jeg ikke tid til at have venner, plus det er svært for mig, mere svært end bare lige at gøre det" hvæsede han koldt, hvad der engang havde været en smule blidt, var nu iskold og vredt

//siger jeg også selv

Cataleya så bare roligt på ham imens han trådte tættere på hende, hun trådte bare selv tættere på ham. "Det var de ord du brugte imod mig, som undskyldning, gang på gang på gang," hviskede hun lavmælt og gengældte roligt hans blik. Hendes smaragdgrønne øjne var ikke kolde eller vrede, de var triste og kærlige og fulde af smerte. "Hvilken krig?" spurgte hun så, en anelse forvirret, og bekymring var nu endnu en ting der kunne ses i hendes blik. Hun var klar til hvis han nu begyndte at gøre noget, men her hvor hun stod nu, så kort fra ham imens hun så ind i hans smukke, brune øjne, de øjne der engang havde været fuldt af kærlighed, hadede hun sit liv, hun hadede det så inderligt og ønskede at hun aldrig var blevet født eller genfødt, for den sags skyld. Alt dette kunne ses i hendes blik, selvmords ønsket var endnu en gang tilbage i hendes øjne, men det var ikke derfor hun tirrede ham sådan op.

//Haha xD Hun har virkelig rodet sig ud i noget værre noget med ham nu, huh? xD

han knurrede, trak sin pistol op, hvorefter han fjernede sikringen, han brugte kun sin pistol hvis han var virkelig vred...og det skal betydes med at være virkelig virkelig vred "du ved intet om mit liv, så drop det" hvislede han og var klar til at skude hvis det blev nødvendigt, alt den vrede der var i ham, den havde samlet sig sammen og nu var han virkelig pissede af, dog var det ikke noget dødbringende, hun vile nok få det dårligt af det, men det var det hele.
han rystede på hoved af hende "det vedkommer slet ikke dig" hvæsede han koldt, hun skulle bare ikke gøre ham vred

Da han trak pistolen og fjernede sikringen, spredte hun bare armene. "Ligesom du intet ved om mit," sagde hun med en unaturlig ro imens hun blinkede hurtigt med øjnene for ikke at begynde at græde. "Du ved ikke hvad dét afslag gør ved mig," sagde hun roligt og så på ham imens en lille tårer sneg sig ud ad hendes øjenkrog. "Hver eneste person jeg bare er begyndt at nære det mindste følelser for, siger at de elsker mig, og så vender de ryggen til og går deres vej." Hun trak vejret uregelmæssigt. "Eller de personer der elskede mig." Hun så på ham og rystede ganske stille. "Tag mine forældre for eksempel, de døde fordi at de prøvede at beskytte mig. Min onkel, min farmor, det helt samme. De døde på grund af mig." Hun anede ikke hvorfor hun fortalte ham det, eller hvor ordene kom fra, men minderne overvældede hende og hun huskede hvordan det var at være ti år og se sine forældre blive skudt foran sig, hvordan det havde ødelagt nogen indeni hende, og senere, fem år senere, komme hjem og se at hendes farmor og onkel brutalt var blevet myrdet. Derefter havde hun ikke turdet at elske nogen, for de endte altid med at skride eller blive taget fra hende. Hovedpinen der fulgte med minderne fik hende nærmest til at vakle, men hun blev stædigt stående imens hun så ind i James's kolde, brune øjne, selvom hun var begyndt at ryste så meget, blev hun stadig stående og stirrede igen. Hun havde mistet alle hun nogensinde havde elsket eller bare holdt af og hun havde lært aldrig at elske nogen, fordi at de bare blev taget fra hende. Hun havde lært at lukke alt og alle ude, fordi at det ikke nyttede, døden tog frem fra hende når hun først var begyndt at holde af dem. Og hvert tab tærede mere end det sidste indtil det ene ar overlappede det andet.
"Fint," sagde hun bare åndeløst og så følelsesløst på ham uden at fortrække en mine eller tage sig af tårene der langsomt trillede ned ad hendes kinder.

//KREA!