So much is going on around us, but what happens to us? ~ Bonnie ;)

S: Vandfald.
T: Aften.
O: Træer, dyr, vandfald.
V: Himlen er lyserød, fordi solen er på vej ned.
P: Se her
H: Blandet.

Der var liv i skoven. Nogle dyr var ved at finde deres bo, hvor de ville søge ly for nattens mørke og rovdyrenes hersken. Andre dyr var ved at vågne til nattens frembrud. Udover dyrene, var der mennesker der var på vej hjem fra en skov tur, eller en skovvandring. Så var der en der havde bestemt sig for at blive siddende på jorden og kigge. Denne person, som var kendt blandt overnaturlige verden, hed Zoey. Hun havde benene trukket ind til sig og sad bare i kiggede på vandfaldet, der brusede ned ud bakken. Det var smukt og beroligende. Hendes hoved var lagt en smule på skrå, som om hun var helt væk i beundring.. Men det var hun ikke. Hendes tanker var et andet sted. Nemlig hos alt hvad hun havde oplevet. Hele hendes baggrund. Hun sad med hænderne omkring benene og holdte fast i sine håndled, som stadig var spinkle efter hendes sultede periode i Matthews hule. Hun kunne ikke glemme det, hvergang hun tænkte på det, kom hun til at tænke på den måde han havde givet hendes hans blod. Hun vidste han ikke ville have hun døde dengang. Der måtte være et eller andet tilbage i ham der stadig holdte nok af hende til at lade hende leve. Hun stoppede sine tanker brat, da hun tænkte på den dag hun havde være påvirket af alt muligt og Matthew havde udnyttet det, bagefter han havde ladet hende gå, havde hun mødt hendes kæreste Enrique. Det skar så meget i hjertet, at hun ikke kunne tænke på, at hun holdte sin elskede Enrique for nar. Hun ville ikke tænke på det på den måde. Hun ville ikke tænke på Matthew. Hun ville tænke på alt andet. Derfor ledte hun sine tanker hen på sin søster og bror. Hun havde ikke set dem længe. Hun lukkede øjnene og sænkede hovedet. Et suk forlod hende. Hun håbede snart at møde dem, men hvor og hvordan? Hun var en heks. Hun imod deres natur og skulle hade dem. Men hun kunne ikke havde Bonnie og John. Slet ikke Bonnie! Hun elskede sin søster højere end noget andet. Hun havde bare aldrig fortalt hende det. Hun havde altid virket som om det var bare en søster der var en søster. Men det var det jo ikke. Slet ikke. Bonnie kendte Zoey bedre end nogen anden og det samme omvendt. På trods af at de var så forskellige, var de dog også så ens. Endnu et suk forlod Zoey og hun åbnede atter sine øjne og kiggede mod vandfaldet, som om hun havde gjort det hele tiden. Hun rykkede ikke på sig, kun en lille smule for at trække vejret.

En masse havde ændret sig.
Bonnie forsøgte at huske de ting der havde holdt hende i gang før. Hun forsøgte at huske hendes forhold til familien og vennerne og ikke mindst Justin. Det hele virkede bare som fjerne minder, som hvis hun havde oplevet det inden hun var blevet forvandlet. Hun forsøgte at huske hvor hun havde været, om hun havde vendt tilbage til Matthew, eller om hun bare var gået for sig selv.
Selvom hun ikke kunne huske det, så var hun lettet. Lettet over at det var overstået og lettet over at hun nu igen, lige meget hvordan hendes forhold før havde været til hendes kære, kunne se dem som hende selv. Det havde hun savnet. Kontrollen. Den kontrol som ellers altid burde være hos en som hende, den kontrol som var forsvundet på det sidste, var nu kommet tilbage.
Et lille smil gled ind over Bonnies læber, hun var stolt. Stolt over at hun havde klaret sig gennem denne hårde tid, uden alt for meget hjælp fra andre. Matthew havde hjulpet hende, som altid. Han var altid klar til at hjælpe hende gennem det, selvom han virkede som om han ikke ville, ud til. Bonnie vidste at hun kunne stole på ham lige meget hvad, derfor havde hun også igen opsøgt ham for at fortælle ham, hvor glad hun var for hans hjælp og støtte.
Nu var hun i skoven. Normalt ville hun nu tage en afslappet tur i skoven, for at se alle tingene i det nye og igen normale perspektiv. Men ikke denne gang, hun gik bestemt efter hendes mål. Hun ville finde Zoey. Lige netop hvordan deres forhold havde været i den sidste tid, var hun ikke sikker på. Hun håbede bare, at hun ikke havde gjort noget for at såre hendes kære søster. Nu ville hun finde hende for at fortælle den gode nyhed og ikke mindst, for at vise det. Hun ville gerne se Zoeys smil igen, hendes glade øjne som altid lyste når hun var glad. Hun ville undskylde hvis hun havde gjort noget galt, men ellers planlagde hun bare, at bruge tid med hendes søster.
Bonnie havde savnet Zoey, mere end hun selv ville indrømme. Det var som om hun ikke havde set hende i flere år, og om hun havde set hende i de sidste måneder mens blodrusen havde stået på, vidste hun slet ikke. Hun kunne intet huske. Hun vidste dog at det ville vende tilbage til hende, så hun var ikke så bekymret.
Vandfaldet. Træerne hviskede nærmest til hende, hvor hendes søster befandt sig. Hun gik efter færten, og den var ikke svær at følge. Det ene træ efter det andet, som Bonnie gik forbi, havde hendes fært indprintet. Jo nærmere hun kom på vandfaldet, jo mere kunne hun mærke færten. Det var ikke kun træer som havde opfanget den, men også hvert et dyr. Zoey havde altid været glad for dyr, måske havde hun klappet dem på vejen. Nu har hun tæt på, Det var sikkert. Zoey var her omkring. Flere træer havde færten med sig og så kunne hun høre vandfaldet. Dets brusen, beroligende og fredligt. Bonnie nærmede sig lydløst mens lyden blev mere og mere tydelig. Forbi et par trær gik hun, og der sad Zoey så. Lige så stille som når hun forsøgte at koncentere sig, mere end nødvendigt. Et lille smil træk Bonnies mundvig op ad og gjorde det nu muligt at se hendes glæde. "Zoe?" spurgte hun med hendes lille-pige-stemme og lod hendes ben føre hende en anelse tættere på.

Zoey sad stille. En hjort havde nærmet sig hende. Den stod helt henne ved hende. Hun drejede hovedet i slowmotion og ser ind i dens store brune øjne. Hun smilede svagt og lod langsomt sin hånd nærme sig den. Hun strøg den over halsen og vendte sig lidt mod den. Hun var meget forsigtig for ikke at skræmme den. Hun sad stille længe og strøg den over halsen, til et eller andet forskrækkede den og den flygtede væk fra hende. Hun sukkede lavt og satte som før. Hun koncentrede sig om hvem der kom, hvem der havde skræmt hjorten. Hun hørte skridt, dog kun utydeligt. Hun fornemmede den rene fornemmelse af en aura. Hun kendte tanke mønsteret. Hun fattede det ikke. Det var umuligt. Havde hun fået det godt igen. Tankerne kørte i Zoeys hoved, men hun bevægede sig ikke. Hendes krop afspejlede ikke hendes følelser eller noget. Det hele var i hovedet. En stemme bankede igennem knolden på hende. Hun træk vejret og det kun op for hende at hun havde holdt det da hun lyttede og nu kunne hun ikke holde det mere. Hun åbnede sine øjne, som hun havde lukket. Hun rejste sig langsomt op og vendte sig mod sin søster. Et studerende blik, var hvad hun sendte Bonnie. Så fandt smilet frem til hendes ansigt. Det var blidt og imødkommende. Et rigtigt typisk Zoey-smil. "Bonn!" Hendes stemme var blidt og glad. Hun går roligt hen mod hende. Zoeys krop var stadig ikke helt samme størrelse som før hendes sulte periode ved Matthew. Bonnie havde hjulpet hende ud derfra.

//Min Krea er dårlig i forhold til dig Oo

» Hey Bonnie (Bonnie)
» do you see me as a doll like others? //Bonnie//
» Nat på kirkegården ~ Bonnie