En regnfuld gå tur, på gaden.. (dem der gider)

Sidst rettet af Hayley Fre Dec 30, 2011 4:18 pm, rettet 1 gang

Sted; i Fell's Churchs byen
Tid; aftenen
Omgivelser; ikke så mange mennesker igen
Vejr; det regner meget.
Påklædning; kun kig på kjolen http://www.allhairstyles.org/hairstyles/cute-girl-with-medium-emo-girl-hair-style-black-and-brown-color-2011-32.jpg et sort bælte, et par store lidt gennemsigtige strømpebukser, et par sorte conserverse, og en brun/sort jakke

Hayley, den lille emo pige som mange kaldte hende, kom gående gennem Fell's Churchs gader. Hendes hår hang løst, og våde ned over hendes skuldre. Hendes jakke, kjole og sko var gennem blødte, men hun gad ikke gå hjem lige nu. Hun lagde armene om sig selv og gik tavst videre. Hun havde brug for at tænke. Hun havde lagt så meget bag sig og nu kom det hele frem, det overvældede hende virkeligt.

Hayley huskede den dag hun kom tidligt hjem fra skole. Hun havde ikke haft det vildt godt. Hun var gået ind, og forventede ikke der var nogen hjem, eftersom hendes far hjalp døvstumme med at se verden på en måde, så de lærte noget. Han var selv døvstum så det hjalp lige. Hendes mor plagede at hjælpe min bestemor på det tidspunkt, så der skulle kun være Hayley der var hjem sammen med deres stuepige Stine. Hun havde lukket døren, og hørt en vase vælte. 'Stine pas nu på de antike ting!' havde hun sagt, og var gået ovenpå. Men da hun kom op, lå Stine på gulvet i en grotisk stilling som kun døde kunne ligge i. Hun havde bidt sig i kinden, da trangen til at skrige overvældede hende. Lidt efter havde hun hørte noget inde fra hendes forældres soveværelse. Hun var listet hentil døren, da en person blev kastet ud på gangen hvor hun var. Hun havde genkendt personen på trods af blodet i hans ansigt. Det var hendes far. Hun havde grædt lydløst, da hun fornemmede sin mor. Ham havde kigget ind i soveværelset, hvor en mand lige havde sat tænderne halsen på hendes vildt kæmpende mor. Hun var begyndt at skrige højt på sin mors vegne. Manden havde ikke sluppet moren. Hayley var begyndte at slå og spark vildt på ham. Hun ville ikke miste sine forældre. Da han endeligt havde sluppet hende, var det forsent. Hayley var begyndt at skrig højt. Manden havde ikke taget notis af hendes skrig. Han havde bare vendt sig mod hende og kysset hende i panden, før han var forsvundet.

Hayley mærkede tårer løbe ned af hendes kinder ved mindet. Det var dog ikke til at de at hun græd, da regnen vaskede dem væk. Hun satte sig på kantstenen, og trak benene ind til sig. Der var ingen der havde forstået hendes tab. Ingen havde set hvor bange og skræmt hun var. Hun sukkede og så ned på sine hænder.

Bonnie der havde valgt at klæ' sig i en sort lang kjole kom stille gående gennem regnen. Hendes ansigt var gemt væk under den hætte der var syet fast til hendes lange sorte kappe. Bonnie så bedrøvet ud, hun havde ikke nogle følelser fremme, så de kunne læses direkte fra hendes ansigt. Hun gik bare med et tomt udtryk. Hendes måske lidt for røde læber, var formet efter hendes humør. Hun smilede ikke, langt fra. Hun gik stille uden at sige et ord, ikek så meget som hendes skridt, kunne høres. Selvom det jo regnede og man derfor normalt ville kunne høre, hvis nogen gik gennem de våde gader. Bonnie hende begravet sine hænder i hendes lommer, i kappen. Hendes hvide ansigt kunne tydelig ses, når hun altså ikke nærmest gemte sig i mørket, under skyggen fra hendes hætte. Hun kunne lugte nogen komme tættere på, det var selvfølgelig Bonnie selv der bevægede sig hen mod lugten. Hun Kunne genkende den lugt, hun elskede den lugt. Lugten af et menneske, et menneske som var fyldt med blod, dejligt varmt blod. Bonnie smilte kort ved tanken, så rettede hendes mundvig sig hurtigt igen og hun så ud, præcis som før igen. Hun stoppede op da hun kunne se pigen, som hun havde ku' lugte fra før. Hun vidste kun alt for godt hvordan det var at skræmme sit bytte væk, selv når men ikke mente at gøre det. Det hande hun oplevet et par gange, og selvfølgelig ville hun ikke gøre det endnu en gang, hvis hun kunne slippe. Hun smilte ldit og stod så pludseligt tættere på den unge pige, end hun havde gjort for 3 sekunder siden. Hun stod helt stille som en statue. Det var faktisk kun det at hendes tøj og resten af hende, ikke var farvet som sten, der afslørede hende.

Hayley snøftede. Hun havde kunne ikke fatte hun var den eneste.. Hun kunne ikke være den eneste. Hvordan skulle det være muligt? Ja, folk kunne gemme det. Men da ikke hvis man snakkede med den! Hun sukkede lydløst. Hun knyttede hænderne og blev opmærksom. Hun mærkede nogen. Hun hørte tankerne. Hun genkendte måden at tænke på. Hun så hurtigt derhen hvor hun havde fornemmet nogen eller noget. Der var ingen. Så stivnede hun. Kun et øjeblik. Hun skyndte sig op og løb lidt væk. Hun vendte sig om og så på den ubevægelige skikkelse. "Hvem er du!?" spurgte hun hæst. Hun måtte vide det, men alt skreg at hun skulle flygte. Det gjorde hun. Hun gav sig til at løbe væk. Alt hvad hun kunne. Hun skulle ikke dræbes af en vampyr. Slet ikke blive som en vampyr. Adrenalinen pumpede i hendes blod. Hun skulle væk. Det var det eneste hun ville. Selvom hun vidste det var håbløst at løbe, når man var udvalgt som bytte. Men flygtinstinktet havde overtaget hende, så hun havde ikke andet valg. Det var vel det man kalde point-of-no-return. Hun havdehavde truffet valg og nu var der ingen vej tilbage.

(Det er ikke så langt igen.. Sorry)

» På gaden~ Josefine ^.-
» Nogen der gider? ^^