Søbreden //Let

Tid: 18:23
Sted: Drowning Creek
Vejr: Solkskin, idt skyet, aften lunt
Omgivelser: Ingen

Meisa, en pige på 166 centimeter og meget tynd og slank og med et langt glat brunt hår, gik lige så stille langs søbreden. Hun havde en hvid top på og en sort cardigan som var en smule for stor og flagrede let i den lune blide vind der lå omkring søen.
Hun havde sine små ballarinas i hånden og v'svingede dem en smule frem og tilbage. Hendes sko var overraskende hvide, de var ikke nye det kunne man godt se, man kunne også se at hun ikke var en som gjorde sig beskidt. Alt ved hende lyste af en fars pige.
Meisa rettede sine brune øjne mod den lyseblå himmel hvor kun nogle ganske få tynde hvide skyer dovnt svævede hen over himlen. Hun smilede sit kendte generte smil, selv folk hun kendte, var hun genert for. Hun var altid blevet holdt udenfor og var ikke van til at være sammen med folk der ikke var hendes adoptivsforældres venner.

//Undskyld det blev dårligt, kunne ikke lige finde på noget bedre :/

Meisa var nået hen til den del af bredden hvor nogle træer afskar hendes syn. Hun fortsatte lige så stille hen mod dem, men stoppede op da hun fik øje på en dreng. Hun havde ikke set mod søen, hendes opmærksomhed gik til drengen ved bredden. Hun vidste med et ikke om hun skulle fortsætte rundt om søen eller om hun skulle gå tilbage. Hun havde aldrig været van til at snakke med andre og især ikke drenge. Hun var altid været den som blev mobbet og grint af, så hun havde holdt sig fra andre, og var blevet meget stille efter sine første år i skolen. Hun havde for nogle år siden flyttet til og rent faktisk troet at hun ville passe ind, men teenager piger var ikke så nemme og eftersom hun var en fars pige og faktisk lidt af en bangebuks, havde hun aldrig taget kampen op med nogen. Bare ladet dem kritisere og så gå sin vej.
Meisa blev lidt stående ved et af de træer der stod tættest ved bredden. Hun støttede sig med den hånd hun havde sine sko i, mod træet.

Meisa lagde hovedet undrende på skrå over den måde han stod på. Det lod ikke til at bemærkede hende, det gjorde hende ikke noget, det var hun jo så van til at folk ikke gjorde.
Da hun ikke kunne tænke sig til hvad det var han lavede så hun ud over søens vand, for at se om der var noget derude som fik ham til at gøre sådan. Hun kneb øjnene sammen og bed sig i underlæben af vandkuglen med fisk ude midt på søen. Hun stillede sig så hun ikke stod op af træet længere og stirrede på nervøst på vandkuglen. Hun havde aldrig set noget lignende og vidste ikke hvordan hun skulle reagere. Måske var det bare noget hun forestilede sig. Måske solens stråler bare fik noget af vandet til at glimte så meget at det lignede at det svævede?

Meisa var blevet forskrækket da vandkuglen med fisk havde været ved at falde ned, hun så hurtigt skiftevis på drengen og på vandkuglen. Hun var trådt et skridt tilbage og stod halvt skjult bag træet. Hun havde aldrig været særlig modig og overvejede at løbe sin vej. Hun stirrede på vandkuglen som igen var i ro, men fiskende i den virkede skræmte, på den måde de hurtigt bevægede sig.
Meisa opdagede at hun havde tabt den ene af sine hvide ballerinas. Den venstre. Den lå foran træet hvor hun for lidt siden havde stået. Hun vidste ikke om hun skulle tage den eller om hun bar skulle smide den anden og se at komme væk. På det sidste var der sket meget forskelligt som havde skræmt hende.

Meisa vred den af sine sko hun endnu havde i hænderne. Hun bed sig svagt i underlæben da det lod til at han vidste at hun var der. Den velkendte rødmen skød op i hendes kinder da hun trådte frem fra træet og skyndte sig at samle skoen op. Hun fandt det pinligt at hun havde gemt sig bag træet.
Meisa så på ham uden at vide hvad hun skulle sige. "Undskyld" ordet var noget hun brugte tit, hun undskylde altid og tit hjalp det hende ud af en situation hvor nogen ville være dumme ved hende som de så tit var. Hun holde en sko i hver sin hånd og stod bare helt stille og ventede på at han enden skulle begynde at ignorer hende eller kommer med hånlige tiltalelser.

Meisa blev dog stående selvom alt tydede på at han ville have hende til at gå frem. Hendes brune øjne flakkede nervøst og det lyste ud af hende at hun var genert og måske også lidt flov over at have gemt sig. Hun havde allerede glemt alt om vandkuglen, der egentlig havde været det som havde fået hende til at gemme sig.
"Hej?"sagde hun prøvende og fik et lille genert venligt smil frem på de lyse læber. Han virkede venlig nok, men hun vidste det jo ikke med sikkerhed så hun passede på. Man kunne nu ikke sige at en skræmt mus som Meisa kunne virke skræmmende, men et let offer for folk der ville gøre livet surt for andre.

Meisa så på ham og smilede genert til ham et kort øjeblik inden hun sænkede sit blik til jorden lige foran hende. Hun havde aldrig været god til at snakke med folk, hun var for genert og uvant til det. Hun havde altid været meget alene og aldrig haft let ved at snakke eller være sammen med andre.
Hun bed sig svagt i underlæben og så bare ned, måske hun skulle gå nu? Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, og måske ville han ikke have at hun blev, måske ventede han bare på at hun skulle gå videre. Hun ville egentlig gerne blive, selskab var noget hun sjældent havde, men folk plejede at synes at hun var kedelig og det endte altid med at de gik deres vej til sidst.