To nye personer (mennesker)~ Alle må joyne

S:Café
T:Omkring kl.12
O:Ikke så mange folk, borde og stole
V:Regnvejr, kraftfuldt
Jasper kom kørende i sin gule ford mustang, ind på p-pladsen og holde næsten lige ude for døren. Han steg ud og gik ind med hætten over hovedet og hhænderne i lommen. Han gik ind og satte sig hved, det bor der var længst fra døren, men stadig med vindu udtil p-pladsen. Han tog hætten af og lænte sig tilbage, han var ikke sulten, ville bare side og kigge ud på regnen. Der sad kun to henne hved døren og ikke flere, det undrede ham for det var frokost tid. Han håbede endlig lidt der ville komme en sød pige ind som han kunne snakke med.


Sætter lige et billede ind af min bil

Regnen slog ned imod jorden og sagde små lyde. Det havde stået på i noget tid nu, altså regnen. Det virkede som en normal dag, i en normal by. Men det var det ikke. Langt fra. Blandt regndråberne gik der en pige. Hun havde mørk hår, som hang ned af hende, klæbende til hende og hendes ansigt, på grund af regnen.
Pigen gik med sine hænder i lommerne i jakken og hun søgte enlig bare efter et sted at komme i ly. Hun rystede let og fik øje på en café, der så ret indbydende ud, med dens varme. Måske ville hun møde nogle nye mennesker? Hun var jo lige flyttet til byen og det ville være en god start at få nogle nye vener.
Pigen gik målbevidst hen imod caféen og gik hen og tog fat i dørhåndtaget. Hun trykkede det ned og skubbede døren op, gik ind i varmen og nød den, mod hendes nu kolde hud. Hun sukkede let, lukkede øjne og smilte. Hun gik hen imod nogle borde, der var mange tomme da der kun sad tre andre kunder derinde, og valgte et ikke langt fra den dreng der sad alene. Hun ville gerne se om han ville snakke, men hvad hvis han ventede på nogle? Derfor satte hun sig ved bordet ved siden af, tog den våde jakke af og hang den hen over stoleryggen, satte sig på stolen og rettede lidt på sin hvide bluse.
Pigen, som hed Melanie, skævede lidt til drengen, måske ville han snakke? det måtte hun altså snart finde ud af.

Melanie kiggede på drengen da han rejste sig og hun nærmest strålede da han spurgte om han måtte sidde sammen med hende. Dog nåede hun ikke at sige noget før han havde sat sig ned og hun så lidt forvirret ud. Var det ikke ren høflighed at vente på et svar? Også selvom svaret var et tydeligt ja? Hun sukkede stille og smilte til ham. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til ham, så hun startede med at præsentere sig selv. "Mit navn er Melanie Hewitt." Sagde hun og smilte stadig en smule. Hun kiggede nervøst ned i bordet, havde han virkelig tænkt sig at snakke med hende? Det ville være fedt hvis han ville, men hvad hvis han bare ville give hende falsk håb om at de kunne blive venner?
*Ej nu stopper du Mela!* tænkte hun bebrejdende over sig selv.
"Du må gerne blive siddende" Sagde hun stille og kiggede op på Jasper, som drengen havde sagt han hed, og smilte venligt til ham. Hun så ned i bordet igen, da hun havde svært ved ikke at kigge på ham. Så hun valgte den nemme udvej: Lege med sin våde jakke, røre ved sit hår, kigge lidt på ham og smile for bagefter at se ned i bordet igen.
"Tanke læser? Seriøst? Kan det passe..." sagde hun lavt uden at se på ham, hendes stemme var heller ikke særlig høj, så hun var ikke sikker på han kunne hører hende.
"Er du så stadig et menneske?" Spurgte hun nervøst og kiggede op på ham igennem øjenvipperne.

Jasper grinte da han læste hva hun tængte til sig selv "Du sagde lige til dig selv, inde i dit hovede altsår, =ej nu stopper du mela= tror du på mig nu? ja jeg er tankelæser, men for at kunne læse de små tanker skal jeg have øjenkontakt. Du skal ikke være narvøs, jeg er født med evnen så jeg ér et menneske. "Ha ha" du må gerne kigge på mig jeg er ikke medusa." sagde han og tog hende blidt under hagen, og tog hendes blik op fra bordet, og op på ham istedet. Han kunne godt forstå hvorfor hun ikke ville kigge på ham, men han tvang hende ligt til det.

Undskyld det ikke blev så langt, men jeg har frikvarter nu og jeg er DJ i klassen

Melanie fik et chok da han gentog hendes tanke helt ordret. Hun så forvirret ud. "Vent. Hvordan? Ku' du?" sagde hun med en skringer forvirret stemme. Hun var rystet. "Du kan virkelig læse mine tanker" Sagde hun stille. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, så hun lod stadig være med at se på ham. Indtil han løftede hendes hage op så hun kunne se på ham. Hun kiggede på ham og fik halv røde kinder af det faktum, at han havde tvunget hende til at se på ham. Hun smilte stille. "Det må du undskylde... jeg... jeg er nok lidt genert når jeg møder nye venner." sagde hun stille og smilte stille til ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men det betød ikke noget. Lige meget hvad hun sagde ville han vide om det var sandt eller falsk. "Så... Hvad laver du her? Ventede du på nogen bestemt?" spurgte hun og så ned i bordet, godt nok holdte han hendes hage oppe, så da hun kiggede ned, lignede det at hun nærmest lukkede øjne.

//Ikke så godt, det ved jeg//