Hej i'm prette much new, so could you help me

Tid 15:45.
Sted Biblioteket.
Omgivelser En masse bøger også ganske få mennesker, der går rundt og ser på bøger.
Vejr Det er lettere overskyet, med en smule blæst, men ellers godt vejr.
Påklædning En fin blå kjole, hendes medaljon, dag lys ring også et par flade ballerinaer.

Stik mod meget man kunne forvente af en vampyr, gik denne pige ude i solen og kun takket være en dag lys ring, hun fik engang for mange år siden, selve ringen fik hun af Amanda og den blev så fortryllet af en heks. i dag var Dimitri i et overraskende godt humør, hun ligefrem smilede på vej ned mod biblioteket, med en glæde åbnede hun døren og så ind, med nysgerrigheden malet i ansigtet, nok boede hendes skaber i byen, men hun havde faktisk ikke været her så længe igen, måske i et par måneder eller to, så det var ikke alt hun havde fået set, og dette bibliotek var sikkert en af dem hun endnu ikke havde ladet sine øjne skue på. en voksen kvinde gik stille hen mod hende og smilede bredt til hende, det gjorde de fleste voksne, da hun jo rent faktisk stort set lignede en dukke, men også havde det barnlige skønhed, som en på ti også selvom hendes krop var som en på 13 "er du forsvundet fra din mor kære" spurte hun og hendes spørgsmål fik Dimitri til at hæve øjenbrynet, men dog smilede hun strålende og rystede på hoved, før hun igen begav sig mod bøgerne, ligeglad med kvinden, bøgerne dragede hende næsten til sig, mindede hende om gamle dage.

Frederik så ned i bogen med nysgerrighed... Og glæde! Det var hans helt egen besværgelses bog, men den var pakket ind som en skole bog. Hvis man kiggede ville man se nogle symboler, og en masse tekst. Hans brune hår var pjusket, han havde en sort skjorte på, sorte jeans, og sorte sko. Den brune jakke lå på bordet, og ved siden af den hans skuldertaske, som endelig også var hans skole taske. Hans øjne var en anelse grønne, men hvis man så godt efter så var de blå bag det grønne. Ja, det lød mærkeligt... Men sådan var hans øjne. De skiftede farve... Han læste i bogen, men til sidst da døren åbnede, og en KLING lyd kom, der lukkede han bogen, og puttede ned i tasken. Hvorfor? Fordi han ikke måtte vise bogen frem... Og hvis der kom flere mennesker så kunne han jo risikere... At nogle af dem ikke var mennesker. Han blev og siddende, men rejste sig så op. Han tog en bog ved titlen: Mystic Falls historie. Han satte sig ned igen, og åbnede bogen. Han havde læst den før... Men ja, han kunne læse den samme bog om, og om igen hvis det skulle være. Han så hen imod døren, og fik øje på en pige med en blå kjole... Han kunne ikke rigtig sætte en finger på hvor gammel hun var... 10 eller 11 år... Nej, det kunne ikke helt passe... Han trak lidt på den ene skulder, og så ned i bogen igen.

Hun gik stille hen mod reolerne og fik øjenkontakt med en dreng på hvad 12 år eller noget der omkring. hun overraskede sig selv da hun smilede bredt til ham, et smil der kun indfangede hendes uskyld og renhed, som hun ikke altid lige besad, men i dag var åbenbart en ny dag og anderledes. hun lod fingeren glide hen over alle titlerne, så på hver af og en af dem, før hun til sidst tog en bog frem om sicilianske ordsprog, et sprog hun faktisk mestrede okay, altså hun talte det ikke perfekt, men hun kunne ordsprogene i denne bog uden ad, da hun selv havde en bog magen til, i hvad 1766. hun gik hen mod bordet hvor drengen sad, før hun satte sig op på stolen og betragtede siderne med et smil "Amuta nun sarai si a tia sulu pinsirai" sagde hun ubevidst med en klokkeklar blød stemme, der efterhånden havde rigtig mange accenter, bland andet noget spansk også også en prægende fransk

//undskyld længden

Frederik havde kort set hendes smil, men han var ikke ude på at få opmærksomhed... Han foretrak faktisk at være alene, men havde intet imod at snakke med folk. Frederik var godt nok 14 år, men man kunne godt tænke at han var 13 på grund af hans udseende. Han var fordybet i bogen, og hang næsten fast i den. Så han blev noget overrasket da pigen satte sig ved hans bord, og gav et kort lille spjæt af overraskelse. Han rynkede panden lidt af det hun sagde... For det forstod han ingenting af. Amuta Nun, ahvafornoget? Han rømmede sig lidt, og lagde mærke til hendes accent... Se nu blev han nysgerrig! Hvordan kunne en 10-11 årig pige snakke et helt andet sprog? Mærkeligt. Han sank en klump... Måske var hun slet ikke fra dette land? Og måske lige kommet til? Han følte at han burde sige noget... Men vidste ikke helt hvad... "Undskyld, hvad sagde du?" Spurgte han så, og så en anelse nysgerrig ud.

//Det okay //

hun grinede og sad næsten ligesom drengen i sin egen lille verden, ordene fangede hende og hun lagde stort set ikke mærke til at hun faktisk havde sagt dem højt, det var først da drengen snakkede til hende, at hun så op og smilede undskyldende "åhh undskyld jeg havde ikke lagt mærke til at jeg faktisk sagde det højt..det er et siciliansk ordsprog, det betyder hvis du kun tænker på dig selv, vil du aldrig blive elsket, en jeg engang boede med lærte mig ganske lidt siciliansk...men du må undskylde hvis jeg forstyrrede dig" hun lagde hoved på skrå og hævede øjenbrynet, hvorefter hendes blå øjne landede på hans bog "hvis det er okay jeg spørg, men hvad læser du" spurte hun og smilede ydmygt, en ting hun havde lært i sin periode med Louis og Antonio var nok ydmyghed og charme, også selvom hun ikke altid brugte det, men når det var om bøger, så var der altid ydmyghed, bøger var gode

//super tak

Frederik vidste ikke helt om han var tryg, eller utryg... Pigen skræmte ham lidt... Han rømmede sig igen. Han så nysgerrig ned på hendes bog, og forstod intet af det der stod, og kiggede så på hende igen. Han trak lidt på den ene skulder. "Det er okay..." Mumlede han. Hvis man kun tænkte på sig selv? Han tænkte ikke kun på sig selv... Han tænkte meget på andre... Hm, men det var nok ikke helt til ham. "Det er okay, du forstyrrede skam ikke." Det gjorde hun faktisk ikke. Han kunne bedst lide at læse i besværgelses bøger... Men da hun nu sad ved siden af ham så... Han sad lidt i sin egen verden, men kom tilbage til den virkelig da hun spurgte ham om noget. "Det er helt okay... Det er Mystic Falls historie..." Svarede han, og smilede skævt.

//Jeg siger selv, undskyld for det korte svar. xD//

hun så mistænksomt på ham, som troede hun ikke helt på hvad det nu var han sagde, men hun sagde dog intet, betragtede bare hvordan han fik dårlige anelser, så han havde måske en ide om hvad hun var, selv vidste hun hvad han var, men måske var han ikke sikker, han blev i hvert fald ikke bange eller løb sin vej, hvilket han jo nok ville hvis han vidste hvad hun var "mange tak, det er meget spændende hvis man ved hvad der stå...f. eks Amuri de mamma non t'inganna, en mors kærlighed bedrager aldrig" hun grinede klokkeklart og kørte noget hår om bag øret. hun nikkede og så interesseret på bogen "elsker du ikke bare bøger, Louis plejede altid at læse for mig dengang i Frankrig, men hvad ved du englelig om byen her, jeg har ikke været her så længe så jeg kender ikke så meget til den...er det rigtigt hvad de siger at byen vrimler med alle mulige ting...væsner" spurte hun og så bekymret på ham, en lille rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn som tegn på en bange anelse

Frederik svarede ikke før hun var helt færdig med alt det hun sagde... Han kneb øjnene lidt sammen... Ung, og åbenbart havde været i frankrig, kunne læse, og lignede en på 10-11 år, men virkede som en der havde levet længere? Han sukkede... Vampyr. Plus hun havde en slags ring. Jaja, han havde lagt mærke til den. Frederik, og hans forældre kendte til alle racerne, eller... Det mente de i hvert fald. Han svarede ikke på det første hun sagde.. Men hendes andet spørgsmål fik ham til at smile skævt. "Tjo... Der har været drab... Ligene var tømt for blod, men... Du kan nok allerede svare på hvorfor det var tømt for blod... Ikke sandt?" Han så rundt... Ingen kiggede på dem. Han så på hende igen. "Vampyr." Hviskede han. Grr... Han hadede vampyrer! En af dem havde dræbt han adoptiv bror... Christian. Han smilede ikke længere. Han lod sig ikke narre af hendes skuespil.

hun lænede sig tilbage og hævede øjenbrynet "aha, så disse såkaldte vampyrer, går bare rundt og dræber til højre og venstre, hvilken bog har du gået fat i" grinede hun og rystede på hoved og bøjede sig frem mod ham, stadig smilende som før og fuldkommen uskyldig "beskylder du mig for at være...en vampyr, se på mig, hvor gammel er jeg lige, er det ikke også ulovligt at forvandle et barn" spurte hun og satte sig ret op "men okay, så burde du skjule din sent bedre" hun trak på skulderne og kiggede i bogen, hendes øjne landede igen på ham, hun var ikke bange for ham, ja han var en heks, men hun havde været omkring i over 900 år, ja nok bed hun ikke et barn, men hun brød sig ikke om at hendes gode humør skulle ødelægges fordi et eller andet barn troede hun ville bide ham

Frederik troede ikke at hun ville bide ham, da ikke i al offentlighed? Han gad snart ikke at snakke med hende mere hvis hun skulle grine af ham, og tro at hun var helt uskyldig... Eller at han bare var helt dum. Han rystede på hovedet, og tog fat i den brune jakke. "Ulovligt eller ej, vedkommende der forvandlede dig var sikkert ond, dum, og brød reglerne." Sagde han koldt, og rystede på hovedet. Han rejste sig op, tog den brune jakke på, og tog den brune skuldertaske. "Og ja, jeg beskylder dig... For jeg ved du er en." Hviskede han, men hun kunne sagtens høre det... Vampyrer havde jo super hørelse, eller sådan noget... Han hankede op i skuldertasken, og gik hen imod døren... Desværre så var tasken ikke lukket, og da en mand gik ind i ham røg bogen ud, og afslørede symbolerne. Hurtigt som lynet havde Frederik klappet bogen sammen, og puttet i tasken.

hun så på ham og fulgte hver hans bevægelser med øjnene, hvis han pissede hende af, ville hun bide ham, og det var så ligegyldigt om han var barn eller om det var her eller i en skov, det var den ting der var slemt ved børn der var vampyrer, de havde en meget kort lunte og deres vrede kunne være destruktiv, direkte farlig og dræbende. hun så på ham som han rejste sig og gik væk, hun så hans bog som faldt på gulvet, hurtigere end øjet kunne opfange, havde hun været oppe, henne ved ham, taget han bog og nu sad hun oppe på en af reolerne og kiggede i den "nej den ser da spændende ud" grinede hun og så ned på ham med et hævede øjenbryn, hun var i sandhed hurtig og det kom selvfølgelig også med alderen, hendes skaber var hurtigere end noget hun havde set før, så selvfølelig var hun også selv meget hurtigt

Frederik fik et chok da bogen ikke længere var i hans hånd, og så op på hende... Grrr... Irriterende pigebarn! Men han måtte passe på... Han sukkede. Gid han kunne den besværgelse... Hvad hed den nu? Nå jo, det var den til at stoppe en vampyrs hjerte... ARH! Han kunne ikke huske den! Nok om det... Han så op på hende, og kiggede rundt. De fleste mennesker var smuttet, og ingen havde rigtig opdaget hende... Han bed sig i underlæben, og så op på hende. "Giv mig den..." Sagde han bedende, og foldede hænderne bag hovedet. "Den... Er ikke noget for dig." Sagde han så... Han sukkede, og kiggede endnu engang rundt.

hun så ned på ham og hævede øjenbrynet "tror du jeg er ond, tror du jeg nyder dette liv" spurte hun og trak benene op, mens hun stadig holdte fast på bogen, i sandhed var det ikke fordi hun elskede livet som udødelig, eller også var det fordi hun var fanget i et barns krop, at det være svære, hun ønskede faktisk bare at hun kunne få lov til at ligne en voksen kvinde, så hun kunne møde kærligheden og måske få bare en smule menneskelighed ind i sig, at være sådan her var ikke noget hun selv havde valgt, det var ham, han havde fundet hende interessant og derefter forvandlet hende, det var ikke noget hun ønskede "så det mener du, aha, måske vil jeg give den på en betingelse" hun forsvandt fra stedet oppe på reolen og stod kort bag ham, men hun forsvandt igen efter at havde pustet ham i nakken, efter at havde været forsvundet bag ham, sad hun igen på reolen "du er den eneste der ikke er flygtet fra mig...jeg ved det er fordi jeg har din bog, men jeg har aldrig kunne snakke med folk på grund af hvad jeg er, så bliver alle bange for mig" hviskede hun og trak bene op til sig selv, hun lagde armene om bene og holdte bogen ind mod sit bryst

Frederik svarede ikke... Hvorfor skulle han? Han vidste godt der ikke var nogle vampyrer der havde ønsket det liv, men alligevel ikke ville dø. Han sukkede... En betingelse? Han løftedet på det ene øjnebryn. "Og hvad er den betingelse?" Spurgte han, og pludselig var hun væk fra reolen... Han fik et chok da han mærkede en ind mod hans nakke, og vendte sig om. Ingen? Han sukkede... Det var jo hende... Han skulle lige vænne sig til at de faktisk var utrolig hurtige. Han vendte sig mod reolen igen, og ganske rigtigt. Hun sad på reolen igen... Det krævede en del at skulle høre hvad hun sagde, men han fik det med. "Hvad er den betingelse?" Spurgte han så igen. Han var lidt usikker på hvad hun ville... Men han fik lidt ondt af hende... Nuvel, hun havde hans bog, og han ville have den igen.

hun så længe på ham, hun vidste at i hans øjne var hun bare et væsen som drak fra andre, slog dem ihjel, nød af det og ja hun kunne ikke holde det tilbage at det var skam dejligt at mærke deres frygt, men det kom også af hendes opdragelse, de år hun tilbragte med Matthew før hun igen tog videre. hun lagde hoved på skrå "tænk dengang jeg var lille kaldte de mig heks, de kastede sten efter mig, de kaldte mig noget jeg ikke var...noget som du er" hviskede hun og hoppede op på fødderne, således at hun sad på hug og stirrede ned på ham, hun rejste sig op og hoppede elegant ned på gulvet, som om det kun var et lille hop ned fra en stol og ikke ned fra en høj reol "min betingelse er ganske enkel, jeg vil gerne se ud som dem" hun pegede på en voksen kvinde i alderen 18 måske tyve "også skal du svare et enkelt spørgsmål...hvad ser du når du kigger på mig, et monster" spurte hun og lagde hoved på skrå, hun holdte bogen omme bag ryggen og betragtede ham nøje

Frederik vidste ikke helt hvad han skulle gøre... Han spærrede øjnene op af hendes betingelse... Se ud som en 18-årig?! Men men... Han... Snakkede hun om at han skulle gøre hendes krop ældre med en besværgelse?! Han kunne ikke lide det... Han var ikke engang sikker på at det kunne lade sig gøre... Men han kunne også kun to besværgelser til fulde! Han bed sig selv i underlæben igen, og så på hende... "Mener du... En besværgelse til at gøre din... Krop ældre?" Spurgte han, og foldede hænderne bag ryggen... Han kunne ikke lide det, det kunne han ikke! Hendes spørgsmål fik ham til at hæve det ene øjnebryn. "Jeg ser en lille pige som forvirrer mig helt vildt, men da en vampyr dræbte min adoptiv lillebror, så kan jeg ikke lide du er vampyr." Svarede han, og trak lidt på den ene skulder. Han havde den ene hånd på skuldertaskens rem, og ville så gerne have hans bog igen.

hun nikkede og smilede hemmelighedsfuldt "oui, nu jeg levet med denne krop i over 900 år år jeg vil gerne føle kærligheden ligesom hun kan, ligesom alle andre kan...jeg var engang forelsket, han var min elskede, min prins og ham jeg fulgte, men jeg kunne aldrig blive med ham" hun trak på skulderne og så næsten sårbar ud, hendes kærlighed til Louis, den an havde til hende, den havde været umulig fordi hun ikke kunne blive ældre, en ting hun så brændende ønskede. hun hævede øjenbrynet og nikkede "det gør mig ondt med din bror, den er smertefuldt at skulle lide under en vampyr, jeg husker selv min egen død, skrækkelig" hviskede hun og trådte et skridt mod ham "jeg er måske ond af natur, takket være en masse i min tid, men jeg gør ikke dig noget, jeg vil ikke såre dig med vilje, jeg vil bare gerne være sammen med den mand jeg elsker" hun bed sig i læben og så virkelig sårbar ud, da hun jo var et barn

Frederik sukkede... Han kunne ikke fuldføre sådan en besværgelse! Han vidste jo heller ikke om den fandtes! Det var... Han så lidt ned. Men så op igen. Hun ville gerne føle kærligheden? Åh... Frederik kendte ikke rigtig til kærlighed, han var alt for ung. Det mente han selv. "Jeg ved ikke om der findes sådan en besværgelse... Jeg tror ikke engang jeg kan fuldføre den... Jeg har kun studeret besværgelser i et år, og kan kun huske to, og fuldføre dem til fulde..." Sagde han, og trak lidt på den ene skulder igen. "Lever den du elsker stadigvæk?" Spurgte han nysgerrig... Han smilede skævt af det hun sagde. "Intet at have ondt over. Fortid er fortid." Smilet falmede lidt. "Var det den mand du elskede der forvandlede dig?" Spurgte han så... Okay, nu havde han en ide om at den mand hun elskede levede... Men han ... Vidste ikke rigtig om han kunne sådan noget... Og igen... Fandtes sådan en besværgelse endelig?

hun trådte endnu et skridt mod ham "søg, så lader jeg dig være i fred" hviskede hun og kunne ligne en der var ved bryde i gråd, hvis hun aldrig kunne være sammen med ham, ville hun give ham både sin ring, sin halskæde og hans bog også bede ham at opsøge hendes mor, så han kunne give hende halskæden og ringen "ja han lever stadig, sidst jeg så ham var i 1882, jeg husker ham stadig så tydeligt han var som Amanda, venlig også menneskelig, slet ikke som Antonio" hun smilede drømmende og betragtede ham længe. hun trak på skulderne "jeg så en kvinde, en kvinde jeg anså for at være min moder, blive brutalt myrdet fordi de troede hun var en heks, hun var måske en vampyr, men hun var den sødeste kvinde man kunne forstille sig, da hun fandt mig, tog mig til sig, som var jeg hendes" hun smilede bredere og sukkede stille. hun blinkede og rystede på hoved "nej jeg skabte ham, jeg blev forvandlet i 1088 eller også var det 1090, men det var af en mand ved navn Matthew" svarede hun og lagde hoved på skrå

Frederik skar lidt ansigt.. Søg? Pf... Han sukkede. "Så giv mig min bog... Jeg kan ikke finde ud af noget uden den." Sagde han, og rakte den ene arm frem så han kunne tage bogen. Han lyttede blot, sagde intet. Han spærrede øjnene op. 1090?! Det... Wauw! Hun havde levet længe så... Sygt. "Måske skulle du lade en anden heks end mig, klare det med... Ja, din krops alder." Foreslog han, og trak lidt på den ene skulder.

//Krea svigt, sorry.//

hun sukkede og rakte ham bogen, så væk, hvorefter hun trådte væk "det vil aldrig ske, jeg vil aldrig være sammen med ham...og det er alt sammen hans skyld, hvorfor lod ham mig ikke bare dø i den skov" hvislede hun og bed sig i læben, hun savnede ham i sandhed, han var som den enete ting der holdte hende lykkelig, sammen med hendes mor var han nok den eneste som hun faktisk af hjertet elskede...jo der var jo det menneske som hun havde set i 1887, ham søgte hun tit trøst hos, han var en god ven og derfor lod hun ham dø, så han ikke var tvunget til at leve dette liv, dette skrækkelige liv som udødelig

Frederik puttede bogen ned i tasken igen. "Det ved jeg da ikke?" Han sukkede... Denne pige forvirrede ham. Han sukkede, og skævede på døren... Skulle han smutte? Det kunne han da lige så godt... Men han var nysgerrig efter hendes navn. Han så på hende. "Hvad er dit navn?" Spurgte han så, og hankede op i tasken. Hvis han nu gad at hjælpe hende, så skulle han da også have at vide hvad hendes navn var.

hun hævede øjenbrynet og så på ham, han spurte efter hendes navn, hvorfor, hun trak på skulderne "jeg har efterhånden så mange, min moder kaldte mig Ava, men jeg hedder Dimitri Claudia Lioncourt De Pointe, men du kan kalde mig Claudia" hun nejede svagt og lignede næsten en af de børn fra de rige familier man så i film eller på billeder, med en perfekt holdning og en blidt smil "må jeg spørge hvad du hedder" spurte hun og lagde hoved på skrå, så nysgerrigt på ham, han virkede måske ikke så slem igen

Frederik blev helt svimmel af de, åh så mange navne... Han havde ikke så mange... Han nikkede blot... "Mit navn... Mit navn er Frederik Montgomery... Men de fleste kalder mig Fred, eller Frede... Jeg foretrækker nu Fred." Svarede han, og trak lidt på den ene skulder igen. Han bukkede ikke eller noget... Det var ikke sådan noget han gjorde. Han skævede blot til døren igen.

hun nikkede og lagde hoved på skrå "Jamen hyggeligt at møde dig Fred" hun grinede stille og kørte noget hår om bag øret "du må undskylde at jeg tog din bog, jeg skulle ikke havde gjort det, men du er en af de første som faktisk bliver...det er rart tak" hun smilede og virkede forlegen, det var ikke tit folk rent faktisk blev og gad at snakke med hende, så at Fred gjorde det, var kun rart og det forbedrede hendes humør bare en smule