you probably dont know me..but i assure dont pisse me off //Cataleya//

Cataleya sad ved søens bred og betragtede solen på himlen og hvor smuk den skyfrie himmel så ud i dag. Hun sukkede stille og lignede mildt sagt en skygge af sig selv, da hun dårligt nok sov for tiden. Hun tænkte på James og hvordan han havde afvist hende, selvom hun vidste, at han elskede hende. Hun lukkede sine øjne og tørrede nogle tårer væk og hadede sin svaghed. Hun sukkede stille og vendte blikket imod pigen som havde blod dryppende ned fra munden af, men hun blev ikke bange, hun blev bare siddende og betragtede roligt pigen som havde et eller andet velkendt over sig, men hun kunne ikke sætte fingeren på hvad. Hun rynkede brynene lidt og så granskende på pigen og bed sig let i underlæben af nervøsitet. Hendes grønne øjne havde mistet lidt af deres normale glød og hendes hvide tanktop og lyseblå shorts stod flot til hendes gyldenbrune hud og mørkebrune hår, det skabte en smuk kontrast. Hun sagde intet, betragtede bare pigen af ren vane, som hun plejede at gøre før i tiden.

Cataleya kunne godt mærke at hun var blevet bemærket lige så snart hun havde lagt sine øjne på pigen, hvilket bare fik hende til at rynke endnu mere på brynet og hun smilede blidt og forlegent til hende da hun sagde, at det ikke var pænt at stirre. "Det må du undskylde," sagde hun blidt og synes, at hun lød utrolig meget som James med de ord, og blev mindet om, at han også havde sagt det til hende flere gange. "Det er bare en dum, gammel vane." Hun smilede undskyldende til hende, men blev ved med at betragte pigen. "Du minder mig bare om én ... men jeg kan ikke sætte finger på hvem," forklarede hun nu og så endnu en gang granskende på hende. Hvis hun prøvede på noget ville Cataleya have flere af sine knive klar til at forsvare sig. Måske var hun ikke i samme strålende form som før hun døde, men hun var bestemt ikke i så dårlig form længere.

Cataleya følte sig ikke truet over den slet skjulte trussel. "Det ved jeg skam godt," sagde hun i en blid stemme og smilede ganske roligt. Hun korte langsomt hånden igennem sit hår for at få lidt luft til nakken og hovedpunden. "Men jeg undskylder hvis det har gjort dig utilpas eller krænket dig på nogen måde." Hun så blidt og roligt på pigen. Hun trak lidt på sin gamle viden om væsnerne og gættede sig til at hun var en kitsunie, og nok havde elementet vand, det kunne ses ret tydeligt. Hun kunne stadig ikke sætte finger på hvem der var hun mindede hende om, og så lo hun, en latter der fik hende til at tænke på James, og hendes blik fik et trist, men samtidig stadig glad glimt.
"Jah," sagde hun og trak den ene stavelse ud og fik et mere forvirret blik. "Det gør jeg vel."

Cataleya klukkede bare blidt og så roligt på den kvindelige kitsunie. "Jeg kan sagtens forsvare mig selv, selv imod vampyrer," sagde hun stille og roligt og betragtede hende i hendes element. Hun smilede stille for sig selv og så op på den smukke blå himmel og nød varmen imod hendes hud og hvordan den langsomt gav hende energi samtidig med at den gjorde hende lidt døsig. "Jeg kender det godt ... fra før jeg døde," sagde hun stille og så på pigen igen med et lille smil. "Jeg kunne skifte små dele af mit udseende." Hun trak lidt på skuldrene og så ned i hendes hænder og arme, som var frie fra fortidens ar og skader.
Hun tav da hun nævne James og hendes kinder fik en mørk, rødlig farve. "Jeg kender godt James," sagde hun og så ind i pigens brune øjne og lagde hovedet lidt på skrå. "Når dine øjne er brune ligner de hans på en prik." Hun rynkede brynet da hun fandt ud af hvem der var hun mindede om. "Er du i familie med ham?" Hun livede nærmest op da hun jo elskede James, og gerne ville vide mere om ham, selvom det nok aldrig blev noget imellem dem på grund af hans arbejde. Tanken fik hendes skuldre til at synke da hun kunne mærke smerten i sit bryst igen. Det var ikke så slemt den her gang, men det fik hende stadig til at skære en lille grimasse.

Cataleya smilede lidt og så roligt på hende. "Vampyrer dræber os normalt ikke, de bliver mere ..." sagde hun og overvejede ordene. "Kærlige og klæbende over for os engle." Hun smilede stille og klukkede stille og betragtede forundret hendes vand og de mønstre hun skabte. "Du har et virkelig smukt element." Hun så på hende med et beundrende blik og nikkede langsomt imens hun lyttede opmærksomt efter og bed sig lidt i læben. "Jeg vidste ikke, at han havde en storesøster," sagde hun stille og så opmærksomt på hende. Hun bed tænderne sammen ved hendes næste ord omkring og nikkede kort og så væk. "Jeg ved ikke om jeg kan give op på James," sagde hun stille og så stadig væk. Hun rystede stille på hovedet og så trist og pinefuldt på pigen. Hun nikkede lidt og genvandt hurtigt sin kontrol over sine følelser, som en glemt, gammel vane. Det var mærkeligt at hun nogengange kunne finde på at gøre ting hun aldrig synes, at hun havde gjort før, men alligevel virkede så normalt for hende. "Uanset hvad, har jeg tænkt mig at være der for ham, om han sårer mig eller ej," sagde hun stille og med en fast og rolig stemme.