So you are that girl, pleasure to meet you //Cataleya//

solen stod på sit højeste, i skoven så man en ung kvinde komme frem, der var noget sjovt over hende...eller nej ikke sjovt over hende, snarer noget mystisk, måden hun gik på også hendes kjole, den var så anderledes, ja den var smuk og smukkerne fjerne..gamle.
hun gik langsomt mod søen, da hun jo helst ville fange alle skønheder ved lige netup dette sted, det mindede om hendes gamle hjem, ude ved vandet...hjemme i Spanien, nøj hvor savnede hun det nu, lige nu specielt nu.
hun gik hen mod vandet og knælede ned, hvorefter hun lod hånden berøre vandet "hvor du dog minder om mit hjemland, hjemme i Spanien" hviskede hun med den smukkeste stemme, den spanske accent gjorde hendes stemme meget smukkere.
hun satte sig ned og lod sine fødder glide ned i vandet, mens hun lænede sig tilbage, nød varmen mod sin hud.

//undskyld det er så kort

Cataleya var den dag iført en hvid tanktop og et par mørkeblå bukser og et par sorte converse. Hendes ansigt var udtryksløst, men hendes øjne var fulde af tanker og smerte. En dyb, dyb smerte om at skulle vælge imellem to fyre, faktisk to tvillinger, enæggede, bare for at gøre det hele værre. Hendes gamle elsker, Blayne, ville ikke have at hun skulle have noget at gøre med Gideon, hans tvilling. Alt imens Gideon sagde, at hun skulle blive hos Blay og droppe ham selv, da han ikke ville komme imellem dem. Hun hadede at føle sig så splittet, for da hun stadig elskede Blay, nok mere som en bror end en elsker nu, var hun begyndt at føle noget for Gideon, og hun ville ikke efterlade ham. Hun kunne ikke få sig selv til det.
Det eneste der fik revet hende ud ad hendes dystre tanker var duften af vampyr, en vammel og jernagtig duft, og lyden af en smuk stemme. Hun valgte stadig at holde sit blik nede og satte sig på bredden et godt stykke fra vampyrinden, for at lade som om hun var et helt normalt menneske.

//Undskyld at jeg først svarer nu xD

Cataleya så overrasket op på vampyrinden og smilede så lidt forfjamsket. "Jeg kunne have det bedre," sagde hun stille og smilede svagt og træt. Hun så nedslidt ud, med rander under øjnene, en let odør af alkohol og lettere forgrædte øjne. Hendes hår var bare samlet i en hestehale og hun så mildt sagt ked og forvirret ud, i modsætning til vampyren, hun lignede jo en gudinde nærmest. Af ren høflighed rakte Cataleya hende hånden. "Jennifer McLander," præsenterede hun sig selv som og smilede venligt til hende. "Og dig?" Hun smilede stadig venligt, dog var der stadig et træt og trist udtryk over hendes blik.

hun nikkede og fik et næsten opmuntrende udtryk i de smukke gyldne øjenbryn "kære, hvem har dog bragt dig i dette sted, er det en dreng" spurte hun og lagde det ene ben op i græsset i takt med at hun vendte sig helt mod hende og kørte en hånd igennem det bølgede hår.
da hun rakte hånden frem, rynkede hun brynet og grinede til sidst "nej du er ej, du er er deres Mary, du er brødrenes lille Mary" hun grinede som en engel og rystede på hoved "nu ved jeg hvad der er galt, deres fighte den er gået ud over kære Mary og nu ved hun ikke hvad hun skal gøre" hun hævede sit perfekte øjenbryn og smilede næsten drillende "ja Blayne fortalte mig godt nok om dig, hvordan han var forelsket i dig, men bare ikke turde fortælle dig sandheden af frygt for jeres venskab" hendes smil var smittende er utrolig mange grunde, men også fordi det var så uskyldigt "men jeg er Paige" præsenterede hun sig og vidste intet tegn på at ville give hende sin hånd, ikke fordi hun ville være ond, men sådan var hun bare

Cataleya nåede ikke at svare på hendes første spørgsmål før at vampyren kaldte hende Mary. Hun stivnede en anelse og stirrede bare på vampyren der ikke kunne være andre end Paige. Hun tog hånden til sig og vågnede op igen af sin korte lammelse. "Hvorfor ødelagde du deres venskab?" Spørgsmålet brusede ud ad hende, mere eller mindre med vilje. Hun rystede kort på hovedet over sig selv. "Men du har ret med det hele, på nær én ting," sagde Cataleya stille og roligt. "Jeg er ikke [i]deres Mary[/], jeg er ikke nogens." Hun så helt rolig ud og betragtede Paige med et behersket blik.

hun grinede over hendes reaktion, så de havde altså fortalt denne tøs om hende, men hvem af dem, måske dem begge, det kunne godt ligne dem at gøre sådan "åhh nej kæreste, jeg ødelagde skam ikke deres venskab, der var så smuldret efter ære Willliam forsvandte, at der intet skulle til, bare en smule samtale og det var det...så blev det hele knust" hun havde en sten i hånden, knyttede den, for så derefter at åbne den, for at lade alle kornene fra stenen flyve væk "det var så sødt med Gids lille forelskelse, men dersværre kunne jeg ikke holde mig, jeg elskede William og det var gids skyld at han forsvandte" hun trak på skulderne og strakte sig "men sig mig, har du prøvet at sige det til Blay, sige at jeg var halvt om halvt skyld i deres venskab døde ud..hvad gjorde du det" spurte hun med et hævede øjenbrynet "men sig mig hvordan reagerede han, benægtede han alt hvad du sagde" fortsatte hun og grinede svagt.
hun rystede på hoved af hende "åhh hvor tager du fejl, du ved det lige så godt som jeg gør, da du valgte at snakke med dem, bare et kys fra dem også var du deres Mary, mere tog det ikke, har du ikke bemærket hvor meget du føler mere end du plejer lille lejemorder" spurte hun og lod sin anden fod glide op fra vandet

Cataleya nikkede bare en anelse og sukkede stille. "Det hele leder tilbage til William," sukkede hun trist. Hun havde selv aldrig kendt ham, så hun anede ikke præcis hvad der var sket. Hun så på Paige igen og spurgte så; "Hvordan kan det være Gideons skyld at William forsvandte?" Hun så mere nysgerrig ud og betragtede roligt vampyren.
Hun begyndte at skule ganske let, men tog sig i det. "Jep, Blay benægtede det hele og kaldte mig en løgner," sagde hun roligt og så ud over vandet. Mindet stod stadig klart i hendes hukommelse.
"Jeg er ikke nogens," sagde hun bare stilfærdigt og lod sig ikke bemærke af kommentaren.

//Du ved godt, at ingen ved, at Cataleya er en lejemorder? ^^'

hun nikkede "William var uskyldig, smuk som dagen var lang, han var ikke som andre jeg har mødt før...han tændte flammen i mig, ja han var nok ung, måske 15 år, men vi elskede hinanden, mere end du aner. men grunden til at det hele føre tilbage til William er af den grund, at han var perfekt, hans indre og ydre, en mindre selvvisk mand finder man aldrig nogen steder" hviskede hun og et sekund virkede hun næsten drømmende og faktisk ja oprigtig glad.
hun hævede øjenbrynet "har de ikke fortalt dig det, det overrasker mig ikke. jo ud over at jeg ville have ham, var der mange der ville have William, han var ganske enkelt den perfekte mage og meget mere, men en dag var Gid ud og var sammen med et par venner, de faldt i snak med et par vampyrer og gid afslørede at han var lille bror til Will, hvilket jo gjorde dem interesseret, vampyrerende drak dem høne fulde og i sidste ende var Will dagen væk, forsvundet, hans værelse var fuldkommen ødelagt, som tegn på kamp, ingen så ham nogensinde igen" hviskede hun og sukkede.
hun nikkede "det tænkte jeg nok, men sådan er det jo med dem, de giver en masse drama og til tider problemer...et godt råd vil være, forlad dem, find nogle rigtige venner, en rigtig kærlighed og kom videre med dit liv" sagde hun ligeud

//åhh, men det er fordi hun altid finder indformation på alle, alle der har noget at gøre med brødrende;)

Cataleya lyttede opmærksomt og sagde intet imens Paige snakkede, hun sad bare selv og stirrede ud over søen med et tomt blik. Hun rystede let på hovedet. "Hver gang jeg prøvede at komme ind på emnet, blev han vred," sagde hun stille. "Så jeg gav op til sidst." Hun sukkede stille og blev ved med at stirre ud over søen. "Jeg er ked af at du mistede ham," sagde hun stille og medfølende, da hun jo selv vidste hvordan det var.
Hun rystede let på hovedet over hendes råd. "Jeg ved ikke om jeg kan ... jeg bliver sjældent nok et sted længe nok til at få venner, men Blay ..." Hun smilede for sig selv og rystede let på hovedet. "Han var min bedste ven længe inden vi fik et seksuelt forhold." Hun så småsmilende på Paige. "Og Gideon er begyndt at betyde noget specielt for mig ... jeg kan ikke bare efterlade dét." Hun så trist ud og så ud over søen endnu en gang.

//Ja okay, men det er virkelig sådan, at alle der når at se hende, ender død op på en eller anden måde, så ^^' Hun skifter navn, udseende, gang, det hele, hver gang hun flytter til et nyt land xD

han nikkede "selvfølgelig gør han det, det gør de begge, Gid fordi han tager hele skylden, Blay ja fordi han føler sig en smule ansvarlig, han føler han skulle havde været taget med dem, men han nåede det ikke" hun så ned af sin kjole, ned af sin ekstra ordinære flade mave, hvilket kun var et tegn fra da hun engang i sin menneske tid ikke spiste noget, efter hun havde født Maria.
hendes øjne lå på hende "er du sikker på det, han ville alligevel havde været død, blevet gammel, det gør de jo alle, min datter gjorde, min tvilling gjorde og ja mange andre i min familie gjorde" hviskede hun og så op på himlen. hun nikkede stille "ja jeg kender det godt, de er specielle...dem begge, Gid for sin ufatlige menneskelighed, men også hans store selvhad, Blay for ja hans personlighed, for når han er i godt humør for han tit alle omkring sig til at føle sig bedre tilpas" hun grinede og smilede bredt og blidt

//hun ved hvor hun skal lede og der vil altid være spor efter hende fra en tidligere by, blade aviser, billeder

Cataleya sukkede stille. "Det ville de nok," sagde hun mut og så ud over vandet igen, det beroligende hende en anelse og denne vampyr, Paige, hun virkelig rent faktisk ikke så slem. Hun vidste godt at vegetar vampyrer fandtes og at der stadig fandtes vampyrer der undgik at gøre mennesker fortræd, men hun troede ikke rigtig på at Paige fandtes inde under den kategori.
Hun så på Paige og lyttede til hvordan hun havde mistet hele sin familie. "Forvandler I vampyrer normalt ikke den som I ser som mage?" spurgte hun blidt og en anelse nysgerrige. "Det er jo mest rationelt hvis personen er villig til at forlade det hele for en." Hun så småsmilende på hende og lagde hovedet let på skrå imens.
Hun klukkede stille imens hun lyttede til hende. "Præcis," sagde hun med et smil. "Du er så fantastiske begge to." Hun sukkede lidt og så på Paige. "Du ... hvis man skulle lave en genforening imellem dem, hvad skulle man så gøre?" spurgte hun stille og nysgerrigt. Hendes grønne øjne havde fået lidt mere farve siden hun var kommet ned til søen.

hun så på hende ud af øjenkrogen "jo det gør vi, men han var omkring de 15 år, jeg ville lade ham leve lidt mere som menneske før jeg endelig gjorde ham som mig selv" hun trak på skulderne "ah han var skam villig til at forlade det hele, det eneste der holdte ham tilbage var hans alder intet andet" hendes stemme blev dog en anelse svag over at skulle snakke om dette da det var et hårdt emne for hende.
hun nikkede "det er de så sandelig, jeg husker dem som små allerede dengang var de søde, med deres blå øjne" hun grinede og rystede på hoved af minderne der dukkede op. da hun snakkede om en genforening mellem dem, hævede hun øjenbrynet "jo det kan lade sig gøre, men du min kære villle ikke kunne gøre det" pointerede hun kort

Cataleya nikkede stille og så stadig ud over den rolige sø. "Ja, okay, men kærlighed findes jo i alle aldre," sagde hun stille og smilede stille. Hun kunne godt høre hvordan emnet var hårdt for hende og hun forstod at Paige virkelig havde elsket tvillingernes bror og hvor meget det havde tæret på hende at han måske var væk for altid.
Hun klukkede blidt. "Jeg kan godt forestille mig det, de måtte virkelig have været et syn for guder dengang," sagde hun med et lille grin og så så på Paige. "Kan du?" sprugte hun roligt, hun havde nemlig ikke regnet med selv at kunne stå for sådan en genforening imellem de to brødre.

hun kneb øjne sammen og vendte blikket direkte mod hende, det gyldne øjne fik et antag af kølighed "du ved intet om dette, jeg ville ikke nedkaste ham denne...denne forbandelse hvis det var muligt at undgå og da slet ikke da han var så ung" hvislede hun og ligesom tvillingerne ejede hun et stort temperament, men i hendes tilfælde kunne et ord ændre alt.
hun nikkede kort "men hvorfor skulle jeg, måske er de meget bedre hver for sig, måske har de det bedre sådan her, mere frie" pointerede hun med et skuldertræk, hun hævede øjenbrynet og smilede svagt til hende, et smil fuld af uskyld og skønhed

Cataleya så blidt på hende og smilede en anelse. "Det er jeg glad for at høre," sagde hun blidt og så roligt på ham. "Man kan se meget på en vampyr om det er de vil forvandle på må og få eller om de nægter og undgår at forvandle andre." Hun smilede blidt og blev slet ikke påvirket af hendes temperament, hun havde trods alt levet i samme hus som Blay længe, så hun kendte godt til det.
"Men de er familie, de plejede jo at have sådan et godt forhold, et rigtig broderskab, af det jeg har fået fortalt," sagde hun roligt og så på hende. "Had er aldrig godt for nogen, det æder en indefra." Hun så ud over vandet endnu en gang og sukkede stille. Hun skulle selv nødig snakke om det her, hun var selv drevet af had og afsky.

hun fnyste "hver nu ikke så dum at dømme en vampyr på om de forvandle andre eller ej, det kunne meget vel være det sidste du gør og nej kære dine små våben hjælper ikke, jeg er gammel jeg vil med lethed brække hver eneste knogle i din krop hvis jeg lystede" hun kiggede på sine negle og derefter på Mary, for ja det var vel sandheden, man blev stærkere med alderen og når man var over 500 år var man vel stærk nok.
hun grinede og rystede på hoved "kære barn, du skulle nødigt snakke vel" spurte hun og legede lidt med et par lyse lokker der så smukt ud i blandingen er de mørke "men de klare sig jo bedre, Blay har en forlovede, en ting han aldrig ville havde haft hvis han var sammen med Gid, han er lykkeligere" sagde hun blidt