Bare en gåtur tror jeg? :Anthony:

Påklædning et par kørte løbebukser og en ipod.

han vinkede hurtigt farvel til Isobel, før han gik ud af døren og varmede op ude foran, han holdte af at starte sine små eftermiddags ture, ved at varme op og derefter strække ud, det gjorde at han var fuldkommen klar til at gøre det hele. de sidste mange dage havde alle sagt til ham at han skulle slappe af, selv Gideon havde købt ham en ipod, sat alt hans ynglings musik ind, således at når han var ude at løbe, havde han noget der kunne få ham til måske at blive rolig. han rullede med øjnene og satte høretelefonerne i ørene, tændte for den smukkeste violin spil, hvorefter han begyndte at løbe, i sandhed var der måske få ting der kunne få det smil frem på hans læber, det smil der ikke havde eksisteret i snart 10 år, for alt ved ham var fuldkommen følelses koldt, det var faktisk meget sjældent at man kunne få en trækning i hans mundvige og kun folk som hans niece, kunne rent faktisk få ham til at smile.
han sukkede og løb hurtigere, videre mod Drowning Creek, faktisk et ganske smukt sted, et sted som Gideon havde forslået han skulle tage hen, bare for at komme i kontakt med den indre natur. uden sådan rigtigt at bemærke drengen, løb han hen til søen, hvor han stoppede op, tørrede panden og pustede ud, han var dækket af et fint lag sved og ellers intet andet over det bare bryst

//gør intet,

han strakte sig og lavede et par korte øvelser, afslappet og overraskende glad, prøvede han sig frem, han bed sig i læben, men efter lidt tid fik han faktisk frembragt et smil...et smil, hurtigt forsvandt det og han rynkede på brynet og rystede på hoved af sig selv.
en stemme bag ham, afbrød fuldkommen det idylliske over stedet, fik ham til at panike og når han panikede, brugte han som regel kun en ting til at gøre det godt. han trak en pistol og rettede mod drengen i det han vendte sig om, dog lagde han den fra sig og fjernede sine høretelefonerne og rynkede brynet "de burde ikke snakke med folk der har noget i ørene, det kunne blive deres død master Jake" han snakkede med noget af en sjov stemme, overraskende blød og smuk, dog blandet op med de to accenter, den britiske der dominerede også den australske der lagde et smukt undertone, men alt ved ham var så koldt og følelsesforladt, som om han aldrig kunne føle noget "jeg kunne meget vel være en uddød også var de død så pas på, men med det i tankerne hedder jeg James" han hævede øjenbrynet og lagde hoved på skrå

Jake bakkede hurtigt tilbage, det var ret sjældent nogen stod og truede ham med en pistol, faktisk var det aldrig sket, og han havde ikke troet idag skulle være første gang. Med et ret overrasket og lidt skræmt blik så ham på drengen og nikkede en smule. Det tog ham lidt at får styr på sine nerver igen. "Normalt plejer folk ikke at dræbe mig halvt fordi de høre musik, men jeg skal helt klart huske det til en anden gang. Og bare kald mig Jake, det er fint" Forsigtigt smilede han lidt, og var lidt nervøs for om han kom levende fra søen idag, hun virkede ikke videre stabil, den her James. Jake holdte sig pænt på afstand af den anden, det kunne være James heller ikke brød sig om at folk kom tæt på. "Jeg skal nok huske det, James" sagde han med at nik. Han trak sin jakke tæt om sig og vidste ikke helt hvad han skulle gøre lige nu, det føltes en smule skræmmende at small talke med en der lgie havde været et enkelt tryk fra at kunne dræbe ham.

han trak på skulderne "nej men jeg er en bodyguard, dette er nok første gang i hvad 10 år jeg faktisk slapper af og nej jeg havde ikke tænk mig at dræbe dem, bedøve dem ville være bedre" han lagde armene over kors og bemærkede godt denne unge drengs frygt, men frygt var bedre end han faktisk troede på et venskab, han havde alt for mange problemer til at kunne tage et venskab, Blayne var gået fuldkomme amok og Gideon havde brug for at komme sig over deres sidste møde, plus så var der hans følelser for Cataleya, som han ikke kunne tillade sig at have, på grund af det job han nu engang havde, for det så ikke skulle være værre, var han niece har også og hun havde virkelig evnen til at pisse ham af, han rystede på hoved og lagde armene om bag ryggen, lignede lidt en tjener i sin holdning, dog en svedig og halv påklædt tjener

han rynkede brynet over den måde han stirrede på hans bryst, men han valgte ikke at sige noget til det, det var ikke fordi det fornøjede ham, men han var efterhånden vant til det, hans chef havde gjort det før hen. da jake begyndte at snakke om hans familie, knyttede han næverne "jeg kan ikke huske min familie, jeg husker intet fra før jeg var 16, dog har jeg min niece tilbage, resten af min adoptiv familie er døde og ja hvis hun ikke opføre sig ordenligt kunne hun få en bedøvelses pil" hvislede han og talte til ti, før han igen slappede af i hænderne, "det er ikke så slemt, de vil kun være ude af bevidsthed i omkring 20 til 30 minutter" han trak på skulderne, for ham var det jo hverdag, da han skulle hjælpe Gideon på alle tænkelig måder, så det at rette en pistol mod nogen var normalt for ham. han rynkede brynet og lagde hoved på skrå "hvem er denne Cole, deres kæreste" spurte han stille uden at fortrække en mine

han trak vejret dybt "hun er 16 og nej det er det ikke, men hun skal vide at i huset er det nok master Seymour som er leder, men jeg styre det ansatte" hvislede han og prøvede at få styr på sig selv, han brød sig virkelig ikke om at snakke om sin fortid eller sin familie, det var virkelig hårdt for ham, for så vidt han ved, var han adopteret fra sin familie, men da han vågnede op i regnen da dag for 8 år siden...huskede han intet, han mindes ingen familie glæde eller noget i den stil "det ville være dejligt hvis de lod mig om min fortid og tog dem af deres egen" advarede han og rynkede brynet.
han nikkede og det trak i hans mundvige, han beundrede folk der stod op omkring hvem de elskede mand eller kvinde "så må han i sandhed være heldig, min chef Gideon har selv fånet kærligheden i en mand, så jeg har intet i mod...hvad kalder man jer homoseksuelle" han smilede kort og nikkede, før det igen forsvandt, hans smil var faktisk kønne, selvom de var som alle andres, men de var kønne fordi man aldrig så dem

han nikkede "hvis så hun havde fået min opdragelse, ville hun ikke være så umulig men snarer kun snakke med pli og manerer" pointerede han og huskede dagen, hvor han chef havde tvunget ham til at tage hende i centeret, hvor de var endt op med at råbe og skrige af hinanden, til sidst taget hjem og Gideon var set nød til at forklare hende tingene. han trak kort på skulderne "måske har de ikke det, men jeg har smerter fra min og jeg bryder mig ikke om at skulle tænke på dem engang til" han lagde armene over kors og spændte i armene, som om denne ting afholdte ham fra at blive mere vred.
han trak på skulderne "jeg har heller ikke sagt jeg har noget i mod jer, i er jo som os andre mennesker...det er snare min herres tvilling man burde være bekymret for, jeg ved ikke om det er fordi han har noget imod homoseksuelle eller om der er hans bror han foragter for sidst min herre så ham, endte han op med to brækkede ribben, et stik sår og en brækkede vi.." han stoppede sig selv og rystede på hoved, han ville stoppe sig selv før han fik sagt vinge, for hans chef var en engel og det samme var han bror, Blayne havde brækket hans ene vinge og efterladt ham med store traumer

han sukkede "hun er først lige kommet, men nej hun for ikke lov til det, det skal jeg personligt selv sørge for" hvislede han og så allerede for sig at han ville låse hendes vindue, hendes dør og hvis han fandt ud af at hun sneg sig ud af vinduet, smadrede måske en rude, skulle hun selv betale for at den blev repareret også ville han anskaffe sig vagthunde som ville gø når hun prøvede på noget hun ikke måtte.
han nikkede og trak vejret dybt "mange tak" sagde han koldt, han hævede øjenbrynet og grinede næsten indvendigt, hvis den her dreng prøvede på noget, bare gjorde ham vred, ja faktisk selvom han havde fortalt ham ikke at gøre det, så ville han hurtigt ligge og sove, måske vågne op foran sin lillesøster børnehave eller skole.
han trak på skulderne "alle har deres egne meninger, men bed til gud om at de ikke møder Blayne, han vil nok meget vel få min bedøvelses pil til at se mere tiltrængt ud" sagde han stille og rynkede brynet "han har brækket den del selvtillid han har tilbage, han er fuld ud healet, måske lidt problemer med ribbene, men han ligger stadig i sengen og har store smerter, skriger sig selv i søvne" der kom med et smerte i hans øjne, dog forsvandt det igen, han brød sig ikke om at vise folk hvad han følte

han trak på skulderne "der er ting der hedder sove medicin og hun ved godt hvorfor jeg vil gøre det, jeg vil kun gøre det for hendes egen skyld, således at hun ikke ender op med at gøre de forkert ting ved Gideon for et ord fra ham også har hun intet hjem, det ønsker jeg ikke" hviskede han og så kort væk, hans niece var nok den eneste nu levende familie han havde tilbage, som han rent faktisk kunne huske, så at miste hende ville være som at flå hans hjerte ud.
han nikkede og gad ikke synderligt at svare på det, han gad ikke og snakke om sin fortid og sådan var det bare, han ville ikke komme for tæt på folk, for det endte alligevel med at forsvinde igen, ligesom hans familie gjorde og hele hans hukommelse.
han rystede på hoved "han er min chef og bedste ven, vi mødtes engang for otte år siden, jeg redde ham fra nogle banditer og vi blev straks venner, nu beskytter jeg ham og skyder mod alt der gør ham ondt" forklarede han stille, Gideon var også en venlig mand, han lod tre vidt fremmed mennesker træde ind i hans hjem, for at hjælpe dem, tilbyde dem arbejde, mad og penge, men mest af alt en familie og et hjem

han lod sine næsten sorte øjne møde hans "nok lader jeg ikke mine følelser træde frem og ja hun er ikke min "rigtige" familie, men hendes forældre forlod hende for at tage til new york, jeg vil aldrig nogensinde lade hende være alene, når jeg har chancen for at hjælpe hende, give hende et job og en uddanelse her i byen" han slog ud med hænderne og lagde dem derefter over kors.
han lagde ligeså selv hoved på skrå "min fortid er en vandråbe i forhold til Gideons, han har jo måtte leve med Blayne hver eneste dag i hvad jeg tror faktisk 16 år eller der omkring" hviskede han og så lettere tænksom ud, dog rystede han til sidst på hoved og nikkede af hans konklusion ja vi har et tæt bånd og jeg ville med glæde tage en kugle for ham, hvis det betød han var i sikkerhed, og ja jeg ser mig selv som heldig, siden jeg mødte Gideon, flyttede ind sammen med ham, samt Miss Porter og Louis" tilføjede han og tænkte på de første møder han havde med de to unge mennesker, Isobel og hendes stofmisbrug, Louis og hans bristede drømme

han trak på skulderne "det kommer an på hvordan man ser på situationen, måske hader hun mig, hvad ved jeg" han kørte en hånd igennem håret og så kort rundt, en uskyldig ting kunne man sige, dog var det langt fr, han var igang med at undersøge stedet for at finde ud af om der mon var fare.
han fnyste "jeg har mødt en vampyr i kamp de er ikke så slemme som man skulle tro, de er bare magtsyge som bare pokker" brummede han og lagde hænderne i lommerne.
han grinede stille, en overraskende sød latter, dog døde den ud "Gideon er knustner, han sælger sine værker og portrætter ud til folk og har tjent flere millioner på det. men altså Louis og jeg har aldrig sagt noget om en Isobel" han hånd fløj ned til hans pistol og hans så alvorligt på ham "jeg sagde Miss Porter, hvordan pokker kunne de vide hvad hun hedder til fornavn" spurte han som en hvæssen og rettede sin pistol direkte mod hans pande "er du den spade der har været inde og rodet i Gideons ting" spurte han koldt

han knurrede og trådte længere frem mod ham "jeg er pisse ligeglad om det skræmmer dig, hvordan vidste du fucking hvad hun hed til fornavn" råbte han og fjernede af sikringen, nåh han først begyndte på bandeord, betød det at han var virkelig vred...virkelig virkelig vred også var der ikke lang vej igen. han grinede, men det var en tom latter i forhold til den før "drop forsvars positionen, du har ikk en chance" hvæsede han og hans øjne lynede, hvis denne dreng var ham, var ham der havde været i huset, ville det snart se sort ud for ham "som om jeg skulle tro dig, lige nu er hele mit liv på de anden ende på grund af en eller anden spade der stjæler min chefs medicin, måske tager du det ikke selv, men hvad sælger du det så" han greb hårdt fat om hans skulder og pressede til, efterhånden som han begyndte at blive rigtig vred rørte træerne på sig

han så længe på ham og til sidst sikrede han igen pistolen og lagde den tilbage "okay jeg vælger så at stole på dem, nok fordi Gideon ville...elske at møde en som dem" han rullede med øjnene, ved tanken om hans chef, ham der altid skulle hjælpe folk, Miss porter og hendes stoffer...ja han hjalp alle han kunne, hvilket af og til var meget irriterende for andre omkring ham, men Gideon var han bedste ven og derfor ville han altid støtte ham..ligegyldig hvad han nu gjorde, plus den der ville være så dum at slå ham ihjel, ville hurtigt dø og om han så selv skulle dø for det, ville han hævne det