this is very beautiful, dont you think? //Angela//

Angela åndede lettet op da han vågnede, selvom hun stadig var rimelig nervøs. For det er ikke normalt at man bare falder om som sådan. Hun så ham i øjnene, da han prøvede at sætte sig op, og hun skulle lige til at hjælpe ham, da noget underlig skete. Ud af ingenting fik han store og flotte vinger. Hun sad på jorden, men det forhindrede hende ikke i at falde bagover med et skrig. Hun vidste ikke om hun drømte eller om det virkelig skete.
Angela kunne ikke bevæge sig et øjeblik. Hun så bare overrasket på ham med store øjne. Hun havde aldrig nogensinde set noget ligende og da hun endelig kunne bevæge sig, var det kun for at rejste sig op og tage et skridt tilbage.
"Hvad skete der lige. Hvad er det og hvad er du" spurgte hun lidt efter, da hun endelig kunne mærke at hendes stemme ikke ville svigte hende.

han holdte sig for ørne da hun skreg op, okay det var ikke den reaktion han havde venten han havde ventet at hun ville rejse sig op og løbe sin vej . han kørte en hånd hen over sit ansigt og sukkede stille, dette var virkelig grænseoverskridende for ham og specielt at hun stirrede "jeg mistede fokus tror jeg" sagde hun stille og virkede skamfuld "det er vinger og der er fordi jeg er en engel, jeg begik selvmord da jeg var 23, hvilket er grunden til at jeg ligner en på 23" forklarede han og så væk i skam over sig selv "jeg ved det godt det er ulækkert" sukkede han og strakte dem kort ud før han lod dem folde sammen på ryggen

Angela vidste ikke om hun skulle løbe, men hun kom til at tænke lidt over det. Hvis det var fordi at han var farlig ville han jo havde gjort hende ondt for lang tid siden, han sagde at han var en engel og hvor ond ville en engel kunne være.
Angela skulle til at sige noget, men da fik hun øje på hans ansigtsudtryk og hørte hvad han sagde. Han virkede ikke til at være for glad for livet som engel. "Men hvordan kan det lade sig gøre" spurgte hun lidt efter. Og selvom hun lidt var i chok følte hun sig lige pludselig meget afklædt, og tanken om at hun stod overfor en engel var for lang ude. Hun kunne ikke lade være med at le af sig selv, da hun trak sine short og tog sin trøje på, selvom det gav hende våde pletter på det ellers tørre tøj. "Jeg kan ikke lade være med at le af mig selv. Jeg står i undertøj overfor en engel, det kan ikke være helt passende" sagde hun. Det var som om hun var i chok og ikke rigtigt vidste hvad hun skulle sige eller gøre, derfor havde det følt godt at holde hænderne beskæftiget selvom det kun var ganske kort tid det tog hende at tage tøj på.
"Men hvordan kan det lade sig gøre at du er..." hun fuldendte ikke sin sætning.

//Jeg logger af nu, men vi skrives (:

han trak på skulderne "der er ingen der rigtig ved det, men jeg gætter vel at vi for en ekstra chance til at gøre noget vi aldrig fik gjort, leve igen...pas jeg ved lige så meget som dig, det eneste jeg husker er et stort lys også stor jeg på græsset nøgen med ingen erindringer om hvem jeg er og hvor jeg er, senere hen finder jeg så mig gravsted" hviskede han og kørte to hænder igennem håret, hvilket bare var en ting han og hans bror havde, når de var i dårligt humør kørte de en eller to hænder igennem håret.
han så ned af sig selv og på hende "jeg står ligesom selv i undertøj her, tror du ikke selv jeg føler mig dårligt tilpas, ikke mange kender til min hemmelighed og nu står ud og stirre på mig som om jeg er en vandskabning" han sukkede og tog sine bukser på, før han trådte tilbage også op mod himlen

Angela lyttede til hans forklaring, men følte slet ikke at der var alle de informationer hun havde brug for. Det lød dog ikke til at han havde dem, så hun nikkede blot, men så stadig meget overrasket ud i hovedet. Hun havde aldrig nogensinde troet at der fandtes andet i verden, end bare ganske almindelige mennesker.
Angela vidste ikke om hun skulle være vred eller have det dårligt over at hun havde fået ham til at føle sig utilpas, men hvad havde han regnet med. Hun havde lige fundet ud af at der var mere i verden end i hendes vildeste drømme. Der fandtes engle, det kom da selvfølgelig bag på hende, og så det at hun nu stod overfor en. Han lignede en ganske almindelig mand, hvis man så bort fra de hvide kæmpe vinger han havde. "Det var skam ikke min mening at få dig til at få det dårligt, men prøv at sætte dig i mit sted. Det er et kæmpe chok at få at vide at der er mere til i verden end man lige går og tror" sagde hun bestemt. Der var ingen vrede i hendes stemme, hun var ikke vred på ham, men hun var bange for at han ikke havde det så godt med hende lige i øjeblikket.
Angela satte sig ned igen i græsset, det var som om at mærke jorden under hende beroligede hende. "Hvor længe er det siden at du begik selvmord" spurgte hun forsigtigt lidt efter.

han så på hende og virkede nervøs for ja det var ikke hver dag at man lige vidste sine vinger, men han havde haft nogle problemer, kunne ikke altid styrer tingene også ja så gik tingene galt som de gjorde nu "jeg forstår dig godt, jeg ville også flippe ud, der er en der ikke tog det så slemt, han var faktisk helt cool om det" han smilede skævt og fik et underligt udtrykke i øjnene, da han nævnte drengen, men det forsvandt hurtigt og trak vingerne ind igen, han satte sig ned og så på hende "jeg var 23 og det er tre år siden" hviskede han og lænede sig tilbage på albuerne

Angela var glad for at han ikke virkede sur på hende, og hun var også ved at falde mere til ro, selvom det virkede helt sygt for hende. "Han må være ret sej" sagde hun med et lille smil, det første rigtige smil efter han havde mistet kontrollen og vidst hende sine vinger.
Angela kunne godt sætte sig ind i at have lyst til at slå sig selv ihjel. Hun havde overvejet det mange gange, da hun boede på gaden. Det med at man ikke vidste hvem man kunne stole på, ingen sikkerhed havde og ens familie havde vendt sig ryggen og nægtede at accepetere en for hvem man virkelig er, er med til at få en ned med nakken. Men selvom Angela havde overvejet det mange gange, havde hun altid været for bange for at gøre det endeligt. Hun valgte i stedet at løbe fra det og lyve for sig selv, og forsøge at bilde sig selv ind at man er lykkelig. Sidst hun huskede at hun var lykkelig, var da hun var sammen med drengen hun forelskede sig i, men hendes forældre nægtede at lade dem være sammen. Siden havde hun ikke oplevet følelsen af lykke, det tætteste hun kom var når hun havde taget nogle stoffer og i rusen var ligeglad med alt.
"Må jeg spørge hvad fik dig til at tage den beslutning at det var nemmere at begå selvmord" sprugte hun lidt efter, og hun vidste ikke helt om han ville svare på det, og hun havde ikke noget i mod det, for det var trods alt en meget personlig ting.

han nikkede og så længe på hende "det er han også, jeg mener vi er ligeså fucked op, vores fortid, måden vi ser på tingene er stort set ens" hviskede han og rystede på hoved, han smilede hemmelighedsfuld og lagde hoved på skrå. da hun spurte til hans død nikkede han kort "hele mit liv var jeg uønskede, min bror tæskede mig hele tiden, så jeg endte tit på hospitalet, min mor samt min far hakkede konstant på mig, kaldte mig den uønskede, den ubrugelige og jeg var ikke det barn de ville have, det var Blayne. den eneste der holdte af mig var William, men han forsvandt da jeg var tretten. men alt blev værre efter jeg var til en fest som 15-årig, min bror så mig kysse en dreng og jeg indså faktisk der at jeg er til både det ene og det andet, men altså han begyndte at slå mere på mig, plus det gjorde min far også" han trak på skulderne "det eneste god der er sket i mit liv, var da jeg mødte James dengang for 6 år siden, han hjalp mig virkelig igennem alt, men jeg er stadig ødelagt efter alt der skete, jeg blev beskyldt for at være skyldt i min brors forsvinden, min tvillings død samt mine forældres" hviskede han stille og lagde sig ned i græsset

Angela så på ham mens han fortalte, og hun fik mere og mere ondt af sig selv. Angela troede at hun havde haft det meget svært, selvom om deres fortid mindede på nogen måde om hinanden var det ikke det samme. Hun var også på en måde uønsket af hendes forældre, men de havde aldrig slået hende eller noget. Hun bed sig i læben, og lyttede til resten af hans fortælling. "Det er jeg ked af at høre. Det lyder til at du ikke lige frem havde det for nemt" sagde hun stille og så på ham da han lagde sig ned i græsset.
"Ham drengen du snakkede om, han lyder som om han betyder meget for dig. Er han stadig i dit liv" spurgte hun og trak lidt svagt på smilebåndet. Hun havde aldrig været ude for sådan en mærkelig dag, det virkede næsten bare som en drøm det hele. Den eneste hun har fundet at snakke med, ud over Lamia, viste sig at være et overnaturligt mennesker eller hvad man skulle kalde det. Det hun ikke vidste var at Lamia faktisk også var en del af den verden, hun var en oprindelig vampyr, og Angela boede uvidende ved hende.

han rystede på hoved "nej det kan man roligt sige og havde det ikke været for James var jeg død op til flere gange, min bror ville havde dræbt mig, jeg ville havde været død af blod tab og meget mere" han lod hånden glide hen over sine ribben og ømmede sig en smule.
da hun spurte til Mike, nikkede han og smilede "ja han er i live og jeg tror...jeg tror virkelig jeg kan lide ham" hviskede han og kløede sig forlegen i nakken, han greb fat i sine bukser og trak dem på da det igen gik op for ham at han ingen bukser havde på

Angela skar ansigt da han fortalte om hans fortid. Det gjorde hende overraskende ondt at høre om det. Ikke fordi at hun var en kold kælling eller noget, det havde bare altid været lettere at være ligeglad, så var man sikret mod at blive såret. Men hun havde lovet sig selv en ny start. "Hvad med din bror nu. Du fortalte mig, da vi var i vandet at han også befandt sig her i byen, hvordan er jeres forhold nu. Ikke godt, går jeg ud fra" spurgte hun, hendes stemme var stadig meget stille og forsigtig i det. Hvilket også skyldtes det alvorlige emne de var kommet ind på.

Angela smilede lidt, da han fortalte at han kunne lide ham. "Det må være dejligt, at have en at holde af" sagde hun så ud over vandet og lod sine tanker forsvinde i en anden retning et ganske kort øjeblik. Hun tænkte tilbage på, hvordan det var at være forelsket, hvor klodset og fumlet man kunne blive. Selvom man følte at man var sindsyg, var der alligevel ikke noget bedre. Hun skyndte sig at skubbe de tanker væk og så tilbage på ham. "Bor han også her i byen" spurgte hun og smilede igen.

» you probably dont know me..but i assure dont pisse me off //Cataleya//
» i dont know this place //Jeremy