en dejlig aften

et emne jeg vil bruge
Stedet: Biblotekket

Tiden: klokken er 20:50

Omgivelserne: Et par mennesker, men ellers ret stille

Vejret: en dejlig aften, det er mørkt ude fra

Påklædningen: et par stramme jeans, et sort ærmeløs t-shirt og et par mørke solbrillet

hun stod oppe på sit værelse og skimtede ned over byen, sjovt sted, at vampyrene skulle finde lige præcis dette sted tiltalende, det var ikke nu ikke fordi det var det værste sted, hun havde nu oplevet værre end dette, men det var stadig et mysterie. hun grinede og rystede på hoved hvorefter hun begav sig ud fra sit væresle og ned mod gaden.
hun havde hørt om dette bibliotek, som skulle bifinde sig i byen, hun havde længe diskutere med sig selv om det direkte var en god ide, men i sidste ende havde hendes bog elskende jeg taget over og hun besluttede sig til sidst for at smutte et tur forbi stedet.
hun åbnede døren og trådte stille ind, hun kunne lugte menneskerne som gik rundt og enten arbejde eller læste i bøger, med et blændene smil gik hun stille afsted mod bog rækkerne, hun grinede klokkeklart ved tanken om at de fleste af disse bøger var yngre end hende, det morede hende og fyldte hende måske for første gang i flere hundred år med glæde

Hun stivnede og indsnussede duften omkring sig, hun slikkede sig kort om munden, men hun åtte styre sig, derfor lukkede hun øjnene og prøvede at finde ud af hvor denne lugt kom fra.
Et smil dukkede op på hendes læber og hun gik hen og tog en tilfældig bog om uafhængigheden, hvorefter hun gjorde om og gik hen mod det sted duften kom fra. hun knællede ned ved pigen og lagde hoved på skrå "er det dem" hviskede hun næsten uhørligt, hun lagde hoved på skrå og indsnussede duften igen. Hun betragtede stille den unge kvinde med nysgerighed i de lysende blå og direkte unaturlige øjne

Aiko skrev:

Det gav et spjæt i Aiko, ved lyden af en ukendt stemme så tæt på. Hun hoppede bogstavelig talt et par få centimeter, og bumpede let ind i nogle bøger ved siden af hende. Med et snuptag, og en knap så elegant siddemåde, fik hun dog det hele hurtigt under kontrol. Med store, undrende, brune øjne stirrede hun direkte op på kvinden, der stod lænet ind mod hende. "Er det mig..?" Forsøgte hun med et smil. Blot ved et øjekast var det tydeligt, at kvinden ikke var menneskelig. De alt for rene træk og de skræmmende blå øjne. Bogen der før havde tilbragt sin tid i skødet, var nu knuget ind mod Aiko, som om hun var bange for at den løb væk. Først nu opdagede Aiko, at kvinden faktisk stod og snusede ud i luften.. Eller.. Til hende?!

//Beklager, hvis det ikke er så langt. Det er lang tid siden, at jeg har emnet o.o

hun rynkede brynet som forsøgte hun at finde ud af hvor lige denne duft kom fra, men intet kom på hendes tanker og den var vidunderlig og fik næsten hendes tænder til at løbe i vand "den duft..hvad er de" spurte hun og hæved det ene øjenbryn. et par små hjørne tænder dukkede op bag læberne, men dog ikke så meget at det var tydeligt. stille kom hun til sig selv og rystede på hoved, hun blinkede næsten som om hun havde været disorinteret "åhh undskyld" hviskede hun og kørte en hånd igennem håret

//det er helt okay

Aiko skrev:

Aiko fik mere og mere mistanke. Men fandtes der virkelig vampyrer der aldrig havde mødt Kitsunier før? Det var selvfølgelig en umulighed for Aiko, at gennemskue kvindens alder. Men der rendte sjælendt helt nye vampyrer rundt, sådan uden videre. "H-Hvad jeg er?.. Kan de ikke dufte det?" Hvis hendes mistanke holdt stik, ville kvinden øjeblikkelig forstå og tale videre. Hvis personen derimod var et menneske, ville hun glo sært. Som Aiko nu selv gjorde. Dog var der lidt mere forskræmt dådyr over hendes blik. Hun sad en anelse tilbagelænet, med et enkelt bryn hævet. "Det.. Det er skam i orden." Aiko rettede sig lidt op igen, alt imens hun smilede varmt til kvinden. Intet tydede på at kunne fortælle Aikos race, medmindre man gennemskuede hendes duft eller fik hende til at bryde ud på en anden måde.

hun grinede stille og lagde hoved på skrå "jeg tror engang jeg har lygten den lugt før, men uheldigvis gjorde han det af med den lille tøs før jeg kunne vide hvad det var" hun rystede på hoved og bed sig kort i læben, de små hjørnetænder var forsvundet og nu var hendes tænder kvidhvide og snor lige som altid "de dufter bare så delekat" hun var ikke ligefrem den der lagde skjul på hvad hun menet om folk og den tydelig franske accent der fik r'erne til at rulle på hendes tunge som ren sang fik tit afhold folk fra at tænke på hvad hun var "jeg mener han sagde det var noget med kit" hun trak på skulderne og stirrede kort ud i luften som prøvede hun at finde noget i sine erendringer

Aiko skrev:

Aiko var lige ved at gøre store øjne, ved fortælling om en Kitsuni der havde måtte lade livet for vampyrer.. Hvilket kvinden helt bestemt hørte under nu. I stedet nøjes hun med et mere eller mindre forfærdet blik, imens hun rankede sig op. Aiko var ikke helt lille, blot en spinkelt pige. Dog havde hun de rette muskler, der tydeligt sås når hun valgte at træne en smule. Hun var ikke pumpet. Blot feminin trænet, som en ballerina. "At dræbe os.. hjælper ikke specielt." Fik hun kort mumlet frem, inden hun rystede på hovedet af sig selv. "Det tør jeg godt væde på, at vi gør. Ordet er Kitsuni." Da både Aiko og kvinden befandt sig forholdsvis langt fra andre menneske, var det heldigvis i orden at tale nogenlunde omkring det. "De er ikke herfra, vel?" Udfra kvindens sjove accent, måtte det bedømmes til et eksotisk sted. Selv var Aikos japanske accent, ikke noget man hørte specielt tit, undtagen de gange, hvor hun talte hurtigt.

hun nikkede kort og sukkede "jeg ved det, og Shane han hørte også for det, mest ville jeg gerne studere denne kvinde, hun var interessant og spændende" hun smilede og lagde hoved på skrå og med et kunne man se det uimodståelige omkring hende, "det gør i som en varm summer dag, det minder mig om min tid som menneske hvor jeg legede, det dufter som den varme sol som brænder på ansigterne" hun smilede næsten drømmende og efter få sekunder virkede hun seriøs igen "men ja det var det ord" hun smilede næsten blændende. hun nikkede og bed sig i læben før jeg blev forvandlet levede jeg i Pari, jeg var.." hun sukkede og stoppede sig selv i at plapre for meget om sin menneske tid, som var meget meget lang tid siden, bare at føle solen mod sit ansigt var en ting mange mennesker ikke værdsættede ordeligt, de vidste ikke at man ville få et savn til den, hvis man ikke havde set den i så mange år som hende selv

Aiko skrev:

Aiko rømmede sig kort, inden kvinden kom for godt i gang. "Undskyld men.. Hvem er Shane? Og hvem er De overhovedet?" Hun lo ganske stille af sig selv. Hun var ikke vant til at fremstå specielt alvorlig eller krævende. Hendes verden var bare blevet rykket et par millimeter, da der pludselig stod en fremmede dame og snuste til hende. Sidst det var blevet gjort, havde det ikke endt godt.. Dog havde det ikke været en dame. Kvindens vampyriske udseende var yderst tydeligt. Selv her i den svage belysning fra lamperne, var alle træk rene og perfekte. Enhver mands drøm vel. "Jeg elsker solen! Og naturen.. Men det er vist en del af hinanden. Verden er bare et dejligt sted." Hun sendte kvinden et af sine egne sædvanlige barnlige men bedårende smil. Nogle gange passede Aikos alder og hoved ikke rigtig sammen. Men, hvad pokker! Man levede vel kun en gang?.. I.. Al evighed. "Paris! Det ligger i Frankrig ikke?" Spurgte hun spændt. Samtalen blev heldigvis ikke fokuseret på hendes hals mere. Men hun havde stadig en mistanke om, at kvinden ikke havde glemt hendes duft. Aikos duft og blodets smag havde før fået hende i unødvendige problemer.

hun sukkede og så væk "han var min skaber, den mand jeg hadede og elskede" hun kørte en hånd igennem håret og kiggede kort på det "jeg hedder Ivy Jane Arabella Katharina Gabriella Marquet De La Durbellière" sagde hun og lagde ekstra tryk på det franske, som lød som sang i hendes mund. hun lod sin tunge glide hen over tænderne og sukkede igen "ja, alle dødelig er så dumme, de ved ikke hvor højt elskede en sol er, at kunne se den, føle den mod sin hud, det ville være en drøm for mange" hviskede hun med rynkede bryn, hun kiggede kort på det barnlige udtryk, hvor var det dog længe siden at hun selv kunne finde på at sætte sådan et smil op. da pigen spurte ind til Paris nikkede hun kort "oui, meget smukt land, det er nu bare ikke det samme som den gang i 1500 tallet, der var det et sted at leve for" hun smilede varmt og næsten oprigtigt

Aiko skrev:

Aiko skød underlæben lidt frem, og så på hende med et blik fuld af medlidenhed. Selv kendte hun kun til enten at hade en vampyr helt ufattelig, eller nærmere at blive skræmt ved hans tilstedeværelse, eller at elske en helt igennem. Hendes livs kærlighed var jo trods alt.. Ja, hvad var han egentlig nu? Menneskelig i øjeblikket i hvert fald. "Det gør mig ondt med din skaber." Hun nikkede hurtigt, som en slags mini-japansk gestus, inden hun smilende præsenterede sig selv. "Godt at møde dig, Ivy. Mit navn er Aiko Etsuko Mana Kohana Kobayashi." Hun lo sit eget navn, da det som sædvanlig gik helt usædvanlig hurtigt og let at remse alle de japanske navne op. Som hun selvfølgelig bar stolt, med sin kære tvillingesøster. "Men det kan du da også! Du mangler bare et smykke, ikke sandt?" Aiko havde heldigvis læst nok, til at finde ud af, at vampyrene i området kunne færdes i dagslys ved hjælp af et specielt magisk smykke. Skabt af en heks selvfølgelig. "Det lyder alligevel som et meget smukt sted. Måske får jeg det at se en dag!" Smilede hun håbfuld.

Hun trak på skulderne "i hader måske os vampyre og ja vi giver jer god grund til det tit, men det er ikke let, prøv at forstille dem at hver åre de deres krop" hviskede hun og tog blidt pigens hånd mellem sine egne kolde, blidt kørte hun en finger op langs en åre "at de blev revet op, forstil dem at der var en ustoppelig ild i deres der ikke ville stoppe" hviskede hun og gav slip på pigens arm igen "det er sådan med sulten bare meget værre og især lige fter ens transformation, så kommer der det med solen, det er ikke alle der bare lige kan få dette smykke. men prøv at forstille dem at de forelsker dem i et menneske, men kan ikke forvandle ham, da han ikke skal lide som de selv gør, men stadig øsnker de ham ikke død" hun bed sig i læben og ægte sorg dukkede op i den gamle vampyrs øjne. hurtigt putsede hun ud og betragtede pigen "msåek en dag kunne jge visse dem mit gamle slot, hvis det stadig er intakt efter så mange år" hun trak på skulderne og bed sig igen i læben

Aiko skrev:

Det hele slog til rent instinktivt. Blikket og måden Ivy sultent havde set på Aiko i starten, havde endnu ikke forladt hendes bevist. Derfor spændte hun automatisk en lille smule i kroppen, da hendes hånd blev taget op. Disse år kunne nemt blive hugget i, i den højde. Hendes hud var kold. Der var langtfra tvivl om Ivys race. Det var helt sært at mærke den hos andre end Ocian. "Det lyder... langt fra rart. Men det er nu ikke specielt sjovt at lege mellemsnack, heller. Forestil dig bogstavelig talt at blive hugget i, som et eller andet stykke dødt kød." Nu talte hun selvfølgelig om de dårlige minder. Aiko havde aldrig følt frygt ved Ocian, da han aldrig havde vist tegn på at ville bide hende eller vist tegn på den mindste smule fjendtlighed. "Og ja.. Det må virkelig gøre ondt. Kitsunier er dog udødelige." Hun var ikke engang sikker på, hvorfor det sidste overhovedet blev nævnt. Måske blot utroligheden over at Aiko aldrig rigtig havde fattet det. Det var først blevet oplyst for nylig, men hun glædede sig dog inderlig over at kunne tilbringe evigheden med sit livs kærlighed. "Meget gerne! Hvor ligger dit slot henne?" Spurgte hun nysgerrig.

hun så kort på hende og smilede et lille smil "de dufter delekat men jeg vil ikke gøre dem noget eller drikke fra dem medmindre jeg fik deres tilladelse" hviskede hun blidt, den oprigtige varme i hendes stemme var tydelig at høre og en smule varme dukkede op i hendes næsten elektriske blå øjne "men jeg har selv prøvet det, jeg er blevet bidt i, jeg fik brækkede halsen" hun kned sig i nakken og bed sig kort i læben. hun smilede og nikkede "så kan de jo leve i evigheder, men de ser mig noget ung ud og jeg mener ikke kun på overfladen, jeg mener hele vejen igennem" hun hæved det ene øjenbryn og så varmt på hende. da Aiko snakkede om at hun gerne ville se Ivys gamle slot smilede hun og nikkede "det ligger i Paris, hvor jeg levede 18 vidunderlige år som grevinde, jeg tog afsted fra det og sluttede mig til Shane og hans barn Laila" hun smilede og en smule sorg samlede sig i hendes øjne

Aiko skrev:

Aiko sendte hende et overrasket men opløftet blik. "Virkelig? Det lyder nu ganske godt!.. Men med dem, mener de så mig? Eller andre?" Det kunne nemt være en løgn alligevel. Aiko havde altid været godtroende, og til trods for adskillelige vampyrangreb, lod det ikke til at ville ændre sig. Dog måtte hun krympe sig i ubehag, over Ivys fortælling. "Avs!.. Er.. Er det sådan det foregår? Forvandlingen?.. Jeg har aldrig brækket noget, men det lyder ikke rart!" Igen sendte hun et medlidenhedsfuldt blik til Ivy. Det næste grinede hun blot af. "Jeg er også kun 19. Ikke kun i udseende, som De siger, men hele vejen igennem." Aiko var meget ung. Hun var udmærket klar over det, men havde ikke tænkt sig at spilde tiden på at vente af den grund. Hun havde oplevet ting, som folk på hendes alder ikke burde. Eller nogensinde for den sags skyld. "I Paris? Ja, de sagde godt nok, at de havde boet der. Men det lyder lidt langt væk.. Men siden de har været Grevinde må det sikkert være utrolig smukt!" Hun smilede opløftende.

hun smilede og nikkede "så mener jeg at jeg ikke vil drikke så meget som en cl af dit delekate blod medmindre de personligt gav mig tilladelse" hun smilede og fulgtede kort sine læber. hun trak på kulderne "altå min skaber drak af mit blod, jeg drak af hans ogå blev jeg bare nød til at dø. Shane fortalte mig engang at han duknede og vågnede op på en strand" hun rynkede brynet og stirrede kort væk, men efter lidt tid mødte hun Aikios blik "ja det kan jeg e de er, også i deres måde at bevæge sig, den er å...ungdommelig. nyd det men det vare" hviskede hun medf et varmt smil. da Aiko begyndte at pørge ind til hendes hjemland, kom der et næten mennekelig udtryk op i hende uddødelige øjne "oui, det var marker med smukke roser, vi havde tjerne og stuepiger, folk der lydte vores mindste vink" hun smilede og stirrede ud i loften som så hun lige igennem Aiko og hen på sit hjem som det så ud i sin ungdom

Aiko skrev:

Aiko sukkede lettet. "Tak. Det er jeg egentlig meget glad for. Men selvom det er en god ting, hvordan overlever du så sådan? Jeg troede de fleste vampyrer.. ikke for noget.. var sådan lidt halv onde og rendte og nakkede folk hist og her?" Man kunne tydeligt hører, at Aiko ikke ligefrem havde god forstand på den slags. Til trods for, at hun faktisk boede med en. Problemet for andre vampyrer ville måske være, at man kunne fornemme en slags 'beskyttelse' over Aiko. Hun var på ingen måde direkte beskyttet. Men der hang en tungt dunst af fremmede vampyr over hende. Det ville muligvis få nogle til at tænke sig en gang eller to om, inden de vovede at sætte tænderne i hendes kød. Men selvfølgelig.. Ingen i nærheden vel? "Såååe.. Man dræber folk for, at de skal leve videre uddødelige? Deeet.. Lyder lidt gakket." En tanke slog hende. Det betød, at Ocian også engang måtte have været død. Åh gud! Blot tanken om det, gjorde hende en anelse blegere alt imens hun knugede en bog ind til sig. "Jeg har altid været smidig og fuld af liv. Sådan har mange i hvert fald beskrevet mig. Men jeg holder ikke længe sådan, hvis jeg ikke går en tur i skoven mindst én gang om ugen." Aikos øjne voksede sig store og barnlige ved den eventyrlige fortælling, om det franske hjemland. Selv havde hun kun boet her, og i et aflukket kloster i Japan. Ikke meget at berette om derfra. "Det lyder jo fantastisk!" Udbrød hun revet med.

hun smilede blidt til hende "det var så lidt, men jeg gør ikke sådan mod dem, fordi jeg nok er af den uddøde race, men jeg er ikke hjerteløs, jeg har skam gjort ting, i mine unge dage" hun grinede stille og lagde hånden på halskæden "men nej, jeg ville ikke gøre dem ondt og det har intet med deres unge elskede at gøre" hun lagde hoved på skrå og betragtede blidt Aiko "hvor gammel er han" spurte hun blidt.
da Aiko spurte ind til hvordan man blev vampyr klukkede hun blidt "ja det kan man vel godt sige, altså lad os tage et eksempel, hvis jeg nu hende gav hende mit blod og jeg knækkede hendes hals eller bare dræbte hende, så ville hun vågne op som en uddød" forklarede hun med et varmt smil. hun lagde igen hoved på skrå og lyttede til Aikos snak om sig selv "iou det ser jeg, men nyd det, godt nok vil de ikke forandre sig af udseende, men deres sind, det vil forandre sig" adverede hun med et lille smil

Aiko skrev:

Aiko trak let på skuldrene, med et lille smil. "Vi har vel alle været unge. Nogen er det stadigvæk. Ofte gør man ting i sine unge dage, som man ender med at fortryde bitterligt bagefter." Indtil nu kendte Aiko ikke nogen ting, som hun direkte fortrød. I forhold til, hvor mange bump der havde været på vejen til, hvor hun sad nu.. Var der intet at fortryde. Straks fokuserede hun blikket mod Ivy, mens hendes øjenbryn røg i vejret. Talte hun om ham? Med et forsigtigt smil, klukkede hun nervøst. "Jeg er ikke sikker. Fra 1900'tallet mindes jeg han kom ind på, på et tidspunkt vi snakkede." Aiko lagde omsider bogen fra sig. Hun sørgede for at ligge den, med bagsiden opad, så man ikke kunne se bogens overskrift. Bunken af bøger var ret rodet, men de lå sjovt nok alle med bagsiden opad. "Det lyder.. smertefuldt. Og skræmmende. At miste livet, for at beholde det i al evighed." Hun sendte hende et lille grin. "Jeg kunne måske godt bruge lidt alder for at få mig ned på hjernen. Det mener min søster i hvert fald." Smilet hos Aiko blev meget varmt, men også med et trist blik, ved nævningen af sin tvillingesøster.

hun nikkede stille "da jeg var ung, tog jeg på mord, jeg jagtede, sammen med Shane og Laila, vi slog ihjel og dræbte, alle som stod i vejen" hun sukkede stille og hendes øjne blev varme "jeg har levet i skam for alle dem jeg har dræbt de sidste mange hundred år, det er det, der afholder mig fra ikke at drikke fra dem uden deres samstykke" forklarede hun med et lille smil. hun lagde hoved på skrå og nikkede "han er ung, meget ung, selv er jeg fra 1500 tallet, så hvis jeg havde været ond, villle jeg med lethed havde kunne endt hans liv" hun bed sig i læben og kørte en hånd igennem håret "jeg ved jeg kun er en fremmed, men jeg vil love dem at hvis de nogensinde er i så stort et probæem at selv ikke han kan hjælpe dem, vil jeg med glæde være dem til hjælp, hvis det står i min magt" hviskede hun blidt og så på hende med varme øjne. hun nikkede "det gik hurtigt, så jeg opdagede ikke så meget før jeg endelig var vågnet op igen" hun lagde hoved på skrå og trak på skulderne. hun hæved det ene øjenbryn "hvad er der sket med deres tvillingsøster" spurte hun blidt, og lettere bekymret

Aiko skrev:

Aiko lyttede med. Mere eller mindre utilpas. Hun havde aldrig brudt sig om konceptet med at tage et liv. Især ikke uden grund. Det var en af grundende til, at hun flere gange havde 'fastet' som vegetar. Men da hendes skikkelse jo var en ræv, krævede det alligevel lidt kød ind i mellem for at tilfredsstille begge sider. Hun kunne nok godt leve uden, men ind i mellem trængte kroppen til lidt andet. "Det ville jeg aldrig kunne gøre.. Om jeg så blev forvandlet eller ej. At tage liv.. Nej, aldrig." Hun rystede stille på hovedet, mens hun stille hviskede for sig selv. Hun nikkede langsomt. "Han er perfekt." Rødmede hun stille. "Og, hvis jeg havde kæmpet til sidste bid for at beskytte ham." Aiko så Ivy direkte i øjnene. Vampyren lod til at være yderst venlig, og hun var virkelig glad for, at hun var så rar. Men hun ønskede ikke at skabe trusler for Ocian, ved at komme rendende med alle mulige fremmede vampyrer i ny og næ. "Tusind tak, Ivy. Og ligeover. Jeg vil med glæde hjælpe dig, engang i nødens stund." Grinede hun. Vampyrer var stærke væsner, men Aiko var blevet utroligt bevist om sine egne kræfter på det seneste. De kunne nok hjælpe en enkelt eller to. Aiko nikkede igen langsomt, inden hun stivnede. "Altså læser du min tanker eller?!.." Det var mere for sjov, end det var panisk. Men tanken om ikke at kunne skjule noget virkede nu en anelse foruroligende. Brugte Ocian også det på hende? Til sidst rystede hun på hovedet. "Der er intet sket med min tvillingesøster. Jeg har bare hverken set eller snakket med hende længe. Og vi har ALTID boet sammen. Og snakket om alting. Vi er faktisk som to dråber vand. Hvis du så os begge to, ville du ikke kunne kende foreskel." Tilføjede hun med et lille smil.

hun smilede blidt og nikkede "tænk de er faktisk den første jeg fortælle om min baggrund til, men da jeg var menneske var jeg som dem, jeg kunne aldrig forstille mig at slå ihjel eller gøre andre fortræd, men når først man er forvandlet er alt anderledes, man tænker anderledes" hviskede hun stille og bed sig i læben. hun lagde hoved på skrå og smilede "det er da godt, jeg er sikker på at han er en meget god mage til dem" hun smilede varmt og afslørede to fine små smillehuller, som hun ellers ikke havde vidst frem siden...måske faktisk næsten forevigt "det var så lidt og merci, jeg må sige at denne by er fuld af overraskelser, jeg har ikke ført en samtale med mange i mere end 3 hundred år" hun smilede og kørte en hånd igennem håret. hun rynkede brynet da Aiko spurte om noget og lidt efter grinede hun ""non jeg går ud fra med deres øjne, da de snakkede om deres søster, de blev så triste" forklarede hun med et blidt smil

Aiko skrev:

Hun lyste op i forundring. "Virkelig? Men du er jo, hvis jeg må tillade det, utrolig gammel! Hvordan kan de leve uden at kunne snakke så frit?.. Og stadigvæk. Ingen har da planer om at forvandle mig, hvilket er heldigt. Men det er dybt imod mine principper. Jeg vil sværge lige nu og her, at jeg aldrig vil tage livet på et menneske." Aiko lukkede højtideligt øjnene, og så næsten helt majestætisk ud som hun knejsede med nakken ved sit løfte. "Det synes jeg, at han er. Har du så ingen mage nu?" Da hun åbnede sine mørke øjne igen, var de nysgerrige og eftertænksomme. "Mystic Falls er, hvad jeg har fundet ud af.. en by fuld af mange overraskelser. Jeg har mødt andre kitsunier, hvilket jeg aldrig havde drømt om, og meget, meget andet. Men der lurer også mange fare. Ikke alle vampyrer her er lige søde." Hendes blik var nu gravalvorlig. Det kunne godt være vampyrene spillede overfor hinanden, eller bare kunne lide ondskaben. Men Ivy virkede anderledes. "Oh.. Undskyld." Smilede hun forlegent.

hun grinede blidt "det er helt okay, og ja jeg ved godt jeg er meget gammel, man bliver jo nød til at indse at man ligesom ikke bliver yngre" hun smilede blidt og kørte en hånd igennem håret "jeg snakker ikke så meget om mig selv, jeg har gjort meget i min fortid som jeg fortryder, ting som jeg finder afskyligt idag" hviskede hun og bed sig i læben, hun huskede tilbage på alt hvad hun havde gjort, nydt før i tiden og der sendte et gys igennem hende. hun trak på skulderne "det kan gå hurtigt, fra det ene øjeblik er man en ung kvinde eller mand og det næste en uden et bankende hjerte" hun smilede blidt til hende og lagde hoved på skrå. det gav et stik i hjertet og hun sukkede stille "non, jeg har ikke haft en mage siden jeg mistede Shane, jeg gætter vel at jeg ikke er atraktiv nok" hun så kort ned af sig selv og derefter på Aiko med et lille smil "det er da helt i orden, vampyre er upålidelige, ondskabsfulde og forførende, men engang imellem findes der de få som stikker sig ud, som deres mage går jeg stærkt ud fra" hun smilede blidt og hæved det ene øjenbryn