Jeg kan huske det.. Det hele ~ Min egen Justin<3 :*

Sted: Mit (Bonnie's) hus.
Vejr: Rolig vind.
Tid: 21.00.
Omgivelser: Mig og mit lille hyggelige hus!
Humør: En smule fortvivlet..
Grund: Kan huske det hele igen. Det gode og det slemme.
Tøj: En alt for lang t-shirt med v udskæring og uden ærmer, i Rosa-rød. Sort nuttet undertøj inden under og ellers ingenting.

Et sted i huset var der lys. Det var ikke ret meget, kun en enkelt lampe lyste svagt op i mørket. Det var ikke en gang nok til at give folk, ude fra, den viden om der var nogen hjemme i huset. Den lille men fine og moderne lampe, stod på et lille sofabord i en krog af stuen. Den lille lampe var lige nøjagtig kraftig nok til at lyse krogen op. Men allerede et lille stykke væk fra sofaens hjørne, gik lyst i et med mørket. Det var smukt, som at se en solnedgang, som dog stod stille i luften.
I den lille sofa som stod i det belyste område, sad en halvnøgen pige, som kun lignede en på højst 15 år. Hun havde langt mørkebrunt hår, som langsomt lod sig krølle, i de lange totter. Hendes ansigt var som en lille piges, lille fint og sødt. Ikke som en pige på 23 år, ville se ud normalt. Hvis hun fortalte nogle om sin sande alder, uden at de kendte til byens mystik, ville de grine og påstå at hun løj. Det var tydeligt at se via pigens krop, at hun ikke var helt færdig udviklet. Hendes ben var en smule korte, hendes bryster ikke helt så store, som de burde have været, og hendes ansigt. Selv hendes små fødder afslørede at noget havde stoppet hendes forvandling til en kvinde.
Pigen så ikke bedrøvet ud, men hun var heller ikke glad. Hun sad uden et smil og stirrede ud i den mørke del, af rummet, som om hun havde set noget bevæge sig. Pigen her var ikke bange for mørke, eller de ting, som skulle luske rundt i mørket. Hun kunne se. Se, som ingen mennesker kunne, se alt det som ellers nogen gange tager former som onde skygger og monstre, når mørket falder på. Denne ganske særlige pige, hed Bonnie, og hun sad og ventede på nogen. En meget speciel person.

Justin nærmede sig langsomt Bonnies hus. Det var længe siden at han havde set hende, og selvom han havde allermest lyst til at spurte afsted, fortsatte han i det rolige tempo. Hans hår sad som sædvanlig. En smule pjuskt og holdt på plads med voks, den eneste ændring der der forekom, var at håret var blevet en lille smule længere. Han bar en sort t-shirt der fremhævede hans trænede krop, og over t-shirten havde han en sort læderjakke der var åben, da han ikke mærkede kulden. Hans bukser var mørkegrå og hans sko sorte. Han var næsten helt sort og blandede sig derfor godt ind i de mørke skygger der var ved at være.
Justin standsede nogle meter fra Bonnies hus. Han betragtede det et kort øjeblik, og få sekunder efter stod han foran hendes dør. Han kunne ikke holde det langsomme tempo mere og derfor satte det op. Han bankede ikke på et eller noget, han åbnede bare lydløst døren og trådte indenfor. Døren gik stille i efter ham og han gik med lyløse skridt ind i stuen, hvor hans elskede befandt sig. Stykket fra døren til stuen føltes som en evighed, men det var måske fordi at Justin havde slået om til den langsomme gang igen. Lidt efter stod han i stuen og betragtede, hende han syntes var den smukkeste i verden, nemlig Bonnie. Han stod nogle meter fra hende.
"Bonnie" Hviskede Justin stille, men hans stemme afslørede hans savn til hende.

Den unge og døde pige, Bonnie sad som før i sofaen. Hun havde ikke rykket sig en millimeter. Hun sad bare helt stille som en statue, og lignede faktisk også en pige der var hugget ud af sten, bortset fra hendes farve. Selvom hun var død, havde hun stadig en smule farve tilbage. Hun var ganske vidst lig bleg i ansigtet og over rasten af hendes krop. Hvis men ikke vidste bedre ville man faktisk tro at hun var lavet af smukt krystal. Hendes kinder havde stadig en let rød glød, men det var ikke meget og for det menneskelige syn, var det slet ikke til at få øje på. Kun et meget skarpt syn, ville kunne opfange det.
Bonnie havde opfanget færten af hendes elskede Justin, ham som hun sad helt tavs og ventede på. De havde ikke set hinanden meget længe, eller for en vampyr, var det jo ikke noget, men for selve kærligheden mellem dem, var det svært at være væk fra hinanden så længe. Den tavse pige så ud til at vente i ro og mag, uden det mindste tegn på ivrighed eller savn. Men dette var kun den is kolde facade som kun et overnaturligt væsen, uden de alt for store menneskelige følelser, kunne have. Inden i var Bonnie ved at springe af savn, ivrighed og lyst. Hun var dybt forelsket i denne smukke Justin, og hendes menneskelige side var ved at tage over med hensyn til følelserne. Men stadig var det ikke noget man kunne se med det blotte øje.
Døren blev åbnet og et lille sødt og en smule lumsk smil, fløj stille ind over Bonnies læber. Hun havde ventet på dette øjeblik og nu var tiden kommet, tiden var inde til at gense hendes store kærlighed. Hun blev siddende i sofaen som den yndige statue lignende pige, mens hun lyttede til Justins skridt. Hun kunne tydeligt høre ham, på lang afstand. Hvis Bonnies hjerte ikke var gået i stå ved hendes 17 års fødselsdag, så havde hendes hjerte nok banket hurtigt og måske endda sprunget et par slag over nu. Hun var spændt og kunne næsten ikke holde vente tiden ud mere, hvilket føltes som tusinde af år. Pludselig stod han så i hendes lille hyggelige stue, foran hende og hviskede hendes navn, på en så blid måde at det helt sikkert havde fået hende til at rødme, hvis det var muligt for hende. Et par sekunder, det var alt hvad hun havde behøvet for at bevæge sig fra sofaen og hen i Justins arme. Nu stod hun så tæt på ham, som overhovedet muligt, og gemte en smule genert hendes lille dukkeansigt. Et lille smil dukkede op igen på hendes læber, inden hun roligt og blidt pressede sine blodrøde læber mod hans i et kys. "Jeg har savnet dig." lød det fra hende, mens hendes ansigt nu klrt og tydeligt afslørede hendes savn.

Justin så hendes smil og han elskede at hun hurtigt stod henne ved ham. Han lagde sine arme om hende og trykkede hende ind til sig, som om han aldrig ville give slip på hende igen. Og hvis det stod til ham kunne de godt blive stående sådan her i meget lang tid. Hendes smil fik ham til at smile stort inden hun trykkede sine læber mod hans og han gengældte kysset med alt sin kærlighed til hende. Hvor havde han dog savnet hende, det kunne godt være at han nogen gang virkede lidt kold, men med det samme Bonnie var der forandrede han sig helt. Han huskede dog en enkelt gang hvor han havde såret hende og han havde lovet sig selv at han aldrig ville gøre det igen. Han var blevet forvirret over sine følelser for Bonnies søster, men det var ikke noget alligevel og han blev bare mere sikker på at han elskede Bonnie. Han havde såret hende den gang, forladt byen og var gået i blodrus. Men han var ved at få styr på sig selv igen, han havde ingen problemer med at omgåes mennesker mere, blot de ikke har slået sig og bløder.
Justin hørte hendes ord og det fik ham til at smile en smule. "Jeg har også savnet dig" svarede han, og han mente det virkelig, for han havde savnet hende af hele sit hjerte.
Justin trak sig en smule tilbage så det var ham muligt at se hele hendes smukke ansigt, og endnu et smil kom frem på hans læber. Han havde glædet sig til at se ind i de smukke øjene og det her til hende: "Jeg elsker dig Bonnie" hviskede han og bøjede sig frem og tilbagelod det lille mellemrum han selv havde skabt for at fortælle hende det, og så trykkede han sine læber mod hendes og kyssede hende.

Bonnie synes at kunne se hvordan Justin langsomt åbnede sig op med flere smil. Hun håbede at han var glad for at se hende, hvilket hurtigt blev sat på plads. Det havde ham, han sagde han havde savnet hende, hvilket helt sikkert ville betyde at han elskede hende. Bonnie stod lidt hos ham og lod hans arme fange hende i et stort kram, mens de stod tæt. Hun havde virkelig savnet ham og var ikke bange for at indrømme det. Hendes blodrus var nu overe igen, hvilket glæde hende, men hun var ked af at hun ikke kunne huske hvad der var sket mellem dem, i den tid det havde stået på. Derfor blev hun også kun mere glad da det gik op for hende at han faktisk holdt så meget af hende endnu. Et kort sekunds pause lod til at stå på inden Bonnie, med et stort smil, igen lod sine læber trykke blidt mod hans.
Alle de gamle ting var kommet tilbage efter som hun nu kunne huske hvorfor hun var gået i blodrus igen og det var ikke kun det gode som kom frem igen. Bonnie havde husket det med hendes søster og Justin, hvilket havde såret hende alt for meget. Hun havde været ret tæt på at opgive og havde endda gået til Matthew, men uden hjælp da han ikke ville lade hende gå bort. de tanker havde fyldt Bonnies tanker meget på det sidste, men hun ville ikke tænke på det mere.
Da Justin uden videre flyttede sig en smule ud fra hende, fik hun kort et lille stik af skuffelse, men det gik hurtigt over da hun opdagede hvorfor han havde gjort det. "Jeg elsker også dig!" svarede Bonnie hurtigt efter hans blide ord havde smeltet hendes døde hjerte. Hun var rigtig glad og lykkelig lige i øjeblikket og det var ene og alene hans skyld. Bonnie gjorde intet for at stoppe ham da han igen kyssede hende. Hun gengældte blidt hans kys, dog en smule ivrigt, og smilte stort til ham derefter. Hun lænede sig lidt op ad ham og lod hendes arme fange ham i endnu et blidt og stort kram.

Justin vidste ikke om hun nogensinde ville være i stand til at tilgive ham, for at han gjorde hende ondt på denne måde. Han havde brug for at vide det, men han ville ikke presse på for at få sandheden at vide nu. Han ville bare nyde at de nu var sammen igen efter langt tid, at de kunne røre og kysse hinanden. Han havde savnet det, og det lød til at det havde hun også. Han prøvede at skubbe de mørke tanker fra sig, da han ikke ville ødelægge deres tid sammen og fordi han ikke kunne lide tanken om at han havde gjort det mod hende.
Justin kunne ikke lade være med at smile da hun også sagde at hun elskede ham, det havde virkelig reddet hans dag. For når han ikke var sammen med hende var det som om at alt var mørkt omkring ham, han faldt hurtigt tilbage til gamle vaner så. Justin havde stadig armene omkring hende og gengældte hendes kram. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken om hvad han havde i tankerne. Han håbede virkelig at hendes svar ville blive ja. Han vidste godt at det ikke rigtigt var en vampyr ting, men mest en menneskelig ting at gøre. Men han havde planer om at spørge alligevel.
Justin trak sig igen lidt udfra hende så han kunne se hende. "Jeg ved godt at det ikke er normalt eller noget, men du er ikke normal. Du er helt speciel og du får mig til at føle mig hel igen. Jeg har aldrig følt sådan for nogen, siden Joanna, min afdøde kone. Jeg elsker dig mere end noget andet og jeg vil sikre mig at du ved det, og at du også ved at jeg ikke vil forlade dig så længe du vil have mig" sagde han og slap hende for at tage noget op af lommen og satte sig ned på knæ. Han løftede sine hænder og en lille sort fløjsæske kom til syne og da han åbnede den kom en ring til syne. "Bonnie, vil du gifte dig med mig" spurgte han og så spændt på hende.

Overraskelsen

Det var rart at stå her hos ham, efter den tid som nu var som flere slørede minder. Bonnie vidste at de havde noget helt specielt sammen, ikke alle minder var slettet. Kun dem der var blevet til her på det sidste. De bedste minder havde Bonnie gemt i hendede hjerte. Den gang de første gang mødte hinanden på krikegården, de gange de bare havde været sammen med vennerne, og de så havde stået sammen som et tydeligt par, den gang hos Justin hvor Bonnie var dukket op fordi hun havde savnet ham så meget og det havde udviklet sig på den bedste mulige måde. Alle de ting betød noget ganske særligt for Bonnie og hun kunne huske det meste.
Da Justin igen trak sig en smule væk, gav Bonnie ham bare et lille sødt smil med på vejen. Hun var sikker på at han ikke ville gå for langt væk og hun kunne altid holde om ham igen. Nu ventede hun spændt på at høre hvad det var han havde på hjertet, hun var sikker på at det var noget mindst lige så sødt som før.
Et lidt forvirret smil gled over Bonnies læber. Hun var ikke helt med i starten, men efter lidt forstod hun langsomt hvad det var han ville. Hun stod lidt tavs med et skævt smil og lod ham tale ud, for hun var ikke helt sikker endnu så hun ville ikke afbryde med noget som kunne ødelægge det. Da han tog den lille æske frem blev Bonnie helt stille, hun så overrasket op på ham med sit lille smil, som nærmest sad fast sådan. "Du vil giftes.. med mig?" spurgte hun langsomt mens hendes smil blev størere da hun kunne bevæge sig igen. Hun var overlykkelig dette øjeblik, og hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Hun vidste godt at han elskede hende, men hun var ikke klar over at han elskede hende så højt, som hun tydeligt også elskede ham. Efter et kort øjeblik satte hun sig ned på knæ foran ham, så de igen havde samme højde, hvorefter hun blidt pressede sine læber mod hans. "Ja.. Jeg vil gerne giftes med dig!" smilte hun stort og lagde armene om ham. Hun holdte sig lidt ind til ham og lod sig så langsomt trække en smule tilbage, så hun kunne se ham. Hun lod sit blik hvile over ringen, som var gudesmuk. Hun havde aldrig set noget lignene. "Hvor er den smuk." hviskede hun helt måløs til ham. Hun kunne kun huske hun havde set en, som var smukkere end den ring. En person som slog alt i verden, når det kom det at være smuk. Justin.

Alle mulige tanker fløj igennem Justins hoved, da han sad på knæ foran hende. Han håbede af hele hans hjerte at hun ville sige ja, for han vidste slet ikke hvad han skulle gøre hvis han fik et afslag. Justin prøvede bare at skubbe tankerne til side med hensyn til et nej fra hende, men det lå baghovedet hele tiden, for hvor stod de hvis hun ikke ville giftes med ham? Var det så slut imellem dem, fordi at hun ikke elskede ham nok eller ville de bare kunne fortsatte som før han faldt på knæ for hende? Han håbede ikke at han ville komme til at skulle tage stilling til det.
Justin så på hendes smukke ansigt i et forsøg at læse hendes udtryk, han kunne jo også bare smuglytte til hendes tanker, men det ville han dog ikke gøre. Han vidste hvor meget han hadede at man ikke kunne have noget så privat, som sine egne tanker, i fred. De havde også lovet hinanden at de ikke ville gøre det, så han måtte bare holde ud til hun kom med sit svar.
Justin så overrasket på hende da hun spurgte om han virkelig ville giftes med hende. Vidste hun ikke hvor meget hun betød for ham og at han aldrig ville forlade det, hvis det stod i hans magt. Han elskede hende mere end noget andet. Men da han så hendes smil kunne han ikke gøre andet end at smile, da han vidst ikke skulle tage spørgsmålet for seriøs, det var nok kommet lidt bag på hende at han ville fri til hende. Da hun også satte sig på knæ foran hende, så han spændt på hende. Han kunne næsten ikke holde det ud, men da hun endelig sagde noget, kunne han ikke lade være med at ånde lettet op. ”Tak” var det eneste han kunne få frem i øjeblikket, også selvom det lød lidt underligt at sige tak der. Justin tog ringen op af æsken og tog hendes hånd og holdt den foran sig, og langsomt satte han ringen på hendes finger. Da han havde sat den på, tog han et sekund hvor han bare så på ringen på hendes finger. Det betød at hun var hans helt officielt. Han så på hende igen, han slap hendes hånd for at placere en hånd på hver hendes kind og bøjede sig langsomt frem og trykkede derefter sine læber mod hende. Han holdt kysset, og lidt efter skilte han læberne en smule ad og lod sin tungespids være med i kysset.

//Ved ikke lige hvorfor skriften ændrede sig (: )

//Hehe, det gør jeg også nogle gange

Bonnie kunne tydeligt se en lettet Justin foran sig, hvilket fik endnu et lille smil frem. Hun var glad for at han havde ment det, og dermed ikke bare var en af dem der jokede med sådan noget, som jo tydeligtvis ikke var sjovt. Det var også godt at vide hvor højt han elskede hende, selvom hun havde fået små link til det, gennem deres forhold, så havde hun jo aldrig rigtig kunne være helt sikker på noget. Og efter det med Zoe, forstod hun ikke meget. Det havde virkeligt fået hende gjort godt og grundigt forvirret. Men nu var hun sikker og hun var glad for den sandhed som nu stod foran hende.
Et lille fnis kon frem da hun hørte hans "tak." ikke fordi det var så vildt morsomt, men fordi hun forstod at han ikke kunne få andet frem. Bonnie lagde en blid hånd mod hans kind og kærtegnede ham blidt med fingerne og håndfladen. "Jeg elsker dig Justin" hviskede hun så ganske blidt mød hans øre, hun var nu helt sikker på at han også elskede hende, så sikker at hun ikke en gang behøvede at høre ham sige det, for at vide det. Bonnie betragtede ham blidt mens han roligt tog ringen ud af æsken og plaserede den på hendes finger. Hun så på den med et roligt og lykkeligt blik. Han havde lige vendt hendes dag fuldstændigt om! Hun havde ikke lige regnet med at han ville vælge det træk. Men hun var kun glad for det, glad og lykkelig for nu at kunne være officelt sammen med ham. Hun håbede på at det ville vare fra nu af og så til evigtid, hvilket faktisk godt kunne lade sig gøre, da de begge var døde og umenneskelige væsner, som kunne leve evigt. En lidt forsigtig Bonnie så blidt ind i hans øjne med sine egne som lysede af lykke og kærlighed. Hun lod et smil pasere inden hun blidt lod ham gøre det og lod hendes øjne glide i samtidigt. Hendes forsigtighed var ikke fordi hun var usikker på nogen måde, men fordi at det nu var officelt, hvilket var nyt og spændende for hende. Langsomt lod hun hendes tunge gå med i legen og skubbede blidt til hans, med sin egen. Intet kunne ødelægge dette øjeblik lige nu, det var hun sikker på.

Justin troede aldrig han ville kunne blive glad igen efter Joannas død. Han troede aldrig at han skulle finde en anden, som kunne blive helt speciel for ham, han troede aldrig at hans skulle finde en han ikke ville kunne leve uden. Men det var Bonnie blevet så hurtigt. De havde allerede kysset første gang de havde mødt hinanden, men det havde ikke været ubetydeligt, det var dog starten på noget helt fantastisk.
Justin smilte stort da hun sagde at hun elskede ham. Og nu kunne han slet ikke vente med at skulle giftes med hende og leve livet sammen. Også selvom de aldrig ville få et normalt liv med børn og job. Som menneske havde han altid ønsket sig børn, men efter han mødte Joanna var valget ikke svær at tage. Valget havde stået imellem børn eller et liv sammen med Joanna, så han havde hurtigt affundet sig med at børn ikke var en mulighed.
Justin lod sine hænder glide ned af hendes hals, bryst og mave, hvor de fandt hvile på hendes hofter. De sad stadig på knæ overfor hinanden, og han havde ikke tænkt sig at stoppe kysset, han lod bare sin tunge lege med.

//Det var ikke lige det længeste svar, men håber du overlever

At være her hos ham, på denne måde fik Bonnie til at lyse. Hun havde endelig fundet noget i livet, som betød mere for hende, end livet selv. Hun var jo tæknisk set død, så det betød ikke det store for hende, med livet og alt det. Men hun havde fundet en grund til at leve, en grund til at stå op hver dag og gå ud i sollyset, selvom hun ikke havde behøvet det. Hun kunne have levet i skyggen hele sit liv, men på grund af Justin, havde hun nu ikke kun lyst til skygge-livet, men også til livet i solen. Hun ville bruge tid sammen med ham, og dø for ham om nødvendigt. En tanke der ikke havde strejfede hende før nu, men hun mente det seriøst. Hun elskede ham af hele sit hjerte, så helt unormal var hun vel ikke? Hun var bare forelsket, ganske menneskeligt, selvom hun ikke længere var det.
Bonnie glemte kort tid og sted, mens hun stod her med hendes drømmefyr. Hun nød hans kærtegn og fulgte roligt med i kysset, eller hvad det nu var blevet til.
Hun nød den kærlighed som blomstrede mellem dem, det var det som bandt dem sammen og det som altid ville få dem til at blive hos hinanden.

//Det går nok, mit blev heller ikke så langt

Justins hoved var fyldt med tanker, men de var alle sammen om Bonnie. Det var tanker som hvorfor hun havde valgt ham? Hvordan kunne hun holde ham ud? Men han var bare glad for at hun ville have ham, rettelse han var lykkelig for at hun ville have ham.
Han elskede at være så tæt på hende. Bare at kunne røre, kysse hende og dufte hende, gjorde ham helt vildt. Han fastholdte kysset og havde ingen tanker om at slippe hende forløbig, han nød bare øjeblikket.
Justin så frem til at kunne tilbringe stort set alt hans tid sammen med hende resten af livet. De kunne være sammen i alt evighed, hvis der ikke skete den anden noget. Han skynde at skubbe tanken væk om Bonnie skadet. Han kunne ikke holde tanken ud, så han fukusere på deres kys igen. Dette hjalp hurtigt og de mørke tanker forsvandt igen. Han trykkede hende ind til sig selv og nu kunne de ikke stå tættere og det passede Justin meget godt.

//Jeg logger af nu, men vi skrives forhåbentlig i morgen

Efter alt hvad de havde været igennem havde Justin og Bonnies forhold overlevet. Hvilket også bare i sig selv viste hvilket godt par de var. De var som skabt til hinanden, eller sådan havde Bonnie det i hvert fald. Hun var over lykkelig for at han, selv efter hende lange tid i boldrus, kunne holde hende ud og havde lyst til at være hos hende.
Bonnie lod sig overgive til kysset, hun havde ikke lyst til at stoppe det, eller bare så meget som rykke en centimeter væk fra ham. Det var perfekt som de stod der, helt tæt sammen så de snart ikke kunne komme tættere på hinanden, og lod deres læber mødes på midten i et dejligt og intenst kys. Bonnie kunne ikke ønske sig mere, hun havde fået den mand hun ville have, han havde ret faktisk friet til hende, og inden længe skulle de giftes.
Et lille tegn, fik Bonnie til at åbne øjnene et kort sekund. Hun kunne mærke at der var et eller andet som generede ham, måske en trist tanke? Hun kunne ikke se hvad det skulle være med efter lidt hvor Justin blidt pressede hende endnu tættere på sig, lod hun det hele falde.
Ikke fordi hun ikke ville finde ud af hvad det var, faktisk var hun ret nysgerrig og kunne godt lokkes til at læse hans tanker, men hun havde lovet ham aldrig at gøre det, uden tilladelse og det løfte ville hun holde. Hun var også alt for let at distrahere lige nu, så hun kunne ikke fokusere på den lille ting, nu hvor de stod så tæt sammen og hyggede sig. Bonnie havde ikke sluppet kysset på noget tidspunkt og nu blev det heller ikke sluppet, tvært imod blev hun mere ivrigt efter at få ham tæt på og lagde derfor meget kraft i kysset. Hun lod sin ene hånd glide om til hans nakke, hvor hun langsomt legede med hans nakkehår, mens hun forsøgte at få ham tættere på.
Bonnie havde hurtigt ladt sine øjne glide i igen, og var nu fuldt optaget af en eneste ting. Ham.

» Justin ! who the fuck is Justin? ~ Justin
» Kan hun mon stadig huske mig? ~Patricia
» Søger det hele!!