Endelig. Kom til mig min skat!<3 ~Bamsefar ;P

Emne: Endelig. Kom til mig min skat!<3 ~Bamsefar ;P Tirs Apr 24, 2012 5:27 pm

Sted :: Hospitalet, self.
Tid :: Middagstid ca.
Vejr :: Regn.
Omkring :: Læger, sygeplejesker, jordmoder osv.
Humør :: Spændt, men bange.
Grund :: Jeg skal FØDE?!
Formål :: At få vores lille pige ud i god behold. xD

Ret pludselig, skete det at Kristen måtte på hospitalet. Hendes reaktion var ikke meget mere at sænke stemmen, noget som kom ret normalt efter et lille chok hos hende. Hun var udmærket klar over, at hun var ved at være over grænsen, men lige i dag. Lige nu. Det var måske stadig en smule chokkende at hun havde et barn i sig, som var hendes helt eget. Hende og Matts barn.
Hun havde glædet sig meget til dette ville ske, hun kunne ikke vente til at se hendes lille nyfødte pige og til at holde hende i armene hos sig. Men lige nu, var der ikke meget andet end frygt, som kom listende ind på hende. Hun havde ikke skænket tanken, om hvordan det ville være. Måske kunne hun slet ikke klare det. Hun forsøgte at forblive stille og tænke tingene igennem, men hun kunne ikke lide det, at hendes tanker hele tiden drog tilbage til smerten. At det ville gøre ondt. Hun var sikker på at det ville gøre rigtigt ondt, hvilket gjorde hende mere bange. Hun havde jo ikke prøvet det før, så hun var også ret nervøs. Hvis hun kom til at slippe et øjeblik, kunne der muligvis ske noget slemt. Sådan troede hun i hvert fald at det ville være. Hun begyndte at ryste ganske let da hun lo på briksen, ikke fordi der var noget som gjorde overdrevet ondt endnu, men fordi hun ganske enkelt var bange.
Det værste for hende, ville være hvis Matt i kunne komme. Hun lod kort tanken sidde fast i hendes hoved, hvilket gjorde hende panisk. Hun lod søgende sit blik, glide rundt i lokalet, uden at kunne huske om han allerede var her, eller ej. "Matt?"
Hun ville sige noget mere men nåede ikke så langt inden hun kunne mærke de første veer. De var ikke så slemme som hun forstillede sig, resten af fødslen ville være, men det var nok til at tage luften fra hende et øjeblik.

Matt havde modtager et opkald, på grillen, om at Kristen var røget på hospitalet. Derfor havde han fået en afløser til at tage hans plads, mens han kørte hen til Kristen. Han var bekymret, men kendte udmærket grunden til at hun var endt der. Den lille var på vej. Han var hoppet op på sin motorcykel og var kørt der ud af. Han overholdte ikke fart grænsen, men hvornår gjorde han egentligt det?
Da Matt ankom til hospitalet, var der intet roligt over ham. Han løbe en til reseptionen og spurgte efter fødeafdelingen. Først ville hun ikke fortælle ham det, for hvad skulle han dog der.. Efter han havde fortalt hvorfor udpegede hun opgivende retningen og fortalte ham hvordan han fandt derhen. Han nikkede og skyndte sig. Han fandt dem overraskende hurtigt. Han stillede sig i baggrunden og snakkede med en af lægerne, som fortalte ham hvordan det hele skulle gå og forløbe. Han fik også at vide at han bare skulle være hos hende og ikke gå fra hende, så hun panikkede. Han nikkede og så hen på Kristen da hun kaldte på ham. Han gik roligt hen til hende. " Jeg er lige her Kris.." sagde han og strøg hende over håret.

Kristen overlevede hendes ve og begyndte langsomt igen at genoptage den samme uro. Hun var virkelig spændt og bange for smerten. Være endnu havde hun ikke set Matt nogen steder. Hun var så småt begyndt at panikke igen da hun så ham, det hjalp hende bare det at se ham. Hun greb hurtigt hans hånd mens hun fumlede lidt med at bide sig i læben. Hun lodt sit urolige blik vile på ham mens det var tydeligt at se i hendes øjne, at hun ikke vidste en pin om hvordan hun skulle ligge eller noget andet. Hun lukkede kort øjnene og gav Matts hånd et lille blidt klem.
"Matt.. Je.. jeg er bange.." Hun tøvede lidt meget og frygten var stadig tydelig. Den sad som en skygge og lænede sig ind over hende, mens den truede med at kvæle hende hver gang hun fik endnu et ve. Det næste var en smule mere voldsomt, men hun klarede sig igennem det, ved at hånde godt fat i Matts hånd. Hun var rigtig glad for at han var kommet, for ellers skulle hun have gjort det hele selv, hvilket hun ikke selv troede på, at hun kunne.
En læge kom hen til hende, den samme læge, som havde talt med Matt tidligere, og fortalte hende præcist hvad hun havde fortalt Matt. Panikken havde stadig godt fat i Kristen, men lod hende trække vejret mere roligt og forsvandt lidt efter en smule. Kristen spidsede ørene for at høre en hver lille detalje, om hvad der skulle ske lige om lidt. Hun ville ikke gå misse noget.
Lidt efter nikkede hun roligt, men mens hun dog stadig trak vejret uroligt. Efter alt, så var det jo stadig ikke noget hun havde prøvet før og hun var meget nervøs. Hun ønskede kun at hendes lille pige havde det godt. En læge bad hende om at lægge sine ben op i bøjlen så de kunne holde styr på hvor vidt hun var. Det var ikke ligefrem en rar følelse Kristen havde i korppen, men hun gjorde dog alligevel som længen sage. Hun så kort til men vedte så blikket hen mod Matt, han var lidt den eneste som kunne få hende til, ikke at panikke igen. Hun trykkede ivrigt hans hånd for at blive rolig, mens hun bare så ham i øjnene.

Matt smilede roligt til hende. Han lod hende tage hans hånd. Han løftede hendes hånd lidt og kyssede hendes håndryggen blidt. Han nikkede lidt. "Det ved jeg.. Men det er der ingen grund til.. Jeg er her og om lidt har vi en lille Datter," sagde han i en kærlig tone. Han ville ikke have hun panikkede nu. Det var der ingen grund til. Ja, det var hendes første gang men hun var i hænderne på nogle professionelle læger. De havde nok taget imod en masse børn.
Matt så på lægen, som han havde snakket med for lidt siden, da han kom hen til dem. Han lod sit blik vendes mod Kristen igen. Han så på hende, strøg hende over kinden og nussede hendes håndryg, mens lægen genfortalte det helt. Matt kunne det allerede uden ad og sagde det inden i hovedet mens lægen sagde det. Det lød som om han havde sagt det samme hundred gange før, men det mistede ikke sin betydning overhovedet.
Hans blik hvilede på hende da hun nikkede. For ham var det en underlig ting, og noget han aldrig ville blive udsat for. Men han havde de ikke godt med at det ville gøre ondt på hende. Det var ikke okay efter hans mening. Han kiggede mod lægen og gik igen, det der var blevet sagt, igennem i hovedet en gang til. Han så ned på Kristen og smilede beroligende til hende. Han gave hendes hånd et blidt klem.

Kristen var rigtig glad for at Matt var her. Hun elskede de søde ting han sagde og ko til at le en smule. Hun smilte smilte skævt op til ham og ville ønske at hun kunne kysse ham. Hun slog blikket ned da hun igen kunne mærke noget. Smerten var ikke så slem for hende.
Hun sukkede lidt og holdet af en eller anden grund vejret. Derefter kunne hun ikke klare smerten da hun også manglede luft nu. Hun åbnede hurtigt munden igen og gav et lille hyl fra sig mens hun ivrigt klemte Matts hånd.
"Guuurr.." Hun fik ikke mere lyd ud, men forsøgte i stedet at koncentrere sig om at trække vejret i stedet for at holde det. Hun fik besked på at ligge stille og trække vejret roligt i små bider, af lægen. Det forsøgte hun så og blev hurtigt en smule mere roligt igen.
Kristen vidste ikke lige hvor længe det ville tage, men hun ville bare have barnet ud i dag. Det blev hun nød til, og Matt var jo ved hendes side, så det kunne hun godt. Det sagde hun i hvert fald til sig selv. Hun kunne høre på læger ned at der var ved at ske noget, hvilket gjorde hende nervøs igen. Hun kastede et kort blik på Matt og gav så hans hånd, et ret hårdt klem da en ny omgang smerte var på vej. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men denne gang gjorde det rigtigt ondt på hende, så hun baskede bare med armene i et forsøg på at dreje sig eller noget andet, som ville få smerten væk igen.
"Aaauuuuuu!!!!" Skreg hun nærmest og begyndte så at genoptage, sin vejrtrækning fra før, ved lidt hjælp fra en læge. Hun havde hele tiden got fat i Matts hånd og vovede ikke på at slippe den et eneste sekund. Hun ville være sikker på at han var hos hende, selvom hun godt vidste at han ikke bare ville gå.

Matt sukkede - indvendigt - lettet op, da han hørte hende le. Han smilede til hende. Han kiggede kort rundt på lægerne og bemærkede hvad der var ved at ske noget. Han så på Kristen engang. Det hele var ved at gå igang. Der var gjort klar og det hele.
Bekymringen slog ned i ham, da han hørte hendes lyd og mærkede hendes klem. Han lod hende klemme. "Klem alt ved du kan, når det gør ondt. Det hjælper nok," sagde han, med en så rolig stemme, som han nu kunne mestre. Han kunne se på hende at det gjorde ondt. Da lægen satte hende igen med at koncentrer sig om vejrtrækningen var der en anden der sagde noget med at arbejde sammen med veerne, istedet for at kæmpe i mod dem. Han synes det lød meget logisk.. Ellers ville det vel bare gør mere ondt.
Matt hørte dem sige det igen da Kristens ve kom. Han så på hende. "Kris, du skal presse, okay? Du må ikke holde det tilbage," sagde han og lød ikke helt så rolig som før. Hendes greb om hans hånd gjorde ikke vildt ondt, men det kunne mærkes. Han holde vejret uden at tænke over det. Han ville ikke slippe hendes hånd, da han ville være sikker på at det ikke var det hun ønskede. Han ville heller ikke gå hvis hun smed ham ud af lokalet i vrede og frustration over smerten. Nej, han ville måske gå væk for en kort stund men så også komme tilbage igen.

Kristen lyttede til Matt. Hun så en smule forvirret på ham da hun fik at vide, at hun bare skulle klemme til. Hun ville jo heller ikke give ham smerte med vilje og vidste ikke helt om han kunne mærke det tydeligt eller ej. Hun så på ham da han igen snakkede til hende. Hun havde lyst til at rive noget i stykke og lod den frie hånd, tage fat i langnet.
"Mmm..." Hun vidste ikke lige hvad hun skulle svare ham. Hun var udemærket klar over, at han havde ret i, at hun ikke skulle gå mod det, men i stedet kæmpe med. Det var svært for hende, men hun forsøgte alligevel. "Det gør ondt.." pev hun lidt efter mens hun forsøgte at gøre som Matt havde sagt. Hun ville gerne selv arbejde med, men smerten blev være og være.
En læge og en jordmoder, stillede sig klar i den anden ende af briksen, de opmundrede hende med finde ord, mens de forsøgte at få Kristen til at prøve igen. Kristen trak bare vejret uroligt i små stød og tog så en stor indåndigen inden hun begyndte at presse som de havde fortalt hende, hun skulle. Lidt efter lod hun alt luften forlade hendes lunger igen, mens hun kort pev af smerte og klemte til om Matts hånd. Hun ville ikke se svag ud, men inden i græd hun i smerte. Det var ikke ligefrem let for hende.
Efter som lægerne og jordmoderen blev ved med at presse hende, forsøgte hun igen. Hun havde lyst til at råbe , at de selv skulle prøve det, hvis de troede det var så let, for hun var godt vred over at de bare stod som om det var ganske let. Hun fik endnu et ve, men vendte denne gang blikket mod Matt, med hendes næsten våde øjne. "Matt..?" Hun så bedene på ham, men vidste godt at han ikke kunne gøre det helt store ved det. Hun gav igen, hans hånd nogle hårde klem, mens hun i stedet for at presse, denne gang bare begyndte at skrige med tåre i øjnene.

Matt så forvirring i hendes øjne. Han rystede stille på hovedet, selvom hun intet havde sagt. "Bare klem til. Husk, jeg kan holde til det," sagde han og smilede lidt opmuntrende til hende. Han kunne se det smerte helved hun lå i. Han sammenlignede det lidt med at blive forvandet fra menneske til varulv, hvor ens knogler knækkede og satte sig sammen på en nu måde. Han synes virkeligt det var synd for hende.
Han nikkede lidt. "Det ved jeg, men du bliver nødt til det skat. Det lindre den smerten lidt, selvom det ikke føles sådan" Det kunne godt fortolkes som om han havde prøvet der før. Men det havde han ikke. Han satte bare stadig sin forvandling og hendes fødsel op mod hinanden.
Matt så på jodermoderen og lægen. Det kendte til det og de fortalte det fint nok. Han så istedet den på Kristen. Han strøg hendes hår væk fra hendes varme pande. Hun arbejdede hårdt lige nu. Den første gang og selv han synes det gik godt. Da hun begyndte at skrige istedet for at presse blev Matt bekymret. Meget bekymret endda. Han tyssede på hende. "Kris, hvis du presser så er det hurtigere overstået. Det er hårdt, det gør ulideligt ondt og det er uoverskueligt.. Men det er snart overstået.. Hun er snart ude," sagde han roligt til hende. Han nussede blidt hendes håndryg og så på hende.

En lille pause var lige det Kristen trankte til, men hun vidste at det ikke skete. Hun skulle gøre alt hvad hun kunne nu og så havde Matt nok igen ret i, at det ville ske hurtigere. Kristen forsøgte stedig men smerten tog meget på hende. Hun forsøgte igen og igen, men de par gange var der ikke nær så meget i pressende da hun var helt udkørt allerede. Hun lod en tåre forlade hendes øjne mens hun bed smerten i sig og stremte grebet om Matts hånd. Hun lod kort øjnene glide i og tog så igen en meget dyb indånding for at komme igang igen. Hun gav igen et skrig fra sig og pressede denne gang alt hvad hun kunne, selvom smerten var stor lige i øjeblikket.
Et lille snøft forlod hende inden hun igen prøvede med en smule mindre styrke. Hun så på Matt da hun igen åbnede øjnene. Hun ville ikke kigge på lægerne og jordmoderen. Det var ikke lige noget hun ville se, smerten var slem nok. Hun bemærkede at jordmoderen kiggede på hendes med et smil, hvilket måtte betyde at hun gjorde noget rigtigt. Hun kunne kun svagt koncentrere sig om at høre, og hørte at de nu kunne se hendes lille pige.
Hun forsøgte så igen, selvom hun mest af alt havde lyst til at give op. Hun overvejede meget det med at give op, men da hun så fik at vide, at hovedet næsten var ude kunne hun ikke stoppe. Hun var bange for at der ville ske noget med pigen.
"Mmmmm..." forlod hendes læber mens hun pressede alt hvad hun kunne igen, med våde kinder, som næsten var tørre igen. Hun ville have sagt Matt, men hun kunne ikke rigtigt for det hele ud.

Matt så kun på Kristen. Hun var det vigtige lige nu. Hun var udkørt og magtede ikke mere. Matt vidste det.. Han var også sikker på at lægen og jordmoderen kunne se det på hende. Han mærkede hende klemme om sin hånd. Det gjorde ikke rigtigt ondt, selvom den selvfølgelig dunkede efter som hun klemte til. Han var overrasket over hvor stærk hun egentligt var. Det havde han ikke regnet med. Men smerten gjorde nok også en del.
Han så på hende mens hun pressede. Han hørte jordmoderen sige at hun skulle blive ved. Det gjorde Kristen vidst også så vidt han kunne se og mærke. Han smilede blidt til hende, da hun åbnede øjnene. "Du klarer det rigtigt godt," sagde han opmuntrende, for lige at give hende det sidst pust til at få presset til. Han kiggede på Jordmoderen der fortalte at når hovedet var ud, så var det værste overstået. Det lettede lidt syntes Matt. At vide at hun snart var ud af smerten, var rart.
Matt så på Kristen. Han hørte nemt hendes 'Mmmmmmmmm'-lyd. Han tørrede blidt hendes kinder, for de stadig lidt våde tårer. Bagefter strøg han over panden.

Emne: Sv: Endelig. Kom til mig min skat!<3 ~Bamsefar ;P Ons Apr 25, 2012 3:27 pm

Det ville ikke være det som Kristen koncentrerede sig mest om, men Matt havde tid til at give hende nogle trøstende ord og holde hende i hånden, betød meget for hende. Hun var rigtig glad for at han var der, ikke kun fordi hun, som før nævnt, var sikker på at hun ikke kunne uden, men også fordi hun kunne se på ham at han havde lyst til det. Det at han havde lyst til at være der, til sammen med hende, at tage pænt imod deres datter, betød rigtig meget.
Kristen havde ikke meget energi tilbage, men hun vidste at hun blev nød til at prøve. Hun så på Matt mens han tørrede hendes tåre væk, han minede hende lidt om en rigtig gendelman. Det ville have udløst et smil, hvis det ikke var fordi at hun stadig lå i smerte.
Lægerne gav hende et smil og fortalte hvor godt hun klarede det, samt, at hun bare skulle presse en smule mere til sidst. Det fin hende til at kæmpe videre. Hun tog igen et hårdt tag om Matts hånd og pressede til, så godt hun kunne. Hun fik af vide at de nu havde hovedet ude, hvilket hun tydeligt kunne mærke. Det var ikke helt så hårdt mere. Hun så på Matt og tog en dyb indånding mens hun igen pressede til. Derefter var smerten ovre, og Kristen vidste hvad det betød. Hun var ude, det var overstået. Hun ville gerne se hendes datter, men det eneste hun lige kunne tænke på, var at slappe af. Hun havde været ret oprevet af smerten, og ville nu bare nyde at den var væk.
Hun lagde sit hovede tilbage i puden og lod sine øjne glide i ret hurtigt, hun kunne ikke helt holde igen. Hun skulle lige falde ned igen og få vejret. Hun kunne høre nogen græde i baggrunden og vidste med det samme, hvem det var. Tatiana.

Emne: Sv: Endelig. Kom til mig min skat!<3 ~Bamsefar ;P Ons Apr 25, 2012 6:20 pm

Matt var glad for at han var taget fra arbejde for at være derfor hende. Det var en stor oplevelse for dem begge. Selvfølgelig ville Kristen nok ikke kalde det for en oplevelse, da det gjorde ondt på hende, men det ville han. De blev forældre. Hvad kunne gøre det hele bedre? Matt havde noget i tankerne, men pakkede det hurtigt væk igen. Han skulle nok få det sagt på en eller anden måde.
Matt ville ønske han kunne tage noget af hendes smerte, selvom det ville være umuligt. Han kunne ikke bare tage smerten fra hende. Det var naturligt at det gjorde ondt. Men derfor havde han vel lov at ønske?
Lægernes ord og smil gav vidst Kristen mere energi, tænkte Matt for sig selv. Han lod hende klemme alt det hun ville i hans hånd, selvom det var begyndt at gør ondt. Det ville holde op når det var overstået, var han sikker på. Da Matt hørte hovedet var ude smilede han lidt. Det betød at det snart var slut og deres datter snart var ude. Han strøg Kristen over panden, men hans blik var vendt mod lægerne som arbejdede for at hjælpe, så meget som muligt.
Tilbudet om at klippe navlestrengen, da Tatiana var ude, blev stilt. Han nikkede og så på Kristen. Han slippede langsomt hendes hånd og kyssede hans let på panden. Derefter gik han hen og tog saksen der blev rakt til ham. Han klippede strengen over og så på den lille pige en læge holde i sin favn. Han ville ikke tage hende da hun skulle vejes og sådan. Han tog istedet for plads ved Kristen side igen. Han lagde en hånd på hendes kind og smilede stille.

Emne: Sv: Endelig. Kom til mig min skat!<3 ~Bamsefar ;P Ons Apr 25, 2012 9:04 pm

Kristen lå stille da hun ikke helt vidste hvad hun ellers skulle. Hun havde ret udmattet, taget sine ben ned og lå nu bare og forsøgte at slappe af. Det var svært, hun havde mest af alt lyst til at sove, men hun kunne ikke når hendes barn, Matt og hendes datter, deres kød og blod, virkelig var til stede for første gang. Hun ville så gerne se hende, for selvom hun havde været igennem smerten, så var det hele stadig meget uvirkeligt for hende.
Hun blinkede langsomt med øjnene af træthed og fik så øje på Matt. Hun lod et lille smil vokse på hendes læber mens hun ivrigt regte ud efter hans hånd. Han havde før givet slip på hende, hvilket hun ikke havde noget imod, for hun var glad for at han ville klippe navlestrengen over. Men hun havde bare ikke lyst til at slippe ham mere end højst nødvendigt.
"Matt?" spurgte hun langsomt og viftede med sin hånd i retningen af ham. Hun ville have drejet sig lidt om, så hun kunne se ham bedre, men det var som om hun sad fast i den stiling hun nu lå i. Hun fandt efter lidt hans hånd og i stedet for at give hans hånd et blidt klem lod hun sine fingre kærtegne hans håndflade, mens hun forsøgte at få ham så tæt på sig, at hun kunne tale med ham, uden at snakke meget højere end en hvisken. Barnet blev svøbt i et hvidt tæppe efter at være blevet vejet og målt. Så fik Matt og Kristen endelig lov til at se deres datter.

Matt så på Kristen. Han så hendes smil og til fik ham til at smile. Han så hvordan hun ivrigt søgte efter noget med hendes ene hånd. Han nikkede da hun sagde hans navn. Det beroligede en indre uro han havde i sig, da han hørte hendes stemme. Det var som om hans krop var et virvar af følelser, der med ét fald på plads ved lyden af hendes stemme. "Ja?" sagde han og tog hendes hånd. Han smilede over hendes blide klem og kærtegnen. Han sænkede hovedet ned mod hende, for at hjælpe hendes forsøg på at få ham tættere på. Han nussede blidt hendes håndryg.
Da de fik deres barn, følte Matt det underligt. Han havde ikke rigtigt fundet ud af i sit hoved at det var deres barn. At han var faren til det barn. Det var lige noget han skulle vænne sig til. Han havde ikke noget i mod at være far, slet ikke når moren var Kristen. Det var mere det at det han havde skænket hende, ikke var positiv. Men han ville aldrig lade hende ende som ham. Det var et løfte han ville holde. Han smilede stille.

Kristen lå lidt tavs da hun fik lov til at holde sin datter. Hun var ret glad for at hun stadig lå ned i dette øjeblik, for hun var ikke sikker på at hun havde flere kræfter tilbage. Hun gav en lille lyd fra sig og lænte sig en smule over mod Matt. Hun gav et snøft fra sig og lod et par glædes tåre trille langsomt ned af hendes kind. Hun så kort på Matt igen med et stort og varmt smil. "Vi har en datter!" Det var alt hun lige kunne få ud, efter fuldt af en lille lykkelig latter, som nok nærmere lod som gråd, da hun græd mens, men på den gode måde.
Hun havde ikke lige noget at sige, hun ville bare hjem og være hos Matt. Matt og hendes lille Tatiana, som nu var hende nye familie. Hendes helt egen. Den tanke fik hende til at blive et tak lykkeligere, hun havde aldrig drømt om andet end dette og nu havde hun det. En ordenlig familie, men en sød lille datter og den mest perfekte kæreste i hele verden. Hun kunne ikke blive mere lykkelig.
Hun kastede et lille kærligt blik i retningen af Matt og kyssede ham blidt i panden, mens han stadig var tæt nok på til det. Derefter lod hun et meget forsigtigt blik vile over deres nyfødte datter. Hun var ikke ligefrem vandt til at være mor, hun vidste intet om det og var derfor yderst forsigtig overfor sin lille Tatiana. Hun lod en finger glide langs med hendes lille kind og gjorde derefter intet for at stoppe den lille i at tage hendes finger i hånden. Hun klukkede lidt over det, det var en hel ny ting. Som en ny verden der lige var blevet åbnet.

Matt så på Tatiana og Kristen. Han fik en underlig følelse i kroppen. En følelse han ikke rigtigt kunne beskrive. Det var en slags.. Faderlig følelse. Han smilede og vidste inde i sig selv, at dette var den familie han havde troede han aldrig ville få. Han var lykkelig over det. Han hørte Kristen snøfte. Hans blik vendte sig hurtigt mod hende og han så hun græd. Først troede han at der var noget galt, men bagefter gik det op for ham at det var glædeståre. Han nikkede. "Ja, det er.." sagde han glad.
Matt så længe på deres datter. Det tog ham tid at forstå at han rent faktisk var far.. Han forstod det stadig væk ikke, efter noget tid. Han havde hørt at en mand ikke var far før han havde holdt sit barn første gang. Matt havde altid syntes det var nået pjat, for det opdagede dig vel mens deres kæreste, forlovede eller kone var gravid. Det var først nu at Matt forstod at det opdagede man ikke der. Det var ikke noget man 'opdagede'. Det var noget man skulle vide. Men problemet var at man måske ikke kunne så få hjernen til helt at forstå det, selvom man inderst inde godt vidste det.
Matt klukkede lidt, da han mærkede hendes læber mod hans panden. Han mærkede et prik på skulderne og rettede sig på. En læge ville gerne snakke med ham. Han nikkede og lænte sig ned til Kristen igen. "Jeg kommer tilbage om lidt," hviskede han i hendes øre. Han strøg hende over håret og gik roligt mod lægen ud på gangen. Da døren var lukket fik han af vide hvad Kristen ikke kunne komme hjem før nogle dag efter. Matt lænte sig op af væggen og sukkede. Han kunne ikke lide hospitaler og at Kristen skulle blive var ikke det han ønskede. Men han forstod det. Hun skulle oven på igen. Han nikkede til lægen og sagde at han nok skulle fortælle hende det. Blev stoppet inden han nåede ind, og fik af vide at det snart flyttede hende. Matt nikkede og gik ind til Kristen og Tatiana igen. Han gik langsomt hen til hende og tænkte over hvordan han skulle formulere sig.

Kristen var rigtig glad. Hun havde aldrig været mere lykkelig. NU havde hun noget helt unikt i sine arme, hun havde den bedste kæreste og far, som man kunne få og hun havde samlet sig en lille familie. Et øjeblik fik hun den følelse at hele hendes liv havde været det vær'. At hun skulle igennem alt det dårlige før hun kunne få sådan en speciel gave som denne. Hun tørrede øjnene og plantede et kys på Tatianas lille hånd, som stadig holde fast i hendes finger.
En jordmoder mindede hende kort om, at hun hellere måtte give den lille lidt af spise når hun selv var klar og stærk nok til det igen. Kristen besvarede med et lille simpel nik og smilte stort til hendes lille datter. "Hey duh.. hvor er du lille.." hun vidste godt at hun ikke kunne svare, men hun kunne ikke lade være med at sige noget alligevel. På den måde, fandt den lille vel også hurtigt hendes stemme rolig og kærlig, sådan som den skulle opleves.
Kristen smilte blidt til Matt og lod ham forlade lokalet et øjeblik. Hun fulgte ham lidt nysgerrigt med øjnene, hun ville gerne vide hvad det handlede om, men stollede på at hvis det var vigtigt ville han sige det til hende. Hun så ned på Tatiana og legede lidt med hendes lille hånd. Så kom en af lægerne med en lille stykke tøj til den lille så hun ikke skulle fryse. Kristen hjælp med at få det på hende og genoptog derefter stemningen fra før. Hun så hurtigt op da Matt kom igen, det at han tøvede gjorde hende en smule nærvøs. Hun bed sig en smule i læben. "Er der noget galt?" Hun ville ikke kaste sig for meget ud i bekymringen men hun kunne ikke undgå at blive lidt nærvøs.

Matt var glad for at have fået en lille familie, selvom han for bare et halvt år siden troede at alt ville forblive som det var. At han bare var en trøst og nå man var blevet trøstet ville han være lige meget. Men ikke nu. Han følte at han havde noget, der ikke ville forsvinde igen. Han vidste at Kristen havde mistet nogle børn før de to fandt sammen. Men nu.. Nu havde var hun mor, og han var far. Han var lykkelig over det.
Han betraktede dem, mens Kristen snakkede til den lille nyfødte Tatiana. Det ville under alle andre omstændigheder have været sært og underligt, men lige nu var det ikke. Det var okay, som ny mor og far, ikke at vide specielle ting. Men alligevel kunne Matt ikke lade være at klukker over det.
Matt så på Kristen da hun spurgte ham efter han var kommet ind igen. Han tog sig sammen og smilede roligt til hende. "Det var bare en læge der fortalte mig at de er nødt til at holde lidt på dig.. Altså.. Du må ikke komme hjem før om nogle dage, da de lige vil have dig til lige at komme ovenpå," sagde han og stod nu ved siden af hende. Han så mod døren, der selvfølgelig var lukket. Han vendte blikket mod hende igen og tøvede kort. "De flytter dig også om lidt. Så du ryger ned på en anden stue." Han havde det stadigvæk ikke godt med at hun skulle blive her nogle dage. Han havde ikke haft noget problem med at komme herind og sådan, men det var fordi han kun havde haft en ting i hovedet. At Kristen skulle føde. Men at skulle komme igen, fordi hun skulle blive her. Det havde han det ikke godt med. Hospitaler var altid lige med noget dårligt. Han ville komme selvom han ikke kunne lide det, for han elskede jo Kristen. Han ville faktisk helst ikke forlade hende alene, her uden at han var der. Han kunne ikke fortælle hvorfor, han vidste bare at det ville han helst ikke.

» Endelig! Nu det min tur til at søge!
» Endelig! Et menneske! C: //Kristen//