En lille tur rundt i naturen, er du frisk? [Aiko ;D]

Sted: Omkring pensionatet, udenfor.
Tid: Ca. 14.00.
Vejr: Roligt, med sol nok til hele dagen.
Omkring: Andre der nyder det gode vejr.
Humør: Glad.
Grund: Mine tanker er fuldt med Matt.
Påklædning: En rosen rød kjole der krydser foran og skal bindes bagved på ryggen. Sorte højehæle og en sort leder jakke der går til taljen. Mit hår er flettet i to rotte haler som starter i bunden.

Kristen havde tænkt sig at gå en tur. Hun var kørt ud til pensionatet for at hun kunne starten turen der. Hun ville nyde den flotte natur og det gode vejr lidt. Bare en smule. Hun havde ikke været ude i naturen som nu, i snart 2 år, da der altid havde været noget. Men nu da hun var begyndt at leve og være glad igen, så synes hun kun det var den rette måde at starte det på, med en lille tur. Hun havde taget derud selv, men hun ville gerne havde nogen med på turen, hun havde jo altid godt af en smule selvskab. Hun håbede lidt på at der kom en eller anden forbi som hun kunne snakke med mens hun gik. Ikke fordi hun ikke saktens kunne det selv, men det var jo ikke lige så hyggeligt at gå og snakke med sig selv og det ville også helt klart virke sært.

Aiko luntede rundt i skoven, måske lidt tættere omkring et stort sted, der vist nok var et pensionat, end det var meningen. Hun ville jo ikke rende ud og afsløre sig selv for alle mulige mennesker, men hun havde roligt fulgt sin egen tankegang og var endt her. Nu stod hun så, som enhver anden ræv, på lur ved nogle træer og stirrede hen mod stedet. Hun bemærkede godt at en anden ung, kvinde hvis man kunne sige det sådan, var ankommet. Hun virkede flink, men Aiko forblev lidt i sin ræveform. Hendes 7 haler var gemt bag nogle buske, så det eneste man kunne se var hendes kulsorte rævekrop, med de hvide og meget venlige øjne. Hun satte sig ned, og hørte godt at der lige præcis var nogle blade under hende som knasede lidt. Hun peb da kvinden nok havde hørt hende, og bakkede en smule bagud. Hun vidste ikke hvorfor, men formen gjorder hende nogen gange en smule sky. Egentlig havde hun bare lyst til at sidde og betragte normale menneskers liv, og ofte ønske at hun var en af dem. Hun stirrede med fremadrettede øre, mod hende, og håbede at hun ikke blev forskrækket.

Kristen gik lidt i sine egne tanker da hun skulle fra sin bil og ud til stien ved de mange træer. Stien gik helt ind i skoven hvis men fulgte den så langt, men det var nu ikke meningen at Kristen ville gøre det. Hun havde det ikke helt så godt med skoven efter som hun en gang var blevet overfaldet. Det møde ville hun gøre alt for at glemme men tanken var der endnu.
Kristen hørte en lyd der kom fra et sted inde mellem træerne. Hun smilte lidt ved lyden, hun kunne godt høre det var et dyr. Hun kiggede roligt i retningen af lyden med et lille smil og fik så øje på den sorte skikkelse. Hun smilte venligt til dyret som hun hurtigt fandt ud af, var en ræv. "Hey med dig.." sagde hun med en blid stemme og tøvede kort inden hun satte sig på hug lidt fra ræven. Kristen havde boet i byen et godt stykke tid nu, hun kendte godt til Kitsunier da hendes gamle kæreste, Owl, var sådan en. Hun var ikke bange for den, for hun havde kun set dem som venlige. Hun vidste osse at deres dyr var ræve og efter som der ikke var mange normale ræve i byen, så regnede hun med at det var en af dem. En af dem med syv haler.
Kristen lagde hovedet en smule på skrå og strakte en arm ud mod ræven. Hun var en smule forsigtig da hun ikke kendte alt om disse væsener endnu. De kunne jo være farlige eller noget. Kristen lod sin hånd stritte fladt ud mod ræven så håndfladen var vandret.

Aiko fik et mindre forskrækket blik da hun blev opdaget, men slappede hurtigt af da kvinden tydeligvis var venlig. Måden hun smilte på, talte for sig selv. Aiko blev stående, med alle fire poter solidt plantet på jorden. Man vidste jo aldrig hvad kvinden troede hun var, eller hvad hun ville. Hendes stemme var blid og mild, mens Aiko viftede lidt med ørene som tegn på at hun blev hørt. Selvom hun var i ræveskikkelse, forstod hun alt hvad hun forstod som menneske. Derfor var det ikke svært at forstå at pigen intet ondt ville hende. Hun satte sig lidt ud for Aiko, med hånden rakt ud som en blid lille gestus.
Aiko var ikke nervøs længere, og gjorder et kort, hvad nogle ville kalde bjæf, inden hun roligt begyndte at lunte hen mod kvinden. Hun standsede med snuden få centimeter fra hendes hånd, og snuste kort til den. Det var et mennske, ingen tvivl om det. Skoven kendte hende, og den fortalte om det. Men hun havde mange bekendtskaber duftede det til. Aiko satte sig, som en forstående hund, og stirrede på kvinden. Hun viftede let med sine mange haler, som silkeblødt smøg sig efter hinanden. Hun stirrede hende direkte i øjnene, nærmest som prøvede hun det tanketale trick, Lamia havde vist hende at hun kunne. Men som fortalt var det kun vampyre der kunne det, så ræven nøjes med at rystede opgivende på hovedet af sig selv.

Kristen sad stille lidt, som hun var med sin hånd i retningen af ræven i strækt arm. Hun kunne se at ræven tøvede lidt, men hun holdt sit smil på læben. Hun vidste godt hvilken slags ræv det var, det var nemlig ikke en helt normal ræv, det var en kitsuni. Det kunne hun se på de mange haler, for normalt havde de jo kun en. Hun undrede sig kort over hvorfor den ikke havde gemt de andre haler, men det kunne være at den kunne mærke Kristen kun ville sige hej.
Kristen lagde mærke til at den viftede en smule med ørene, det fik hende til at give et lille kluk fra sig. Hun vidste godt at den lyttede og kunne forstå alt, hvad hun sagde. Det kunne det jo, kitsunierne. Da den lille søde ræv begyndte at gå hen til hende, bliv Kristens smil en smule større. Hun var glad for at den ikke flygtede fra hende, for det kunne den jo godt have gjort. Den kunne havde stukket af lige da den så hende, men den var venlig og havde blevet. Måske var den også lidt nysgerrig for at se hvem Kristen var. Hun vidste det ikke.
Kristen rystede på hovedet. Den mindede hende så meget om hendes eks, Owl. Hun ville ikke tænke på ham, for det kom der aldrig noget godt ud af. Hun havde ikke talt med ham længe, og savnede ham faktisk, men han var sikkert flyttet fra byen for han kom ikke længere på klubben. Kristen skubbede tankerne væk om ham, hun ville ikke ødlægge noget igen. Hun havde Matt nu og hun var rigtig glad for ham, så hun ville ikke vænne tilbage, eller bare lade tvivlen komme i nærheden af hendes nye forhold.
Kristen smilte lidt da ræven satte sig ned foran hende. "Hey med dig, lille ven" smilte hun muntert og lod sin hånd falde stille. Hun ville ikke skremme den væk. Hun smilte skævt til den og lagde mærke til dens mange flotte haler.

Aiko fandt ikke situationen specielt afskrækkende, og det gjorder den fremmede tydeligvis heller ikke. Hun måtte have set en før, for der var ikke mange der reagerede så let, på en ræv med mangemuterede haler, hvad nogle ville kalde dem. Aikos humør steg talige grader, da hun både så hende smile mere og tilmed grine en smule. Måske var det ikke den værste start de havde fået? Nu kendte hun ikke så mange, og det var ikke altid til at vide, hvem eller hvad de var. Og de få hun havde mødt, var faktisk mest væsner. Såsom varulve, vampyre og oprindelige. Og en engel faktisk, hvem skulle tro man kunne stå så tæt på livet efter døden, og ikke alligevel?
Aiko åbnede sin lille rævemund for at svare, men det eneste der kom ud var endnu et hæst bjæf. Pinligt. Nogle gange havde hun det som om hun ikke var ræv, og troede ofte at hun kunne tale sådan. Hun rystede igen på hovedet, og nøjes med at skubbe hendes hånd op på sin snude. Det var en vane, men hun elskede nusseri.
Hun var ret usikker på om hun skulle forvandle sig. På den ene side var det her jo et fuldstændigt anden møde end i menenskeskikkelse, og på den anden side, var det ret sært pludselig at stå overfor et menneske, som før havde siddet og gøet af en. Forvirrende. Men hvis kvinden bad hende forvandle sig, ville hun straks gøre det. Så ville hun i det mindste ikke være skræmt.

» En lille gåtur, for at nyde naturen - Eden
» emne? med lille mig? okay jeg ikke så lille end da
» En lille tur i det fri ~Rose