Fødselsdagsfest!!! Alle er inviteret, men ingen slåskampe tak!! - Alle der har lyst xD

Sted: I Gymnastiksalen
Tid: Omkring kl. 19
Omgivelser: Nogle få gæster der lige er kommet
Vejr: Rimelig koldt men ikke regn eller snevejr
Påklædning: +

Lamia stod og kiggede rundt på alt pynten. Det havde kun taget hende en halv time at pynte alt det op. Selvom hun havde pyntet det hele. Hele gymnastiksalen var pyntet virkelig sejt og fedt op. Med balloner i et net oppe i loftet. De var blå og hvide, altså ballonerne. Hun havde også sat et stort bord op med en masse snacks og noget forskelligt at drikke. Hun havde helt selv pyntet op. Hun kunne jo heller ikke rigtig bede nogen om hjælp.. Hun havde endnu ikke fået særlig mange venner, men det skulle skam nok komme. Håbede hun. Hun havde heldigvis den fordel at hun var lynhurtig og kunne nærmest kravle på væggende. Hvis hun ændrede skikkelse til et fugl kunne hun oven i købet flyve op og sætte ballonerne fast med næbet. Hun havde gjort lidt af hvert da hun havde sat dem op. Nu stod hun og beundrede sit værk med et tilfredst smil der bredte sig på hendes læber. Hun havde set de der var kommet gøre store øjne og mumle forundret og imponeret. Hun kunne ikke lade være med at fryde sig en smule over det. Når hun nu var en mægtig Oprindelig kunne hun vel godt bruge en lille bitte smule af sin kraft på at pynte pænt op til hendes fødselsdag. Hun havde overhovedet ikke styr på hvor gammel hun blev. Men det var i hvert fald over de 2000. Så meget vidste hun. Hun tænkte lidt over hvor gammel hun egentlig var blevet efterhånden. Nå, men der var jo egentlig ikke noget i vejen med at være ældgammel, når man alligevel så så ung og smuk ud. Som Vampyr holdt hun sig ung og smuk for evigt. Og det havde hun bestemt ikke noget imod. Men det kunne nu godt være lidt ensomt at leve evigt. Alle ens nærmeste døde, medmindre at man forvandlede dem til Vampyrer og det var Lamia ret meget imod. Hun brød sig ikke om at tage livet fra en der kunne vælge at blive gammel og få børn. Når man først var blevet forvandlet var der ingen udvej. Man kunne aldrig blive forældrer med mindre man fik et barn inden man blev forvandler. Altså jo, en mandlig Vampyr kunne godt parre sig med en mennskekvinde. Og kvinden ville så blive gravid. Men hun ville højst sandsynligt dø når barnet skulle fødes. Ellers skulle hun i hvert fald have Vampyrblod i sine årer. Og så ville hun vågne op som en Vampyr. Lamia havde i hele sin lange tid kun forvandlet to personer. Arianna, hendes bedste veninde, der kun et par måneder efter var blevet brutalt myrdet på grund af Lamia, og hendes livs store kærlighed (Eller det troede hun i hvert fald dengang..) Andrew, der efterfølgende havde forrådt hende. Men det brød hun sig ikke om at tænke på. Hun skyndte sig at tænke på noget andet. Hun kiggede hen på væggen, hvor man kunne se lys skinne ind fra et vindue. Hun kunne se at det ville begynde at blive mørkt snart. Hun vidste at det ikke var fuldmåne i dag. Hun havde gjort det med vilje. Altså holdt festen en dag uden fuldmåne. For så risikerede hun ikke nogle ukontrollerede Varulve..

Påklædning: http://weheartit.com/entry/21705864
Gave: http://weheartit.com/entry/21601844

Aiko kom roligt gående, ind af den store dør til den store sal. Hun gik en del roligere end det hun plejede, eftersom det ikke just var hverdag for hende, at gå i høje hæle. Hun havde vaklet lidt, på vejen her hen, men ingen fald. Og gudskelov for det. Hun så sig imponeret omkring, og kunne ikke lade være med at drømme om en fødselsdagsfest som denne, når hun engang fyldte år. Der var allerede kommet nogle elever, men hun kendte ingen af dem, så vidt det så ud til. Alle ansigterne virkede fremmede, og så ukendte. Selv alle duftene forvirrede hende, og gjorder at hun slet ikke kunne skelne folk. Hun bemærkede dog ét velkendt ansigt, og smilte stort da det gik op for hende hvem det var. Hun satte i småløb, og trippede så det kunne høres lidt omkring hende, hele vejen hen til Lamia som stod og beundrede stedet. "Tillykke med dagen, Lamia!" Hun gav hende et ivrigt kram, og slap hende hurtigt for så at dykke ned i sin lille taske. Hun rodede et lille øjeblik, inden hun fandt en lille æske, og rakte den til Lamia. Hun så spændt mod hende, og håbede virkelig at hun kunne lide gaven. Hun var ikke vant til at give gaver, og da slet ikke en der havde haft fødselsdag så mange gange! Hun glattede den fine kjole, og så sig hurtigt omkring endnu engang.

Lamia kiggede rundt da hun hørte nogle høje hæle komme løbende hen mod hende. Hun hørte Aikos stemme og vendte sig hurtigt om mod hende. " Aiko!! Du kom! Hvor er jeg glad for at du kunne få tid til at komme!" Hun smilte og gav hende et kæmpe kram. Hun tog stille imod den lille æske som Aiko rakte hende. Hun åbnede den og gispede. "Hvor er den bare smuk!! Tusinde tak! Jeg vil gå med den hver dag!!" Hun krammede hende igen og gav hende et kys på kinden. Hun smilte stort og satte så den smukke sommerfuglering på hendes højre hånds ringefinger. Hun smilede og gav hende endnu et kram. Hun kunne slet ikke forstå at Aiko havde gjort så meget ud af det at hun endda havde fundet en gave til hende. Og den måtte have taget længe at finde. " Den må have været svær at finde. Det havde du altså ikke behøvet at gøre Aiko.." Hun kiggede taknemmeligt på hende. Hvor var hun altså bare sød! Hun trak hende hen ved et bord og satte sig ned. " Værsgo at sætte dig.. Jeg tror næsten ikke at der kommer flere. I hvert fald ingen af mine venner." Hun smilte trist.

Aiko smilede til hende efter krammet, og så smilende på hende. "Det ville jeg da ikke gå glip af!" Hun grinede lidt, og så som skrevet spændt på, da hun åbnede æsken. En kæmpe lettelse bredte sig, da hun tydeligvis kunne lide ringen. Aiko havde været utroligt usikker, for det med at tilfredsstille andre mennesker, var hun ikke specielt god til. Ikke at hun ikke prøvede, men hun lavede bare lidt rav i den med ting og sager. "Fantastisk! Hvor er jeg glad for at du kan lide den!" Hun mærkede godt hendes kys, og kram igen. Hun krammede ivrigt med, for hvor var der dog skønt med en rigtig ven. Hun så med et kæmpe smil, da Lamia satte ringen på fingeren. Hun beundrede den tydeligvis, og det gjorder da bare det hele meget bedre. "Gaver tager sin tid, og selvfølgelig behøvede jeg da det! Du har jo fødselsdag, plus du er min ven! Begge dele gør dig klart fortjent til noget. Desuden klæder den dig virkeligt godt" Hun slog ud med armene for sjov, for at præsentere hende. Hun grinede uskyldigt, og lod sig villigt trække med. Hun dumpede ned på en stol, og lagde tasken på bordet. "Tak" Hun smilede, men så hendes triste blik. "Det er jeg sikker på at der gør! Desuden er der allerede kommet så mange flere mennesker, end jeg overhovedet kender!" Hun grinede igen, og prøvede at smitte hende med det optimistiske synspunkt. Lamia fortjente det.

Lamia smilte til hende. "Tak igen!" Hun blinkede rørt til hende. Lamia kunne mærke at Aiko var lettet over at hun kunne lide ringen. "Selvfølgelig kan jeg da lide den! Hvem ville ikke kunne lide den!? Den er jo helt aldeles fantastisk!!" Hun smilede varmt og kærligt til hende. Hvor var hun dog bare fantastisk sød! Hun smilede over hendes svar. " Selvfølgelig er det jo rigtigt, men stadig.. Og jeg mener altså stadig at du ikke havde behøvet at gøre så meget ud af det. Ja det har jeg. For omkring 2000'ene gang." Hun smilte, blinkede til hende og daskede hende let på skulderen. " Jae.. Og det er jeg da også rigtig glad for at jeg er!" Hun smilede over at hun havde kaldt hende for sin ven. Det var lang tid siden hun sidst havde haft så mange venner. Og det sagde jo ikke så lidt. " Taaak! Og ja gør den ikke!? Det er den allerbedste gave man kunne ønske sig!! Igen mange, mange, mange gange tusinde taak!!" Hun smilede oprigtigt. " Og forresten hvor ser du bare fantastisk ud!" Og hun mente i den grad hvad hun sagde. Aiko så rent faktisk fantastisk ud. Hun blev næsten helt misundelig. Men så alligevel ikke. Lamia var ikke typen der blev misundelig eller jaloux på andre. Hun havde det nu helt fint med sig selv. " Hmm.. Det kan vi da håbe. Og ellers har jeg jo stadig dig. Og jeg ved godt hvad du mener.. Det er ret trist ikke at kunne dele sin hemmelighed med nogen ik? Men du skal vide at du altid vil have mig." Hun smilte varmt til hende og gav hende endnu et kæmpe kram..

// Det var da hurtigt Aiko ^^'

Aiko prøvede at få styr på alle de mange sætninger der fløj i mellem dem. Men det var en anelse svært, da hun blev slået ud af den ved ordet af hendes.. 2000'ende fødselsdag?! Hun var så imponeret at hun mest bare nikkede og smilede, indtil de sad ved bordet hvor hun langsomt kom sig igen. Hun syntes det var lang tid, at have levet i når man var 50?! 2000 var det ældeste hun nogensinde havde hørt, og hun holdte sig utroligt godt. *Selvfølgelig. Det gør vamyre jo!* Hun smilede over sin egen tankegang, og så på Lamia igen. Da hun fik et kopliment, kunne hun ikke lade være med at rødme, og rette lidt på kjolen, der ikke trængte til at blive rettet på. "Tusind tak. Og helt klart i lige måde, du passer også vildt godt til udsmykning! Men det er måske planlagt?" Hun grinede let, og så sig omkring. Mennesker var vidt fordelt, men overalt kunne man ane den utroligt flotte og gennemtænkte udsmykning. Lamia måtte gerne holde et surpriseparty for hende! Tanken blev afbrudt af mindet om hendes søster, som hun elskede højere end livet selv. Naomi var ikke typen for vampyre, eller andre væsner, så det kunne nok ikke komme på tale. "Du har altid mig! Og jo meget.. Det plager mig konstant. Men det er jeg utroligt glad for" Hendes stemme var rørt, og det samme var hendes blik. Hun kneb øjnene sammen, mens de krammede for ikke at ødelægge noget, ved at sidde og flæbe over hendes eneste ven. Fjollet altså!

//Jae.. :3 Beklager hvis det var for hurtigt, er bare vant til at svare lidt hurtigt x3 Og du er da slet ikke langsom heller! ^^

Lamia kunne mærke at Aiko blev helt forbløffet over hendes alder. Hun var egentlig også virkelig gammel. En af de ældste der nogen sinde var blevet født. Og derfor var det også helt forståeligt at Aiko blev helt overrasket over at hun var såå gammel. " Taaak. Jeg er glad for at du kan lide det. Jeg er selv vild med skoende. Men jeg vidste jo ikke om andre ville syntes at det var for gammelt. Du ved sidste år og sådan noget. Og egentlig ikke, meen.." Lamia kunne høre hendes næste tanker. Og det gav hende en god idé. Måske skulle hun rent faktisk holde et surpriseparty for hende når hun engang havde fødselsdag. Hun hørte tanken om Aikos tvilling. Hende måtte hun altså møde snart. "Det ved jeg og jeg kunne ikke være mere glad over det.. Det plager også mig hele tiden. Men der er jo egentlig ikke rigtig noget vi kan gøre ved det. Vel? Så vi må jo bare finde os i det og lære at leve med det." Hun smilte trist til Aiko. "Selvfølgelig. Jeg vil altid være der for dig. Og når jeg siger altid mener jeg altid. Jeg lever jo trods alt evigt." Hun blinkede og daskede hende kærligt på skulderen. Lamia blev meget rørt over Aikos næste tanke. Var hun virkelig Aikos eneste ven? Hmm.. Det var lidt syndt for hende at hun ikke kunne tale med nogen om hendes liv og kræfter. Men hun kunne selvfølgelig altid snakke med Lamia. Og det vidste hun forhåbentlig også godt at hun kunne. Men for en sikerheds skyld.. " Du kan altid komme til mig og snakke med mig om alt du kunne have brug for at snakke med nogen om. Det skal du ikke være et sekund i tvivl om!" Hun smilte opmuntrende til hende.

//Nej, nej! Det er skam godt at du svarer hurtigt. Det er i hvert fald meget bedre end at skulle vente en uge på svar.. ^^ Og jeg prøver i hvert fald på ikke at være alt for langsom, så det er jeg da glad for at synes xD

Aiko var lidt flov over sin opførsel, ved at høre hendes alder. Hun burde snart vænne sig til, at hendes nærmest naboer, måske var 300 gange ældre end hende selv. Men alligvel var det forbløffende. Alle de ting de havde set, oplevet og lært! Hun fandt det utroligt facinerende, men det var måske ikke lige tiden til et krydsforhør, om livets mening og alt det. Selv havde hun jo ganske god tid. Kitsunier kunne vist leve pænt længe, og det var stadig uvist for hende. Tænk at vide allerede nu, at man kunne leve meget meget længe! Det gjorder hende nogen gange trist ved tanken, uden at vide hvorfor. "For gammelt?! Nej slet ikke!" Hun rystede grinende på hovedet, og smilede til hende. Selv efter 2000, interesserede man sig vist stadig for moden. Selvom hun aldrig kom til at se gammel ud, var det måske skræmmende ved tanken om hvad tøjet kunne gøre. "Sandt nok, det må vi hellere" Hun smilede lidt mere opmuntrende, og prøvede at se positivt som altid. Aiko grinede af hendes lille kommentar, og var ikke lige hurtig nok til at afværge det drillende dask. "Tusind tak og i lige måde som sagt" Hun smilede meget venligt, og mente hvad hun sagde. De blev nok bare nødt til at være på café, eller noget, eftersom Naomi forbød vampyre og væsner i huset. Hun sukkede stille ved tanken. Nogen gange var det ikke helt nemt.

//Undskyld det tog så lang tid nu, manglede krea og har ikke haft tid til at komme på :3

Lamia kunnemærke at Aiko havde det en smule dårligt med den måde hun havde reageret på. Hun skulle til at fortælle hende at det skam var helt fint og at det ikke gjorde spor, da Aiko svarede på hendes spørgsmål. Hun smilede glad. "Taak! Jeg var nemlig ikke helt sikker. Jeg lever jo nærmest i min helt egen verden. Meeen, jeg prøver da stadig at være med på moden. Ellers ville jeg jo også stadig gå rundt med korset og lange kjoler." Hun smilte til Aiko og kom til at tænke tilbage på dengang. Hun havde stadig en masse billeder af hvordan de kjoler havde set ud. Hun havde været utrolig rig. Også dengang. Så hun havde altid gået i det fineste tøj og aldrig haft nøjedes med noget. Hun smilede trist til Aiko. "Mmh" Og nikkede. Hun smilede rørt nu. "Det var da så lidt. Og det er jeg virkelig også glad for. Det er sgu en smule hårdt at leve for evigt uden at have nogen at dele sine oplevelser og alt sådan noget med." Hun så en smule trist ud. Men det fik hun hurtigt fået væk. Nu smilte hun igen og sagde ivrigt til Aiko: 2Jeg må altså snart møde din søster. Jeg mener det er Naomi hun hedder. Er det ikke korrekt?" Hun smilede og løftede så spørgende det ene øjenbryn.

// Sorry Krea er død Men det er skam helt fint Aiko x3

Aiko nikkede ivrigt, forstående med et smil på læben. Det var lige så hendes øreringe, flagrede rundt. Hun var ikke helt vant til at gå med dem, så hun stoppede hurtigt. Det ville også se mærkeligt ud hvis hun blev ved. "Selvom det ville klæde dig, lyder det som en meget god idé" Hun smilede drillende, og foldede sine hænder. Tænk moden havde ændret sig så meget. Det var et pres at skulle følge med i dag, men at skulle være med på moden igennem 2000 år ville nok tage livet af de fleste. Især en som Aiko, der knap havde besøgt et storcenter 10 gange i hendes liv. På skolen fik de udleveret tøj, og hvis de var heldige, kunne de gå med det tøj de selv syede. Det var en meget isoleret skole, der levede i sin egen lille verden. En ældgammel tradionel japansk skole, hvor de mente at kontakt med udeverdenen var forpestene. "Det kan jeg godt forstå.. Men ved du egentlig hvor gammel en Kitsuni kan blive?" Det første var omsorg, men resten af hendes ord var ren nysgerrighed. Det var da rart at vide, hvor lang tid man egentlig havde. Hun så dog et kort øjeblikket helt overrasket ud, ja næsten forskrækket ved tanken om at Lamia skulle møde Naomi. Men hun prøvede at smile det væk. "Tjah.. Jo det må du" Hun grinede let, men uden den sædvanlige glæde. "Jo det er Nao Nao.." Hun smilede undskyldene, og satte sig bedre til rette på stolen.

//Stakkel :c Kender det godt.. :i

Påklædning: Sorte bukser og en hvid skjorte og den klasiske sorte jakkesæt, dog ingen slips.

Daniel vidste at Lamia holdt fødselsdagsfest og han havde bestemt sig for at han ville tage med for at fejre hende. Han havde faktisk glædet sig rigtigt meget, for det var ved at være længe siden han bare kunne slappe af og feste med sine venner uden at skulle stress over arbejde eller at få den næste husleje tjent ind. Han havde et meget stramt budget og derfor havde han ikke kunne købe den vildeste gave til hende, så han havde fundet en lidt mere rolig gave. Alle hans venner havde masser af penge og behøvede ikke at tænkte over hvad de brugte deres penge på, derfor var han ikke særlig vild med fødselsdagsfester, for hans gave var altid den mindste. Men det var Lamia og hun skulle da fejres.
Daniel trådste ind med hans gave i hånden og smilede svagt til nogle af de mennesker han gik forbi, i sin søgen efter fødselsdagsbarnet. Da han fik øje på hende sætte han kurs mod hende med et større smil. "Tillykke med fødselsdagen" sagde han og smilede stort. Han gav hende et blidt kram for han og rakte hende derefter gaven.

// Dagbog Album//

Han ventede på at hun åbnede gaven. "Jeg kom til at tænke på at du er rigtig mange år, så nu kan du holde styr på dine følelser og begivenheder i dagbogen og tage billeder af alt til fotoalbummet" sagde han og smilte. Han hadede at han ikke kunne købe hende nogen større gave.

Lamia grinte af Aikos svar. "Tak, meeen.. Folk ville nok få mistanke før eller siden, hvis en ung pige rendte rundt i ældgammelt tøj. Tror du ikke?" Hun smilte sødt til hende. Lamia kiggede på hende. "Det er jeg faktisk ikke helt sikker på. Det er jo ret forskelligt. Men de lever vist for evigt når de først er blevet født. Med mindre de altså bliver dræbt eller noget.." Hun smilte usikkert. Lamia smilte over Aikos reaktion. Der måtte da være noget meget specielt ved hendes søster Naomi. "Vi må bare lige finde ud af hvornår jeg kan komme til det." Hun gik ud fra at Nao Nao var Naomis kælenavn. Hun skulle lige til at rette sig på stolen da hun fik øje på Daniel der kom gående imod hende. Hun rejste sig op og gav ham et kæmpe kram. "Daniel! Tusinde tak! Hvor er jeg glad for at du kunne komme!" Hun smilte og gav ham et kys på kinden. Men det var nu kun som venner. Hun så skam ikke Daniel som andet end en god ven. Lamia tog imod gaven han rakte hende. Hun åbnede den spændt. Og så hørte hun hvad Daniel sagde. "Tusinde tak igen. Jeg er meget glad for dem!" Hun gav ham igen et taknemmeligt kram. Hun kunne mærke at han havde dårlig samvittighed over ikke at kunne give hende noget større. "Det skal du skam ikke tænke på. Jeg er da bare glad for at du overhovedet har tænkt på at købe en gave til mig. Selv om du nu ikke havde behøvet at gøre det." Hun smilte til ham. "Desuden er det jo tanken der tæller, som man siger." Hun var bare så glad for at Daniel, som var et helt almindeligt menneske, kunne acceptere at hun var et blodsugende monster og være hendes gode ven.

//Undskyld at der gik lidt tid. Skulle lige finde på noget ^^'

Aiko grinede med hende, og nikkede. "Jo det ville de nok. Der kan ikke være karneval hele tiden, men du klare dig alligevel rigtig godt i nutidens tøj" Hun smilede ivrigt, og spidsede øre efter de informationer Lamia kom med. Det var ikke nemt at finde nogle med nyttige informationer om Kitsunier, eller i det mindste noget pænt at sige om dem. Så det her var guld værd, i hendes lille verden. Hun blev en smule paf ved tanken om evigt liv, og at hun nok skulle leve.. Ja for evigt? Prøv at få den smidt i ansigtet når man prøver at være normal. Hun smilede dog, og lo en lille latter. "Så må jeg nok lade være med at blive dræbt.." Hun smilede lidt akavet, stadig usikker på det hele. "Og ja det må vi skam" Det var anden gang, på en aften, at Lamia havde hylet hende ud af den. Og det var ikke engang med vilje. Hun måtte virkelig se at tage sig sammen. Hun var lige ved at undskylde over for Lamia, da hun hørte en anden nærme sig. Hun snurrede hurtigt rundt på stolen, så hun var ved at skvatte i skoene. Hun så op på et svagt velkendt ansigt, og mindes dengang de havde mødtes på biblioteket. Han var flink nok. Hun vinkede roligt, og smilede til ham. "Hej Daniel.." Hendes stemme var lille, men hun ville også nødigt forstyrre de to gode venner, som tydeligvis havde kendt hinanden længe. Desuden var det altid lidt sværere nogle gange, at snakke med drenge. Ja, man var vel en pige?

Daniel smilte lidt, han var glad for at hun kunne lide gaven, for det var jo ikke ligefrem den største. "Når du holder fødselsdagsfest bliver jeg da nødt til at give dig, i det mindste en lille gave" sagde han og smilte lidt. Han smilte til Aiko, da hun sagde hej til ham. "Hey Aiko. Det er ved at være noget tid siden" sagde han venligt. "Men det er godt at se dig igen." tilføjede han muntert.
Daniel kiggede skiftevis på Lamia og Aiko. "Jeg håber ikke at jeg forstyrrede jer" sagde han og smilte til dem begge. "Jeg syntes bare lige at jeg ville komme over og sige hej og aflevere gaven." sagde han og kom først til at tænke på nu at de 2 var de eneste han kendte til festen, så han håbede ikke at de havde noget i mod at han holdt sig til til dem. "Jeg har vidst glemt at fortælle jer begge, hvor godt i ser ud" sagde han og nikkede venligt til dem.

//Ej, det var lidt kort fra min side af, håber at I overlever det Smile

Lamia smilte. "Tak Aiko." Hun nikkede så alvorligt. Lamia så på Aiko og kunne ikke helt forstå hvad det var der var så forfærdeligt ved at Lamia skulle møde hendes søster, Naomi. Hun smilte dog bare venligt til hende som svar. Hun smilte stort til dem begge. "Kender i allerede hinanden? Det var da heldigt." Hun tænkte at så behøvede de ikke en introduktion. Lamia smilte igen taknemmeligt til Daniel. "Og jeg er skam utrolig glad for at du har taget dig tid til at finde en gave til mig. Tro mig. Det er jeg virkelig." Hun kiggede ham oprigtigt ind i øjnene og gav ham endnu et kram. Lamia kiggede over på Aiko. "Næh, det gjorde du skam ikke. Vi snakkede bare lidt. Du ved jo at piger tit snakker sammen, ikke? Og sladrer også. Ret meget endda." Hun smilte drillende til ham og daskede ham så let på armen. "Og du er skam mere end velkommen til at sætte dig ned og slutte dig til os. Vi har ikke noget imod lidt mere selskab. Vel, Aiko?" Hun smilede muntert og kiggede spørgende over på Aiko. Hun ville jo ikke have at Aiko ikke var særlig glad for det hun gjorde. Hvis Aiko hellere ville være alene med hende og snakke lidt videre, måtte hun jo bare sige til Daniel at hun ville komme over til ham om lidt. Selv om hun nu ikke var særlig meget for det. Hun kunne nemlig godt mærke at Daniel helst ikke ville være helt alene. Og det kunne hun da også sagtens forstå. Han kendte åbenbart heller ikke nogen af de andre gæster. Men der var nu heller ikke såå mange andre end de tre. Lamia smilte stort over Daniels kompliment og nejede fint. "Tusinde tak! Og du ser da også utrolig godt ud! Tænk at du har taget så noget fint tøj på for bare at komme her til min fødselsdagsfest.." Hun gav ham igen et kram.

//Det gør vi skam nok, skal du se

Aiko smilede taknemmeligt til Daniel, der faktisk ikke havde glemt hvem hun var. Ikke at han virkede som den type, men de havde kun mødt hinanden én gang, og det var faktisk rimelig kort. Så det var godt gået. "Hej igen Daniel, og tja.. Tiden flyver" Hun smilede undskyldende, og havde måske ikke lige været så meget på skolen, på det seneste. "Men det er også godt at se dig igen" Hun mente hvad hun sagde, for Daniel virkede rigtigt flink. Hun så hurtigt op på Lamia "Ja, du var der selv fjolle" Hendes tonefald var en smule drilsk, men så vidt hun mindes havde Lamia faktisk også været der. Men når man rummer 2000 års imformation, er det klart man glemmer småting her og der. "Det er sandt, bare lidt tøsesnak" Hun smilede skævt, og rankede sig en smule i stolen, mens hun lod Lamia føre ordet. Hun var tydeligvis mere afslappet, end Aiko kunne være, hos nye venner. "Nej, kom og sid" Hun smilede, og kiggede rundt om de havde stole nok til at alle kunne sidde der. Hun ville gerne hente en stol til ham, også selvom det nok kom til at se lidt kluntet ud, i de sko hun havde på. Hun var jo ikke ligefrem jordens højeste. Hun rødmede ved hans ord, og kiggede ubevist ned i sit skød, inden hun så på ham igen. "Tusind tak, og ja som Lamia påpegede kan jeg kun sige i lige måde" Hun smilede stort til ham, taknemmelig over komplimentet.

//Vi overlever, kender det godt :3

Lamia smilte til Aiko. Så lo hun højt. "Gud ja! Det er da også rigtigt! Det havde jeg helt glemt. Men jeg har også haft ret meget at se til lige for tiden såå.." Hun smilte til dem begge. En lille smule undskyldene. Men hun regnede ikke med at det gjorde noget. Hun smilede til Aiko. "Præcis. Tøsesnak!" Hun smilte til Daniel. Lamia kunne mærke at Aiko var en smule genert. Og at hun ikke turde hente en stol af frygt for at stå på næsen. Så Lamia skyndte sig at bryde ind. Lynhurtigt var hun henne for at hente en stol. Og så løb hun over til dem igen. Hun satte stolen for bordenden af det lille bord. Lamia og Aiko sad overfor hinanden nede i enden, og derfor satte Lamia stolen ved siden af dem begge. Sådan så de alle kunne se hinanden. Lamia satte sig ned på sin egen stol og klappede så på den stol hun lige havde hentet til Daniel. "Sæt dig da ned." Hun smilte venligt til ham. Lamia kiggede på Aiko. Hun var altså bare så sød! Og meget genert også. Men det kunne hun jo ikke rigtigt gøre for. Og desuden var det totalt sødt at hun var så genert.

» Til festen og alle er inviteret på vise bekostninger. Ingen må blive ædt eller drænet!!! (Alle må svare xD)
» Jeg har ingen steder at tage hen... ♥ Søs ♥ Bonnie ♥ ☻
» Wills polderarben ~Alle drenge der er inviteret