Can we talk? ~ Reifarim

(Gerne! Jeg skulle faktisk lige til at skrive og spørge om det xD Så rækkefølgen bliver Elena, Case, mig? ^^)

Ray måbede let ved hendes ord, men valgte ikke at sige noget, for han vidste vitterlig ikke hvad han skulle sige til det, så han ventede på at hun prøvede at redde den. Han sad bare og stirrer lidt på hende med med op spærrede øjne og let åben mund og han nikkede langsomt da hun sagde, at hun var glad for, at han stadig var der og han prøvede at komme med et lille smil, men det var svært for ham. Det var mærkeligt at få at vide, at han stadig betød så meget for en anden, som han havde elsket så lang tid siden. Han lagde en arm under hendes knæ og ved hendes skuldre og rejste sig op med hende i sine arme og satte hende blidt og nænsomt ned og lagde så hænderne på hendes skuldre. Han nikkede lidt og kom med er lille smil. "Jamen det glæder jeg mig så til " sagde han og så hendes i øjnene og strøg en lille tot hår væk fra hendes ansigt og lagde den bag hendes øre. "Elena, je-" Lyden af en gren der knækkede stoppede ham midt i sætningen og han så op med et sæt og spejdede ud gennem regnen og mørket. Han rynkede let bekymret på brynet og så den unge dame der trådte ud gennem mørket, og som tydeligvis kendte Elena. Han fjernede hendes hænder fra hendes skuldre og så på pigen over Elenas hoved. "Mit navn er Reifarim, men jeg bliver kaldt Ray," sagde han med en blid stemme og så nysgerrigt på hende. Hun så let bekendt ud, men han mente stadig, at han aldrig have set hende før. "Hun.." Han så ned på Elena med et lille smil. "Hun er en gammel ven," forklarede han og så så på pigen igen. "Men hvem er du?" Spurgte han og lagde hovedet let på skrå imens han betragtede hende.

Case opfattede hurtigt at hun havde afbrudt dem, men det rørte hende ikke. Hun mente bare at Elena havde godt af det. Hun kiggede på denne Ray, som han blev kaldt. Navnet lød bekendt, men hun kunne ikke huske hvorfor eller hvordan. Det var ikke navn hun havde hørt længe. Hun trådte et skridt tættere på dem og bemærkede hurtigt at Elena skiftede position, for at stå mellem dem. Hun kneb øjnene sammen og kiggede kort på hende, da Ray snakkede igen. Hun bemærkede også Elenas kommentar. Et svagt smil kom frem på hendes læber. "Så du var en af hendes mange elsker." Hendes smil blev lidt større. "Stakkels dig." De næste ord på himlen fik hendes smil til at blegne. Hendes krop blev stiv og tung. Hun holdte været. I et kort øjeblik lignede hun en smuk statue, nogen havde taget sig den frækhed at klæde ud i sort. Da ordene var sunket ind pustede hun stille ud. "Case." Det var det eneste hun kunne sige med sikkerhed. "Jeg vil kaldes Case, Elena. Ikke Charmaine." Hun havde nægtet at kalde Elena for mor. Det virkede forkert. Efter lidt tvang hun sig selv videre. "Så du talte sandt, da du sagde han var død." Hun sagde ordet død, som om hun var noget hun ikke kendte betydningen af. Det gjorde hun vist heller ikke, for hvis var død ville han jo ikke stå der nu. Hun gik tættere på ham og stoppede først da hun stod en lille meter fra ham. "Reifarim.." Hun smagte lidt på navnet. Hun kunne stadig ikke huske hvorfor navnet virkede hende bekendt. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham.

Ray var en anelse irriteret over at blive afbrudt, men stadig et eller andet sted lettet over det, for hvem ved hvad der ville have sket, hvis denne unge dame ikke var kommet og afbrudt dem, han kunne kun gisne om det. Han lagde godt mærke til, at Elena stillede sig mere mellem dem, men han forstod ikke helt hvorfor. For han var ikke bange for oprindelige vampyrer eller nogen anden overnaturlig skabning, for han var en engel og han kunne sagtens beskytte sig selv med sine vinger. Han så på den unge dame da hun kom nærmere og hans blik forlod hende kun da Elena sagde, hvem hun var. Men hans blik røg hurtigt over mod Charmaine igen, eller Case, som hun jo ville kaldes, af det han kunne høre. Da hans datter kom nærmere lagde han hovedet let på skrå og betragtede hende, men ikke på en måde som andre mænd ville have gjort ved f.eks. at give hende et elevatorblik, nej, han betragtede hendes ansigt og kunne godt se lidt af sig selv i det, hvilket gav ham en mærkelig og ukendt varm følelse i brystet. "Jeg var død," sagde han kort og så sin datter i øjnene imens hun nærmede sig ham. Han vidste ikke helt hvorfor han sagde det, for det var jo lidt tydeligt da han jo var en engel. Han lagde hovedet lidt på skrå imens han betragtede hende. "Hvorfor vil du ikke kaldes ved dit fødenavn?" spurgte han nysgerrig og noget undrende. For, efter hans egen mening, så var Charmaine et smukt navn.

Case så kort mellem Elena og Ray. Hendes blik faldt på den talende Elena. "Jeg er da ligeglad. Case er det jeg præsentere mig som," sagde hun bestemt med et hårdt tryk på jeg. Hendes blik faldt derefter på den stille Ray. Hun mødte hans blik igen og igen, men selvom han kun kiggede på hendes ansigt, var hun ligeglad og kiggede på ham i helhed. Hun afsøgte hele hans krop med øjnene, og til sidst hans ansigt. Hun måtte inderst inde indrømme at Elena, havde en god smag af mænd. Hun sendte Elena et lidt hånligt smil, da hun fornemmede hendes irritation.

Hun himlede med øjnene. "Det er vidst ingen overraskelse, vel? Men der er noget der nager mig. Hvordan kan du var engel? Min far var oprindelig, men død. Og nu engel? Det er en af de mindre detajler, der er blevet mig undladt." Hun lagde hovedet let på skrå og så indgående på ham.

Hun løftede det ene øjenbryn og sendte ham et af sine blikke, som var uaflæselige. "Smuk? Ja, til en prinsesse eller en fin pige. Jeg er ikke en prinsesse eller en fin pige. Derfor Case. Det er mere hårdt og det er ikke for fint." Hun lagde armene over kors under brystet og trak skødesløst på skulderne.

Ray så på Elena og kunne ikke holde et lille smil tilbage over hendes irritation over deres datter, for han kendte Elena og vidste godt, at hun stod fast i sin sag, uanset hvad den var om. Han rakte ud og lagde en hånd på Elenas skulder. "Lad hende nu bare gøre det," sagde han blidt til hende og så på hende imens. Han gav hendes skulder et let klem inden han tog hånden til sig og betragtede Case igen. "Case er også noget nemmere at huske," sagde han med en lille klukken og så på hende med et uudgrundelig blik. Han smilede let over Cases spørgsmål og trak let på skuldrene. "Min familie har nogle stærke forbindelser til nogle magtfulde kitsunier, som tilfældigvis skyldte dem nogle tjenester," sagde han roligt, men et lille smertefuldt drag viste sig om hans kæber da han ved tænderne sammen og et kort øjeblik blev hans blik fjernt. "Min mor fik dem til at bringe mig tilbage." Hans blik med nærværende igen ved de ord. "Dog ikke uden konsekvenser, jeg huskede intet af mit liv de første uger, og de andre morede sig over mig." Han klukkede ganske let og trak let på skuldrene endnu en gang. Han lyttede opmærksomt til hendes forklaring og nikkede ganske let. "Javel, ja," sagde han bare med et af sine velkendte skæve sørøver-smil. (Y'know, det fra Once Upon a time xD)

Ray så på Elena og smilede skævt til hende. Han kunne let huske deres tid sammen, han havde jo stadig været på havet på det tidspunkt, og han var blevet der til stort set alle andre pirater var fanget og hængt, men jah, han holdte fast i sit mandskab, han beskyttede dem med sit liv, men hans rygte gjorde nu det meste af forarbejdet. Han så taknemmeligt på Elena da han mærkede hendes berøring og hurtigt fangede han hendes hånd og gav den et kort klem inden han slap hendes hånd igen. Da han så på Case igen og han nikkede med et let smil. "Min familie er gammel, de ældste stammer helt tilbage fra over 5000 F.kr.," sagde han med en lille klukken. "Så de havde let ved at trække i nogle snore, og jeg må sige, jeg er glad for ikke at være død, men jeg savner også fordelene ved at være vampyr til tider." Han trak let på skuldrene, for der var jo intet at gøre længere, han kunne ikke gå tilbage i tiden og ændre hvad der hve fået ham i problemer, han kunne kun tage den fra hvor han stod nu og her. Han klukkede let. "Nope, jeg var som et nyfødt barn i en voksen krop," sagde han med en lille latter. Han så på hende og nikkede, endnu en gang med det sørøver-smil. "Mit skib Jolly Roger var kendt i alle farvande," sagde han med en længst forglemt stolthed. "Alle frygtede os, alle kendte os, men ingen kunne fange os." Han klukkede lettere hæst og så på begge damer med et gavtyvagtigt glimt i sine dybblå øjne. Den lysegrønne ring omkring pupillen lyste nærmest op i halvmørket. Han savnede livet på havet, sit gamle mandskab og magten og ansvaret det gav at være kaptajn på et skib.

//Gør jeg osse! Og helt okay xD

Ray kunne også huske hvordan han havde mødt Elena, på sit eget skib. Han havde godt bemærket en ukendt duft på sit skib, men da han kort tid forinden havde haft 'besøg' af nogle andre vampyrer, så lagde han ikke så meget vægt i den, ikke før nogle af hans sømænd var kommet løbende med blod løbende fra to små sår fra halsen. Hvad denne vampyr ikke vidste, var, at han fik alle sine mænd til at indtage jernurt samt ulvebane, så de var beskyttet mod lidt af hvert. Men han havde hurtigt fundet den unge kvinde der havde gemt sig i hans lastrum, men ja, han var opdraget til at være en gentleman, så på trods af at han var en sørøver, tog han hende til sit mandskab, og den ene ting førte til den anden, og ja.
Han så kort fra Case til Elena og tilbage igen, og han kunne let se, at mor og datter ikke ligefrem havde det bedste forhold. Han klukkede let. "Det kan man let sige," sagde han med et skævt, sørøver-smil og trak let på skuldrene ved hendes kommentar på jægeren og byttet. "Bare fordi man er en engel, betyder det ikke, at man er forsvarsløs," sagde han kort for hovedet og så ned på Case med et bestemt blik. "Og selv mennesker kan forsvare sig selv, med jernurt eller ulvebane, f.eks., så selvom de altid vil være os fysiske underlegne, så har de stadig en chance for at skade os." Han vidste hvad han talte om, for han havde godt selv fået en pæl eller to spiddet i sig, den sidste pæl var desværre bare i det rigtige materiale.
Han lo hæst og nikkede let. "Aye! Så du har hørt om mig," sagde han med sit sørøver-smil. "Aye, jeg hørte et og andet når jeg selv var ude og drikke, for ingen der havde mødt mit skib, havde overlevet." Han klukkede stille og kom så med et længselsfuldt suk. "Det var tider, må jeg sige, var det ikke også, Elena?" spurgte han blidt og så ned på hende, som engang havde været hans elsker og forlovede.

Ray havde en svaghed for kvinder i nød, det måtte han sige, og at se Elena ligge bevidstløs på gulvet i lastrummet, det tændte noget op i ham, som han ikke ligefrem havde følt før. På sin måde, så var Elena hans første forelskelse, noget han faktisk aldrig havde fortalt hende og en ting, som han ikke ville have kom ud. Han klukkede let. "Jeg kender skam godt min virkning på jer, jeg har selv oplevet den," sagde han med sit sørøver-smil. "Og det er skam rigtigt, det kan jeg ikke modsige." Men dog trak han let på skuldrene.
Ham nikkede medgivende til hvad Elena sagde og gengældte så hendes smil. "Også nogle af mine," sagde han og så på hende imens lynet oplyste hendes ansigt og han nød hendes latter mere end noget andet. Han vendte blikket mod Case da han nævnte det med sine egne drab og hans mandskabs. Han klukkede let. "Aye, de færreste overlevede, for nogen måtte jo sprede budskabet og rygterne," sagde han og blinkede indforstået med sin datter, uden at det på nogen måde virkede forkert eller gustent. Og noget af et rygte havde han skam haft, for han havde nærmest levet på havet i hele sørøver perioden og lidt efter det også. Han nikkede let. "Hun var med i nogle af mine år ude på havet, men ikke alle," forklarede han og så hvordan hun begyndte at tænke, han kendte det blik fra Elena. Da han så hvordan hun bakkede væk, forstod han ikke helt til start, men det var som en spand kold vand blev smidt over ham da han hørte hendes næste ord. "Case, la-" Hun afbrød ham med det næste spørgsmål og anklage. Han gik hurtigt et skridt mod Case og lagde blidt og en anelse langsomt sine hænder mod hendes skuldre, så hun havde tid til at trække sig væk, hvis hun ikke ville have hans berøring. "Jeg vidste intet om du fandtes før i dag," sagde han og sandheden kunne tydeligt ses i hans øjne. "Jeg kendte ikke til din eksistens før, hvad? En halv time siden?" Han rystede let på hovedet. "Jeg havde ingen anelse, og vidste jeg du fandtes og at du var min datter, jeg havde gjort alt for at finde dig. Vendt hver en sten, efterforske hvert et hav, jeg ville finde dem som havde taget dig fra mig, fra os." Han så kort fra Case til Elena og tilbage igen. "Dræbe dem og bringe dig tilbage." Hvert et ord han sagde, var sandt, han løg ikke ligefrem, heller ikke da han var pirat eller vampyr, for den sags skyld, og nu da han var engel var det meget sværere for ham at skulle lyve, hvis tilfældet skulle ske, for det føltes så unaturligt og forkert for ham at skulle gøre det, som om det var en skændsel mod hele hans eksistens.

//Jeg svarer nok ikke mere i dag xD Nat nat ^^

Ray havde faktisk spurgt specielt meget ind til hvorfor Elena befandt sig på hans skib, han havde kun forstået og fået at vide, at hun havde gemt sig fra en anden, og selvom han kunne mærke hendes styrke på hende, så havde han aldrig været bange for hende, han havde altid følt sig godt tilpas i hendes selskab, det gjorde han endda også den dag i dag, på trods af at han var blevet engel og en hel del ting havde ændret sig. Han trak let på skuldrene. "Det er vist to mod en," klukkede han blidt og så på dem begge to.
Han smilede et skævt smil og klukkede ganske blidt. "Aye, det er jo hvad der kan ske," sagde han med sit sørøver-smil, et smil der sikkert kunne smelte mange hjerter, men hvis der var en ting han havde gået op for, så var det ikke at misbruge en kvinde, hvilket også var en ting han kraftigt holdte i sit mandskab. Hvis det kom ham til øre, at en af hans mænd havde voldtaget en anden kvinde, ville vedkommende blive sat ned i fange'kælderen', hvis man kunne kalde det sådan, hvor de blev sultet og dehydreret i nogle dage, eller hvor lang tid det nu tager for dem at fatte budskabet.
Han så godt hvordan Case undveg hans berøring, så han forsøgede sig ikke igen, men accepterede det ved at lade begge hænder falde ned langs siden igen. Han åbnede munden for at svare, men nåede ikke at komme med en lyd, før det var Case var videre i sin talestrøm, så han lukkede munden og lyttede i stedet. Han måtte godt nok sige, at hun kom med nogle gode pointer og han så kort tvivlende på Elena, for det gik pludselig op for ham, at hun jo holdte en stor del viden tilbage fra ham, eller i hvert fald ikke havde fortalt ham. Da han så tilbage på Case, sagde han; "Hør, vi har en masse at snakke om, hvad med at vi går indenfor og snakker om det der?" Han lavede en gesturering op imod The Fuego Palace og så så skiftevis på den begge. "For jeg føler nok lidt mere den kulde, end I gør." Han smilede ikke længere, men så alvorligt på dem begge.

Ray så på Elena med et blik, der godt kunne se noget vredt ud. "Elena, det er ikke irrelevant, jeg har al min ret til at vide det," sagde han med en rolig stemme, men uvejret kunne tydeligt ses i hans øjne. "Og Elena ..." Han så opmærksomt på Elena og hævede let et øjenbryn. Han kendte hende bedre end hun måske troede, og han kunne tydeligt se, hvad det var hun havde planer om, men han ville stille sig i vejen hvis hun bare prøvede på at gøre det mindste skade mod deres datter. Han sukkede stille og så lidt småhårdt på Case. "Hvad jeg har set i hende, er min egen sag, ikke din," sagde han roligt, men stadig med en underlig blidhed i stemmen. Han vendte endnu en gang blikket mod Elena. "Og du skal stoppe med at snakke sådan til hende," sagde han roligt og bed tænderne let sammen, for han måtte give sin datter ret, for han havde selv skubbet alle spørgsmålene væk om det ene og det andet, for et eller andet sted mente han, at Elena selv ville komme og fortælle ham om tingene, når hun selv var klar til det, men det gjorde hun ikke den gang og det ville hun stensikkert ikke gøre denne gang, så nu var det tid til at få nogle svar ud ad hende. Han trådte nogle skridt ud i regnen og mod huset, inden han så sig over skulderen og mod dem begge to. "Og en ting til, hvis nogen af jer vækker min familie op ved at snakke lidt for højt, så må jeg bare advare jer, der er mange vampyrer i mit hus," sagde han og så skiftevis på dem. "Så dæmp jer, hvis I vil være her." Og med de ord vendte han blikket mod huset og gik mod det og åbnede let døren da han kom derhen. Et lyn lyste det hele op og viste et bryggers med hvide vægge, sort/gråt stengulv og knager hvor man kunne hænge overtøjet, hylder hvor man kunne sætte skoene samt en vaskemaskine og en dør, der stod åben ind til en lys gang med hvide vægge og lyst trægulv. Længere inde kunne man svagt se stuen og en smule af et stort fladskærms-tv og en gang oppe til højre der første både op og ned.