Can we talk? ~ Reifarim

Påklædning: http://www.aceshowbiz.com/images/wennpic/colin-o-donoghue-irish-premiere-transformers-3-02.jpg

Reifarim lå i sin seng i hans mosters palæ og stirrede op mod loftet, betragtede de velkendte revner og mærker som han kendte som sin egen lomme. Han kunne ikke sove selvom han kunne mærke søvnen trække og udmatte ham, så kunne han bare ikke finde ro. Han tænkte på Rose, som han ikke havde set i uendelige tider, for han var blevet lidt af en enspænder det sidste stykke tid. Hans mor var død og hele huset sørgede over hende. Ingen havde kunnet gøre noget, hun havde fået en hvid aske pæl spiddet gennem hjertet. Det var hans moster der havde fortalt ham det og fået ham til at komme hjem igen. Med et halvhjertet suk rejste han sig fra sengen og trak i tøjet og gik nedenunder. Han ville gå en tur selvom om det mindede om ragnarok udenfor, han var ligeglad, det ville ikke slå ham ihjel bare sådan, der skulle mere til. Han gik stille og rolig ned gennem trapperne og mod hoveddøren og tog sko på og trak i sin jakke på vejen og åbnede døren og smuttede ud i regnen og lukkede døren efter sig. Han vidste, at hans moster ville blive rasende hvis han grissede hendes gulv til. Efter han havde krydset skovgrænsen lagde han hurtigt mærke til en bemærkelsesværdig essens. Han kendte den, selvom han ikke havde set hende længe. Hurtigt og let fulgte han den, for selvom hans lugtesanse var knap så gode som en vampyrs, så var den stadig bedre end menneskers og han havde vinden mod sig, så måske kunne han for en gangs skyld overraske hende? Et lille smil spillede kort om hans læber og det var der han fik øje på hende. "Det er længe siden, Elena," sagde han blidt og lavmælt, men vidste, at hun ville høre om, selvom vejret rasede omkring dem.

Ray (tænkte det ville være nemmere at skrive) lagde hovedet let på skrå og så lettere undrende på hende. Han havde ikke set hende længe, men han kendte hende, og hun så ikke ud til at have det særlig godt. Det virkede som om hun ville sige noget til ham. Han var stoppet op og betragtede hende imens hun gik over mod ham og rynkede bekymret brynene da hun stoppede op og begyndte at ryste over det hele. "Hey, er du oka-?" Mere nåede han ikke at sige før knæene gav efter under hende og hurtigt var han ovre ved hende og gav hende kort før hun ramte jorden. "Elena!" Man kunne høre den begyndende panik i hans stemme, for han havde trods alt elsket hende engang for længe siden og et eller anden sted holdte han stadig meget af hende. At se hende sådan gjorde ondt på ham og han lagde hurtigt den ene arm under hendes knæ og den anden under hendes skuldre idet han løftede hende op og holdte hende ind til sig. Han dybblå øjne så ned på hende og lyste af bekymring og forstod ikke hvad der foregik. Hun var en oprindelig! Hvad kunne have gjort så hun reagerede på den måde? Med nogle lange skridt gik han ind under et egetræ, hvor de næsten var i ly mod stormen. "Fortæl mig hvad der er galt," bad han hviskende og prøvede at fange hendes øjne.

Ray kunne godt mærke, at hun klamrede sig til ham, men han skubbede hende ikke væk, han kunne ikke få sig selv til det. Han satte sig langsomt og forsigtigt ned ad det egetræ de stod under og uden at slippe hende. Da han endelig sad helt ned, tog han sin ene arm til sig, den han havde haft under hendes knæ, og tørrede nænsomt tårene væk fra hendes kinder imens han mumlende kom med nogle trøstende lyde. Han holdte hende tæt ind til sig og vuggede hende blidt frem og tilbage. "Så, så, det skal nok gå," hviskede han blidt til hende. Han gættede sig til, at hun havde tændt for sin menneskelighed igen, hvorfor havde han virkelig ingen anelse om, men han ville gerne være der for hende imens hun gik gennem dette helvede at skulle indse hvilke ting man havde gjort imens man ikke havde nogen følelser. Han lyttede til hendes ord og nikkede lidt, selvom den lille rynke mellem hans bryn sagde, hvor meget han undrede sig og ikke forstod. Hvorfor ville hun snakke med ham? De havde godt nok ikke set hinanden længe, men hun havde jo Matthew, så vidt han havde hørt, var de forlovede, men da han så på hendes fingre, var der ingen ring. Kunne det være derfor? Hun afbrød hans tanker og han kom med en lille klukken. "Jeg er ikke bange for dig, Elena, jeg kan godt beskytte mig selv," sagde han og tilføjede. "Selv mod dig." Han så på hende og havde selv ikke lagt mærke til, at han strøg hende langsomt over håret.

//I'm back! xD

Ray havde aldrig set Elena som skrøbelig, han så hende som en af de stærkeste kvinder han havde mødt igennem tiden, selv nu hvor hun græd og hulkede, så han hende ikke som skrøbelig, han så en 'ung' kvinde, som havde været gennem en masse og først nu lod det sig vise. Han aede hende stadig over håret og så blidt og lettere bekymret ned på hende. Han vidste godt, at han var den som kendte hendes menneskelige side bedst, da han i sin tid havde været den der havde fået den frem i hende igen, lidt ligesom nu. Han havde langt fra glemt fortiden, men han valgte alligevel ikke at tænke på den. Han vidste godt, at hun ikke brød sig om, at han man lo over hende. Han lyttede til hendes ord og lagde en hånd mod hendes kind og aede hende blidt. "Hvornår har du sidst spist?" spurgte han og så på hende med hovedet let på skrå. Han havde jo prøvet det før og det var ikke så slemt. Han nikkede let og så stadig på hende med de dybblå øjne. "Jeg hader dig ikke, Elena," sagde han blidt og ærligt og smilede svagt til hende. Det var noget svært for ham at være glad i en længere periode eller at holde et smil oppe, for sorgen over sin mors død lå stadig som en skygge over ham og hans glæde. "Og Charmaine skal nok tilgive dig, det er jeg sikker på, bare giv hende lidt tid," sagde han uden at vide, at det var hans egen datter han snakkede om, for han havde jo aldrig mødt hende og Elena havde aldrig fortalt ham, at han var blevet far.

Ray så på hende et stykke tid efter hun havde talt færdig og brød sig kort sagt ikke om hvad han hørte. Han sukkede tungt og lagde hovedet let på skrå og blottede sin hals. "Bare tag en tår," sagde han stille og så på hende imens. Hans øjne udstrålede en stille ro og tillid. Han var ikke bange for hende, langt fra.
Han bed kort tænderne sammen da han nævnte Alice og Rose, men trak så lidt på skuldrene. "Det ved jeg godt, men jeg hader dig stadig ikke, for jeg kender dig," sagde han med en fast stemme og prøvede at fange hendes blik. Han stivnede da han nævnte hans mors død og løftede blikket og så ud igennem skovens mørke. Det arbejdede i hans kæber da han bed tænderne sammen. "Jeg vil helst ikke snakke om det," sagde han stille, nærmest hviskede det ud gennem tænderne.
Han så ned på hende igen da hun begyndte at snakke og han kunne ikke dy sig og en lille klukken kunne høres fra ham, men noget begyndte at nage ham, en tanke der ikke helt ville tage form. "Du har altid været en stædig, lille rad," sagde han med en svagt drillende tone i sin stemme og tøvede så lidt inden han tilføjede. "Men hvem er hendes far da?" Han så undrende ned på hende.

Ray gengældte roligt hendes blik og sad helt stille imens. Han ville ikke have noget imod at hun tog en tår, for han vidste jo godt selv, at engleblod mættede hurtigere og gav en større styrke. Og han ville bare hjælpe hende. Og på trods af at han var klar på at hun skulle til at bide ham, sugede han kort luften ind gennem tænderne da han mærkede det korte stik da hendes skarpe hjørnetænder gennemborede den sarte hud på hans hals. Han lænede hovedet ind på træstammen bag ham og lukkede øjnene. Hans åndedræt var stille og roligt og åbnede først øjnene da hun havde sluppet hans hals og lukket såret. En let gysen gik gennem ham da hun kyssede stedet hun havde bidt ham, men han rystede bare let på hovedet over ham og kommenterede det ikke. Han så på hende og sendte hende et lille smil. "Selvfølgelig," svarede han kort.
Han så blidt på hende. "Jeg kender godt begge sider af dig, men jeg hader dig stadig ikke, Elena," sagde han kort for hovedet. "Jeg prøver." Han så ned på hende med et smertefuldt og sorgfuldt blik, for han savnede sin mor.
Han klukkede let over hende og rystede let på hovedet, men stoppede fuldstændig da hun sagde, at han ikke måtte flippe ud og da han så hendes bedende blik. Han så på hende med øjnene knebet let sammen, men kort efter gik det op for ham og den tanke der var ved at forme sig i hans hoved kom frem i lyset. Han spærrede langsomt øjnene op og hans læber skilte sig let i erkendelsen. "Det kan du ikke mene," hviskede han lavmælt og så på hende med rendyrket chok. Hele hans krop var stivnet og hans tanker var gået fuldstændig i stå. Var han en far?!

Ray så blidt på hende. "For mig er det," sagde han stille og så bare ned på hende og smilede let, det var ikke andet end en lille trækning i mundvigen. Han trak bare lidt på skuldrene. Det var rigtigt at han ikke brød sig særlig meget om hende, når hun havde slukket for sin menneskelighed, men han accepterede det stadig. Og han ville være der for hende uanset hvad der skete eller hvordan hun var. Han stivnede let da hun lagde armene om ham i et kram, men kun et sekund eller to, derefter slappede han af i kroppen og gengældte let krammet. "Tak," hviskede han stille og gemte kort hovedet ned i hendes hår og indåndede hendes duft. Det var utrolige var, at hun nærmest løftede en del af byrden af hans skuldre og han følte det som om, at han kunne trække vejret noget nemmere nu.
Han rystede langsomt på hovedet, mest for at klare tankerne og komme til sig selv igen. "Jeg har en datter?" hviskede han med en stemme fuld af følelser og bredt smil begyndte at forme hans læber. "Fortæl mig om hende." Hans hjerte bankede hurtigt på grund af nyheden og han kunne stadig ikke helt fatte det. Han var far. Han havde et barn, en datter!

//Btw, Ray var nok stadig oprindelig vampyr da Case blev født xD

Et lille overrasket smil bredte sig på hans læber ved lyden at hendes ord. "Det sætter jeg virkelig pris på," sagde han blidt og lagde nænsomt en hånd mod hendes kind. Han kunne mærke på hende, at hun mente det, og det glædede ham utrolig meget at høre det. De havde trods alt en lang fortid sammen, dengang hvor han stadig tørstede efter blod, og selvom den tid var ovre nu, så holdte han stadig af hende, og havde hun brug for det, ville hun give ham et sted at bo, eller en af snakke med, hvad som helst. Han ville beskytte hende, og deres datter, med sit liv. Han smilede stadig da han rystede let på hovedet over hendes forklaring. "Hun vil tilgive dig, bare giv hende tid," sagde han blidt og aede hende omsorgsfuld over kinden. "Er det muligt at jeg kan møde hende en dag?" spurgte han lettere nervøst, for det var trods alt hans egen datter han skulle møde, en datter han ikke havde kendt til før nu, og nu var hun jo en voksen kvinde.

Et lille smil begyndte at forme Rays læber da han mærkede hvordan hun pressede sin kind mod hans hånd og da hun lagde sin hånd over hans. Han vendte langsomt hånden og lod sine fingre om hendes og give hendes hånd et lille klem. Han gengældte blidt hendes blik og hans smil blev noget bredere imens de så hinanden i øjnene. Hun havde nogle af de smukkeste øjne han havde set i sit liv. Han rystede let på hovedet. "Lad mig snakke med hende, jeg skal nok forklare hende det," sagde han blidt og så ned på hende, selvom hun havde væk blikket væk igen. "Og jeger glad for at du gav mig forvarsel," sagde han med en lille klukken. "Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg ville have reageret hvis hun bare havde vist sig på mit dørtrin og sagt, at hun var min.. min datter." Han så med på Elena. "Så tak, og du kan bare give hende adressen." Han smilede let til hende, selvom hun ikke kunne se det.

Ray kunne godt mærke, at der var en masse følelser der gik gennem hendes hoved i øjeblikket, men han nævnte det ikke og spurgte heller ikke ind til det, for han ville ikke tvinge det ud ad hende, hvis hun ville tale om det, kunne hun selv komme til ham og så ville han med glæde lytte til alt hun måtte have at sige. Men indtil da måtte han nøjes med hvad han så i hendes øjne og hendes små bevægelser. Og han smilede let over hendes fascination, som han kunne se i den måde hun betragtede deres hænder på. "Fordi du ikke ville have kunnet gjort noget for at hindre det i at ske," sagde han blidt. "Det ville have sket uanset hvad, det burde hun kunne forstå." Han så selv på deres hænder og nød lidt at hun nussede hans hånd. Det var sært beroligende og utrolig velkendt en fornemmelse. Han smilede lidt over hendes ord inden han nikkede beslutsomt. "Jeg kunne ikke være mere sikker," sagde han og tilføjede så. "Jeg vil møde vores datter." Hans stemme var fuld af kærlighed og han så ned på hendes med et lille, men glad smil.

//Helt okay, og jeg skal nok hjælpe en veninde med at flytte i morgen xD

Ray rystede let på hovedet over hendes ord. "De ville bare have dræbt dig med mig," sagde han blidt og så ned på hende. Han lagde en hånd på hendes kind og løftede blidt, men bestemt hendes ansigt så hun så op på ham. "Du kunne intet gøre, Elena." Han så hende fast i øjnene imens hans tommelfinger langsomt nussede hendes kind. Det var sandt at han var fuld af kærlighed, især til den kvinde der lå i hans arme, han vil nok altid elske hende, for hun har trods alt været en del af hans liv længe. Det var en af grundene til at han glædede sig til at møde deres datter, fordi det osse var hendes barn. Og han kunne godt høre på hende, at sidst de havde mødt hinanden var der under andre omstændigheder, som ikke ligefrem var det rigtige tidspunkt at sige det på. Han så ned på hende og nikkede lidt med et lille smil. "Det er helt fint med mig," sagde han, for han vidste godt, at ingen kunne rokke hende ud ad stedet når hun havde besluttet sig for noget.

Ray rystede på hovedet, men slap ikke hendes øjne med sine egne. "Nej, du kunne ikke have gjort noget, tro mig," sagde han med en fast stemme og der var ingen tvivl i hans blik, for han vidste det udmærket at hun havde været der og han havde håbet sådan på, at hun ikke havde gjort noget for at stoppe dem som havde været efter ham, og heldigvis havde hun ikke, så den dag i dag havde Case to forældre i stedet for at Ray gik rundt uden at vide, at han havde en datter, så selvom deres datter hadede Elena, så burde hun stadig været taknemmelig over, at hun havde en mor og en far, for Ray havde nu mistet begge sine forældre, men det betød ikke, at han ingen familie havde. Han havde en kusine og en fætter, samt en moster og onkel og andre mere fjerne slægtninge. Dem ville Case nok osse møde en dag ... men hun ville aldrig få mødt sin farmor og det ærgede ham meget. Han fik et svagt, men taknemmeligt smil på læben da hun undskyldte, et smil der sagde mere end ord, nemlig at hun var tilgivet.
Han holdte hende tættere ind til sig og så blidt ned på hende. "Hvornår tror du, at jeg kan møde hende?" spurgte han med et nysgerrigt blik og han lagde hovedet let på skrå imens han spurgte. Han vidste godt, at der nok ville opstå nogle problemer ved at han var engel, men ... han var sikker på, at det hele nok skulle ordne sig.