Why did you leave me alone?! How could you?! ~Jamie K.

Tid: Tidlig aften
Sted: Drowning Creek
Omgivelser: En sø og skoven der omkrænser den
Vejr: Ret koldt eftersom det jo er vinter

Everlyn sad ved søens bred, midt i al sneen, kun iført et par cowboybukser og en t-shirt og et par virkelig fede støvler, men kun fordi at hendes normale sko ville blive ødelagt og våde i al sneen. Hun frøs ikke, men det ville nu også være mærkeligt hvis hun gjorde, hun var jo lige så kold som sneen nu eftersom hendes hjerte ikke prøvede at holde varmen i hendes krop længere. Hun kunne dog godt mærke kulden omkring sig, og det var nu egentlig ret dejligt, men hun blev ikke påvirket af det. Hun var kun kommet til søen for at tænke alene og bare nyde dagens kulde. Hun tænkte på sin onkel Jamie, eller ... han var rent faktisk ikke hendes onkel, de var slet ikke i familie, men han havde kendt hendes mor længe, og de havde også været mere end bare venner, flere gange, desværre, men Everlyn var vokset op med ham og han havde udfyldt den plads som hendes far svigtet godt og grundigt. Og nu svigtede Jamie hende også, hun havde ikke set ham siden hun var menneske ... hvilket kort sagt var i to år nu, og hun savnede ham, men ville nok have stukket ham en og så forlangt at få at vide hvor han havde været i al den tid. Ikke at hun havde den store ret til at gøre det, de var jo egentlig ikke engang i familie ... de var bare ... ja, hvad var de?

Jamie havde været hjemme i ca en uge nu, men han havde stadig ikke fundet nogen af dem han kendte for nogle år siden. Han var nu ude i skoven for at se om der var nogle spændende personer her ude. Han havde efterhånden undersøgt de fleste af stierne og var nu på vej mod søen. Godtnok var der koldt, men der skulle nok være nogen her ude. Han valgte at kravle op i et træ og side så han kunne se ud mod søen og der sad en der ude. En vampyr, hvor skuffende. Han sukkede og satte sig så og iagttog hende lidt. Han kunne ikke genkende hende.

Everlyn lagde først mærke til en let prikken i nakken og derefter den lugt af vampyr vinden tog med sig. Hun rykkede lidt rastløs på sig og genkendte ikke færten, selvom der ikke var så mange vampyr færter hun kendte endnu. Dog samlede hun stille og roligt noget sne op i sine hænder, og samlede det til en snebold og sad og kastede den lidt op og ned og greb den igen. Men hurtigt som lynet vendte hun sig om og kastede det imod det sted færten kom fra. Hun havde en fantastisk kastearm og ville ramme præcis der hvor dan anden vampyr sad, men man vidste aldrig om vedkommende nåede at flytte sig eller ej. Hun kunne ikke se hvem det var for alle de grene der var i vejen for hendes udsyn.

Jamie sad roligt på sin gren og lige pludselig kom der en snebold lige mod ham. Han nåede ikke at flytte sig så han fik den lige i smasken og væltede bag over og ned at grenen ned i sneen under ham. Det gav et bump da han ramte jorden. Han satte sig roligt op og rørte sneen af sit ansigt, rejste sig op og stilet sig i udkanten af skoven. Han kunne godt mærke det var lang tid siden han sidst havde testet sine reaktionsevner. Hvem var den pige, han ville genkende lugten hvis hun ikke var sådan en ny vampyr.

Everlyn var dog lidt overrasket da hendes snebold rent faktisk ramte sit mål og vedkommende ramte jorden med et let bump. Hun var hurtigt ovre ved ham og så undrende på skiggelse der lå i sneen. "Jamie?" spurgte hun vantro og så ned på ham med sit klare, blå blik og et måbende udtryk i ansigtet. "Jamie Kamson?!" Hun tog fat i hans bluse og hev ham op at stå med en styrke der nok ville overraske ham, han havde jo gået fra hende da hun var mindre, yngre end hun var nu, og stadig menneske. Uden at tænke sig om, løftede hun sin hånd og stak ham en flad, og et kort øjeblik mindede raseriet i hendes store, blå øjne om hendes mors. "Hvor har du været?!" råbte hun af ham og skubbede ham ind i et træ og trak sig selv lidt bagud.

Han blev lidt overrasket over at blive hevet op af sneen. Han blev tummelumsk over alt det der skete så hurtigt "ja det er mig Jamie og jeg har været i udlandet da der ikke var nogen her hjemme der ville mig noget" han stod op af træet og fik balancen efter at have fået en flad og skubbet opmod et trø. Han børstede sit tøj lidt for sne og kørte en hånd gennem håret. "Og du min pige er?" Han så på hende og i øjnene og med det samme kunne han se "du er ihvertfald en fuego..." (Kan stadig ikke stave til det) han smilte da han så hendes øjne.

Everlyn så målløs på ham og begyndte at få tårer i øjnene da han spurgte hvem hun var. "Jah, det var vist mig hvis mor du kneppede!" Hvæste hun vredt imens hendes øjne blev røde i vrede og hendes hugtænder fik hende til at læspe en anelse. "Ja, øjnene kan du huske, du kan huske min mor, men siger navnet Everlyn dig mon noget?!" Hun var mere såret end vred, hun kunne ikke fatte at han ikke kunne huske hende! Han havde set hende vokse op! Hun havde ikke ændret sig så meget siden sidst, og så kunne han ikke huske hende ... det gjorde ondt i hendes ellers døde hjerte. En lille tårer gled ned ad hendes kind og hun trak sig langsomt længere væk fra ham.

Everlyn så bare væk fra ham og ville ikke se på ham. Det gjorde ondt inden i. "Jeg har ikke vokset i snart to år, Jamie," bed hun igen og man kunne se at hendes øjne blev normale igen lige så stille, men hun var stadig lige så vred og såret som før, hun havde kun fået lidt mere styr på sig selv. Hun fnøs over ham og lagde armene over kors over hendes bryst nægtede stadig at se på ham. Hun tørrede den forræderiske tårer væk og man kunne se hvordan hun bed tænderne sammen på den måde det arbejdede i hendes kæber. Hendes ellers så blide ansigt var stenhårdt og hadefuldt. "Jeg minder dig om det, hvis det er det jeg vil." Hendes stemme var kold og rolig.

Jamie sad bare op af træet og så ned. Han vidste ikke om han skulle sige noget, og hvis han skulle så hvad han skulle sige. Han sukkede dybt og så op på hende med kolde øjne, hans normale sjæl var væk. Han rejste sig roligt op og kravlede op i træet igen. Den eneste måde han vidste han ikke blev mindet om hvor iriterende og und han havde været, var at prøve at flygte fra det hele. Han kravlede op i det træ han havde sidet i før og så kort ned på hende. Han vidste godt hvor sur hun var, men han gad ikke til slåskamp da han vidste han ville vinde.

Everlyn vaklede et lille skridt tilbage over kulden i hans øjne. Men da han kravlede op i træet endnu en gang, blev hun vred. Igen. "Fint! Skrid fra det hele!" råbte hun ad ham imens tårene begyndte at komme igen. Hun var ikke ude efter en slåskamp, hun var kun ude efter at konfrontere ham. "Du forlod mig bare! Du lovede, du lovede at du aldrig ville gå fra mig!" Tårene gled stille ned ad hendes kinder og hun hulkede kort imens hun holdte hårdt og fast om sig selv.

Everlyn snerrede kort ordløst af ham. "Mor fortalte mig aldrig om dig," hvæsede hun og skulede ad ham, men var allerede ved at falde ned igen. Hun kunne mærke hans tilstedeværelse i sit hoved, og skubbede ham hårdt ud og lukkede barikaderne omkring sit sind til og snerrede ad ham imens hendes øjne blev røde og hendes hjørnetænder blev længere og skarpere. "Du skal ikke rode rundt i mit hoved, Jamie!" snerrede hun og krummede sine fingre som klør og stod og rystede af vrede. "Du skrider bare igen, det ved jeg, at du gør." Hun snerrede kun af ham og prøvede virkelig at beherske sig, men det var svært.

Everlyn snerrede ad ham. "Jeg er ikke din," hvæsede hun og stod kort efter bag ham og bed efter hans hals. Hun havde ikke den store erfaring i kamp, men lidt kunne hun. Hun viklede sine hænder ind i hans hår og prøvede at holde ham fast. Hun var stærkere end sine kun to år som vampyr da hun oftes drak engleblod, som hendes fætter var så gavmild at donere. Hun var heller ikke den samme, hun havde ændret sig meget siden han havde set hende sidst.

Everlyn gispede da hun endte nede på jorden og snerrede ad ham. Hun spyttede ned i sneen og rystede ganske let, eller det gjorde hendes skuldre. "Fjern dig fra mig," snerrede hun vredt, men halvhjertet. Hun forstod godt hvorfor at han var bange for hendes mor, hun kunne være grufuld i sin vrede, det havde hun opdaget. "Fjern dig fra mig, Jamie, lad mig komme op." Hendes stemme var helt rolig den her gang, men hun skælvede stadig en anelse.

Jamie slap hende meget roligt og satte sig ved siden af hende. Han fik sit menneskelige ansigt tilbage og så på hende med rolige og mere venlige øjne, men havde ikke noget smil endnu. "Du ryger ned igen hvis du prøver på noget" han sagde det roligt, men også advarende. Han iagttog hende roligt imens han sad i sneen.

Everlyn vendte sig om og fik sat sig op imens hun børstede sne og andet skidt væk fra sit ansigt og tøj, men hun så stadig ikke på ham, dog havde hun selv fået sit normale udseende igen. "Jaja," sagde hun bare ligegyldigt og så væk fra ham imens hun trak benene op til brystet og holdte om dem. Det var noget sårbart over hende, som ikke havde været der før han havde rejst, han anede jo intet om hvad Damon havde gjort ved hende, hvordan han havde voldtaget og efterladt hende i rendestenen.

//De er helt skjult -.-//

Everlyn skulede lidt over imod ham og svarede ikke, men kiggede bare ned i jorden imens han snakkede. Hun grinede kort og koldt over ham. "Det var mit valg at blive vampyr, det var ikke noget jeg gjorde for at komme væk fra det hele, det var fordi at jeg ville," sagde hun koldt og så roligt på ham. Der var intet spor af den gamle Everlyn, den søde og uskyldige pige hun en gang havde været, og som altid havde kastet sig i hans arme hver gang hun havde set ham. Hun var blevet ældre, og havde prøvet en ting eller to nu, hun var ikke et barn længere.

//Nej, det er bare hvad hun tænker og synes, men det betyder jo ikke at den anden kan læse hendes tanker, vel?//

Everlyn smilede stille over ham, stadig uden at vise de store følelser. "Jeg ville være vampyr fordi at jeg ikke kunne klare tanken om at jeg ville blive ældre og ældre, og til sidst dø, imens størstedelen af min familie, inklusiv min mor og fætre, ville forblive den samme for evigt," forklarede hun rolig og så på ham og bed tænderne hårdt sammen da han fik hende til at se på hende ved at tage fast i hendes hage. Hun rystede på hovedet for at få ham til at slippe og skulede kort af ham. "Lad mig se, jeg er blev voldtaget og efterladt i en randesten som 16 årig, men det er jo fire år siden efterhånden, jeg har dræbt flere end jeg kan tælle og jeg kan ikke lide når andre rør ved mig." Hendes stemme var stille og monoton, men de sidste ord endte i en snerren.

//Præcis :3 //

Everlyn grinede bare lidt over ham, men det var en latter uden glæde. "Det kan du sagtens sige nu," sagde hun koldt og så trist på ham. Hun rystede på hovedet over ham og bed tænderne sammen imens hun så væk fra ham. "Du forlod mig, Jamie," sagde hun og så stadig væk fra ham imens hendes hår dækkede for det meste af hendes ansigt. "Og så kunne du ikke genkende mig." Hun tog en dyb indånding for at få mere styr på sig selv og nægtede stadig at se på ham.