Skovtur! (Zane)

Hun grinede smukt og klokkeklart ved sin brors reaktion, den var præcis som hun havde regnet med, men pigen der var med ham havde hun nu ikke regnet med, så med en elegant gang gik hun stille rundt om ham og betragtede pigen med et mystisk blik, for man kunne vel kalde det varmt også alligevel ikke, for det var ulæseligt på mange punkte og få ikke "Jamen Zane, jeg er også glad for at se dig, og du skal ikke engang spørge mig sådan hvad jeg laver her, jeg skulle snarer spørge hvad du laver med hende" spurte hun og pegede direkte mod Nala, hun vidste at pigen ville genkende hende, hun havde ladet sig fremvise et par gange i løbet af de år hun havde taget sig af hende, sørget for at hun aldrig kom galt afsted

//super

Hun smilede blidt til Nala, nok det første blide smil hun havde givet til noget siden...ja siden altid "åhh søde selvfølgelig har du det, jeg har holdt øje med dig siden du var en helt lille pige, har du aldrig overvejede hvordan din onkel fik af vide dine forældre havde efterladt dig eller hvordan du aldrig nogensinde blev opdaget når du var ude på dine små udflugter" spurte hun og trådte hen mod dem. Selvom hun næsten skreg farer, var der jo også noget over hende der mindede meget om de forældre der havde været der før Nala, de samme brune øjne, håret og øjenbrynene, det var en arvelig ting der gik i generationer fra den ene til den anden. Hun så advarende på Zane og brød sig ikke om måden han knurrede af hende

Hun grinede da hun hørte Zane's ord, men nikkede "ja jeg er Zanes søster, den alle troede kom fra helved" grinede hun blidt og trådte et skridt nærmere "er det ikke lidt åbenlyst, men okay så lad mig fortælle dig historien, da jeg var 17 fødte jeg den smukkeste pige Elizabeth, kaldte jeg hende, hun var så smuk som dagen var lang og ligner dig en hel del, men som du ved så fik Elizabeth børn og så videre og nu står jeg her foran dig, en af mine efterkommere" hun smilede blidt og på en eller anden måde var der varme at se i hendes ulæselige øjne

Hun grinede, men nikkede "ja det er du, jeg våger ikke over alle og enhver, så se dig selv som fredet" hun smilede go trådte et skridt tilbage, før hun igen så på sin bror, der var faktisk stort set intet imellem dem der var ens, jo hvis man se bort fra deres højder og deres hårfarve, plus deres accenter, men Eve havde en tatovering, man så ikke kunne se, piercinger både en i maven to til højre og tre til venstre i øret. De var virkelig forskellige, men så alligevel ikke helt "Jeg vidste altid der ville være en der stjal min brors hjerte, så tillykke med at det er dig" hun smilede og lagde hoved på skrå, betragtede de to med et ulæseligt udtrykke

hun lagde armene om bag ryggen og gik stille rundt om dem, hendes styrke var bare tydelig at se i hendes udstråling som var helt anderledes end den Zane besad, Hun ville altid være stærkere end Zane, allerede fra da de var mennesker havde hun besiddet en styrke større en mange andres. Hun rettede øjnene mod Nala "uhh bid dig nu ikke sikker på de søde, men hvis du er i dødelig fare vil jeg gerne hjælpe, men tvivl aldrig på at jeg er som ham" hun grinede stille og smilet klædte hende virkelig, selvom der var fare og mystik over det. Zanes spørgsmål fik hende til at stoppe op "nu hvor du spørger så ja det er der" Hun stak ham den største lussing, der sikkert ville sende ham i gulvet og snerrede "det var for hvad du gjorde ved Elizabeth"hvæsede hun vredt og trådt et skridt tilbage

Hun trak på skulderne over Nala's kommentar "måske er det, måske er det ikke, det kommer an på hvem du spørg og hvordan du ser mig" hun var nu ligeglad hvordan Nala så hende. Hun så hvordan Zane røg mod jorden og hvordan han hurtigt var oppe igen. og da han sprang på hende som løve, gjorde hun det selv, hun mødte ham bare som en stor tiger, knurrede advarende til ham, rev ud efter ham og ville bare angribe, ligesom Zane, var hun opslugt af vrede og ville bare have det her overstået i en fart