Et minde fra fortiden, Et venligt besøg?... Nej!

S: Hospitalet
T: Aften
V: Regn
O: Mennesker, og... Hospitals ting
T: Sort fra top til tå ^^

Bonnie gik op af gangene i hospitalet, hun gik stille i menneske tempo. Hun drejede rund om hjørnet, og gik ind på den første stue. Hun gik langsomt op til den eneste seng der var i rummet, det var en mand der lå i sengen. Han genkendte hende hurtigt og udstødte et gisp. Bonnie drejede sit hovede med et smil, hun var ikke kommet for at ønske ham god bedring. man kunne se frugten i mandens øjne, den samme frygt spejlede sig i bonnies øjne, men hun kunne lide det. hun gik hen til vinduet og lukkede en ven ind, den ven var hope. Bonnie gik diregte hen til døren og lukkede den, imens hope kravlede ind af vinduet. Nu stod de to piger og stirrede på manden (begge iført sort tøj) og frygten i mandens øjne blev større. Bonnie og hope kiggede kort på hindanden og smilte. de var kommen for at få hævn. "Ingen ven denne gang?..." sagde Bonnie "Bad luck!" afsluttede hope. Pigerne gik tætere på manden (en på hver side) Bonnie løftede sin hånd "Et sidste ønske?" spurgte hun i en håneful tone. Manden var helt ude af den "Nej.. Det var et uheld... det var ikke mig" råbte manden og prøvede at komme op. "DET VAR IKKE MIG!" råbte manden igen, men det hjalp ham ikke de havde beslutede sig. Bonnie svingede hånden frem ned over manden og rev huld i hans hud flere steder. Både bonnie og hopes øjne skiftede farve, de kastede sig over manden, og bed ham flere steder. manden begyndte at skrige "Aaaaaaa Hjælp" "HJÆLP MIG!!"

Zoey havde lovet en gammel ven at komme. Hun hørte råbet. Hun løb ind på stuen, før Lægerne hørte ham. Hun gik i chok da hun så Bonnie Og Hope. Hun mumlede noget, og Bonnie og Hope fløj tilbage og ind i væggen. Manden Kiggede på Zoey.
"Zoey! Hjælp Mig de er kommet for at dræbe mig! Du må rede mig!" Zoey kiggede på ham.
"Jeg skal prøve!" Sagde hun, og så på Sin søster og Hope. Hope blev sur og hoppe på Zoey. Hope satte tænderne i Zoey's Hals. zoey kvalte et skrig og sparkede og slog for at få Hope væk...

// Håber du vil have mig ind Jeg kede mig så //

Bonnie så hope hoppe på zoey hun smilte bare og gik hen til manden bed ham, og tog det sidste lille stykke der var tilbage af hans liv. Zoey udbrød et skrig "NEJ!" Hope smilte til bonnie "ses senere!" hun smilte igen og hoppede ud af vinduet. Bonnie fuldte efter hende og hoppede også ud af vinduet lige inden lægerne kom. der var blod over det hele, på vægene og gulvet. En af lægerne gispede og kiggede skræmt på zoey, "hvad her du gjordt!" det var ikke et spørgsmål da svaret lå lige foran hende. Zoey gispede også da hun endelig fandt ud af det var hende de mente...

// gør da ikke noget søs Very Happy

Det tog Zoey lidt tid, eftersom hun havde mestet masser af blod selv.
"Det var ikke meget hviskede hun, og alt gik i sort. Hun vågnede ved at ligge på en af stuerne. Hun kiggede rundt. Rummet var hvidt. To hænder holdte hende nede. Det var John! Han havde grebet fat i hende da hun ville sætte sig. Han var rasende.
"Zoey!? Hvordan fanden har du båret dig af?" spurgte han rasende. Zoey var forvirret. Så kom hun til at tænke på hvad der var sket. Zoey vred sig fri, og hoppede ud af sengen. Hun ville væk. John greb fat i hende og væltede hende om kuld. Han satte sig på hende.
"Sig hvad fanden du har gjort!" snerrede han,
"Det var ikke mig," snerrede hun tilbage.
"Hvem var det så!?" Snerrede han. Hans øjnene skiftede farve.
"Bonnie! Det var Bonnie! Bonnie overfaldede manden, og bagefter gjorde hun sådan at det var mig! Det var Bonnie," snerrede hun, og vred sig.
"Du lyver! Det ville hun aldrig gøre!" sagde han for at forsvare Bonnie.
"Nej jeg lyver ikke! Hope Hjalp også til! Bonnie dræbte manden, mens Hope satte mig ud af spil!" sagde hun, og vred sig igen, for at komme fri...

Bonnie og hope løb afsted de var sikker på at pigen der kom så pludseligt ville få skylden. da de kom hen til skoven stoppede de og klatrede op i et træ. Hope sad stille et øjeblik og vuderede bonnies blik, "Så er han væk" startede hun og smilte stort. "Ja det kan måske lære ham ikke at enere vampyrene" svarede bonnie også med et stort smil. De havde dræbt ham, og det føltes godt både for hope og bonnie. Han havde generede dem nok, det fortrød han nok nu. Hope tøvede lidt, "hende pigen der kom ind ikke?... kender du hende?" Spurgte hun så. Bonnie så lidt forvirret på hende, "nej" svarede hun så, "jeg kender hende ikke!" der var stille lidt, "Det så bare udsom om hun kendte dig godt..." fortsatte hope, bonnie tænkte sig godt om men kunne ikke genkende den fremmede pige "jeg kender hende ikke!" svarede bonnie så bestemt igen.
Hope lod det ligge lidt, "Vi må hellere komme ind!" sagde bonnie så og kastede et blik op mod solen der var ved at komme frem. Hope kiggede i også i retningen at solen, så hoppede de bægge to ned og løb ind i en lille hytte der lå midt i skoven...

Zoey havde stjålet John's telefon. Han var rasene på hende og råbte at hun skulle give ham den. Zoey holdte ham tilbage med sine kræfter. Hun tastede Bonnie's nummer ind. Der var telefon svare. Zoey indtalte en rasene besked.
"Bonnie din store idiot. Når jeg kommer forbi John, politiet, og lægerne der vil have indlagt på sindsyganstalten, tager jeg hævn. Tror mig! Og Hope ryge med!" Alt i mens hun råbte i telefonen, åbende hun vinduet. Glad for at der ikke var langt ned til jorden. Hun slukkede opkaldet, kastede mobilen i maven på John, og hoppede ud af vinduet. Hun landede på benene og løb væk. Hun løb i den retning hun mente de var. Hun ville slå dem ihjel, ligenu. Hun forsvandt, og dukkede op foran en træhytte. Hun gik hen til døren, og hamrede på! Hun var fyldt med had!!

Det bankede på døren, hope gik hen til døren "det er hende pigen igen..!" sagde hun ireteret, og gik tilbage mod bonnie. Bonnie smilte lidt "så må vi jo heldere få hende til at forsvinde!" svarede hun kort.
Døren blev åbnet og zoey så til sin overraskelse at det var en ung mand er åbnede. Manden kiggede uforstående på zoey, "hvad vil du?" spurgte han kort. Zoey stirrede bare på ham et stykke til og svarede så stille: "bor der nogle unge piger på min alder her?" Manden blev mere forvirret "Nej, jeg bor alene det har jeg gjord hele mit liv!" svarede han bestemt, ikke særlig venligt. Han kiggede ondt på hende som om han ville sige : "Hvad fanden er det for et tidspunkt at komme på? Alle ved da jeg sover ved den her tid... Du har lige vækket mig, er du så glad?!" Manden smækkede døren i hovedet på zoey. Gadinerne var rullet ned på de på vinduer der var i den lille hytte. Zoey stod lidt og kiggede på døren som om hun håbede på at han åbnede døren igen...

Zoey blev vred. Hun åbnede døren,
"Min søster er her dit narhoved!" sagde hun, og gik hen til ham. Hun vidste det var forkert at bare gå ind, men høfligheden var væk. En lille sur, og vred heks stod lige foran manden. Hun kæmpede imod at slå ham.
"Bonnie din forkælede møg tæve! Kom her med, din utroligt grimme ven!" sagde hun, totalt provokerene. Hun stirrede ondt på manden. Han ville sikkert smide hende ud.
"BONNIE & HOPE!" skreg hun arrigt, efter dem. Hun vidste at Bonnie ville kunne genkende hendes hidsighed. Hun gik forbi Manden, og videre ind til Bonnie og Hope. Hun var vred, og stræk. Hun hørte John's stemme. Han tog fat i hende.
"Slip mig!" sagde hun, og slog ham ind i væggen. Hun var utrolig stræk når hun var vred...

Bonnie stirrede overresket på zoey da hun kom brasende ind "HEY!" råbte hope da hun så det, zoey råbte højt og gik hen til dem. Bonnie var vred nu og det var tydeligt at zoey også var vred. "Hvad fanden laver du SPADSER! hvem fanden er du???!" bonnie forstod det ikke og hope var lige så blank. Bonnie greb fat i hopes arm og trak hende med ud. Men zoey fuldte efter, denne gang var det hope der råbte af hende "HEY hvem er du? kan du ikke bare lade os være!!!" Så kom der pludselig en dreng "jeg har hende" sagde han, det var svært at høre da alle andre råbte. Zoey kæmpede stadig. Bonnie baggede hendes øjne blev røde, det samme gjorde hopes. Hope stod ved siden af hende, de væste højt begge to, "LAD OS VÆRE SYKOPATER!!" råbte hope men blev over haldet af bonnie der råbte "HVEM FANDEN ER I...? SKRID!!"

Zoey stirrede på Bonnie.
"Bonnie! Jeg er din søster spade! Din latterlige Taber ven, var tæt på at dræbe mig!" Zoey spakkede John væk. Zoey vendte sig mod ham. Han fløj ind i væggen.
"STOP DET ZOEY!! LAD DEM VÆRE!!! VORES SØSTER KAN IKKE HUSKE OS!!! LAD HENDE VÆRE!! HUN ER BARE EN TABER I SUTSKO!!" Råbte John. "Man kunne høre John hviske: "Det er også forståelig nok med dig! Du var kun et lille barn, der kun lige havde åbnet øjnene!" Man kunne se smerten i hans ansigt. Han Elsker Bonnie lige så højt som Zoey! Zoey rystede på hovedet.
"Hun skal vide det!" sagde hun, og gik hen til dem. Hun tog sin hals kæde af, og holdte den op foran Bonnie. Det var en familie halskæde. Bonnie havde den sikkert.
"Kig på den! Du kender den! Det ved jeg! Du er en Black Bird!" Zoey sukkede, og hente rundt.
*Du forandre dig aldrig! Du er som Stefan sagde!* Tænkte hun. John faldt ned på Gulvet. Han kiggede på Bonnie.
"Tænk du kunne gøre det," sukkede han, og rejste sig op. Han fulgte efter Zoey. Zoey tog sin halskæde på og gik ud.
"Hun vil bare ikke have der sker hendes røv noget," sagde hun, højt nok til at Hope og Bonnie kunne høre det. Da de gik forbi Manden, kiggede Zoey ondt på ham.
"Lyv aldrig for en Black Bird," snerrede hun, og gik ud...

Bonnie var helt hysterisk, "GÅ NU MED JER!! JEG KENDER JER IKKE!!" skreg hun stadig. Hun kiggede ned i gulvet, og holdt sig for ørene. Hun kunne ikke holde det ud det var som taget ud fra en drøm hun ikke forstod. Hun hørte hvad zoey talte om, *Black Bird* tænkte hun så da hun så helskæden. Og hørte de selv samme ord. Hun begyndte at hulke "jeg kender jer ikke!! gå nu!!..." samentid fløj der regn forvirring rundt i hovedet på hende. Hun kunne ikke konsentrære sig. Hun gav et stort skrig fra sig og løb, hun vidste ikke hvorhen men hun kunne ikke blive. Hun løb bare videre længere ind i skoven, løb helt hen til det største træ der stod der(det træ kendte hun godt, hun plejede at være i det tit.) og klatrede op i det. Der sad hun så lidt og vuggede frem og tilbage imens hun mumlede "gå.. gå..gå lad mig være....gå... jeg kender jer...ikke..." hun tog sin halskæde frem og kiggede nøje på den, den var fyldstændig magen til den pigen havde. Hun startede igen med at hulke "nej... nej... jeg kender jer...ikke!!"

Zoey gikmed et stenhårdt udtryk. Pludselig skyldede en masse følelser ind over hende. Frygt, sorg, uvidenhed, tristhed. Hun gik stanhaftigt videre, men til sidst knækkede hun sammen. Hun kunne ikke klare alle følelserne. De var så stærke. Tårerne løb ned af kinderne på hende. Johm knælede ved hendes side.
"Zoey!? Zoey hvad er der galt?" Spurgte han bekymret. Zoey rystede på hovedet.
"Jeg ved det ikke! Jeg... Hun... Det.... Hvorfor!?" Frygten blev værre. Hun krøb væk. Hun satte sig længere væk fra John. Hun begyndte at vugge frem og tilbage.
*STOP! STOP! STOP!* skreg hun i tankerne. Hun bed sig i læben, men begyndte alligevel at hulke. Hun så at John hørte noget.
"Hvad er der?" Hulkede hun. Han tøvede.
"Der er en anden der hulker.... det er Bonnie!" sagde han beviste. Zoey hulkede videre. Hun snøftede.
"Lad hende være! Hun kender os ikke! Jeg er sikker på at billederne lyver!" sagde hun, og hulkede igen...

Bonnie sukkede og satte sig op igen, hope sad stille ved siden af hende uden at sige en lyd. "Bonnie hey... du kender hende ikke kom nu" opmundrede hope stille. Hun var ikke så god til det, omsorg var ikke lige hendes område. "Kom nu... jeg giver mad... du bestemmer hvor og hvem" prøvede hun igen, Denne gang kiggede bonnie op igen, med et smil. Det fik også hope til af smile. Bonnie regte ud efter hope's hånd og hope tog den, og trak hende op...

Zoey stoppede med at græde. Hun hulkede stadig lidt. John kiggede bekymret ned.
"Lad os få det overstået. Du... Jeg tager skideballen med dig," sagde John opmunterne. Han var god nok til det der med at opmuntere folk. Zoey sukkede.
"Jeg går ikke tilbage! De indlæger mig på psykiatisk afdeling, og bagefter ryger jeg ti år i fængsel! Jeg kommer ikke tilbage lige forløbi. Jeg skal først have beviser for at det ikke er mig der har gjort det! Jeg skal kunne gøre mig selv uskyldig!" sagde hun blidt. Hun mente hvert et ord. Hun kunne ikke dykke op efter at have været den eneste vidne/mistænkte for mordet. Hun kiggede i retningen af Bonnie.
"Hun har ret!" sagde Hun ud af luften. "Hun er ikke min søster!" Zoey så på John som rystede vildt på hovedet.
"Du tager fejl! I tager begge to fejl! Jeg kan huske hende! Det er vores søster! Jeg svager Zoe! Jeg gør!" sagde han. Zoey sukkede. Hun rejste sig, og gik.
"Hvor skal du hen?" spurgte John forvirret.
"Væk! Jeg skal så langt væk så muligt! Ellers bliver jeg bare skudt, eller sådan noget! Lad vær at følg efter mig... JOHN JEG MENER DET FANDME!!!" Råbte hun af ham. Hun gik forbi det træ Bonnie og Hope sad i... Hun så dem ikke.
"JOHN SKRID ELLERS ER VI TO DER BLIVER MISTÆNKT!" råbte hun, og løb...

» Et venligt besøg~Zoey
» Et besøg ~ Will
» Et besøg ved søen (Susannah ;) )