i'm happy to see you again -Desmadonna-

Desmadonna sad som en lille flammerød pelsklump i nærheden af søen. Hun frøs ikke, hun fik varmen af sin varme pels. Hun var døset halvt hen efter at have haft en lille jagt efter et par kaniner som var gået i vinterhil i deres huler, de havde smagt vældig godt. Hun løftede lidt muggent hovedet da hun hørte den slæbende lyd af skøjter mod isen, men stivnede så ved synet af pigen, der var så velkendt, som et gammel drøm. Hun rejste sig op og forvandlede sig tilbage til menneskeform. Hun burde være død, men da hun åndede ind fik hun lugten af vampyr ind i sine lunger, hvilket forklarede alt. "Ava?" spurgte hun forbløffet og så på den unge vampyr.

Desmadonna lo blidt og stille og så på den kvinde, der engang havde været hendes elskerinde. "Ava, jeg kan kun sige det samme om dig," sagde hun med et drilsk blink med øjet og klukkede blidt. Hun nikkede kort. "Ja, det er utrolig lang tid siden." Hun smilede varmt til den unge kvinde. "Udødeligheden klæder dig virkelig godt." Hun gik roligt over til Ava, men kun ud til bredden, hun ville helst ikke bevæge sig ud på isen da hun havde haft dårlige minder med at isen knækkede under hende og trak hende med ned i dets kolde indre, der dræbte alt.

//Undskyld at det er lidt kort :3

Desmadonna smilede over hende og lagde hovedet let på skrå da hun blev strøget over kinden. "Og jeg har savnet dig, min kære veninde," hviskede hun blidt igen og klukkede blidt. "Jeg anede ikke at du havde delt din udødelighed med din bror, Jack," sagde hun med et blidt smil. Hun havde faktisk aldrig mødt Jack, men hun havde hørt Ava snakke meget om ham. Hun lo og krammede sin gamle veninde og elskerinde. "Så kun denne ene gang, du ved at jeg aldrig har haft det så godt med berøringer," lo hun blidt og krammede sin veninde kort inden hun slap hende.

Desmadonna nikkede stille og lyttede med en lille panderynken. "En vampyr," sukkede hun stille og rystede let på hovedet. "De er nogle sære og bizare nogle." Hun så på Ava og smilede undskyldende. "De fleste er det i hvert fald." Hun lo blidt og smilede varmt til sin veninde. Hun havde virkelig savnet sin veninde, det var lang tid siden at hun havde haft nogle at snakke med, og det var skønt den her gang. Hun så undskyldende ud og lod et lille spil spille om sine læber. "Jeg er ked af at jeg aldrig fortalte dig, hvad jeg var, og at jeg var udødelig," sagde hun undskyldende og trak lidt på skuldrene med en lille klukken.

Desmadonna nikkede lidt og så bekymret på sin veninde. Hun havde faktisk troet, at hun havde mistet hende til døden flere århundrede tilbage, men det var heldigvis ikke tilfældet. Hun havde savnet hende, mere end hun selv havde troet, og hun blev kort mindet om de mange, hede aftner og nætter de havde tilbragt sammen. Hun klukkede blidt over hendes ord og nikkede bekræftende. "Så sandt, som det er sagt," sagde hun med indestængt morskab og et muntert blik.
Hun gengældte bredt smilet og lo kort og blidt. "Du har fat i noget, for en gangs skyld," sagde hun og smilede mere drillende til hende og blinkede til hende, med det ene øje.