So you are the new vampire in town? ~Matthew J. C.

Tid: Middagstid
Sted: Drowning Creek
Omgivelser: Den rolige sø og skoven lige bag
Vejr: En varm sol og en blid, lettere kølig blæst.

Desmadonna sad ved søens bred på et håndklæde og iført sin sorte bikini, som sad skabt til hende og viste hendes velskabte former. Hendes let gyldenbrune hud og det ildrøde hår fik hendes blå øjne med den rød orange ring om pupillen til at stå stærkt frem, og man kunne mildt sige, at hun elskede sine øjne. Hun løftede sin ene hånd i en elegant bevægelse og tændte en lille flamme i den, som hun altid gjorde når hun kedede sig. Hun begyndte vant og let at forme ilden i forskellige mønstre efter behag. Først et hjerte der kort efter blev spiddet af en pil, så en lille, miniature drage der åd både hjerte og pil. Hun sad bare og lod et lille, skævt smil spille om hendes læber imens hun legede med sit element.

//Undskyld længden ^^'

Solen, lyset, den skyfri himmel. Alt sammen ganske vidunderligt for mange, og Matthew havde da bestemt heller ikke noget imod vejret. Endelig betød det intet for ham om det var solskin eller ej, han bevægede sig frit rundt, og kulden bed ikke på ham, derfor var årstiden underordnede. Dette delte han dog ikke med andre folk, især ikke mennesker der netop nu nød vejret. Trods ligegyldigheden ved årstiden, så var forår og sommer de bedste årstider efter hans mening, hvorfor? Kvinderne trak af tøjet selvfølgelig.

Selv havde han trukket i en grå skjorte og sorte jeans. Skjortens ærmer var trukket op til albuerne, og de to øverste knapper stod åbne. En kæde kunne anes om hans hals, et par øreringe i ørerne, og en ring om fingeren der havde til formål at beskytte ham for solen. Han bevægede sig lette lydløse skridt ind i skoven, med retningen mod søen. Allerede på afstand fangede lyden af vejrtrækning, og en puls hans opmærksomhed. Duften af kvinde var ham tydelig, og på samme tid rynkede han brynene let som lugten af vedkommendes race nåede ham. Det var et stykke tid siden han sidst havde haft lige netop en af disse på krogen.

Han sneg sig ind bag hende, hævede brynet ved synet af hvad hun foretog sig "Hvilke fjols har dog knust dit hjerte..." lagde han ud med. Stemmen var dyb, mandig og udviste ro og dog en flirtende undertone.

Desmadonna havde lagt mærke til den mandlige vampyr længe før at han var trådt væk fra skovens dække. Det var faktisk meget let at bemærke om der var en vampyr i nærheden når dyrene og selve skoven blev fuldstændig stille når de nærmede sig. Hun valgte ganske enkelt at ignorere ham indtil han stod bag hende og hun hørte hans dybe stemme og hans spørgsmål. Hun klukkede blidt og stille inden hun slukkede ilden i sin hånd og lagde hovedet tilbage og så op på ham. Hun var fuldstændig ligeglad med om hun blottede sin hals, hun var en ældre end man skulle tro, og derved også stærkere. "Mit hjerte er nu aldrig blevet knust, det er nu mere dem der prøver at rode sig ud i noget med mig," sagde hun med et let drillende smil om læben. "Og du, min kære, må arbejde lidt på at snige dig ind på folk, jeg kunne høre dig langt før jeg så dig." Hendes stemme var blid og drillende, og hendes smil forblev det samme. Man kunne let se, at hun ikke var bange for ham eller for hvad han var. Hun lod blikket glide over hans krop og kunne tydeligt se at han havde en meget flot krop indenunder al tøjet.

Et skævt drengede smil formede sig om hans læber ved hendes ord, han var ikke et øjeblik i tvivl om at hun havde ret. "De stakkels mænd, alligevel har du være skånsom ved dem ved at knuse dem frem for at efterlade dem med knuste hjerter" svarede han med den stadig dybe og rolige tone. Glimtet i hans krystalklare blå øjne afslørede hvor underholdt han var over situationen. Hans vise ord havde måske lydt erfarende, men sjovt som han selv aldrig havde oplevet en knust hjerte! Han huskede bare alle de gange han havde hørt det fra en person han havde flirtede med. Hvorfor følelser betød så meget for folk anede han virkelig ikke, selv havde han for længst slukkede for denne forstyrrende faktor. Som hun fortsatte og påpegede at han skulle øve sig i at snige sig ind på folk, smilede han uskyldigt "Du kunne jo passende undervise mig?" svarede han spørgende. At hun direkte hørte ham, tvivlede han på, men som den race hun nu var, havde hun jo en tæt kontakt med skoven, hvilket nok var hvad der havde givet hende den kendskab til hans tilstedeværelse... eller måske havde hun ret, måske larmede han bare? Naturligvis bed hans sig mærke i måden hendes blik gled over ham, selv havde hans blik for længst set nærmere på hendes fantastiske krop. "Nyder du synet..? Eller skal jeg trække af tøjet?" spurgte han flabede.

Desmadonna lo blidt over hans ord og rejste sig op i en let og glidende bevægelse. Han var en køn, ung vampyr, og hun kunne allerede se hvordan hun kunne nyde mere end bare at snakke med ham. Hun smilede drilsk og nærmest forførende til ham og kunne se, at han var over tyve centimeter højere end hende selv, ikke at det generede hende det mindste, hun elskede høje fyre. Hun kunne let se på ham, at han aldrig havde haft fået knust sit hjerte, og hun smilede større over tanken, men tænkte alligevel, at han skulle prise sig lykkelig for ikke at have prøvet det, da smerten der fulgte med var tæt på det ubærlige, og man kunne ikke længere finde lysten til at leve i de fleste tilfælde. Sådan havde det i hvert fald været for hende selv den ene gang hun havde prøvet det, og takket været den lille oplevelse, havde hun sørget for ikke at lade sig selv blive forelsket igen. Nogensinde.
Hun klukkede blidt over hans uskyldige smil. "Og hvad ville jeg dog få ud af det?" spurgte hun med en drilsk og udfordrende tone, alt imens hun stillede sig let på tær og lænede sig lidt ind imod ham. "Hvis der da er noget du kan give mig." Glimtet i hendes øjne skinnede af morskab imens hendes smil var drillende og forførende.
Hun lo blidt over ham. "I unge handyr, altid ude efter en ny at sætte tænderne i," sagde hun smilende og blinkede drilsk til ham. "Men ja, jeg nød synet, men hvis du tror, at du kan få mig så let, så må du godt nok værre dummere end jeg først troede." Hun smilede flabet til ham alt imens glimtet i hendes øjne blev mere udfordrende. "For hvor gammel er du?" Hun lænede sig indtil ham og duftede kort til hans hud og fært. "Lidt over et halvt årtusind?" Hun klukkede blidt. "Hvilket stadig er ungt i mine øjne."

Hans blik fulgte hende som hun rejste sig, han veg ikke tilbage, gjorde end ikke mine til dette. Endelig havde han ingen planer om at gå nogen steder lige i øjeblikket, derfor blev han roligt stående og iagttog hendes mindste bevægelse uden at være diskret. Det var nærmere som om han fandt hendes bevægelser for fascinerende sådan som han så på hende.
Nej han havde ganske rigtigt ikke fået hjertet knust, men han havde også været omhyggelig med ikke at lade det ske, og havde sikrede sig at lukke af for den slags følelser, med tiden var det blevet lettere, og til sidst - hvilket betød nu - havde han ingen problemer med følelserne. Tilforskel for mange, var han velsignet.
"Hvad jeg kan give dig kan du næppe håndtere, men se det som en oplevelse.. jeg er en yderst interessant... elev" svarede han opfordrende. Naturligvis havde han ingen planer om at blive hendes elev, ikke i den forstand som man nok forestillede sig. Det ville da kede ham, desuden, det med ordre og at gøre som der blev sagt var ikke lige ham. Hendes forførende fremtoning havde skam sin charme, og Matthew var ikke et øjeblik i tvivl om at mange ville have fundet hende yderst charmerende, forførende og interessant, det samme gjorde han, det var dog langt fra nok til at få ham til at reagere.
Hendes efterfølgende ord fik ham til at skyde det ene bryn i vejret, da hun lænede sig ind mod ham og snussede ind flyttede han sig ikke, smilede blot et svagt smil, uden at skjule de skarpe tænder som han derimod lod sig vokse større "Døm aldrig en bog på omslaget my love... du kunne gå hen og få en slem overraskelse" svarede han, havde løftede hånden og ladet fingerspidserne strejfe hendes hud. Hvor gammel hun var anede han ikke, men hendes alder havde ingen betydning for ham. "Desuden, vi handyr følger vores instinkter, i hundyr skal da bare ikke gå rundt og se så fristende ud" bemærkede han.

Desmadonna kunne let se at han fulgte hende med blikket hele tiden og nærmest fandt hendes bevægelser fascinerende. Det morede hende en anelse, men ja, det var nu sådan hun bevægede sig. Glidende og elegant.
Hun lod selv ikke sine følelser komme frem, de var der dog og hun kunne mærke dem, men det var de færreste som hun lod dem se. Faktisk var der kun én enkelt der kunne komme ind under huden på hende, hvilket var hendes datter. Hendes lille Ava, eller Dimitri, som hun hed nu, var den eneste der kunne få hende til at smile fra hjertet og vise sine følelser uden problemer. Men det var også en hemmelighed hun vogtede stærkt over.
Hun lo blidt over hans ord og forstod godt meningen bag dem. "Det vil jeg se før jeg tror det," sagde hun udfordrende og smilede drilsk til ham. Hun lagde hovedet let på skrå og så på ham med et nysgerrigt og drillende blik. Han var en yderst charmerende ung og køn hanvampyr. Han kunne sikkert få mange piger til at smelte under hans fingre og charme, men med de ældre, skulle der nok lidt mere til. Der skulle for eksempel meget til før at Desmadonna overhoved nærmede sig en fyr sådan, det var så noget helt andet med piger ...
Hun så op på ham og smilede over at se hans hjørnetænder vokse. Hun lo blidt over ham inden hun strakte sig for at løsne musklerne en anelse. "Jeg har altid elsket overraskelse," sagde hun med et legende og udfordrende grin. Hun var ikke påvirket over hans korte kærtegn, ikke det mindste, men hun havde nu heller ikke noget imod det. Hun rystede på hovedet med et let smil spillende om læberne. "Nåh, så det skal vi?" sagde hun med et lille grin. "Men hvad hvis vi ikke vil det?" Hun blinkede drilsk til ham og smilede.

"Måske får du chancen... og måske ikke" svarede han med et skævt smil. Hænderne havde han stukket i lommerne igen, stod blot roligt og betragtede hende roligt. Det var nok en leg, men det var før sket at legen hurtigt var begyndt at kede ham, så et sted, fik hun måske ikke mulighed for at se om han var så interessant som han påstod. Bare fordi han var interessant, betød det ikke at hun var det samme.
Hun havde ganske ret i sine tanker, endnu havde han ikke ønskede sig noget som han ikke havde fået. Og skulle noget stå i vejen for noget han ønskede, fjernet han det blot og fortsatte ufortrødent. Han vidste hun ikke ville hengive sig til ham, det var ham tydeligt, men han havde heller ikke krævede det af hende. Nok var hun køn, men der skulle mere end bare udseende til for at lokke denne vampyr. Han havde dog intet imod at smage hende, sætte tænderne i hende og nyde hendes blod. At han så havde disse tanker for moderen af hans egen skaber anede han ikke, han anede det lige så lidt som denne kvinde vidste at han var skabt af Dimitri.
Ved hendes svar smilede han et overbærende smil "Det tvivler jeg på, men ja ja" svarede han blot. Den replik havde han da hørt mange gange gennem sit lange liv. Hvad der undrede ham var at hun brugte den, det var dog op til hende. Hendes udfordrende tone, samt udfordrende adfærd i det hele taget var underholdende, og han nød synet af hende sno sig så elegant og forførende, hun glemte en ting... han var indbegrebet af elegance, smidighed, og forførelse, hans art var skabt til den slags.
Svaret på det sidste han sagde bragte en mild latter over hans læber "Hvis I ikke vil..? Ja så må I tage konsekvenserne" svarede han og blinkede let til hende.

Desmadonna lo blidt over ham. "Det finder vi jo ud af med tiden," sagde hun med et drilsk smil og lænede sig let ind imod ham. Han var en interessant vampyr, og han så godt ud, meget godt ud, måtte hun modvilligt indrømme. Hun betragtede ham roligt og nysgerrigt. "Hvad er dit navn, egentlig?" spurgte hun ud af det blå, da hun, ja, var nysgerrig over det. Og så kunne hun godt lide at kende navnet på de folk hun mødte, sådan var hun bare. Hvis han bare som det mindste nærmede sig hendes hals, ville han blive mere end bare lettere forbrændt. Hun hadede når vampyrer bed hende, eller troede at de kunne uden at hun ville kunne gøre noget ved det. Godt nok måtte hun indrømme, at det kunne hende tænde hende, men kun hvis hun gerne ville have det, hvilket godt nok sagde sig selv.
Hun klukkede blidt over ham. "Prøv mig," hviskede hun drilsk og udfordrende. Hun var langt fra bange for ham. Hun så roligt på ham og kørte en hånd igennem sit hår og lagde så hovedet let på skrå. Hun rystede på hovedet med et lille smil spillende om læberne. "Og I handyr må tage konsekvenserne når I ikke kan kontrollere den kvinde I er gået efter," sagde hun blot som svar og smilede skævt til ham.

Han rykkede end ikke på sig som hun lænede sig nærmere, noget ved hende virkede... bekendt. Han kunne dog ikke helt sætte fingeren på det. Selvfølgelig var han en interessant vampyr, han var nok det mest interessante hun ville komme i nærheden af i dette århundrede. Matthew var noget helt for sig, og han var både bevidst om sit udseende, udstråling og fremtoning. "Så vidt jeg ved, plejer man at præsentere sig selv inden man kræver andres navn" svarede han som hun spurgte til hans navn. Almindelig høflighed, og hun havde selv sagt hun var gammel, og udtrykte at hun var ældre end ham, derfor... så måtte hun vel kende grundprincipperne til almindelig høflighed.
Hvad hun ville mene om at han satte tænderne i hende, var han ikke et øjeblik i tvivl om. Han havde da også set hende pille ved en flamme og lege og forme den efter hendes behov, derfor var han klog nok til ikke bare at kaste sig over hende, selvom han nok ville kunne nå at brække hendes hals, eller rive hjertet ud inden hun nåede at pulverisere ham.
Prøve hende? Hmm... det var fristende, og det skulle han nok. "As you wish, my love" svarede han med en melodisk tone og et høflig nik der næsten kunne minde om en gentlemans. Intet skete dog, og det ville der heller ikke, endnu.
Ved hendes sidste ord måtte han kvæle et stort smil, et svagt trådte dog frem over hans læber "Kære, ikke alle mænd nærer et ønske om at kontroller kvinden. Nogen af os nyder en vildkat" svarede han og slog let ud med hænderne.

Desmadonna vidste godt at hende selv og Ava, hendes datter, mindede om hinanden på visse punkter, deres udstråling og væremåde, for eksempel. Hun lagde hovedet let på skrå og så på ham med et drilsk smil og betragtede ham roligt. Hun sukkede stille. "Jeg blev født før høfligheden blev særlig udbredt, men hvis du insistere," forklarede hun og smilede let til ham. "Mit navn er Desmadonna." Hun smilede skævt til ham og betragtede ham roligt. "Desmadonna Silva Spiritus." Hun nejede let for ham, bare for morskabens skyld.
Hun havde hurtigere reflekser end som så, hun ville godt kunne nå væk hvis han gik efter hende, og så ville hun forbrænde ham mere eller mindre. Hun elskede at lege med sin ild og kunne få den til at opstå i den blå luft før han ville kunne nå at sige blod.
Hun smilede over ham og klukkede let. "Lovely, mi querido," sagde hun og smilede let til ham. Hun var nysgerrig over hvad han ville gøre og hvor langt han ville gå for at prøve hende.
Hun klukkede blidt over ham og måtte dog give ham ret med et lille nik. "Så sandt, så sandt," klukkede hun blidt og så på ham med et roligt blik.

Udover de få fællestræk ved udseendet havde Matthew ingen chance for at vide at de to var mor og datter. Og hvis denne kvinde skulle sige det ville han måske gå med til en relation, men at være pigebarnets mor? Det ville være underligt trods alt. Desuden mindede denne kvinde på ingen måde om Claudia, overhoved ikke. Pigebarnet var psykotisk, ustabil, og hvis det stod til Matthew lukkede han hende gerne inde. Det var absolut ikke personligt, han havde aldrig rigtigt følt sig taknemmelig over forvandlingen, og at hun havde gjort det var noget hun tydeligvis ikke glad for. En fejl, det havde hun kaldt ham. "Udbredt er ikke det samme som ikke eksisterende darling.." svarede han ganske roligt. Madonna? Yderst underholdende, måske skulle han bare kalde hende ved det. Som hun nejede for ham brød han ud i latter "Interessant," svarede han blot uden at gøre mine til at fortælle hende sit navn.
Trods hendes hurtige reflekser var der tale om en vampyr, disse er hurtigere end andre væsner og derved havde de både styrke, hurtighed og smidighed samt udødelighed til deres fordel. Trods hendes alder, så var hun i sidste ende kun en kitsuni, deres fordel var en forvandling samt styring af et element, han undervurderede hende ikke, var ganske enkelt rationel i tilfælde af at han pludselig fik lyst til at sætte tænderne i hende, blev nød til at forsvar sig eller andet.
Hvor langt han ville gå? Længere end hun troede var han ret sikker på, og hans metoder var ikke altid hæderlige. Til det sidste gav hun ham ret hvilket blot fik ham til at smile underholdt "Jeg er sikker på at du vil give mig mere ret for fremtiden" svarede han selvsikkert og en anelse flabede.

Desmadonna trak bare på skuldrene, egentlig ret ligeglad med hans mening. Hun var blevet født før høflighed var blevet en norm blandt mennesker, plus, så var hun vokset op ude i skoven sammen med sine forældre, hun kom først ind i menneskernes samfund en gang da hun var omkring de hundrede år gammel og selv der havde menneskerne kun lige var begyndt at bo i hytter. Hun så på ham med et rynket bryn da han brød ud i latter, og valgte intet at sige. "Og dit navn?" spurgte hun i en rolig tone og betragtede ham imens hun lagde hænderne over kors over brystet.
Vampyr eller ej, så var hun en kitsunie, et ældgammelt væsen som vogtede over skovene over hele kloden. Man skulle aldrig se ned på en kitsunie og man skulle aldrig tvivle på deres evner. Hun havde levet længe før hans tip oldefædre overhoved var blevet født. Og så var der det faktum at de var lige i nærheden af en skov, en skov som hun allerede nu var bekendt med og kendte hvert et lille sted under det mørke tag af blade.
Hun smilede over ham og klukkede blidt. "Det tvivler jeg nu på," sagde hun roligt og så på ham med et overvejende blik.

Hendes charmerende adfærd var betyderligere skruede den ganske pludseligt hvilket han fandt underholdende endnu engang. Nok var hun ældre, meget ældre, men ærligt havde det ingen betydning i sidste ende. Han undervurderede bestemt ikke hendes race, han var vel bare... bevidst om sin egens kunnen og magt, samt sin egen kunnen og magt, og for ikke at sige... dømmekraft. Som hun atter spurgte til hans navn smilede han et drengede smil "That my love... is something you have to find out by your own" svarede han kækt. Nok nævnte han høflighed, men han havde aldrig sagt han selv praktiserede høflighed. Det gjorde han skam, bare ikke så tit.
Hendes stilling med armene overkors og så videre blev noterede. Ved hendes svar på hans ord smilede han skævt, trådte et skridt nærmere "We will see" svarede han, trådte nu et skridt tilbage inden han vendte sig rundt og spankulerede ind i skoven. Han kendte skam denne skov, som sin egen baglomme, så han var ikke selv på bar bund trods alt.

Desmadonna smilede over ham og klukkede blidt. "Så det skal jeg, Matthew?" spurgte hun blidt og hævede det ene øjenbryn med et drilsk glimt i hendes øjne. Det var et rent gæt, men da hun havde hørt en beskrivelse af ham fra Louis, det var et skud i tågen, men ja, hun kunne jo have ret, ikke?
Et smil blev spillet over hendes læber og hun lo blidt over ham. "True, my friend," sagde hun blidt og så roligt efter ham da han gik imod skoven.
"Og hvor skal du hen?" spurgte hun blidt og med en lille nysgerrig undertone. Hun overvejede at bede træerne at stoppe ham, hun kunne jo sagtens gøre det, for det var dumt for ethvert væsen at gøre en kitsunie irriteret, og så gå ind i skoven, de kunne jo så let som ingenting spidde dem, eller spærre dem ikke. Ikke at hun havde tænkt sig at gøre det, max bare stoppe ham lidt.

//Undskyld tiden :3