How could we just forget about each other? ~ Anthoney.

Sted ~ Mellem skoven og pensionatet.
Tid ~ Sent om aftenen.
Vejr ~ Klar himmel med mange stjerner.
Omkring os ~ Træer i skoven, den store vej og en masse huse ved pentionatet.
Tøj ~ Et par kulsorte bukser, højhælede lilla sko, en mørk bluse med skrift, og den korte lilla jakke over.
Humør ~ Har det meget godt, og smiler.

Der var en smule vind, mens Bonnie kom gående ned af vejen. Vinden rev en smule i hendes bluse, som kunne ses idet, den lilla taljekorte jakke ikke var lukket. Hun tog sig ikke af det, for sygdom var ikke noget som kunne røre hende. Hun var jo død. Vinden fortog sig langsomt og Bonnie fortsatte i stilhed. Himmlen var klar og alle de lysende stjerner kunne ses meget tydeligt i mørket.

Bonnie lignede næsten en pige, en menneske pige. Hun bevægede sig på en meget rolig måde, som mennesker nok ikke ville være i stand til, og så var der hendes øjne. De lyste næsten gulbrune i øjeblikket og når de ikke gjorde det var de typisk blodrøde.. Bortset fra det, var der intet som gav nogen grund til at tro at hun var døg og ikke længere en levende skabning.
Hun var køn, faktisk var hun mere end smuk. Hendes hud var bleg og gav næsten folk det indtryk at hendes hud glimtede. Hendes læber var næsten sat på en helt eventyrlig måde, og når hun langsomt fugtede dem, gik det til på en meget yndefuld måde, som kun gjorde hende mere perfekt, udefra. Det var tydeligt at se at hendes krop kun var halvudviklet. Hun var ikke så høj, hendes ansigt havde stadig de barnlige stref og hendes bryster var mindre end de burde være i hendes alder. Men alligevel, selvom hun tydeligt havde fejl, hvis man så det på den måde, virkede hun alligevel perfekt. Hun var helt drømmeagtig og uvirkelig, og alligevel var hun her. Hun var ikke en del af en film eller et eventyr som blev læst op, nej, hun var lige her. Hun levede i hendes døde krop.

Bonnie gik langsomt videre uden at vide hvad hun gik efter. Dog standsede hun op kort efter og lod hendes øjne beskue de smukke stjerner over hende, på himmlen.

Påklædning en par slidte jeans, en stram sort sport t-shirt og en ipod

"jeg skal nok passe på, se nu bare at kom i seng Miss Porter, hvis jeg ser de er oppe når jeg kommer hjem ser det slemt ud for dem" advarede han, fær han forsvandt ud gennem døren og ud i natte livet, det var efterhånden blevet en vane for ham, om eftermiddagen, samt om natten tog han sig en lang løbetur på hvad et par timer, på den måde kunne han finde på noget andet at tænke på, slå tankerne ud og slappe af...hvilket han på den anden hånd aldrig gjorde, han brød sig virkelig ikke om det, det var tit derfor han aldrig vidste nogle følelser, han var fuldkommen blottet og tom, aldrig en eneste følelse at vise.
han satte sin høretelefoner i og tændte for den smukkeste musik lavet af Bethoven, den mand kunne bare noget med musik...det ville nok overraske mange at han faktisk holdte meget af klassisk musik, selv kunne han spille på klaver og violin, to gode instrumenter.
han valgte idag en anden tur, idag ville han mod byen, han havde tidligere ikke haft en chance for at komme derned af, jo men sidste gang stod han næsten og råbte om kap med sin niece, hvilket nok ikke var så godt alligevel. han stoppede op da han var kommet godt ind af faktisk var han nu ved starten af skoven og omkring en pensionat, han stoppede for at få vejret og rettede sig derefter op for at se op på himlen

Bonnie, som bare havde gået videre i sine egne tanker, blev hurtigt vækket. Hun kom ud af sine egne tanker så let som ingenting, som om noget stod med en blodpose foran hende. Hun rettede hurtigt blikket ret forude, hvor hun et stykke væk, som selvfølgelig ikke var så langt for hende, så en person. Det var ikke bare en person, det var en kitsuni. Et kort øjeblik kunne Bonnie, som netop var kommet ud af hendes blodrus, ikke tage øjnene væk fra ham. Fyren stod langt væk, men alligevel kunne hun mærke hans fært, som en tyk tåge omkring hende. Det gjorde hende en smule vild.
Kort efter stod Bonnie få meter væk fra fyren, hun stod stille og så på ham med et sødt smil og lynsende øjne, som en gang i mellem blev røde og så skriftede tilbage til de gulbrune smukke øjne igen. Hun var ikke sikker på om han havde hørt hende, hvilket han jo ikke havde nogen chance for, men måske havde han også tydeligt kunne mærke hendes fært. Med små skridt forsøgte Bonnie at beherske sig mens hun forsigtigt nærmede sig Anthony. Et øjeblik igen, glippede hun og de røde øjne vendte straks tilbage. Hun udstøtte et skrig, som lød lidt som et angrebsskrig, idet hun kastede sig over Anthony. Med hendes stærke hænder rev hun ham til siden og ventede ikke et sekundt med at sætte tænderne i ham.
Det sekund blodet rørte hendes læber og flød ud i hendes mund, fik hun blot lysten til mere. En lille, næsten forpint jamren forlod hendes læber inden hun satte sine tænder dybere ned i ham og fortsatte hvor hun slap.

han havde set hende komme, før hun overhoved var kommet, men okay lugten af hende, den der metalliske lugt af blod også lugten af død, den var overalt på hende.
dog valgte han bevidst at spille dum idiot, lod bare som om han intet kunne finde ud af, for det ville ma vel også tror, hvad laver man ude så sent, så sent uden den mindste smule beskyttelse, eller faktisk hvad lavede man her ude, bare at være her ude ville være dumt, som at skrive sin døds attest, men som tidligere sagt frygtede han intet, der var ting der skræmte ham mere end en vampyr, som f. eks dengang han havde oplevet at vågne op i en gade, uden nogen ide om hvem han var...det regnede, han havde kun sine bukser på også...ja det var vidst det eneste han kunne huske.
han vidste at det ville komme, hun var sikkert ung og havde derfor ingen selvkontrol, så da hun gik til angreb frygtede han intet, det gjorde han aldrig. han greb hurtigt fat i sin pistol og rettede den mod hendes mave, hvorefter han trykkede på aftrækkeren, en fin tre kugle røg direkte ind i hende, for den jo fint blev siddende "ryg dig ellers for du en til" hvæsede han advarende

Bonnie havde ikke set det komme. Som en hver anden ung vampyr, uden meget selvkontrol, tænkte hun ikke inden hun handlede. Hun blev dog hurtigt overbevist om situationens alvor. Bonnie var blevet ramt, hun var ikke blevet ramt af en normal kugle, nej det var en trækugle.

Bonnie lod en vild hvæsen komme ud, inden hun rykkede en smule tilbage og ventede om på ryggen. Det var træ og det var inde i hende lige nu. Hun kunne intet gøre nu, det var sket. Hun havde aldrig prøvet noget lignende før. Det eneste hun havde været ude for indtil videre var sollys. Yderst smertefuldt, men hun havde fået hjælp den gang. Nu var hun alene, uden hjælp og uden at vide hvordan hun skulle rede sig selv. Matthew ville blive virkelig skuffet over hende, det var hun sikker på, men det var forsent at ændre på noget, som kunne få hendes skaber til at være stolt istedet.
En smule panisk lod Bonnie sine egne hænder glide over hendes mave flere gange, uden at få fat i kuglen. Hun rettede blikket op mod Anthony, som havde skudt hende og lagde en hånd mod det sår hun havde fået. Et par tårre trillende ned af hendes kinder mens hun nu meget langsomt træk vejret. Hun gav små hulk og smerte skrig fra sig, uden at gøre meget andet end at panikke. Hun fjernede ikke på noget tidspunkt blikket fra Anthonys øjne. Hendes øjne var ikke længere røde med fik den gamle gulbrune glød tilbage.
En del af hende ønskede inderligt at han skulle hjælpe hende, men hun forstod jo kun alt for godt, hvis han ikke havde lyst.

han lagde pistolen væk og så længe på hende, af hans egen erfaring, var det en god måde at få vampyren væk, plus den sidste der virkelig pissede ham af, endte med at få smadret et baseball bat i hoved, selve batten smadret fuldkommen og han fik et mindre kraniebrud af det.
han betragtede let den kvindelige vampyr, som hun næsten begyndte at græde, skrige om smerte, dog fortrak han ikke en mine, han så faktisk lige kold ud som han havde gjort fo få sekunder siden "din skaber burde lære dig mere selv kontrol, nogle er bare ikke til at spøge med kære" han lod fingeren glide ind i hendes sår, hvor han fandt kulgen, dog fjerende han den ikke, han så bare koldt på hende med et par døde næsten sorte øjne "jeg burde englelig dræbe dig, men noget ved dig minder mig om noget jeg har set før, så på trods af dit lille stunt fra før, lader jeg det gode komme dig til gode, men jeg skal have dit ord på at du ikke bider mig igen...det var ikke særlig sødt vel" spurte han og pressede sin finger længere ind i hendes sår, hvilket højst tænkeligt kun ville give hende høje smerter, men det var alt sammen hverdag for ham

//undskyld længden Wink

Det var svært at forstå hvorfor han bare stod der og så ned på hende, men endnu svære at forstå at han faktisk hjælp. Han ville hjælpe hende, selvom hun lige hang med tænderne rund om hans hals og forsøgte at dræbe ham. Bonnie så op på ham med hendes våde øjne, hun var glad for at han ville hjælpe hende, men idet kan tog sine fingre ind i hendes sår ved maven, kunne hun ikke undgå at skrige smertefuldt. Det gjorde forfærdeligt ondt og hun forstod ikke hvorfor, indtil han tog fat omkring det stykke træ han havde skudt ind i hende. Hun lagde sit hoved en smule bagover og forsøgte at forholde sig roligt. "Træk den ud!" Det var mest af alt smerten der talte for hun vidste jo godt, at det nok ikke ville være det bedste at råbe op lige nu.
Bonnie lå stille og lyttede roligt til det han fortalte hende. Hun forstod ikke meget af det, ikke fordi hun ikke kunne høre hvad han sagde, men fordi hun ikke forstod det. Hvad var det han mente med at hun virkede bekendt? Hun kendte ingen kitsunier og hun var ihvertfald ikke venner med noget. Mens hun forsøgte at huske hvad der var sket i hendes tid, kunne hun intet andet gøre end at ligge stille og lytte til ham.
"Undskyld.." nærmest hviskede hun mens endnu et par tåre løb ned af hendes kinder. Hun var ked af det, for det hele mindede hende om hendes blodrus. Al den tid, hvor hun intet andet gjorde end at dræbe, og intet andet kunne huske end blodet. Bonnie ville ikke være et monster, hun havde ikke selv valgt det, og selvom hun havde accsepteret det, havde hun stadig svært ved at leve med det. Hun var tit ked af det, fordi hun igen kom i tanke om det i forholdt til livet som menneske.
Bonnie mærkede igen smerten da han stak sine fingre ind i hendes mave, denne gang bare længere ind. Smerten var ligeså stor som før og det gav hende intet valg. Endnu et smerte skrig kom fra hende, men denne gang lod hun hurtig, som hun var en hånd tage fat om hans hals. Hun havde ikke et stræmt greb og hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det stræmmere, hun kunne bare ikke lide den smerte han påførte hende og hun ville have ham til at stoppe. "STOP! Det gør ondt.." De ord kom over hendes læber på en meget menneskelig måde, så man næsten skulle tro at hun var et menneske lige i dette øjeblik.

(Det gør ikke noget. :3

han lagde hoved på skrå og betragtede hende stille "det kommer det komme, ingen er døde af en smule smerte, det er bare en del af livet for alle, selv de uddøde, du må bare lære at leve med det" han trak på skulderne som om der ligesom intet var at gøre ved det...selv havde han oplevet mange smerter nogle af dem mere psykiske end andre, da han havde opdaget at alt han engang havde haft var fuldkommen slettet, da han så hvordan hans bedste ven og chef var blevet angrebet af hans egen bror, så var der jo også alle de gange hvor han var blevet skudt på og ja faktisk meget mere.
han hævede øjenbrynet "undskyld fikser ikke meget lille ven, tænk hvis jeg havde været en vampyr jager, så var du jo død eller også ville jeg være også ville jeg drive dig til vanvid ind i det næste liv...jeg ved det er hårdt, men så stjæl donor blod, få anskaffet dig en donor og drik små doser hver eneste dag, det min kære vil hjælpe dig" han lød næsten helt blid mens han snakkede, dog var han ligeglad, det var bare råd han kunne forstille sig at give sin niece, hvis hun blev en vampyr...og ja hvis det var sagen ville han ikke tøve et sekund med at hjælpe hende.
da hun greb ham om halsen, knurrede han advarende af hende og lod sin finger køre rundt "fjern din hånd ellers får du et machende hul mellem dine øjne" advarede han koldt og greb fat i hendes hånd, han tvang den væk og knurrede af hende, lige nu gjorde hun ham allerhelveds sur og jo måske var han ikke som en vampyr men han kunne være ligeså farlig når han først var godt vred