Oh shit....Rachel

Tid: 17:23
Sted: Politistationen
Vejr: Sneen falder roligt og det er vinterkoldt
Omgiveler: Politistations...agtigt...
Påklædning: Sort vinterjakke, blåt stort tørklæde, grå jeans og sorte militærstøvler

Kim sad på en stol som var placeret op ad væggen, hendes blik gled rundt på politifolkene som gik rundt mellem skrivebordene. Hun var blevet taget for tyveri, trods hun intet havde gjort. Hun havde været i en butik, bare for at glo og få tiden til at gå, eftersom hun ikke kendte nogen endnu som hun kunne havde det sjovt med. Men hun havde mødt nabopigen og hendes veninder, hendes mor havde den første dag i byen tvunget hende med over for at hilse på naboen. Allerede der havde Kim regnet ud at den pige ikke var en som man skulle komme på tværs med. Hun havde ikke engang gidet at huske hendes navn, da hun ikke havde regnet med nogensinde at få brug for at vide det. Men i hvert fald havde den tøs smidt en skide bh ned i hendes taske, så da hun var gået ud af butikken var den gået i gang med at bippe alarmerende. Nabopigen og hendes veninder havde peget og grint af hende og sørget for at alle bemærkede hvad der skete.
Kim sukkede og lod blikket falde på den ældre politimand som så venligt havde taget hende med på stationen. Han virkede meget flink og havde hele tiden talt pænt og voksent til hende. Hun rejste sig uden af beklage sig da han gik forbi hende og gjorte tegn til hende med hånden om at hun skulle følge med ham. Hun overvejede kort om hendes mor var blevet kontaktet, fandt hun ud af det ville hun helt sikkert få endnu mere ballade end hun plejede. Der gik sjælendt en dag uden at hun skændtes med hendes mor, de kunne bare ikke enes.
Hun sukkede dybt, da politimanden åbnede en celle til hende. "Behøver jeg virkelig at vente her?"spurgte hun en smule irriterende. Hun havde allerede fået at vide at hun kun ville få en advarelse, og at de nu skulle skrive en rapport og få afgjort de sidste ting. "Vi skal være sikker på at du ikke smutter inden din mor kommer og henter dig" forklarede han venligt og smilede muntert til hende. Hun sukkede igen og gik ind i cellen og satte sig på bænken. Hun gad ikke engang at tjekke de andre celler ud, hun havde bare lyst til at surmule. "Glædelig jul" tilføjede han inden han muntert gik.

På plus nogle sorte slidte converse

Rachel sad allerede inde i en kold celle med sine jeans og trøje på. Der var kommet en smule blod på hendes trøje og bukserne var flænset lidt ved det højre lår. Hvad der var sket var en lang historie. Hun var blot ude og jage og da hun fandt en hjort og dræbte den kom der en anden vampyr forbi og ville tage hendes hjort. Hun kunne mærke at det var en realtivt ny vampyr som måske var blevet forvandlet for ikke så længe siden. Faktisk kunne hun mærke det helt tydeligt. Rachel havde hvæset af den unge vampyr så snart han kom tæt på og hun kunne se frygten der skindede i vampyrens øjne. Da han hvæsede igen blev hun godt og grundigt irriteret og vred. Hun havde rejst sig op og kastet sig over vampyren hvorefter hun havde revet vampyren på kinden med hendes lange og spidse negle. Vampyren havde revet hendes lår og tre flænger havde hun fået på låret. Hun kiggede ned på det og kørte en hånd over det inden hun så op igen og genoptog kampscenen med hendes hukommelse. Hun havde bidt vampyren i halsen og derefter drejet halsen om på ham. Hun så irriteret og koldt ud i luften da hun huskede hvordan vampyrens døde krop lå foran hende. Hun havde drukket det sidste blod der var tilbage i hjorten og efter det havde hun gået ud på gaden for at gå hjem til Caleb igen. Hun havde slet ikke lagt mærke til at hun stadig havde al den blod på sig. Hun tænkte slet ikke over det. Hun tænkte kun på al den had hun følte indeni. Hun var så vred. Hun blev så vred. Det mindste ting kunne gøre hende pisse irriteret og hun lod det gå ud over alle der kom i nærheden af hende. Hendes gamle kæreste fra 1600 tallet var pludseligt dukket op og det var gået godt imellem dem lige indtil han hev en ring frem og ville fri til hende. Efter det var alt gået ned ad bakke. Rachel havde fortalt ham og manden hun var trolovet med og han kunne åbenbart ikke klare at få den info på plads for han begyndte at tabe forstanden helt da hun var færdig med at fortælle. Fuldkommen. Hun havde taget sine ting igen og stormet ud af hans hus og hun havde ikke set ham ligesiden. Om han var skredet ud af byen igen anede hun heller ikke. Rachel stirrede op da en ældre herre åbnede hendes celledør og havde en pige i hånden. Først troede hun at hun måtte gå så hun rejste sig lidt op men det var bare pigen der skulle afleveres i samme celle og derefter ville han gå igen så hun satte sig roligt ned igen. Hun sad med ryggen lænet op af muren og med det venstre knæ bøjet og det andet lå slapt da hun havde lidt ondt i det højre lår. "Hey" var det eneste hun kunne sige imens hun betragtede pigen.

Kim's blik var rettet mod cellens gulv, og hendes humør var virkelig i bund. Hun vidste at hendes mor ville skælde ud og sten sikker give hende skylden for lidt af hvert. Det var ren rutine når hun skændtes med sin mor, de beskyldte hinanden for alt muligt og truede med det ene og det andet.
Hun trak benene op på bænken hun havde sat sig på og lænede sig op ad bænken. Hun havde sat sig så der ikke ville være plads til en anden. "Hej.."hilste hun kort, da hun blev opmærksom på pigen. Hun blev kort overrasket over sig selv at hun ikke havde bemærket pigen, men hun havde haft for travlt med at være irriteret og glo ned i gulvet til at bemærke det omkring hende. Hun vidste at hendes mor var på arbejde, og at hun ikke ville komme og hente hende foreløbig, da hun så ville være nød til at fortælle hvorfor hun var nød til at gå tidligere fra arbejde og at man skulle hente sin datter i fængsel var ikke noget at prale med. Hun vidste at hendes mor gik meget op i hvad andre mente om hende, så når der var andre til stede så havde hun altid en facade kørende som Kim skulle efterligne hvis ikke hun ønskede ballade.
Hun lænede sig helt tilbage mod væggen og lod hovedet falde lidt frem, så hendes store bløde hår faldt ned og skjulte hendes ansigt. Hun skævede kort til hende, på den anden bænk og sagde ellers ikke noget. Hun var i alt for meget surmuler humør til at hun gad at starte en samtale med en, som var hendes cellekammerat.