I miss the old days... - Chrisser xD

han stivnede da han hørte døren gå op, men da han følte hende bag sig, mørkede hendes læber mod sin nakke, vendte han sig og stivnede da han så ned af hende, her stod hun ligeså nøgen som han var, i et bad med ham.
han smilede bredt, lagde hænderne mod muren og kyssede hende ømt ""hej smukke" hviskede han og nussede hende ned langs ribbenene "sikke smuk du er, jeg havde helt glemt hvor smuk du var, men endnu mere havde jeg glemt hvor smuk du var uden tøj på" han smilede frækt. han trykkede hende ind mod sig og kyssede hendes hals "åhh hvor har jeg dog savnet dig" hvislede han og bar hende op, således at hendes hendes ansigt var ude for hans og hendes bryst ude for hans.
han gispede svagt da han kunne mærke hendes bryster mod sit bryst "mhh hvor er du smuk" hviskede han igen også selvom han efterhånden havde sagt det tit, blev han aldrig træt af at sige det...aldrig nogensinde

Rachel los ham gøre som han ville med hende og slog blot benene om ham da han løftede hende op. Hun havde selv savnet alt ved ham. Hans hænder mod hendes bar hud og hans læber mod hendes. Hun indså først nu at han var den brik i hendes liv hun manglede. Han var hendes glæde og hendes lykke. Hun indså at hun ikke havde været så glad før hun havde set ham i skoven den dag. Det havde været den bedste dag i hendes liv. At møde hendes livskærlighed igen. Hun indså hvor meget hun elskede ham og hvor meget hun behøvede ham ved sin side igen. Hun nød alle de kys han gav hende og smilede blot frækt igen. "Man skulle jo nødigt snakke selv" svarede hun ham med et frækt glimt i øjet. Hun holdt ham tæt ind til sig og så ham ind i øjnene. "Jeg har også savnet dig" sagde hun. Hun kyssede ham blidt og inderligt men insistrende. Hun havde savnet ham så meget. Hun kunne mærke vandet mod hendes hud og hendes hår blev også vådt. Hun aede blidt hans skulder og det eneste der var imellem dem var det rindende vand.

han smilede og lod hende glide ned på gulvet igen "uhh er man lidt fræk" spurte han og rystede på hoved af hende. han vendte sig om og lagde hoved tilbage, nød vandet mod sit ansigt "mhh hvor er det dog dejligt" han sukkede og kørte en hånd igennem håret. rundt omkring på hans ryg var der ar hid og der, men eller var den muskuløs og han var bredskuldret, ganske køn fast og snehvid i sin kuløs, men det var alle vampyrer jo et bevis på at de var døde. han så på hende over skulderen og smilede bredt "sikke fristende du er, som du bare står der, man for helt lyst til at gøre ting" han grinede og vendte sig om mod hende, betragtede med beundrende øjne og et næsten tilbedende udtrykke

//sorry det er så kort //

"Uh nej da" svarede hun ham drillende og og smilede blot skævt til ham. Så legende han dog kunne være. Endnu en ting hun havde glemt om ham. Så mange ting hun havde brug for at friske op omkring ham. Hun så ned af sig selv og lagde mærke til at alt blodet faktisk var forsvundet for hendes krop. Hun smilede lidt og så så op igen og han havde vendt ryggen til. Hun betragtede hans ar med undrende og onde øjne. Hun ville vide hvem der havde påført ham disse ar. Hun ville vide hvem der havde skadet den hun elskede. Hun ville få personen til at lide. Da han vendte sig om mod hende igen smilede hun til ham. "Jamen så vil det glæde Dem at høre at jeg er din så snart De kommer ud af badet" sagde hun drillende hvorefter hun vendte sig om og tog fat i håndklædet og viklede det omkring sig. Hun smilte frækt til ham inden hun forsvandt ud fra badeværelset og ind på værelset igen.

han klukkede og rystede på hoved af hende "hej jeg kan mærke dit onde blik mod min ryg, hvad er der galt, har jeg gjort noget forkert" spurte han og så på hende over skulderen, han brød sig ikke om at såre hende af alle personer så specielt ikke hende, han kunne skade andre, slå dem ihjel og såre dem...men han ville aldrig så meget som såre Rachel. han vendte sig mod hende og så blidt ned af hende, kyssede hende blidt "jeg kommer om lidt" hviskede han og fik sæbet sit hår ind, hvorefter han vaskede det ud og slukkede for vandet, han tog en håndklæde og tørrede sin krop og sit hår, derefter viklede han det rundt om livet på sig selv og forlod badeværelset. han smilede for sig selv og gik hen mod sit skab på sit værelse

//sorry for længden //

Rachel havde taget plads på den store seng hvor hun havde fået sit undertøj på og var igang med at tage sine marineblå jeans på. "Hvem har givet dig de ar?" sagde hun tomt og følelsesløst da han kom ud fra badeværelset. Hun kiggede ned da hun fumlede med den drillende lynlås. Hun kunne ikke lide at se arene på hans ryg. Hun kom heletiden til t tænke på om det gjorde ondt da han fik dem og hvor store sårene havde været. Måske havde han lidt meget eller også var han blevet direkte tortureret. Hvem kunne dog også gøre sådan noget mod ham? Han var jo så sød og rar... Og ikke mindst kærlig. Dog vidste hun godt at det var klart hun havde det sådan da hun ikke havde oplevet ham på andre måder en blid og kærlig. Hun kiggede endelig op på ham da bukserne var lynet op. Hun var godt klar over at en blid og rolig historie ikke var hvad hun ville få. Nok mere en skræmmende og uhyggelig historie. Men hvilke historier var dog også blide og rolige når det ender med ar?

//Gør intet ^^

han sukkede og gik hen til sengen, glemte et sekund alt om at tage tøj på, han satte sig ned på sengen og så på hende med triste øjne "dengang jeg var menneske var min familie meget fattig og vi havde ikke altid råd til at få mad, de jeg var 15 år, mødte jeg denne kvinde hun fandt mig smuk og tiltrækkende og ville have mig, så i sidste ende endte jeg med at blive solgt til hende. hun viste sig senere at være vampyr og holdte af at voldtage og torturere unge drenge, men da jeg fyldte 28 blev jeg dødeligt syg og hun måtte til sidst forvandle mig" forklarede han og kørte en hånd igennem håret, hans øjne lå på hende og hans sukkede stille "hun misbrugte og torturerede mig i 100 år efter jeg blev forvandlet, men til sidst endte jeg med at dræbe hende og jeg slap fri" forklarede han stille

Rachel så blot på ham med triste øjne da han var færdig med at fortælle. I så mange år havde hun kendt ham og alligevel var det først nu han fortalte hende hele historien. Han havde kun forklaret hende at han havde det hårdt dengang i 1600 tallet men nu hvor sanheden om ham kom frem kunne hun alligevel ikke være sur på ham. Hun så ham dybt i øjnene og placerede blidt sin hånd mod hans kind og aede den blidt med tommelfingeren hvorefter hun blidt kyssede ham. Kysset var fuld af følelser og kærlighed. Hun havde ondt af ham. Dog var hun glad for at hun ikke var der mere og at han havde dræbt hende for ellers havde hun ikke tøvet et eneste sekund om at finde hende og slå hende brutalt ihjel. Hvordan kunne man finde det atrakttivt at voldtage mindreårige drenge i så mange år? Men havde det ikke været for hende var Christian ikke vampyr og hun ville ikke havde mødt ham i skoven. Hun trak sig stille væk fra ham igen og smilede blidt til ham. "Det er okay. Jeg er her for dig nu" sagde hun blot og aede igen hans kind.

han lagde sig ned i sengen og så på hende, så alle de følelser der gled over hendes ansigt, tristhed og forståelse, endelig forstod hun vel hvor han havde sin "ikke rør" politik fra, at det var effekten af den barndom han havde, den barndom hvor han aldrig havde haft chancen for at være et barn. han sukkede og tørrede kort sit halvvåde bryst med sine hånd, hvorefter han igen så på hende "mange tak, jeg savnede dig virkelig i de mange år" hviskede han og lagde hoved på hendes skød "jeg havde næsten lyst til at brase ind i dit hus, hamre din bror sådan en, og derefter erklære mig kærlighed til dig, men jeg ved ikke hvorfor jeg ikke gjorde det,...jeg følte mig vel ikke værd nok til din kærlighed" hviskede han og så op på hende, der lå han kun iført et håndklæde, med hoved på den kvinde hans elskede skød

Rachel så ned på ham og smilede. "Bare rolig. Han fik nogle tæsk af mig istedet" sagde hun og lo blidt. Hun huskede det tydeligt. Hvor vred hun havde været og hvor meget hendes håndflader og knoer gjorde ondt efter at havde slået på sin egen bror så meget. Han ikke så meget som lagde sig ned og krympede sig sammen. Han blev blot stående og lod hende slå på ham. Hun huskede det for godt. Lidt for godt. Hun fortrød efter ti minutter men så mente hun at han havde fortjent det. De havde ikke snakket sammen lang tid efter det og det var kun én af de mange forskellige emner de skændtes om. Charles kørte stadig på at hun tvang ham til at blive vampyr sammen med hende. Hun ville gerne have et evigt liv men ikke uden ham. Han var det eneste hun havde tilbage og uden ham havde hun intet. Og alligevel endte hun med at forlade ham i sidste ende. "Jeg savnede også dig" sagde hun blidt og bøjede sig ned for at kysse ham lige så blidt.

han klukkede og satte sig op, blidt kyssede han hendes kind "hvor er jeg dog stolt af dig, men jeg ville nu ønske at det havde været mig, så ville han virkelig føle smerte" han grinede og trykkede hende ind mod sit bryst, han huskede dagen efter at han havde forladt mystic falls, det var det værste han nogensinde havde oplevet, smerten ved at miste hende...den havde været ulidelig og ubærlig, han kunne ikke bære tanken om måske aldrig se hende igen. han trykkede hende kort ind mod sit bryst, hvorefter han rejste sig op og gik hen mod sit skab, det store skab som indebar mere af det tøj han bar i de forskellige tider. han lod hånden glide hen over en gammel jakke og smilede svagt, men efter lid tid rystede han på hoved og trak sit håndkæde af, han fandt hurtigt et par bukser frem og vendte sig mod hende "tænk jeg fandt den her, havde det ikke været for din bror havde jeg friet til dig han" vidste hende en smuk æske

Rachel smilede til ham. "Vil du ikke lige love mig noget?" spurgte hun ham stille og fulgte ham med blikket da han rejste sig op og fandt nogle bukser frem. Hun stirrede på æsken med et tomt blik og blev helt mundlam. Fri til hende? Ville han fri til hende? Hun kunne ikke få et eneste ord frem og æsken mindede hende om noget. Den mindede hende om dengang hendes far og mor fortalte hende at hun skulle giftes når hun blev ældre. Hun var allerede blevet lovet væk til en rig familie's søn. Hun fik det allerede af vide som en lille pige. Hun skulle kun giftes med ham fordi det ville give familien flere penge end de allerede havde og pengene ville også kunne forsørge hende. Hun nåede aldrig at møde ham men hun havde hørt fra nogle at han var meget flot og meget gentle. Men hun hadede ham allerede. Var han en rigtig mand havde han ikke sagt ja til at blive gift med en pige han aldrig havde mødt. Han ville finde kærligheden på egen hånd for kun den kærlighed er ægte. Ligesom hendes og Christians.

han hævede øjenbrynet "alt for dig min kære" hviskede han og gik hen til hende, han satte sig ned ved hende og lagde en hånd på hendes hånd, blidt lagde han æsken i hendes hånd "jeg ved det er hurtigt, men hvis du vil have mig er jeg din, og din for evigt" hviskede han og kyssede hendes kind, tanken om at de skulle giftes varmede om hans nu døde hjerte, dog havde hendes udtryk givet ham en smule bange anelser, for hvad hvis hun ikke ønskede han å den måde, som han ønskede hende, hvad hvis hun nu ønskede noget helt andet, det smertede ham hvis det var sådan hun havde det, hvis hun ni ikke engang ville have ham. han trak vejret dybt og betragtede hende nøje med varme øjne

Rachel smilede lidt til ham. "Du må ikke skade min bror. Han er stadig lidt... Vred over at jeg tvang ham til at forvandle sig sammen med mig og... Han hader mig sikkert også for andre ting en blot den ene..." sagde hun og så op på ham. Hun havde gjort mange ting der kunne irritere ham men han havde også gjort en masse ting der kunne irritere hende. Hun så ned på æsken i hendes hånd og bed sig lidt i underlæben. "Christian jeg... Jeg er vidst ikke den eneste af os to der har glemt at fortælle noget..." sagde hun tøvende og kiggede væk. Hvordan skulle hun dog kunne forklare ham at hun var lovet væk til en anden. Hun vidste jo ikke engang om han også var blevet forvandlet eller måske var blevet til en engel. Hun vidste jo intet om ham. Måske var hun endda stadig lovet væk.

han så på hende "selvfølgelig, jeg skal nok lade ham være i fred" hviskede han stille og nikkede, han havde ikke tænkt sig at røre hendes bror hvis det var det hun ønskede, han ville jo kun gøre hende glad.
han stivnede da hun sagde de følgende ord...det kunne ikke love godt, hurtigt tog han æsken og var henne ved sit skab hvor han lagde den "hvad tænkte jeg dog på" hviskede han og lagde ryggen mod væggen, han hævede øjenbrynet og betragtede hende nøje "hvad er det så, lad mig gætte du har en anden som du elsker endnu mere...lad mig se du skal giftes...du er forlovet med en eller anden spade" gættede han og lagde armene over kors, han rynkede brynet og lagde hoved på skrå

"Tak" sagde hun og smilede til ham. Det betød meget for hende at han ville lade hendes bror i fred. Selvom hun var vred på sin bror af og til så elskede hun ham stadig inderst inde. Han havde altid været der for hende også selvom hun prøvede at skubbe ham væk. Han blev hos hende og passede på hende men hun forlod ham blot. Kun for at vise ham at hun kunne klare sig på egen hånd og for at vise ham at hun ikke havde brug for ham. Men hun tog fejl.
Rachel så op da han rejste sig op of lagde æsken tilbage i skabet. Hun lukkede hånden i hvor æsken før havde været. "Nej..." Hun blev siddende på sengen og så væk fra ham. Hun ville ikke se hans ansigtsudtryk når hun fortalte ham det.

han nikkede stille "det var så lidt" han kunne forstille sig hvordan det måtte være at have en bror en man elskede på trods af at man hade ham eller hende. han sukkede og lod sig glide ned af skabets lågen, overvågede hende nøje, hvad var der så hvis det ikke var en af de ting han havde sagt hvad kunne det så være "hvad er der så, fortæl mig det" hvislede han og kørte en hånd igennem håret, han havde hende endelig tilbage efter ås lang tid og nu smuttede hun ud mellem hans fingre som var der intet sket eller han intet betød for hende

//ingen krea sorry//

//Gør intet ^^

Rachel så hen på ham med et trist blik. "Jeg var lovet væk. Eller jeg er lovet væk. Jeg ved det ikke. Mine forældre bestemte at jeg skulle giftes med en eller anden rig families søn da jeg stadig var en lille pige. Da de fortalte mig det var jeg en lille uviden pige. Jeg nåede aldrig at møde ham. Jeg var trolovet med ham i en masse år og jeg vidste ikke hvordan han så ud eller hvordan han var. Selvom folk fortalte mig gode ting om ham vidste jeg at han ikke var den rette. Mine forældre døde og alle deres penge skulle havde været mine og Charles men sådan blev det ikke. Vores venner og bekendte ragede alt til sig og mig og Charles blev sat ude på gaden som børn. Men så mødte jeg dig. Jeg mødte dig og når jeg var sammen med dig var det anerledes. Men da jeg var sammen med dig var jeg stadig trolovet med den anden. Jeg har stadig ikke mødt ham og jeg ved ikke om han stadig lever men jeg kan ikke gifte mig med dig Christian. Jeg kan bare ikke..." fortalte hun og kiggede væk.

han stivnede og snerpede læberne sammen, hans blik blev mørkt og koldt, alt kærligheden var forsvundet fra hans ansigt da han betragtede hende "så det faldt dig slet ikke ind at sige det til mig, at du...du var" han tav og hamrede en hånd mod lågen så den flækkede midt over. han rejste sig hurtigt op og stirrede på hende "jeg kan ikke fatte du holdte mig i uvidenheden på den måde, jeg troede du elskede mig" hvæsede han og trådte væk, han ramte ind i døren og stønnede svagt af smerte, men han tog sig ikke af den, lige nu kunne han ikke fatte hun havde...at hun havde ladet ham tro at hun ville være sammen med ham, når hun var en andens, altså ikke hans

Rachel blev skræmt da han hamrede hånden mod lågen. Hun fik et chok men sagde intet. Hendes øjne blev blot fyldt med tårer. Hun var ikke van til at han så på hende med sådanne øjne og hun kunne ikke lide det. Det var forfærdeligt. "Christian jeg elsker dig jo også!" svarede hun ham og rejste sig op og stod så bag ham hvorefter hun lagde armene om ham imens den første tåre trillede ned ad hendes kind. Hun elskede ham. Det gjorde hun men hvordan kunne det være hendes fejl? Og der slog det hende. Det var ikke hende fejl. Han havde derfor ingen ret til at skælde hende ud eller være vred på hende. Hun slap ham stille og gik så hen til sengen igen og tog sin skjorte og tog den på selvom den stadig var blodig. "Mine forældre arrangerede ægteskabet. Ikke mig" sagde hun stædigt imens hun havde ryggen vendt mod ham.

han rynkede brynet "du legede rundt med mig, havde det slet ikke faldet dig ind at sige til mig at du for helved var lovet væk" spurte han og kørte frustreret en igennem håret, hvilket kun resulterede i at håret sad ud til alle sider "jeg elskede dig fra det sekund jeg kyssede dig, men hvis jeg havde vidst du var, så havde jeg aldrig" han sukkede og faldt ned på knæende, han bøjede sig ned og borede fingrene ned i gulvet "jeg troede endelig jeg havde fundet en som jeg skulle være sammen med for evigt, men" tåre gled ned af hans kinder og ned på gulvet til hans hænder

Rachel vendte sig først om igen efter lidt tid. Hun så blot på ham med et tomt og vredt blik. "Jeg tænker sku da ikke på min F**king trolovede når jeg er sammen med dig! Jeg var hjemløs og jeg boede på gaden med min bror! Jeg havde andre ting at tænke på! Jeg havde dig! Jeg har aldrig mødt ham den anden og jeg aner ikke engang om han stadig er i live!" skreg hun af ham og tårene trillede ned af hendes kinder. Hun var vred men ikke mindst såret. Hun elskede ham men han kunne bare ikke forstå hende som dengang. Og hun måtte indrømme selv at hun heller ikke forstod ham som før. Han havde forandret sig. Men det havde hun også. Hun havde forandret sig meget. Hun var ikke den lille uskyldige hjemløse pige mere. Hun var vokset og hun havde taget ved lære. "Det havde du også. Men du kunne ikke acceptere hende som den hun var" sagde hun tomt og koldt hvorefter hun trådte ud af hans værelsesdør imens hun knappede sin skjorte.

han snerrede og rejste sig op, stirrede på hende med kolde øjne "fint så gå, gå du bare" hvæsede han og pegede mod døren, alt hans vrede var nu rettet mod hende og et sted i hans øjne kunne man se nogle indre dæmoner som meget gerne ville ud og lave lidt kaos.
han trådte tilbage og kneb øjne sammen, nok havde han grædt en smule for få sekunder siden, men det var væk nu alle spor på hvad der var sket...var væk, han var som han havde været da han var sluppet ud af Amandas greb, koldt og hjerteløs, alt kærligheden for denne pige var forsvundet og nu var han bare koldt og ond

Rachel stoppede op og vendte sig om mod ham. "Christian se på mig" sagde hun koldt og stod helt stille. Rachel havde altid været stædig. Selv som en lille pige. Dengang hende og Charles skulle dele et legetøj insisterede hun på at det var hende der skulle lege med det først men Charles gav hende ikke lov og hun blev helt vild og begyndte at skrige da han skulle til at tage legetøjet fra hende. Rachel kunne ikke lide den måde de så på hinanden men han havde truffet sit valg. Hun var åbenbart ikke den rigtige for ham. Men indersinde vidste hun at han havde ret. Han fortjente bedre end hende. Han fortjente ikke en problematisk pige som hende som nærmest ikke havde et hjem. Han fortjente en der kunne tage sig af ham. Og det kunne hun ikke.

han kneb øjne sammen og så direkte på hende "hvad er der Rachel" denne gang sagde han ikke Rach som han ellers altid gjorde, han plejede art sige hendes navn blidt som en kærtegn men denne gang var det ikke engang tæt på, men måske også fordi han følte sig brugt, bare fordi hun ikke havde mødt denne anden mand så skulle han åbenbart bruges. han lagde armene over kors og man kunne næsten se små dæmoner i hans øjne, grinende og nogle prøvede desperat at få styringen over ham således at han ville blive rigtig ond og være ligeglad med alle