I can't believe that you're here! ~ Nyx :-D

//Det er det.

Stilheden strækte sig over hele skoven. Nyx, en 'ny' pige i byen, sad stille og kiggede på en ræv, der gjorde klar til at angribe en uskyldig kanin. Ræven havde ikke lagt mærke til tilskueren der kiggede på. Den var dybt koncenteret. Nyx sad som en statue med tøj; En lang stort kappe fra omkring 1700-tallet, inden under et par jeans og en sort sweater. Kappen lå bredt ud bag hende, som om vinden havde haft fat i den og sluppet den igen, så den endte sådan. Hætten det var en del af kappen, skyggede for hendes øjne, så de ikke kunne ses kun tæt på. Hendes krop rørte sig ikke en millimeter, heller ikke når hun skulle trække vejret, for det gjorde hun nemlig ikke. Det var kun når hun snakkede hun gjorde det, og hendes stemme havde ikke været i brug i et par måneder, så hun vidste ikke om den overhovedet fungerede længere. Hendes øjne, som var skjult var det eneste der bevægede sig, i det ræven sprang efter kaninen. Den dræbte kaninen hurtigt men en smule brutalt. Det fik Nyx' ene mundvig til at bevæge sig en lille smule op ad. Ræven løb væk med sit bytte og efter derefter Nyx alene tilbage. En lavt og dæmpet lyd kom fra hende. Det var et suk. Hun rejste sig roligt op og så sig omkring. Følelsen af at en velkendt var i nærheden fangede hende hurtigt. Hun gik derfor i retningen af den velkendte person. Det gik langsomt, men lydløst. Hun ville ikke opdages. For hvert skridt hun tog, fik hun en følelse af at noget var forkert, for færten der ramte hendes næseborer, var ikke en hun genkendte. Hun stoppede op da personen kom tilsyne. Hun havde ingen ideer om hvem dette var, men det var en hun havde mødt før. En der havde en betydning, men hun anede ikke hvordan. Hun så over på personen. Hvad lavede hun her og hvem var hun?

Nyx lod sin hånd søge det halssmykke hun havde om halsen; En lang sølvkæde med en ring som vedhæng. Hun lavede en hurtig bevægede med hånden og vedhænget smuttede ind under hendes lidt nedringede bluse. Det var ikke et smykke hun var glad for at hvis frem, da det var et vigtigt smykke ingen skulle vide noget om. Stemmen fra person var ikke velkendt og det forvirrede Nyx. Indre spørgsmål kørte rundt i hendes hoved, men hun lukkede dem ikke ud. Et smil dukkede uventet op på de kold, men lyserøde læber. Hun gjorde dog som der blev sagt og trådte frem. En kvindelig vampyr, det var hvad hun nu stod nogle meter fra. Hun løftede hænderne og skubbede hætten tilbage. En bevægelse der var blevet mere elegant med årene. Hun bredte det lange sorte hår ud over kappen; Pandehåret ved trukket tilbage væk fra ansigtet, på en gammeldags måde. Hendes øjne, der var så blå og så klare, havde fokus direkte på kvinden foran hende. Et lille smil var på hendes læben, men hun havde endnu ikke sagt nogen.

//Undskyld længden, men kreativitet svigtede mig.

Nyx så på kvinden. Det undrede hende den måde hun stirrede på hende på. Det kom bag på Nyx, da et forskrækket gisp forlod damens læber. Hun trådte et par skridt tilbage og så lige så forskrækket ud som personen foran hende havde lydt. Hun smækkede hætten på plads, som en måde at gemme sig selv på. Tanker susede gennem hovedet på hende. Tanker om fortiden. Det gik ikke op for Nyx med det samme at det ikke var hendes egne tanker men vampyrens. Det skræmte Nyx. Hun startede en forvirret mumlen. Det var bare en masse ord der ikke var hale eller hale i og der var ingen kræft på mumlen. Det var kun hendes læber der bevægede sig. Hendes tanker havde dog styre på tankerne. Is blå øjne, som mine. 1600-tallet, mit fødsel år. Bortgivet baby.. Hvem er hun? Og hvorfor tænker hun på det nu og her? Det gav ingen mening for Nyx. Spekulationerne fortsatte og svar begyndte at dukke op. Hun ville ikke tro på det. Navnet der kom hviskende imod hende fik hende til at stivne. Frygten og nysgerrigheden flød ind over hende og hun var glad for at hun havde taget hætten på igen, for ellers ville damen have set det i hendes øjne. "Hvor har du mit navn fra?! Hvem er du?!" Stemmen, der flød over de perfekt fyldige læber, lyd ikke menneskelig. Det lyd som et vredt dyr, der havde lært at tale. Hun trak læberne tilbage og blottede sine kridhvide tænder. Vinden fik fat i hele hendes kappe og den bevægede sig bag ved hende. Hætten fald også tilbage og hendes mørke brune hår, som så helt sort og vildt ud virvlede kort om hendes hovedet. Hun anede ikke hvor vinden kom fra, men det fik hende til at virke farligere og mere truende. Hun sukkede da vinden faldt til ro. Hun kom til at tanke på før hun blev gift. Dengang hun var en heks. En magtfuld heks. Hun kunne få vinden til det der, men nu... nu var hun ikke andet end en morder. Hun så på Vampyrkvinden. "Hvorfor har du ud udspioneret mig?" Denne gang lød hun som en kvinde. En normal menneskelig kvinde.

//Ja, det vil jeg mene (:

Igen lyttede til damens tanker. Det foruroligede hende hvad hun opsnappede. Hun sank højlydt og rystede protesterende på hovedet og uden hun selv vidste det, var hun gået i gang med at kommentere damens tanker. "Det er svært at beskytte en person man kun har set som spæd. Og tror du det her er noget jeg har ønsket?! NEJ! Jeg blev tvunget, ligesom dig og ham den mand du skulle giftes med! Jeg blev aldrig spurgt om det var noget jeg ønskede!" Hun havde aldrig anet at hendes 'mor' ikke var hendes mor, men den dame foran hende var det. Hun irriterede sig over at den hemmelighed aldrig var blevet hende fortalt. Hun lukkede kort øjnene og koncenterede sig. Hun måtte udnytte damens uopmærksomhed til at finde ud af hvad hun hed. Lamia. Det var let at finde. Af en normal vampyr, at være var hun meget magtfuld og hun havde fuldt kontrol over hun lavede. Hun fremstillede bare altid sig selv som utilregnelig og farlig. Det var det der holdte mange vampyre på afstand, fordi de ikke ville kommer op at toppes med hende. Hun så på Lamia og lagde hovedet på skrå. Hun stirrede undrende på hende, med øjne der pludseligt virkede tomme og fjerne. "Du gav dig aldrig til kende.. I 412 år har jeg troet at mine forældre holdte mere af penge end af mig.. Men det er ikke tilfældet. Min far kender ikke til mig.. Mine bedsteforældre gav mig bort og du holdte bare øje med mig. Du lod mig forblive uviden." Hendes stemme blev lavere og lavere. Hun sukkede kort og fortsatte "Hvor var du da jeg blev slogt til en ond mand, der gjorde mig til den jeg er idag? Du holdte øje med mig da jeg var en lille pige, men da alle folk var ligeglad med mig var du der ikke. Den eneste der var der var Adam og hans straf blev med døden til følge, men han gjorde det. Han var villig til at ofre sit liv for mig, mens du ikke engang anede noget." Hendes stemme var en trist og vred hvisken. Hun var såret over at der kun var en eneste der ville hjælpe hende, da hun var i nød.

Nyx så overraskelsen i Lamias ansigt. Hun anede ikke om det var en god ting eller om det var noget der ikke skulle være sket. Hun blev hurtigt enig med sig selv om, at er var godt nok. Hun lagde armene over kors, som en stædig teenager der diskuterede med sin mor. "Lamia.. Mor.." Nyx var i tvivl om hvad hun skulle kalde hende. Det virkede forkert at sige Lamia, men det virkede også akavet at sige mor, da hun ikke havde kendt hende eller mødt hende siden hun blev født. Et suk flød over hendes læber. "Så troede du forkert. Jeg ville ikke være død. Jeg fandt en besværgelse før jeg blev forvandlet. Den ville holde mig ung og smuk i mange år i fremtiden. Den ville jeg også have fundet hvis jeg havde været hos dig. Jeg kunne forsvare mig selv, hvis jeg havde vidst at han var en vampyr. Hvis han havde vidst at han tog mine minde fra mig, efter hver gang han havde bidt mig, havde jeg kunne ændret det. Men jeg kendte ikke til hans race, for jeg vidste ikke engang at min egen mor var det. Jeg kendte kun til mennesker og hekse. Du kunne have redet mig fra det." De sidste ord kom hviskende fra hende. Hun var meget rolig og accepterede det hun lige havde fundet ud af. At hun stod over for sin biologiske mor. Hun så undrende på hende. "Jeg er ikke sikker på, at vi er enig i hvad der ville være det bedste. Jeg kunne have hjulpet dig og far." Hun sukkede og lod armene falde. Hun gik hen til et træ og satte sig op af det. Hun satte sig i skrædderstilling og lagde hænderne på sine knæ.

//Min krea er bare ikke god.

Nyx bed hurtigt mærke i følelsesbølgen der indtog Lamia i et kort øjeblik, før hun lukkede af for Nyx' mentale indtrængen. Hun havde også opsamlet nok, om sig selv og den måde hun blev givet væk på. Nyx havde selv lukket for alt mentalt indtrængen, og det var ikke mange der fik lov at få et kig ind i hendes hjerne. Hun blev aldrig så afledt som Lamia havde lige havde været. Hun var godt nok kun en vampyr, men hun havde levet unormalt og derfor var du blevet anerledes. Stemmen af Lamia trak hende tilbage i nuet. Hun så ind i sin mors sørgmodige øjne. Hun nikkede lidt. "Ja, du tog fejl. Men sket er desværre sket og intet er muligt at ugører." Hun virkede kort ret ligeglad, da hun trak på skulderne. Men det var hun ikke. Langt fra, hvis hun selv skulle være ærlig. Nyx gav sig til at kigge mellem træerne da hun sad og tænkte. Mange tanker, uden nogen som helst for mening. Hun sukkede og rystede på hovedet. Du er min mor.. Jeg kan jo ikke andet en at tilgive dig. Det er det familie gør. De tilgiver hinanden, for de fejltrin de laver. Men tilgivelse er svært og man skal fortjene det." Hun tænkte med vilje højt. Hendes blik fandt hen på Lamia. Hvad mon hun har i tankerne? VAr det hårdt sagt? Tankerne strømmede igen rundt i hendes mentalt beskyttede hjerne.

//Det er okay, men undskyld min kreativitet.. Igen..