Sollys på en eftermiddag.

Tid: .. Eftermiddag
Sted: I lysningen ved en slags legeplads-ting..
Omgivelser: Et par børn og deres forældre.
Vejr: Skyfrit. Dejligt vejr.
_______________________________________|

Stacy sad og dinglede med sine fødder, ud over kanten på træstammen. Det var enlig en god idé at have lavet den her legeplads, kun ud af de træer som var væltet inde i skoven. Og den var hyggelig.
Sollyset skinnede igennem bladene for oven, og gjorde lyset grønt som om det var en discokugle.
Et afslappet smil prydede hendes ansigt, og fik hende til at se afslappet ud. Det var lang tid siden hun havde kunnet slappe af, efter at hun var blevet myrdet. Det havde gjort hende paranoid.

Stacy åbnede sit ene øje, og så chokeret på pigen. Hun var blevet overasket, og hun satte sig ret op. Hun knugede sine hænder omkring hinanden, så hendes knoer blev hvide.
Hun var ikke bange for Zoey, men hun var blevet rimelig paranoid i de sidste uger. Hun skulle lige vende sig til pludselig at være i live igen. Hun havde slet ikke fortjent at genopstå.
"Ja, selvfølgelig må du side her." sagde hun, og prøvede at lyde venligt. Hun så på hende igennem sin manke af hår.

Stacy kunne ikke lade være med at holde godt øje med hende.
"Jeg er også ny. Jeg er lige flyttet hertil." Hun sendte hende et lidt anstrengt smil. Selvfølgelig var hun flyttet, ingen i hendes gamle liv ville tro at hun var blevet genoplivet. Derfor boede hun nu alene i Fells Church.
"Mit navn er Stacy." Hun undlod med vilje hendes efternavn for at hun ikke blev sporet tilbage til hendes fortid lige med det samme.

Stacy kunne ikke lade være med at stivne og stirre lidt på hende. "Det... Overnaturlige? Hvorfor?" Hun lagde armene om sig selv, og klemte dem omkring sig. Tænk at nogle havde regnet det ud med det samme! Hvordan?!
Stacy betragtede jorden som blev smuldret igennem fingrende på Zoey. Zoey Black Bird. Et fantastisk efternavn.
"Hvad mener du med det?"

Stacy betragtede hende, og hendes mørke øjne brændte sig næsten ind i hende for at opfatte hendes kropssprog.
"Jeg er ikke som de andre.. folk?" Det var svært at skjule smilet i hendes stemme. Men hun var super nervøs. Hvordan havde hun opdaget det? Måske var hun selv... en slags ... ting som hende selv?
"Du er sikker på at de findes? Hvad findes??.." Hun kneb øjnene en lille smule. "Ved du at engle findes?"
Hun kunne ikke lade være.

Stacy var så optaget af deres samtale, at hun ikke rigtigt havde lagt mærket til sandet. Hun sagde i hvert fald ikke noget om det.
"Seriøst? Engle?"
Hun lænede sig ind imod hende, og så fortroligt på hende. "Du må ikke sige det til nogen. Hvis du gør det, får jeg ikke fred..."
Hun rynkede panden. Hun viste overhovedet ikke om hun kunne stole på Zoey. Og hun ville sikkert syntes at hun var sindssyg. Hvem troede lige at de var engle?
Trods alt var hun jo en engel. Hun var genopstået. Var man så ikke en engel?

Ordet hemmelighed havde altid virket som fluepapir på Stacy. Lige så meget som mystik og gratis cd'er. Stacy elskede musik. Hun hørte tit musik når hun skulle prøve at abstrahere fra mørke tanker.
Når hun var sur på sig selv, plejede hun at kalde sig selv for Zombie. Bare for at straffe sig selv.
"Fortæl mig din. Du kender min."

Stacy lagde betænksomt hovedet på skrå. Heks?
"Gør det dig i stand til at kontrollere elementerne, eller sådan noget?" spurgte hun nysgerrigt. I hendes forstand var hekse gamle damer, som havde vorter på næsen. Sådan var Zoey ikke. Hun var ung og smuk. Men Stacy forestillede sig vel heller ikke engle som dumme piger der var genopstået?

Stacy betragtede sandet som løb fra Zoeys fingre. Havde det ikke været jord, for et par sekunder siden?
Hendes nysgerrighed var ikke blevet stillet helt. "Hvordan hårdt?" spurgte hun. Der var vel ikke noget hårdt over at kunne forandre ting, at gøre dem til noget andet? Som at gøre jord til sand.