Det her bliver mere og mere underligt... ~ Kristen

Tid: Lidt over 12.00
Sted: Vandfaldet
Omgivelser: Vandfaldet, Vand og nogle træer
Vejr: Sol, varmt, lun vind

Aubregh sad på en stor sten. Stenen var i vandkanten af den lille sø med vandfaldet.
I baggrunden hørtes vandets brusen, vindens susen og inde i Aubregh's hoved de gentagne tanker om hvorfor hun havde forladt sin døende søster.
Aubreigh kunne have reddet hende, men hvad gjorde hun? I sin rædsel var hun flygtet, flygtet i frygt for at der skete noget med hende.
Det var ikke acceptabelt, det var kujonagtigt og selvisk. Hendes søster var død... selvom Aubreigh stadig havde søsterens datter, var søsteren død.
Ikke noget Men i denne situation, hun var død. Og medmindre man var selve Døden kunne ingen lave om på det... ikke engang Aubreigh.
Hun tog en sten op fra jorden og kastede den ud i søen. Den landede med et lille plomp og sprøjtede så op i en kæmpe røgsky af vand.
Dråberne faldt ned og lavede små ringe i vandet der blev til store ringe der bredte sig ud i resten af søen.
Stenen begyndte at synke, ned under overfladen og længere og længere ned. Den landede med et lille bump i sandet på bunden af søen og hvirvlede sandet op fra bunden.
Efter noget tid lagde det sig igen, et andet sted end før.
Da endnu en sten hvirvlede igennem luften skete det samme som før, sandet hvirvlede op og lagde sig et nyt sted, igen.