Et stærkt bånd <> Unut

Emne: Et stærkt bånd <> Unut Tors Okt 20, 2011 12:25 am

Tid: 00:23
Sted: Den gamle kirkegård
Vejr: Koldt, en smule blæst, lidt skyet, men ellers stjerne klart
Omgivelser: Kirkegårds-agtigt?
Påklædning: En hvid t-shirt, mørke jeans og hans grå blå hue

En ung mand gik langsomt ned af en sti på kirkegården. Han var tydeligvis ikke klædt på til det kolde nattevejr, men det så ikke ud til at genere ham på nogen måder. Han gik afslappet med sine hænder hvilende i lommerne på hans jeans. Man kunne ikke sådan lige se på ham at han ikke stammede fra denne tid, at han faktisk var utrolig gammel, hans krops holdning var meget lig ned den moderne verdens unge. Men denne unge mand hed Benjamin, et navn han ikke altid havde haft men i nogle år havde valgt at lade sig blive kaldt. Hans blå øjne gled langsomt hen over de mange gravsten, det lod ikke til at han var der for at sørge over et tabt familiemedlem, hans ansigt var som hugget i sten og hans øjne tænkene. Han tænkte på fortiden, på hans søster som han ikke havde set længe, hun var hans eneste støtte i det liv han havde.
Et dybt suk gled over hans fyldige læber, da han drejede ned af en lille smal sti som førte ned til den mere mørklagte del af kirkegården, han havde altid holdt af at tænke i mørke og lige nu havde han ikke så meget andet at give sig til end at lade tankerne flyve lidt.
Blæsten som engang i mellem lod sig kaste ind over kirkegården, ramte ham som en kærtegning på hans sten hårde krop, hans t-shirt som sad halv stramt om hans muskuløse overkrop, blafrede svagt i bunden og tog også lidt i det af hans pjuskede hår som stak frem af hans hue. Han lod slet ikke til at bemærke den kolde vinds kærtegning mens han nærmede sig bunden af kirkegården som var mere mørk en resten af pladsen.
Stjerne på himlen blinkede kraftigt og en halve måne, kastede et svagt spøgelses tåget lys ned over kirken og gjorde det hele uhyggeligt. Det tynde skyer gled dovent afsted og engang i mellem hindrede de månen i at kaste sit matte lys og lod hele kirkegården falde hen i mørke.

Gæst

En pige stod foran en af de ældre gravstene, eller de fleste ville da tro at det var en pige da hun lignede en der var meget yngre end hvad hun rigtig var. Vinden legede blidt med hendes lange silkebløde hår og hendes ravngyldne øjne var fæstnet ved gravstenen. Hun havde en lang sort kjole på som sad noget stramt foroven og løsnede sig mere og mere jo længere ned den kom, sko havde hun ikke på.
Hun sukkede lidt og hørte så skridt nærme sig, meget meget genkendelige skridt
Shu var vist kommet til byen, hendes halv lillebror, det sidste familie medlem hun havde tilbage da hun selv havde dræbt sin mor da hun kun var ti, og senere dræbte hun hendes far og Shu's mor, de var endt en kamp over noget hendes far ikke havde brudt sig om hendes lille pige gik rundt og lavede, og hun havde dræbt dem begge, fordi at Shu ikke kunne.
Hurtigt stod hun bag Shu og smilede lumsk før hun hev huen af ham og forsvandt leende.
Hun dukkede op på en englegravsten lidt væk og så ned på ham. "Hvem er det nu der er lille?" Lo hun drillende og så på ham med et muntert legesygt blik og smil.

Emne: Sv: Et stærkt bånd <> Unut Tors Okt 20, 2011 5:35 pm

Benjamin fór rundt med det samme hans hue blev hivet af hans hoved, og banede indvendigt at han havde ladt tankerne gøre ham ukoncentreret på omgivelserne, en meget dum fejl...selvfølgelig hvis det var alle andre end ens søster. Færten var så velkendt at han fik minder og sit gamle hjem bringt op i hovedet.
Han rodede sig i håret og den dybe brummen i hans brystkasse var en advarrelse om at et bjørne grin snart ville glide over hans læber. Hans blå øjne hvilede på hans smukke søster som stod på en af gravstenene. "Jeg vil altid være den højeste"sagde han smilende og gik langsomt frem mod hende. Men hans muskuløse krops bygning og de 186 centimeter i højde var han både meget bredere og højere end hende og stod de sammen ville hun sikkert se ud som den mindst farligste af de to...selvom det nu var hende som man skulle passe på og ikke Benjamin. Han var måske morderisk til tider, noget hans søster havde lært ham at være, men hun var meget mere end ham og en meget mere erfaren dræber. Hun var hans forbillede kunne man sige.
"Unut giv mig min hue igen eller også ugler jeg dit flotte hår, så du ligner en trold"sagde han smilende til hende, sekundet før han huggede ud med hånden for at få sin hue igen.