Brevene - Åbent Emne

Daniel lo lidt. "Ja, vi er ret gode samme" sagde han og så stolt på den. Han begyndte dog igen at grine. "Jeg kan stadig ikke glemme hvordan du så ud da det ikke helt lykkes" sagde han leende og hentydede til da mælken sprøjtede ud på hende.
Daniel gjorde som hun sagde og lyttede til hende. Han så på hende og nikkede. "jeg er også glad for at jeg tog her hen" sagde han ærligt. "Jeg var ved at være lidt ensom der hjemme" sagde han og trak på skulderne. "Det er godt at komme ud og møde nye menneske"

//Kreativitet har jeg ikke så meget af i øjeblikket ^^

Hailey guidede ham hen til det runde køkkenbord og gjore tegn til han skulle sætte sig. Det samme gjore hun selv.
Hun tog den tår og smilede pavestolt " den er jo lækker!" småsludrede hun og det var der hun tog en beslutning om at teste Daniels viden om 2den anden verden" for hun havde lyst...måske enda brug for at tale med nogen om de dumme breve.
"Daniel, nu skal du ikke tro jeg er småskør...men hvis jeg for eksemble siger vampyrer...hvad tænker du så lige? ". Hun lagde hovedet lidt på skrå og holdt nøje øje med hans reaktion.


// ingen klager fra mig : ) //

Hun finstuderede hans ansigt og kunne godt se en reaktion, men hun kunne desværre ikke tolke hvad den betød.
Hun måtte vove pelsen og give et nyt forsøg på at få en afklaring, hun var fast besluttet på ikke at fortælle noget hvis ikke han vidste det i forvejen.
" Da jeg var mindre troede jeg på dem" smilede hun og snakkede videre " det gør jeg faktisk stadig...synes du jeg er skør?" hun søgte hans blik og så ham ind i øjnene, hun var næsten usikker på hvad svar hun ønskede sig.
For Daniels skyld ville hun ønske han intet kendskab havde til denne til tider brutale verden, men lige nu kunne hun mærke behovet for ikke at stå alene med brevene pressede sig på og var stort.Det var et dilemma.

Hailey drejede lidt rundt på koppen, der stod på underkoppen.
Det var trin et, tænkte hun og gik nænsomt videre til trin 2.
Med et drillende udtryk i hendes øjne og tonefald, så hun påtaget overrasket ud da hun sagde " Jamen Daniel dog, du har måske lige frem mødt nogen? ".
Så kunne han glide af med en sjov bemærkning om han ikke havde været så heldig,hvis han ikke havde men endnu vigtigere...døren stod nu åben for en mere alvorlig samtale, hvis han faktisk havde mødt nogen og dermed vidste at de eksisterede, rigtigt!
Haileys øjnene hvilede opmærksomt på hendes nye ven, Daniel.

Daniel smilte over den måde hun udspurgte ham. Han havde taget hendes spørgsmål lidt mere seriøse end det skulle lyde, med det virkede til at hun mente det lige så seriøst, som han tog dem. Han nikkede, som svar på hendes spørgsmål.
Nu var det Daniels tur til at lægge mærke til hendes reaktion, på hans svar. "Har du" spurgte han smilende og bed sig spændt i læben.

//Jeg undskylder for længden ^^

Hun så ham svare ja og hun var nu næsten sikker i sin sag.
Hun vidste at hun måtte betale med sit liv hvis hun afslørede varulvenes eksistens, det havde Sam forklaret, pludselig syntes hun ikke at James havde lært hende nok om hans verden.Var der også her en straf? Det håbede hun da virkelig ikke, med det hun var igang med.
Hendes øjne blev lidt blanke og hun følte sig mere sårbar end hun havde forventet, da hun blinkede et par gange og svarede et stille "Ja".



// Det siges at det ikke er størrelsen det kommer an på, mon ik det oz gælder længden? Ingen klager herfra ihvertfald//

Daniel tog nu chancen og spurgte helt dirkete ind til det. "Var det et ubehagelig møde" spurgte han stille. Hans møde med den anden verden havde været forfærdeligt og han ville aldrig glemme det. Og nu som de var kommet ind på emnet, havde han en masse billeder der fløj forbi i hans tanker.
"Er du okay" spurgte han stille lidt efter. Han syntes at hun lige pludselig virkede lidt trist. Han vidste ikke helt om det var bare noget han havde blidt sig ind.

//Hehe

Hun sank engang og drejede lidt rundt på koppen igen.
Så kiggede hun op , den første jeg mødte ...første gang var helt okay....jeg blev naturligvis meget bange ,men han var virkelig ikke ond...faktisk rigtig meget sød. Pause igen og et lidt flakkende blik.
Jeg har også haft møder...måske nærmere sammenstød der ikke var så ...rare.
Hun smilede og blinkede et par gange igen " ja det er jeg, nu ".
Hun blev flov, hun vidste ikke hvorfor, hun havde aldrig ladet nogen bide sig, de 3 gange det var sket, havde været imod hendes vilje og ingen havde kunne gøre noget for at hjælpe, selv ikke James! Alligevel følte hun skyld, følte at hun burde have forhindret det, på en eller anden måde.
"Hvad eller hvem har du mødt" forsøgte hun at dreje spotlightet overophedet ham igen.

Hailey stirrede overrasket på ham."Din søster...jamen ,åh nej ".Hun anede ikke hvad jun skulle sige, det måtte være så forfærdeligt for ham.Men måske var hans søster lykkelig nu og det hjalp måske Daniel , det håbede hun af hele sit hjerte.Hun forestillede sig hvis det var lille Jamie der blev forvandlet, og det var lige før hun blev helt bleg.
" Daniel, er hun....hvordan har hun det i dag " spurgte hun lidt tøvende,hun ville ikke være for anmasende.

Nu kunne hun ikke holde sine tåre væk , selv om hun prøvede at mane dem væk med de ekstra blink.
Uden at tænke over det tørrede hun sin kind med den ene hånd og rakte ud og lagde sin anden hånd over hans.Hendes stemme bar tydelig præg af at være berørt da hun sagde " det er jeg virkelig ked af Daniel, det er jo frygteligt ". Hun kiggede på sin hånd og træk den hurtigt til sig igen.
Hun tænkte at hun efterhånden havde mange eksembler på lidelse og uretfærdighed at der umuligt kunne være en gud.Sig selv, var alt man havde og man havde selv ansvaret for at fylde sit liv med kærlighed og hjælpe andre hvis man kunne.

Daniel smilte taknemligt til hende. Det var meget svært for ham at tale om sin familie, men var dejligt at kunne, for han havde gået rundt med det så længe. "Tak" sagde han stille og så på deres hænder indtil hun tog sin hånd til sig. Han så igen på hende med et lille smil. "Men dem der sender dig de breve må vel også kende til dem så" sagde han stille for at skubbe opmærksomheden væk fra ham. Men da han havde sagt det, vidste han ikke om det var så smart at minde hende om de dumme breve. Måske kunne de sammen finde ud af hvem det var der sendte dem til hende.

//Jeg logger af om lidt, så vi skrives

// sov godt //

Hun bare så på Daniel, for egenlig ville hun have nydt at lytte til ham fortælle mere om sig selv, både det triste med sandelig også det mere munter.
Men nu spurgte han til brevene.
" jeg tror det er nogen der ved jeg har ....bekendte..... der er vampyre.
I al fald går truslerne på at jeg .." hun holdt en pause og rømmede sig lidt " er en ludere der elsker vampyren og at jeg burde brændes , eller have hovedet revet af...og den slags".
Hun så ned i bordet og med lidt rødmen i kinderne forsvarede hun sig uden at møde hans blik.
"Det passer ikke ved du, jeg er ikke sådan en type....faktisk har jeg...kun en gang ..." Hun ledte efter ordene og synes pludselig hun var ude på dybt og pinligt vand.
"Måske skulle vi læse de to du havde med ? Vil du ?" Hun så op.

Hailey trak lidt modløst på skulderne...hun havde ingen idé om hvorfor nogen ville true hende...eller skræmme hende, men naturligvis virkede dét.
Hun så med et lidt trist udtryk på Daniel og sagde "Tak...fordi du tror mig og ...tak...fordi du gerne vil hjælpe ".Hun holdt inde da han bragte på banen at drage en vampyr ind i det.
Hvem skulle det dog være? Hun havde arbejdet så hårdt på at fortrænge det fra hendes tanker, så at James ikke ville finde det der.Han skulle ikke blandes ind i det og han skulle ikke ....hun havde altid ment han var for god til hende, og der var åbenbart andre der ikke ønskede dem sammen.
"Nej..ingen vampyr..så finder James ud a det....han ved ingenting...og sådan vil jeg helst have det."
"Hvad siger det næste brev?" Hun holdt vejret lidt og forberedte sig.