Nye ansigter, Nye omgivelser. - Beatrice

Påklædning: Sorte højtaljede jeans, en hvid, vid tanktop og blå converse.

Beatrice var kommet til byen Mystic Falls nogle dage før og var stadig ikke særlig kendt i byen. Hun var kommet fra det varme Californien og var igang med et sabbatår væk hjemmefra. Og lige nu var hun stadig på sit værelse i pensionatet og havde spist en lille frokost for sig. Stilheden var overvældende. Hun kunne høre vindens susen udenfor og hvordan den legede med træernes blade og hun kunne ikke lade være med at tænke på hvor forskelligt det var for storbyens larm som hun var vant til. Ikke fordi hun mente at stilheden var dårlig, den var bare ... anderledes. Et lille suk forlod hendes læber og hun rakte op og kørte fingrene gennem de brune lokker og væk fra hendes ansigt og de grønne øjne kiggede rundt i det lille værelse hun havde fået lejet. Pludselig føltes det hele alt for småt, så hun rejste sig og tog sin læderjakke og tog den på imens hun gik ud ad døren og låste efter sig. Hun ville ud og have noget luft. Ja, luft skulle nok gøre godt for hende. Hurtigt var hun ude af pensionatet og bestemte at gå ud og sidde lidt i den lille have der hørte til ejendommen. Tydeligvis var hun ikke alene derude. I stilheden der herskede omkring pensionatet kunne hun høre nogen rode rundt i et af skurene der befandt sig der. En lille gnist af nysgerrighed blev tændt i hendes tanker og hun gik imod skuret og kiggede ind ad døråbningen på den unge mand der var grunden til den lette raslen. Hun kunne ikke se meget andet end en stærk ryg gennem den lysegrå t-shirt og de mørkeblå jeans han bar. "Huh, så jeg er ikke den eneste der fik idéen at gå herud," sagde hun med et lille smil i stemmen.

Beatrice lagde godt mærke til den spænding der lagde sig over mandens skuldre og ryg da hun sagde noget, og et lidt undrende udtryk kunne ses i hendes ansigt da han vendte sig om, men da han vendte sig om og smilede til hende, gengældte hun det venligt. Hun måtte indrømme over for sig selv at han godt nok var et pragteksemplar af hankønnet, ikke at det interesserede hende det mindste. Han tiltrak hende ikke.
Hun lænede sig op ad dørkarmen og lagde armene over kors og betragtede ham. "Så lad mig høre, hvad bringer dig hid? Jeg mener ikke jeg har set dig her før?" Det sidste kom lidt spørgende ud og et nysgerrig glimt kunne ses i de grønne øjne imens et lille smil spillede om hendes læber. Hun var glad for at møde en på omkring hendes egen alder, hvis hun gættede rigtig, ved pensionatet. Hun havde ikke ligefrem kunnet nå at danne særlig mange bekendtskaber endnu og hun var lidt ensom, indrømmede hun for sig selv, og savnede lidt sine venner der stadig var tilbage i Californien.

Beatrice kunne ikke lade være med at smile over hans forklaring. "Huh, så er der nogen der har grønne fingre?" spurgte hun med en blid, lettere drillende stemme. Ved hans spørgsmål nikkede hun let og sagde: "Jo, jeg kom her til for en uges tid siden, efterhånden." Hun smilede venligt til ham og betragtede ham stadig. Han virkede nu meget venlig selvom én med hans udseende sagtens kunne være vokset op og blevet sådan en nar som troede du kunne gøre som de ville og tage hvem de ville. En lille trækning trak hendes øjenbryn let sammen i et split sekund eller to. Hun havde skam haft sine møder med fyre der troede de kunne gøre hvad de ville med kønne piger, bare fordi de havde lysten til det. Hun havde aldrig brudt sig om de typer og plejede at holde sig langt væk fra dem.
Ved hans præsentation blev hun revet tilbage til nutiden og hun nikkede let og smilede stadig til ham idet hun rakte ham højre hånd. "Hyggeligt at møde dig, Eric," sagde hun imødekommende og præsenterede sig selv. "Jeg er Beatrice LaFont." Hele hendes krop udstrålede imødekommendehed og hendes smil var sødt og venligt imens glimtet i hendes øjne stadig var nysgerrigt fordi hun altid fandt ny energi i at møde nye mennesker.

Beatrice kom med en lille kluklatter. "Ah, så du er mere en handyman," sagde hun, stadig med latter i stemmen og gav ham et lille elevatorblik. "Det giver også mere mening når man ser på dig." Hun så ham ind i øjnene igen og nikkede så lidt for sig selv. "Men jeg kan godt følge dig, med det hårde arbejde, altså, jeg bruger bare sport som mit hårde arbejde." Hun smilede venligt til ham. Hun elskede at dyrke sport, klatring, løbning, volleyball, you name it. Det var her hun rigtig fik slået tankerne fra og fik slappet af samtidig med at hun styrkede sin krop.
Hun smilede taknemmelig til ham og sagde: "Tak, her er faktisk meget rart i den her by, selvom her er meget mere stille end det jeg er vant til." Det sidste var mere henvendt til hende selv og hun kom med en lille kluklatter bagefter. "Californien," svarede hun med et lille smil. "Jeg er lidt af en storbytøs." Hun kom med et lille smil, der sagde, at det var sagt lidt for sjovt selvom hun faktisk var fra storbyen.
Da han tog hendes hånd, lagde hun godt mærke til at den var køligere end hendes egen, men det var ikke noget hun lagde noget i. Hun kendte ikke til vampyrer eller noget i den dur. Hun tænkte faktisk ikke over det i længere tid, end at nogle mennesker jo bare havde kolde hænder. Men hun gav ham et fast håndtryk inden hun slap hans hånd. "Jamen tak da," sagde hun lettere fornøjet inden hun nikkede lidt imod redskaberne bag ham. "Hvad står arbejdet så for i dag?" spurgte hun nysgerrigt og vendte igen de grønne øjne imod ham.

"Og man kan altid bruge flere fyre som dig her i verdenen," sagde Beatrice med en blid stemme og hendes øjne fortalte kun sandheden. Hun sagde det ikke for at indsmigre ham, sådan var hun ikke, hun var jo uanset hvad ikke til hankønnet. Hun klukkede blidt og smilede så til ham. "Bare en lille smule," sagde hun og blinkede drilsk til ham med det ene øje. Hun var nu også lidt drilsk af natur, livet var aldrig sjovt hvis man var alvorlig hele tiden. Hun nikkede lidt til hvad han sagde. "En sund krop giver et sundt sind," sagde hun med et lille smil om læben. "Det er i hvert fald hvad min mor siger, og jeg må nu give hende ret." Hun klukkede let. "Der er intet der løser et problem som en løbetur." Hun smilede et lille skævt smil til ham.
Hun rynkede let på brynet ved hans ord. "Hvordan har byen da ellers været før i tiden?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde nu intet imod at byen var så stille og rolig som den var, men at der havde været måske bare lidt sjov i gaderne på et tidspunkt var da alligevel et lyspunkt. Beatrice var lidt bange for at hun ville begynde at kede sig alt for hurtigt i den her by, hun var jo trods alt vant til at der skete noget næsten hele tiden. Da han begyndte at le, kunne hun ikke lade være med at le sammen med ham. "Nej, det ville være lidt som at sammenligne en hundehvalp med en vild ulv," sagde hun, stadig med latter i stemmen. Ved hans spørgsmål måtte hun trække lidt på skuldrene og rynkede så let på brynet. "Jeg har hele tiden haft planer om at komme lidt væk fra mit hjem efter skoleslut, men ..." startede hun og trak lidt på det. "Ja, hvorfor lige Mystic Falls? Jeg kan vitterlig ikke svare på det." Hun lo let over sig selv og så ind i hans øjne. "Der var simpelthen noget ved byen der tiltalte mig, nærmere kan jeg ikke forklare det," sluttede hun sin forklaring og trak lidt på skuldrene igen. Det forvirrede hende selv lidt at skulle forklare det, for hun havde ikke rigtig tænkt på hvorfor det lige netop skulle være denne by, da hun jo samtidig var uvidende omkring de kraftfelts sammenslutninger der fandtes under byen.  
"Jamen så vil jeg da ikke tilbageholde dig, hvis du ikke har noget imod lidt underholdning imens?" sagde hun og formulerede det lidt som et spørgsmål, for hun havde selv ikke lyst til at gå ind igen. Eric var faktisk meget rar at snakke med og hun ville ikke have noget imod at lære ham bedre at kende. "Og så må du endelig sige til hvis jeg kan hjælpe med noget, jeg har ikke noget imod at få lidt jord ind under neglene."