Everyting looks so different ~Micheal

Everlyn nikkede lidt og så på ham med et blidt blik. "Jeg har min familie, men en mage ..." sagde hun og gøs svagt, med god grund, det sidste og eneste forhold hun havde haft endte med at hun fik taget sin mødom med vold og at ham der gjorde det, led en voldsom og pinefuld død. Hun så på hans knyttede næver et kort stykke tid inden hun gik over til ham og tog hans hænder i sine og blidt prøvede at folde hans hænder ud. Godt nok kunne hun ikke lide når folk rørte hende på en nærgående eller seksuel måde, men hun var blevet opdraget med at været omsorgsfuld overfor alle andre og at være venlig og sød. Hun lyttede opmærksomt til hans ord og nikkede lidt. "Hvad er din seksualitet da? Er du biseksuel?" spurgte hun blidt, stadig med hans hænder i sine. Hun var stort set ligeglad med om at han var en ældre vampyr, det var personligheden der betød noget for hende og det hun gik efter i venner. "For jeg tror næppe på at du er bøsse, ikke at jeg har noget imod bøsser, men når du kyssede mig før og har ..." Hun stoppede sig selv inden hun nævnte hans forlovede og det ufødte barn han dræbte. "Så er muligheden for at du er bøsse meget lille." Hun så op på ham med sine store, blå øjne med en blidhed i dem der nærmest var overvældende. Hun lignede måske ikke den typiske vampyr der kunne dræbe på må og få og var ligeglad med menneskeliv, men hun ville ikke tøve med at dræbe en anden hvis det var det hun var nødt til.

Everlyn smilede over ham og klukkede blidt over ham. "Det er rigtigt, det kunne det godt være," sagde hun med et lille smil og gav ham ret. Hun fortsatte med at få hans hænder til at åbne sig, med en stor tålmodighed og med blide hænder. Hun havde altid været meget tålmodig, det var man nærmest nødt til i hende familie. Hun smilede over det han bad hende om og klukkede lidt. "Hva ..." Hun stoppede sig selv da han kyssede hendes hånd og hun smilede lidt genert over ham og ville have rødmet hvis hun kunne. "Hvad vil du vide om mig?" spurgte hun med en blid stemme og slap ikke hans hænder før han gjorde. Hun smilede til ham da han slap dem, og kunne godt se at han spændte igen, det kunne ses på hans overarme. Hun sukkede lidt over ham, men smilede stadig blidt til ham.

Everlyn klukkede blidt over ham og smilede blidt. "Jah, okay," sagde hun klukkende og rakte ud og kærtegnende kort hans kind inden hun roddede op i hans hår, bare fordi at hun havde lyst. Hun grinede lidt over sig selv og smilede bare sødt til ham.
Hun lo blidt over ham. "Min ynglings farve er den farve himlen har lige efter at solen er forsvundet fra horisonten, jeg græder normalt hvis den er sørgelig nok, og ja, jeg elsker at se film, med bøger," sagde hun og bed sig i læben og tænkte sig om. "Jeg elsker bøger, jeg kender intet andet end at sidde med en bog og læse, jeg er til fantasy, romance, gys, men mest af alt, så elsker jeg ar læse historie, om de gamle guder, alt hvad der har med fortiden at gøre." Hun smilede genert til ham og rodede lidt op i sit hår. "Jeg blev født d. 2. Juni i 1992, min mor hedder Alma og hun er, jeg ved ikke hvor gammel." Hun klukkede lidt og smilede til ham og havde et blidt og nærmest stolt blik imens hun snakkede om sin mor. "Min far ... min far har ikke været sådan en stor del af mit liv som jeg har ønsket, men jeg ved, at han elsker mig, og jeg elsker ham." Hun smilede varmt og så lidt genert på ham og bed sig let i underlæben. "Jeg er enebarn, men jeg har to fætre på min egen alder, og jeg hader dem." Hun lo varmt og man kunne tydeligt se på hende, at hun elskede dem som sine brødre.
Hun så lidt overrasket på ham da han forklarede. "Tak, Michael," sagde hun og smilede taknemmeligt til ham og så genert ned i jorden.

Everlyn bed sig lidt i underlæben og rynkede på brynet. "Undskyld," sagde hun lavmælt og så ned på sine hænder og turde ikke helt se på ham. "Du skal ikke undskylde," sagde hun blidt og så på ham med et blidt blik. Hun synes ikke at han var en tumpe eller en idiot, ikke det mindste, hun synes, at han virkede meget sød, rar. Men hun ville stadig ikke kunne klare hvis han rørte hende sådan igen, hun var bange for sådanne berøringer, for at sige det mildt. Det bringede kun mareridt frem i hende.
"Det er det også," sagde hun blidt og så ned på ham med et trist blik. Da han sagde, at han burde gå, sank hendes skuldre og hun greb ud efter ham og strejfede kort hans arm inden hun tog hånden til sig igen. "Er du virkelig nødt til at gå?" spurgte hun trist og modfaldent og så kort på ham inden hun så væk igen og så på ham igen, sådan blev hun ved. Hun ville ikke have at han gik, hun nød hans selskab, og det var også skønt med at snakke med nogle andre end hendes familie.

Everlyn rystede let på hovedet. "Stadig," mumlede hun bare og holdte om sig selv og så væk fra ham med et forpint udtryk i ansigtet. Hendes blå øjne flakkede over imod skoven og hendes skuldre var næsten trukket helt op til skuldrene. Hun spændte i hele kroppen, nærmest som om hun var klar til at flygte.
Hun så undrende på ham da han snakkede igen og gispede overrasket da hun mærkede hans læber imod sine endnu en gang. Hun skubbede ham væk, endnu en gang og fik et mere vildt blik. Hun lignede virkelig en der skulle til at flygte hvert øjeblik. Hun kunne ikke det med berøringer, kys, eller noget. Hun turde ikke, ikke længere, hun forbandt det hele med noget grusomt. "Det kan jeg heller ikke," gispede hun nærmest og så væk fra ham. Hun rystede ganske let og hendes øjne havde fået et let rødt skær samtidig med at små spindelsvævs mønstre gik fra hendes øjne og ned ad kinderne.

Everlyn vaklede nærmest over hans ord og rystede på hovedet imens han snakkede. "Det er jo ikke derfor!" protesterede hun og så trist og ked på ham. "Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvem du har dræbt og om du har!" Hun blev stående hvor hun var, hun kunne ikke bevæge sine ben. Hun rystede på hovedet over hans ord og så på ham imens han forvandlede sig til en stor tiger, en bengalsk, efter hvad hun kunne gætte sig til. "Lad ..." begyndte hun, men stoppede sig selv. Hun var ikke fair overfor ham, hvis hun bad ham om at blive, det ville ikke være fair overfor nogle af dem. Hun sank en klump og det kunne tydeligt ses på hende at hun havde fysisk ondt over det her. Hun samlede sig og rettede ryggen, men beholdte sine arme om sig. "Jeg er ked af at jeg er ødelagt," sagde hun roligt, og vendte sig om før han kunne nå at se de tårer der skulle til at trille ned ad hendes kinder. Og så løb hun, først i menneskefart, men så satte hun farten op og var hurtigt forsvundet.

//Tror jeg xD Nåh, hvad siger du til et nyt emne? :p

//det kunne vi godt, hvad skal det så handle om denne gang ? og føler hun overhoved noget for ham ? ud over at hun er bange

Altså, hun føler lidt for ham, men hun er bange for at reagere på det, fordi alt der går inden under berøringer fremkalder smertefulde minder for hende xD Men generelt, så kan hun godt lide ham :3 Og kan jeg ikke overtale dig til at lave, jeg vil gerne sove, har været igang hele dagen og de sidste tre dage også xD Så er pænt udmattet :3 Så bare lav emnet hvor du vil, jeg svarer når jeg engang vågner senere xD

okay godt at vide, men ja det vil jeg gøre