Do you like to be a Vampire, or enything else? You can be it here!
 
IndeksIndeks  FAQFAQ  CalendarCalendar  SøgSøg  Tilmeldte brugereTilmeldte brugere  GrupperGrupper  TilmeldTilmeld  LoginLogin  
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Hvem er på nu
Der er i alt 2 brugere på systemet nu: Ingen tilmeldte, ingen skjulte og 2 gæster :: 1 Bot

Ingen

Flest brugere online på samme tid var 35, Man jan 28, 2013 8:13 pm
Latest topics
» Her vil ingen andre komme - Bella
Fre jan 22, 2016 6:26 pm by Zoey

» En stille dag ved vandfaldet - Luci
Fre jan 22, 2016 5:50 pm by Zoey

» PARTY - Come and join me!!!!!! :D
Fre jan 22, 2016 12:06 pm by Zoey

» En hyggelig dag til at nusse og pudse. (åbent)
Man aug 24, 2015 9:04 pm by Zoey

» En evighed at slå ihjel
Ons aug 19, 2015 4:00 pm by Zoey

» ~ Kom og leg med mig! ~
Tirs aug 18, 2015 4:25 pm by Zoey

» En tur i centeret er da ikke det værste - Beatrice
Fre aug 14, 2015 12:29 am by Maria

» Looking for stuff
Tors aug 13, 2015 10:13 pm by Kenzo

» Nye bekendtskaber kan ske hvor som helst ~ Patricia
Tors jul 30, 2015 8:04 pm by Patricia

Top posting users this week
Top posting users this month
Top posters
Zoey (1348)
 
Bonnie (970)
 
Vampira (833)
 
Daniel (796)
 
Clarissa (761)
 
Kristen (683)
 
Gideon (535)
 
Justin (429)
 
Anna (418)
 
Tessie (391)
 
Statistics
Der er i alt 249 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Nora

Vores brugere har i alt skrevet 15866 indlæg in 1028 subjects

Share | 
 

 Det Susannah husker af sit liv før hun kom til Fell's Church ^^

Go down 
ForfatterBesked
Susannah
Kitsuni
Kitsuni
avatar

Fulde navn : Susannah Silver Montell V
URL Alder : ukendt... Jeg kan nemlig ikke huske det... Men jeg har fået at vide jeg er 17 år
Antal indlæg : 7

IndlægEmne: Det Susannah husker af sit liv før hun kom til Fell's Church ^^   Tors jul 21, 2011 2:32 am

Indhold: Efter ulykken, på Hospitalet, Et stykke tid efter at jeg vågnede på, og Året efter ulykken.

Det er skrevet som en lille jeg-fortæller historie, fordi jeg er meget dårlig til at resumere ^^' Håber i kan lide denne 'historie' ^^

Jeg undskylder på forhånd hvis der er steder der mangler ord, ord ikke passer ind, eller ord der er stavet forkerte.. Jeg tænker ikke over alle de ord jeg skriver, når det er historie ^^



Det jeg husker af min fortid:

Efter Ulykken (Før/I selve ulykken husker jeg ikke):
Jeg vågnede op, med hænderne over hovedet. Det samme med mit hår. Det måtte være drevet den vej op, fordi jeg vendte på hoved. Jeg hostede lidt og så rundt. Der sad en mand i starten af 20'erne, med brunt hår, ved siden af mig. Han sad bag rattet. Hans arme var over hans hoved som mine også havde været da jeg vågnede. Han havde lang flænge hvor panden, og en rids på kinden. Ellers havde han ingen synlige sår. Han træk ikke vejret. Jeg sad stille lidt, og hørte på en lav vejr trækning. Jeg kiggede rundt. Bag mig på taget, lå en lille pige på ti år, med det smukkeste halv lange krøllede lysehår, der indrammede hendes ansigt smuk, og fint. Hendes vejrtrækning var lav og uregelmæssig. Jeg kendte ikke nogen af dem. De sagde mig intet. Jeg hørte sirenerne, og det samme gjorde pigen. Hun åbnede øjnene. kiggede over på mig, og sagde noget, jeg ikke kunne høre, for råbene. Hun rakte ud efter mig, og formede ordene 'Mama please', og så rev de døren i hendes side op, og hev hende ud. En mand med lysthår (Lige så lyst som pigens) og himmelblå kiggede ind. "Susannah!" Han lød forfærdet. Han træk sig ud af bilen igen. Jeg hørte nogle vandrede over i min side. Jeg nåede kun at tænke 'hvem er jeg, og hvem er alle dem omkring mig?' da de fik døren op, og trak mig ud. En af mændene sagde noget jeg ikke hørte, men det var lige meget for det var ikke til mig. Manden der nu holde mig, blev ved med at sige Susannah. Han blev med at sige:"Susannah bliv hos mig. Du må ikke forsvinde. Susannah bliv hos mig." Jeg gled bare længere og længere væk. Pludseligt blev alting sort.

På hospitalet, med alle mine spørgsmål:
Jeg vågnede op i et rum, med en lugt jeg ikke brød mig om. Rummet på en underlig mathvid farve, som jeg underligt nok genkendte. Lugten stak i næsen, og ordet identifiserenesprit dukkede op i min bevidsthed. Jeg fandt også ordet hospital. Jeg satte mig langsomt op, og så rundt. Den lille pige fra bilen med det krøllede lysehår, lå helt tæt på mig. Det var ikke flere i rummet end os to. Jeg havde sat mig op, og betragtede hende nu tavst. Hvem var hun? Døren i rummet blev langsomt åbnet, og et skarpt lys fladt på mig. Jeg kneb øjnene sammen, og løftede en hånd for at skygge. "Oh.. Du er vågen.. Er Rosa også vågen?" spurgte damen, og gik ind. Hun lukkede døren efter sig. "Hvem er Rosa?" spurgte jeg efter lang tids tænkning. Damen med det brune hår, der var sat op i en knold, kiggede på mig med sine brune øjne, der vidste følelsen vantro. "Det er din søster Sue.. Det ved du da godt ik'?" Jeg så på pigen. "Min søster? Er det min søster!?" Jeg anede ikke hvad ordet betød, men i mine ører lød det alt for stort, og uoverskueligt. "Ja.. Husker du hende ikke? Husker du mig? Annemarie?" Damen gik helt hen til mig. Jeg kiggede undrende på hende. "Nej.. Hvem er jeg i det hele taget?" Jeg huskede intet, og hverken det ene eller det andet gav mening. Hun rystede på hovedet. "Du hedder Susannah Silver Montell. Du er 17 år, og er.. Var trolovet med James.." Sagde hun. Jeg lignede et stort spørgsmåls tegn. "Er jeg eller var jeg trolovet, og hvad betyder det?" Annemarie (Som hun hed) vinkede med hånden. Hun gik tilbage mod døren. "Sov Sue, og lad vær med at overbelaste dig selv," sagde hun, og smilede, for hun atter åbnede døren, og gik ud. Da hun havde lukket døren efter sig, stod jeg ud af sengen. Jeg måtte væk her fra. Jeg nåede kun at svinge benene over, og lande på jorden da tre læger kom ind. Jeg så på dem, og knurrede lavt. Jeg anede ikke hvorfor, men det gjorde jeg. De løftede alle hænderne. "Rolig Susan.. Rolig.. Vi skal køre Rosa til operation. Hun er meget kvæstet," sagde den ene mand. Jeg havde set ham før. "Du er ham der kiggede ind i bilen.. Du kender mig," sagde jeg, og gik hen mod ham med usikre skridt. Et metal stativ fulgte med. Jeg så tilbage på den. Der hang to poser.. En pose med gennemsigtig væske, og en pose med rød væske. Der gik en slange fra være pose, og en til min håndryg. "hvad er det!?" spurgte jeg, og min stemme var mere skinger end nogen sinde. Jeg vendte mig om mod dem igen. De kiggede alle sammen undrende på mig. "Kan jeg få et minut med hende alene?" spurgte manden der havde genkendt mig i bilen. De andre nikkede, og gik hen til Rosa. Jeg så forfærdet ud. "Lad hende være! I må ikke tage hende fra mig!" Sagde jeg og gik hen til sengen. Manden der ville snakke greb fat i mig, og holde mig fast. Hans var utroligt stærk. Jeg skrig, og vred mig i hans arme. De måtte ikke tage pigen, selvom jeg ikke kendte hende. Hvad hvis jeg ikke så hende igen!? Manden strammede grebet. Da de lukkede døren, begyndte jeg at hulke. "Hvorfor!? Hvad har jeg gjort jer!?" Manden tyssede på mig, og kyssede mig ned i håret. "Hun har mange kvæstelser vi skal have undersøgt, og hendes ryg skal vi have operet tilbage på plads," sagde han beroligende. Jeg fattede ikke et ord af hvad han sagde. Jeg så op på ham, med et forvirret, og fortvivlet blik. "Hvem er du egentligt?" Spurgte jeg hæst. Han smilede skævt, og kyssede mig i panden. "Anne havde ret.. din hukommelse er helt væk.. Jeg hedder Patrick, og vi har kendt hinanden i mange år.. Jeg er en Kitsuni lige som dig," sagde han, med en blid stemme. Jeg så forvirret på ham. "Hvor mange år har du kendt mig, og hvad er en kitsuni?" spurgte jeg undrende. Jeg ville gerne vide alt. Han rystede på hovedet, og lo. "Ikke her.. Jeg henter dig når du bliver udskrevet, så forklarer jeg alt." Han slap mig roligt, og gik helt til døren. "Vi ses Susan," sagde han og gik. Og der stod jeg så tilbage. Jeg anede stadig ikke hvor jeg var, og forstod ikke helt det folk sagde til mig. Jeg vendte mig mod stativet, igen. "Okay nu er det slut!" Jeg pillede slangerne ud af nålen som sad i min håndryg. Jeg slap dem og ignorerede at det dråbede på gulvet. Derefter skyndte jeg mig hen til døren. Jeg havde fået mere styrer på min gang. Jeg åbnede døren, da jeg var kommet helt derhen. Jeg stak hovedet ud, og så rundt. Overraskende nok var der ikke ret mange på gangen. Jeg skyndte mig ud og små løb ned af gangen. Jeg anede ikke hvordan, men på en eller anden måde fandt jeg ud på pakeringspladsen. Jeg kiggede rundt. Der holdte store metal tingeste med sorte runde tingester under. Ordet biler dukkede op i mit hoved. Jeg hørte nogen råbe bag mig. "SUSANNAH! SUSANNAH DU TAGER IKKE ET SKRIDT MERE!" Jeg vendte med om og så damen Annemarie kom løbene. Jeg bakkede væk, og gjorde omkring. Jeg satte i løbe mod vejen. Jeg ville ikke ind i det rum igen. Jeg var ikke andet end noget halv vejs op til vejen, da mine ben svigtede mig og jeg faldt midt i det hele. Da mit hoved ramte jorden, gik alt i sort for mine øjne.

Et stykke tid efter at jeg vågnede op:
Jeg sad på en stol, med kors lagt arme. Jeg havde været oppe i et stykke tid. Jeg havde fået en hjernerystelse ved faldet, men jeg nægtede at lægge mig ned. Jeg sad inde op en hospitals stue, hos den 10 årige pige, der hed Rosa, og vidst var min søster. Jeg sad stille i stolen, og kiggede på hende. Jeg lyttede til apperatet der bibede ret langsomt. Jeg lyttede til hendes svage åndedrag. Jeg havde fået at vide af ham Patrick, at hun snart ville vågne. Jeg rejste mig op, og rykkede stolen tættere på sengen Rosa lå i. Jeg satte mig ned igen, lænede mig ind over sengegærdet, og lod et par fingre glide hen over hendes pande, for at fjerne noget af hendes krøllede lysehår. Hun reagerede ikke på min berøring. Jeg fik tårer i øjnene, uden nogen egentligt grund. Døren indtil os blev indtil os, og Patrick kom ind. Jeg kiggede kort på ham, før jeg lænte mig tilbage, og betraktede Rosa igen. Han gik hen til stativet med hjul, og tjekkede den halvtomme pose. Bagefter gik han hen til apperatet jeg var ved at blive skør over. Jeg så kort over på ham, men længe nok til at se noget bekymring. I den tid jeg havde været vågen, havde alle ord, og meninger kommet tilbage til mig. Navne på byen og andet. Jeg huskede alt andet end hvem personer var, hvordan jeg havde været, hvor længe jeg havde levet.. Faktisk generalt min fortid huskede jeg ikke. Jeg så på Rosa igen. Patrick gik igen mod døren. "Hun overlever det ikke.. Hun brækkede ikke kun ryggen, men også et eller andet som hun vil dø af.. I har kun det der latterlige apperat tændt, for at det skal virke som om i stadig bekymre jer.. Er det ikke rigtigt?" Jeg så hen på ham. Han var standset brat op. "Se på mig Patrick," sagde jeg bedende. Han vendte sig, om og så på mig. Mange forskellige følelser der gik gennem hans øjne. Jeg nåede kun at se de stærkeste: Angst, tristhed, frygt, forvirring, fortvivelse, omsorg, sorg, træthed, ubærlig og hjerteskærende fortrydelse, og til sidst neutralitet. Han skulle stil at sige noget, men fortryd det vidst. Der gik lidt hvor han bare kiggede op i loftet. "Der er en chance for at hun overlever.. og jeg håber virkeligt på at hun for den chance.. Hun er kun ti.." Da han kiggede på mig, så han meget sårbar ud. Apperatet der bibede, begyndte pludseligt at bibe meget hurtigere. Jeg så på Rosa. Hendes øjenlåg sitrede som om hun ville åbne, øjnene men ikke kunne. Jeg tog roligt hendes hånd. "Rolig Rosa.. Vi er lige her," sagde jeg blidt, og beroligende. Patrick var kommet helt hen til mig og Rosa. Han var åbenbart virkeligt bekymret for hende. Rosa åbnede langsomt øjnene. De strållede som en skyfri himmel, når solen stod højst på den. Hende smilede til mig. Bagefter kiggede hun på Patrick, og smilede stadig. "Hej prinsesse.. hvordan har du det?" spurgte han blidt. Jeg kiggede på ham, og så at han så på Rosa, med øjne kun en far gav sin datter, når hun var stået op efter en ulykke. Jeg så på Rosa. "Helt fint Patrick," sagde hun, og smilede venligt. Så kiggede hun på mig, og blev lidt mere alvorlig. "Mama.. Du må ikke beabrede Papa.. Han gjorde det ikke med vilje.. Du må ikke råbe af ham igen.. Se selv hvad der skete.." Hun så trist på mig. Jeg fik igen tårer i øjnene. Jeg anede jo ikke noget, om det der var sket. Jeg hvor stod ikke engang hvorfor hun kaldte mig Mama når jeg var hendes søster. Jeg nikkede, og valgte at lytte, og svarer på de rigtige steder. "Det skal jeg nok lade vær med." Rosa rystede på hovedet. "Nej Mama. Du må forstå han gjorde det ikke for at sårer dig.. Men fordi han elskede hende," sagde hun. En følelse af vrede blussede i mig. Patricks hånd hjalp mig med at bevare selvkontrollen. Jeg nikkede igen. "Jeg forstår min skat.. Jeg forstår," sagde jeg. Jeg anede ikke hvor det der 'Min Skat' kom fra, men det kom bare til mig. Hun smilede, og jeg kunne se hendes øjne begyndte at glide i. "Mama må jeg ikke nok sove sammen med dig? Vil du ikke nok lægge dig hos mig?" Jeg så på Patrick, som nikkede med rolige øjne. Jeg smilede til hende. "Jo det vil jeg," sagde jeg, og slog sengegærdet ned. Jeg kravlede op i sengen til hende, og hun puttede indtil mig. Jeg lagde armene omkring hende og nynnede stille en lav melodi, jeg ikke vidste jeg kendte. Patrick listede ud, og lod mig og Rosa være lidt alene. Og der lå jeg længe og nynnede for Rosa som sov. Jeg kyssede hende i panden, og krammede hende blidt indtil mig. Jeg så det lille smil i det fredfyldte ansigt. Hendes åndedrag svandt væk, og apperatet begyndte at hyle. Tårer begyndte at løbe ned af mine kinder. Fire læger kom løbene ind, med et apperat der hed en hjertestarter. Patrick kom også løbene ind. Hun hjalp mig ud af sengen, og hev mig indtil sig. Han knugede mig indtil sig, og jeg var sikker på at jeg hørte ham hulke. Jeg så hen på lægerne, der begyndte var stoppet med at give det lille lig strøm. De slukkede for apperatet der havde bibet i takt med Rosas hjerte. Først der begyndte jeg at hulke. Jeg skjulte mit ansigt for ikke at se dem lægge et hvidt lagn over den død Rosa, og køre hende væk. Da de var væk slap Patrick med. Jeg så på ham. Hans himmelblå øjne mindede så meget om Rosas, at jeg ikke kunne se ind i dem. "Jeg bliver nødt til at forlade dette sted.. Jeg må tænke, og prøve at huske.." sagde jeg tøvende, med grådet stemme. Han nikkede.. "Jeg er så ked af det, skulle gå udover vores.." Han stoppede op, og rystede på hovedet. "Jeg forlader også byen nogle år.. Måske vi kunne følges igen.. Jeg kan hjælpe da med at huske," sagde han, på fulgt fra det hans ville have sagt. Vores.. Hvad Patrick?" spurgte jeg indtrængende, og ignorerede han forslag. Han viftede afvigende med hænderne, og gik hen til døren. Han så sig tilbage. "Vi ses igen Susan.. Stol på mig.. Det gør vi altid." Så gik han. Jeg rystede opgivende på hovedet, og gik ud af stuen, og ned af gangen. Annemarie, damen med det brune hår, kom hen til mig og krammede mig. "Det er jeg ked af.." Jeg krammede hende igen, og slap hende så. "Det er fint.. Jeg kommer mig.. Må jeg godt gå?" spurgte jeg. Annemarie nikkede trist. Jeg sukkede lettet. "Tak.. Farvel Anne," sagde jeg, og krammede hende. Hun så uforstående på mig, og det var findt for mig. Jeg gik ned af gangen, og fandt hurtigt ud. På en eller anden måde blev jeg til at sort kat, og løb så min vej.

Året efter ulykken:
Kommer snart ^^
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
 
Det Susannah husker af sit liv før hun kom til Fell's Church ^^
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
The vampire diaries :: Infomation :: Baggrunds historie-
Gå til: