En ung mand kom lige så stille gående gennem skovens dunkle mørke. Han var muskuløs og 186 cm høj, i mørket virkede han skræmmende, mere end han normalt var. Solen var gået ned og havde efterladt månen tilbage for at stå for at lyse op. De steder på stien, han gik på, hvor træerne ikke stod helt tæt, nåede det svage måne lys ned til skovbunden og gjorde det muligt for folk at se. Antonio, som den unge mand hed, havde nu ingen problemer med at se, han så lige så godt i mørke som i dagslys. Han opholdte sig nu også meget i mørke og gik meget sjældent ud om dagen. Når solen var fremme blev han indendøre. Han hadede at være indenfor, det føltes som var han i fængsel, så så snart solen gik ned eller at skydækket var tykt og skjulte solen, var han udenfor. Endten for at jage eller på sine sædvanlige aften gå ture.