Can we talk? ~ Reifarim

Han vendte sig fuldt om mod Elena og så hende ind i øjnene. "Elena, jeg har med vilje aldrig spurgt ind til din fortid, for jeg kan let se hvor fjern og kølig du bliver, når man bare strejfer emnet, men jeg har et eller andet sted altid troet, at du ville komme og fortælle det selv, så jeg har prøvet at være tålmodig," sagde han med en isende rolig stemme mens han ikke fjernede blikket fra hendes øjne, men tvang hende til at se ind i hans blå øjne, som lige i det øjeblik lignede et uvejr på havet, vreden havde nærmest gjort dem mørkere og fik den lysegrønne ring omkring pupillen til nærmest at skinne. "Men det skete aldrig, Elena, aldrig." Nu da han tænkte sig om, så kendte han hende kun som person, men han vidste stort set intet om hendes fortid eller hendes familie. Hun vidste, at hendes forældre var døde, men havde hun søskende? Var hun enebarn? Hvor havde hun boet? Hvor gammel var hun egentlig? Han vidste intet af det, intet! Han bed tænderne let sammen. "Og pointen er ikke, om han dræbte hende eller ej, men at han skadede hende," sagde han imens vreden langsomt sneg sig ind i hans stemme, men han hævede den ikke. Han nægtede det simpelthen. "Jeg er ligeglad hvordan du snakker til andre, men så snart de hører under min familie, så er det en helt anden sag," sagde han og holdte hendes blik lidt længere inden han slap det. Han så på sin datter. "Man kan sagtens tale normalt, alle vægge er tæt lydisoleret fordi de fleste af os i min familie er en eller anden slags vampyrisk eller i hvert fald overnaturligt væsen," forklarede han roligt. "Og vær sød at lade være med at bide ad Elena." Han så blidt på hende inden han selv ubesværet trådte ind ad døren og tog skoene af og lagde den på en af hylderne. Han så på dem mens han tog jakken af. "Det gør jeg, så velkommen til mit hjem og vær sød at tage sko og jakke af inden vi går ind," sagde han venligt og gik over til et skab der hang på væggen. "Der er håndklæder herinde, til at tørre det værste regn af." Han åbnede skabet imens han snakkede og trak et tykt og blødt håndklæde ud og begyndte at tørre hår og ansigt. Han kendte sin moster godt og hun hadede når de grissede i huset.

Ray så godt hvordan han langsomt nedbrudte hendes facade og et eller andet sted nød han det, for han kunne vitterlig ikke fordrage at se hende med den facade oppe, det var ikke den kvinde han havde lært at kende så lang tid tilbage. Han sukkede stille da hun lagde en hånd mod hans kind og han lagde sin egen hånd over hendes. "Der tager du fejl, jeg vil gerne kende til den og jeg er ikke bange for konsekvenserne," sagde han med en blid, dog fast stemme. Vreden var stort set forsvundet, og lige på det tidspunkt følte han sig bare udmattet over hele episoden, og han løftede begge hænder op med håndfladerne vendt mod dem og han så i det hele taget bare opgivende ud. Han så på dem mens de hang jakkerne op, tog sko af og tørrede håret. Han nikkede kort tak til Case, da hun sagde, at nok skulle lade være med at bide ad sin mor, og han kom med et lille smil til dem begge. Og da de begge var klar, vendte han sig op og gik gennem gangen og lavede imens en lille opfordrende bevægelse med hånden, for at bede dem at følge med sig. Han gik videre ned gennem gangen, forbi trapperne på højre hånd og videre ind i stuen, som var større end det havde set ud som, ude fra bryggerset. De samme hvide vægge og det samme lyse trægulv var inde i stuen, sammen med en stor tremands sofa med et par andre lænestole der stod i højre side. Der var et gammel udsende tæppe under sofabordet, der stod foran sofaen og mellem sofaen og det store tv. Helt til venstre i lokalet var der en stor pejs, som Ray gik over til inden han satte sig ned på hug i en glidende bevægelse og begyndte at tænde op. Ellers var der også nogle reoler og komoder, hvor der var flere billeder af hele familien samlet og f.eks. en sølvdolk med håndlavet håndtag og nogle tegninger der så ud til at være lavet med kul, og som forestillede to næsten identiske kvinder. "I kan bare sætte jer hvor I vil," sagde han med en blid stemme og pustede kort til de gløder han havde skabt, så de flammede mere op.

Elena spredte let så hans fingre fald ned mellem hendes. "Det ved du ikke endnu." Uanset hvor meget hun så end havde gjort for at holde sin fortid hemmeligt, vidste hun at nu var det på tide at fortælle en lille del af den. Han skulle bare stille hende de rigtige spørgsmål, så ville hun svare sandt. Der var spørgsmål hun endnu ikke var klar til at svare på.
Elena valgte ikke at svare på Cases spørgsmål, efter som Ray nærmest fysisk stoppede dem fra at skændes på denne måde.
Hun duppede på sit tøj og lod håndklædet suge så meget af vandet hun nu kunne få det til. Da hun var færdig fulgte hun roligt efter Ray. Hendes blik gled lidt rundt. Hun synes det var imponerende hvor stort det var, men hun gjorde ingen vil reaktion ud af det. Hun stoppede op da hun kom ind i stuen og kiggede hen på Ray. Hun gjorde ingen tegn til at ville sætte sig. Hun lod blot blikket glide rundt i stuen og tænkte på hvordan hun mon skulle få alle de ting sagt som de gerne ville have svar på. Inderst inde vidste hun godt at hun skyldte Ray en kæmpe forklaring på så mange forskellige måder. Hun havde aldrig fortalte ham personlige ting om sig selv, på trods af at de havde været elsker og forlovede. Han havde oplevet alt det han vidste om hende. De var faktisk også lidt derfor hun havde været der til at starte med. Hun ville være ærlig overfor ham, fortælle ham så meget hun overhovedet kunne af det hun ville give fra sig. Nu var det bare ikke kun ham hun skulle fortælle det. Det var også hendes ene Datter. Ingen af hendes døtre kendte hende rigtigt. De var allesammen blevet svigtet af hende og de to af dem forlangede stadig en forklaring. Hendes blik faldt på Ray ryg, mens han tændte pejsen. "Så spørg mig om det i vil vide.. Men hvis jeg ikke svare på nogle spørgsmål svare jeg ikke." Hendes stemme var fast og hele hendes krop og udtryk fortalte at hun ikke var til at forhandle med.

Ray så blidt Elena ind i øjnene. "Jo, det er jo lige det jeg ved," sagde han og sukkede blidt imens han nød hendes berøring. Han var ikke bange for sig, det havde han aldrig været, han var altid klar til nye eventyr.
Da han så Case nysgerrighed ved nogle af billederne, gik han over til hende og smilede ganske let da hun så på det familiebillede hun kiggede på. Han klukkede let og stillede sig ved siden af hende og pegede på de to unge mænd der stod med armene om hinandens skuldre og med et kæmpe grin på læben, som stod i venstre side ad billedet. "Det er Adrian og hans lillebror Gabriel," sagde han og pegede. "De ældste i familien." Han klukkede let. Ved siden af de to stod der tre kvinder, en pige med lysebrunt hår og lyse spidser og så to unge damer, begge lige høje, med mørkebrunt hår og store, blå øjne. Den eneste forskel var, begge med et gavtyvagtigt smil på læben, de lignede hinanden på en prik. "Og så er der min kusine, Everlyn." Han pegede på pigen med det lysebrune hår. "Og så min moster, Alma." Han pegede på den unge dame ved siden af Everlyn. "Og så er der min mor ... Maya." Han bed kort tænderne sammen, men kom så op med et svagt smil. Han nikkede mod sig selv, der stod og holdte om sin mor med et stort smil på læben. "Og jeg behøver vel ikke fortælle dig hvem den sidste er," drillede han med en lille klukken og tilføjede så; "Min onkel og min anden fætter var ikke kommet til byen den dag, så de var ikke på billedet, men ja, det er jo også din familie her." Han klukkede svagt og så på sin datter med et blidt blik. Han vendte selv opmærksomheden mod Elena da hun snakkede og nikkede lidt, men nåede ikke at spørge om noget da Case kom i forvejen. Han klukkede ganske let. "Aye, det er vel et godt spørgsmål at starte med, men hvad med at vi sætter os inden vi begynder?" Han så lidt skiftevis på dem inden han gik over og satte sig i en af lænestolene, hans egen ynglings. Han vendte nysgerrigt og afventende blikket mod Elena og ventede på at hun skulle svare på deres datters spørgsmål.

Ray smilede ganske let. "André, han er min onkel, og hans søn, min fætter, Reifur," forklarede han. "André er også en oprindelig vampyr, men Reifur er en troldmand." Han trak let på skuldrene. De var en meget blandet familie. Der var også Alexander, som havde været en troldmand med varulvegenet, og da han kom til at dræbe en anden, gik han gennem helvede for at få styr på det hele og mistede samtidig sin magi. Deres ældste i familien, Adrian, havde derefter forvandlet ham til en hybrid, da Alexander havde tigget og bedt ham om det. Men det var en anden historie og ikke hans at fortælle. Et øjeblik tøvede lidt, men nikkede så lidt stift for sig selv. "Hun ..." Han tøvede, løftede hånden og gned næseryggen kort inden han sukkede let, fjernede hånden og så på Case. "Hun var din farmor," sagde han så med et sorgmodigt drag om læben. "Det var derfor jeg kom hjem igen, fordi jeg skulle med til begravelsen." Han stemme knækkede næsten over ved det sidste ord og det var stadig svært for ham at tænke, at hans mor var død.

Han lænede sig frem og hvilede albuerne mod knæene og samlede sine hænder, knyttede den ene og lagde den anden hånd over den første og skjulte sin mund med dem begge imens han betragtede sin datter og sin eks-forlovede. Han nikkede let. "Hvorfor gjorde han det?" spurgte han så, da han tydeligt kunne mærke, at Case ventede på hans kommentar.

Ray nikkede let og smilede stille. "Det kan man godt sige, min egen mormor, din oldemor, var en meget magtfuld heks og det var hende der gjorde min mor, min moster og min onkel til oprindelige vampyrer," sagde han med en snert af stolthed i stemmen, selvom han aldrig havde kendt kvinden. Han så blidt og trist på Case og nikkede ganske let, da hun spurgte, om hun var død. Han smilede svagt til hende. "Det er jeg glad for at høre, og jeg sikker på, at hun ville have elsket dig," sagde han med en blid stemme.
Han sagde ikke rigtig noget til start, men sad bare og lyttede til hendes ord imens han nikkede ganske let for sig selv. Han så på Case og nikkede kort, da han også meget gerne ville have svar på det spørgsmål, og endnu en gang vendte han blikket mod Elena. Der var så mange ting han ikke vidste om hende, det havde han nu engang altid vidst, men at der alligevel var så meget ... den havde han sgu ikke helt været klar over.